Generalmajorens kamp for den offentlige opinion

Hvis der er noget våben i denne verden, der er mere formidabelt end hangarskibe, så er det folkets vilje,« mener Luo Yuan, generalmajor i Folkets Befrielseshær.

Men det kinesiske folks vilje er ikke stærk nok. Den skal styrkes og formes til en solid, nationalistisk enhed, der kan virke afskrækkende over for udenlandske fjender og samtidig befæste sammenholdet og opbakningen til kommunistpartiet inde for landets grænser.

Det mener generalmajoren, der ser det som sin mission at påvirke den offentlige opinion i Kina, så den bliver et skarpere våben i nationens interesse.

Det var derfor, han åbnede en ny front tidligere i år. Han oprettede en mikroblog og fik en fod indenfor i de sociale medier, som han selv mener er en »afgørende slagmark« i et moderne samfund. Luo Yuan siger – som mange andre konservative og nationalister i Kina – at de sociale medier i landet i for stor grad er domineret af liberale kræfter. Generalmajoren vil derfor tilbyde en alternativ stemme. Og som en ægte militærmand begyndte han sit togt med et voldsomt startskud:

»Mikroblogs er en meget vigtig front for den offentlige opinion,« skrev han i sit allerførste indlæg på mikrobloggen, der er ledsaget af et billede af ham selv i uniform. »Vi kan ikke længere forholde os tavse, for man enten eksploderer eller dør i tavsheden. Vi skal kæmpe for vores elskede land, elskede parti, elskede hær, elskede folk!«

Luo Yuan fortsatte sit frontal-angreb med en hyldest til Kinas nye leder, Xi Jinping: »Under Xis lederskab skal vi kæmpe for at beskytte vores lands interesser, straffe landets forrædere, udrense de korrupte og genoplive den kinesiske civilisation.«

Søger stolthed

Den 63-årige Luo er en til tider brysk og altid ligefrem militærmand, der er blevet en af Kinas mest åbenmundede nationalister. Hans kommentarer får stor dækning i statsmedierne, og på tv optræder han ofte i uniform, mens han slår på den kinesiske hærs brystkasse. Hans ofte hårde retorik over for Kinas nabolande har skaffet ham et større følge af kinesiske fans, som i generalmajoren ser en person, der udtrykker deres eget håb om et stærkere Kina og en stolthed over et land, som hele tiden øger sin økonomiske og militære magt. Kineserne higer efter oprejsning, efter deres land har været holdt nede af vestlige magter siden midten af 1800-tallet, siger Luo.

»Intet andet stort land i denne verden har været udsat for sådanne lidelser og fornærmelser som den kinesiske nation. Intet andet stort land i denne verden har været ud-sat for så voldsom udenlandsk aggression og invasion af andre større magter. Derfor er Kina mere end noget andet land i verden opsat på igen at blive stærk,« sagde han for nylig til en gruppe journalister i Beijing.

Luo Yuan er uforstående over for, at nogle i Vesten ser med nervøsitet på Kinas dramatiske vokseværk og ambition om at indtage rollen som en stormagt: »Der er mange i vestlige lande, som ikke tror på, at Kina vil vælge en fredfyldt udviklingsvej. Det er, fordi mange lande fortsat har en koldkrigsmentalitet, og de ser på Kina gennem farvede briller, og lige meget hvad Kina foretager sig, så siger de, at Kina er en trussel.«

Luo Yuan forsikrer om, at han ønsker at være med til at fortælle omverdenen, at Kina vil stå for fred. »Jeg vil forsøge at bruge stille ord til at give udtryk for mine stilfærdige meninger,« siger han.

Men alligevel virker det, som om det skaber internationalt stormvejr, næsten hver gang han åbner munden. For han er en af Folkets Befrielseshærs såkaldte aktivistofficerer. Det er en lille gruppe officerer, der stadig mere højlydt leverer høgeagtig retorik. De mest udfarende af dem opfordrer til »korte, præcise krige« for at beskytte Kinas territoriale interesser. Andre tilskynder Beijing til at »angribe først«, »forberede sig på konflikt« og »dræbe en kylling for at skræmme aberne«.

Harme i nabolandene

Det skabte fortørnelse i Japan tidligere i år, da japanske medier rapporterede, at Luo Yuan havde sagt, at han ville »bombe Tokyo« og »tage de 130.000 japanske statsborgere i Kina som gidsler«, hvis den japansk-kinesiske territorialkonflikt om de ubeboede Senkaku-øer i Det Østkinesiske Hav eskalerede.

Det hjalp heller ikke, da han senere opfordrede til, at de omstridte øer – der kontrolleres af Japan – omdannes til en skydebane for det kinesiske militær. Bedre blev det absolut ikke, da han kort efter udtrykte, at Okinawa »ikke tilhører Japan«. I stedet antydede han, at Okinawa – en af Japans største øer med 1,4 mio. indbyggere og hjemsted for nogle af USA’s største militærbaser – faktisk burde være en del af Kina.

Luo Yuan har med sine udtalelser samtidig også formået at skabe vrede og harme i andre asiatiske lande, bl.a. Indien og Filippinerne, som Kina også har territorialstridigheder med. Men ifølge ham selv, er det alle nabolandene, der er skyld i skærmydslerne – de er »ballademagere«, som han formulerer det.

