Nyhed
Læsetid: 2 min.

Forbud mod religiøs slagtning skaber vrede blandt Polens jøder

Et forbud mod rituel slagtning i Polen har ført til voldsom debat mellem dyrevelfærdsgrupper og landets jødiske mindretal, der føler, at genopbygningen af deres kultur i landet er truet
Udland
17. juli 2013

Polens jøder er i chok, efter at et flertal af landets parlamentarikere har nedstemt en lov, der skulle genindføre retten til rituel slagtning – shechita på hebraisk. Den religiøse praksis blev i november sidste år dømt uforenelig med en dyrebeskyttelseslov fra 1997 af landets forfatningsdomstol. Efter voldsomme protester fra både jødiske grupper og kvægfarmere lovede landets regering imidlertid at fremsætte et lovforslag, der igen skulle gøre rituel slagtning lovligt. Fredag nedstemte et flertal på 222 parlamentarikere mod 178 imidlertid loven, til det jødiske samfunds store fortrydelse.

»Jeg er knust. Det er den værste beslutning i parlamentets historie imod jøder og muslimer. Det er meget smertefuldt,« sagde landets chefrabbi, Michael Schudrich, og meddelte via sin Facebook-side, at han ikke kan forestille sig at »fortsætte som rabbi i et land, hvori den jødiske religions rettigheder er indskrænkede«.

Forbuddet vil ramme både jødisk rituel slagtning og muslimernes halalslagtning, men emnet er især et følsomt emne på grund af landets jødiske historie. Før Anden Verdenskrig var landets jødiske samfund Europas største, men det blev så godt som udslettet af nazisterne. I dag bor der kun omkring 8.000 jøder i landet. Antisemitisme har præget det katolske lands historie, og Michael Schudrich og Piotr Kadlcik, præsident for Unionen af Jødiske Samfund i Polen, mener da også, at forklaringen på parlamentarikernes beslutning skal findes i fortiden.

»Denne idé vandt popularitet i Europa i 1930’erne, da Norge og Sverige, under indflydelse af nazipropaganda, forbød rituel slagtning,« skriver de to i en fælles udtalelse.

De bakkes op af præsidenten for World Jewish Congress, Ronald S. Lauder, der i en udtalelse fredag undrer sig over, »hvilket signal dem, der stemte for forbuddet, ønsker at sende deres ikke-kristne borgere«.

»Det er et bittert slag for alle dem, der påtog sig den svære kamp, det er at genoprejse jødisk liv i Polen,« skriver han.

Israel mener også, at forbuddet vil true genopbygningen af et jødisk samfund i landet og kalder beslutningen for »fuldstændig uacceptabel«.

»Polens historie er sammenflettet med det jødiske folks historie. Denne beslutning skader markant processen med at genoprette jødisk liv i Polen,« udtaler landets udenrigsministerium til Jerusalem Post.

Ministeriet opfordrer de polske myndigheder til at »finde en måde at forhindre et groft angreb på det jødiske folks religiøse tradition«.

Flertal imod

Det var dyrevelfærdsgrupper, der indbragte sagen for landets forfatningsdomstol, og debatten om dyrevelfærd har siden skabt intern splittelse i såvel Polens politiske partier som det jødiske samfund. Parlamentarikere fra både venstre- og højrefløjen stemte imod loven – én af dem beskyldte ifølge Financial Times regeringen for at »ignorere to tredjedele af polakkernes mening og tvinge dem til at acceptere rituel slagtning, som er fremmed for vores kultur og civilisation«.

Severyn Ashkenazy, grundlæggeren af Det Progressive Jødiske Samfund i Polen, bakker også op om forbuddet.

»Nogle af vores ledere er forvirrede …. Kosher-slagtning har været involveret i alt for mange dokumenterede skandaler. Vi, jøder, må opføre os hæderligt og vise andre vejen ved at udvise godhed mod dyr,« siger han til Jerusalem Post.

Selv premierminister Donald Tusk og hans regering, der fremsatte lovforslaget, synes splittede. 38 parlamentarikere fra Tusks parti, Borgerplatformen, stemte imod lovliggørelsen af rituel slagtning, og premierministeren sagde efterfølgende, at han anerkendte bekymringerne om dyrevelfærd.

»Efter afstemningen var min hjerne ked af det, men mit hjerte jublede,« sagde han ifølge Financial Times.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her