Egyptens nye leder har seks måneder til at vende økonomien – måske

Det var som at iagttage et hestevæddeløb med begravelsesstemning, da konturerne til seks måneders altafgørende transition for Egypten i går begyndte at tegne sig.

Mens ofrene fra mandagens sammenstød mellem demonstranter og den egyptiske hær blev begravet, fløj der bud på, hvem der skal være Egyptens næste ministerpræsident, rundt i medierne, før pilen endelig landede på en relativt ukendt figur; den tidligere finansminister Hazem el-Beblawi, efter at have været forbi hans forgænger på posten, Samir Adwan og økonomen Ziad Bahaa el-Din. Profilen på alle tre kandidater var så ens, at de nærmest kunne have været enæggede trillinger: Alle er de liberale økonomer med en solid fortid i den egyptiske statsadministration og diverse banker, i stedet for den mere politisk ladede kandidat Mohamed ElBaradei, der i weekenden blev afvist af det salafistiske Nour-parti og i stedet må nøjes med posten som vicepræsident.

Der skal falde ro over tingene

Udnævnelsen, der fulgte bekendtgørelsen mandag nat af en køreplan for en ny forfatning og efterfølgende nyvalg inden for seks måneder, viste den klare prioritering hos en overgangsregering. En regering som med de seneste dages mange dræbte og opfordringer til modstand fra ledere af Det Muslimske Broderskab har kunnet se udviklingen løbe af sporet, nærmest før den tog fat på sit arbejde, men som i går ikke overraskende fik støtte fra både militæret og USA’s regering og samtidig lovning på otte mia. dollar fra Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.

»Seks måneder til at revidere forfatningen og gennemføre valg er ikke urealistisk, men lige nu er den store udfordring at få tingene til at falde så meget ned, at man overhovedet kan komme i gang,« siger Heba Khalil, forskningschef i organisationen Egyptian Center for Economic and Social Rights.

Og det kræver økonomiske resultater mere end noget andet.

»Den nye regering skal skabe en bedre økonomi i løbet af de seks måneder og præsentere en langsigtet økonomisk plan, folk tror på. Hvis den gør det, vil den få folket på sin side. Hvis ikke, den gør det, og hvis den ikke er mere konsekvent end Mursi, vil den næppe holde de seks måneder, den har til sin rådighed,« konstaterer hun.

Det kommer til at kræve mere end bare brandslukning. Udfordringen blev faktisk allerede før militærets kup mod Mursi defineret af en anden kandidat til premierministerposten: økonomen Ziad Bahaa el-Din:

»De økonomiske kernespørgsmål er blevet ignoreret alt for længe,« konstaterede han førinterventionen på en konference arrangeret af tænketanken CSIS.

En kæmpeopgave forestår

»Det handler ikke om at flytte rundt på nogle få millioner, hæve et par skattesatser og sløjfe et par støtteordninger, det handler om radikale løsninger og om en gentænkning af hele den egyptiske økonomi, og det kan ikke gøres af en regering alene, ikke engang en regering med et flertal bag sig. Det kræver politisk konsensus.«

Det er noget,den nye ledelse næppe vil få, og de liberale strukturelle reformer, der sandsynligvis vil følge med den nye regeringsleder, burde ikke være populære hos et brødhungrende egyptisk folk. Den nye premierminister har selv tidligere beskrevet de krævede reformer som en »bitter medicin« og sagt, at »ideen er at foretage besparelser, der minimerer trængslernefor de fattige, men det er nemmere sagt end gjort«.

Heba Khalil spår alligevel regeringen relativt gode chancer.

»I første omgang handler det om at løse et akut problem og simpelthen sørge for, at folk ikke sulter. De tænker ikke på strukturelle løsninger, men på om der vil være mad nok, og om de kan løse det problem – og det burde de kunne – vil definere, om de får støtte til større reformer. Men den støtte vil de også få, hvis de er konsekvente i deres økonomiske politik,« siger hun og henviser til en række lån fra IMF, der har været under forhandling i længere tid.»IMF-lånene er ikke i sig selv afgørende, men de er en slags port til andre aftaler og til tillid. Det ved de folk, der har været i spil, godt, og de ved også, at de økonomiske reformer også er nødt til at have en social side.«

Brødrene skal involveres igen

Spørgsmålet er imidlertid, om økonomerne vil få arbejdsro. Med en befolkning, der i øjeblikket er splittet i to, synes chancerne ikke at være gode.

»Vi vil fortsætte med at demonstrere mod dette angreb på demokratiet og gøre modstand med alle fredelige midler, indtil den folkevalgte præsident er genindsat, og militæret har afsluttet denne grotesk illegitime intervention,« skrev den tidligere Mursi-minister Yahia Hamed i går, hvor Broderskabets demonstrationer fortsatte i Kairo.

Selvom flere oppositionsfigurer har understreget behovet for at involvere Broderskabet, og valgdeltagelse til brødrene er blevet garanteret fra flere sider, har der ikke været nogen tegn på forsoning.

»Den nye ledelse bør tilbyde Broderskabet en betydelig rolle for at opnå forsoning, men lige nu er Broderskabet et helt andet sted. De nægter at anerkende, at Mursi ikke længere er præsident,« siger Heba Khalil, der dog ikke er bange for, at situationen vil eskalere yderligere, eller at Broderskabet vil hindre en økonomisk løsning.

»Jeg tror sådan set godt, de ville, men spørgsmålet er, hvor meget længere, de kan opretholde den her slags protester, uden at det udvikler sig til en borgerkrig, som ingen ønsker. Jeg tror, at de bag vreden arbejder på et mere politisk alternativ til konfrontationen, hvor de kan bevare den store indflydelse, som de trods alt stadig har.«