Det er dog ikke sådan, det opfattes i nabolandene, der i stigende grad er nervøse over det, de opfatter som kinesisk sabelraslen. Og fordi Luo Yuan – ligesom mange af de andre aktivistofficerer – er et relativt højt rangerende medlem af Folkets Befrielseshær, og hans udtalelser derfor som minimum anses for semiofficielle, så skaber det røre, når han taler.

Patriotisk potentiale

Nogle analytikere ser Luo Yuan som en del af regeringens forsøg på at sende afskrækkende signaler til nabolande, som Kina har stridigheder med. Men hans udtalelser lader dog mindst lige så meget til at være henvendt til hans landsmænd.

Han er med til at give et voksende nationalistisk kinesisk publikum et indtryk af, at Kinas lederskab er stærkt og klar til at forsvare landets interesser, også militært om nødvendigt. Det giver kineserne en følelse af stolthed og patriotisme – en følelse af, at kommunistpartiet har gjort Kina stærkt igen.

Og det er vigtigt for Luo Yuan, at kineserne er nationalistiske. Det var derfor, han kom på mikrobloggen. Og derfor han bl.a. deltager i børneprogrammer på stats-tv for at opbygge kinesernes nationalisme fra en tidlig alder. Børn har »patriotisk potentiale«, der blot har brug for at blive stimuleret og mobiliseret, mener han. Det er også derfor, han ihærdigt promoverer den såkaldte ’kinesiske drøm’ – den nye leder Xi Jinpings opråb om et stærkt Kina, der også ideologisk står i modsætning til Vesten.

»Den kinesiske drøm er en fast integreret del af hele menneskehedens drøm,« siger Luo Yuan.

»Jeg mener ikke, der er universelle værdier, da hvert land har forskellige samfundssystemer, ideologier og er på forskellige udviklingsstadier, men jeg mener, at der bør være en universel drøm; mennesker har fælles drømme, for eksempel om at være ægte, være venlige og stræbe efter smukke ting.«

»Den kinesiske drøm er også drømmen om den kinesiske nations genopblomstring og om, at den kinesiske nation skal blive stærk,« siger han. »For at opbygge et stærkt land, så skal vi sikre at folk er rige og velstående. Og for at opbygge et stærkt land, så skal vi også have et stærkt militær.«

Diplomati før krig

Det skal være et militær, mener Luo Yuan, som Kina ikke skal tøve med at gøre aktivt brug af, hvis det bliver nødvendigt.

»Hvis vi er fuldt ud forberedt på krig, vil vi ikke få problemer. Men først og fremmest skal Kina kæmpe på den diplomatiske front. Vi skal bruge vores strategi og PR-tiltag for at tiltrække så mange venner og isolere så mange fjender som muligt.«

Det er dog stærkt tvivlsomt, om Luo Yuan faktisk har været succesrig i sin egen krig om den kine-siske opinion, efter han trådte ud i det minefelt, som de sociale medier udgør.

I sit første indlæg skrev han, at han havde fået »tilladelse« til at åbne en mikroblog – kinesiske medier rapporterede, at tilladelsen var kommet fra Folkets Befrielseshær. Han er dermed en af de ganske få fra militæret, der har fået lov til at give deres holdninger til kende på internettet – de fleste menige i hæren har slet ikke lov til at gå på internettet. Hans indtog på mikrobloggen fik hurtigt flere end 10.000 positive tilkendegivelser. Inden for tre dage blev hans første blogindlæg delt mere end 40.000 gange, og han fik flere end 250.000 følgere.

Men der var også kritik. »Ville en militærofficer få lov til at deltage åbent i politiske diskussioner i et normalt land?« spurgte en blogger. Andre spurgte, hvem det præcist var, han beskrev som »forrædere«. Og da han samtidig opfordrede til at slå ned på korruption, anklagede flere ham selv for nepotisme (hans far var højtstående efterretningsofficer, og hans bror er general). Da han blev angrebet af kritikere, forsøgte Luo Yuan tilsyneladende at gå til modangreb ved at rose sig selv til skyerne:

»General Luo Yuan er ikke kun en soldat, men også en forsker. Hans analyser omkring det nordkoreanske atomproblem er brillante, og hans forslag er meget rationelle. Han er virkelig utroligt vidende!« lød en kommentar skrevet i hans eget navn. Det blev hurtigt latterliggjort af kinesere på de sociale medier.

Luo Yuan gik hurtigt på retræte og påstod, at han ikke selv havde skrevet indlægget – hans mikroblog var blevet hacket. Men også for den påstand blev han latterliggjort:

»Det er min mening, at hvis general Luo ikke engang kan beskytte sin egen mikroblog, så er det simpelthen noget ævl, at han skulle være i stand til at beskytte vores land.«

Kritikken har dog ikke fået Luo Yuan til at vende mikrobloggen ryggen. »Mikroblogs er en god platform for at interagere med andre folk,« siger han. Men der bør dog være en grænse, mener han: Folk på internettet »skal ikke skabe rygter eller angribe Kinas centrale system eller partiet. Der går grænsen«.