Baggrund
Læsetid: 7 min.

Ingen vej tilbage

Da millioner af østeuropæere søgte til Vesteuropa efter bedre betalte job efter Østudvidelsen af EU i 2004 var forventningen, at de ville vende hjem igen efter en årrække. Men så kom eurokrisen, og den forventede returmigration udeblev. Kasia Gomolka er en af de polakker, der er endt med at blive
Kasias seksårige datter Lily er årsagen til, at Kasia bliver boende i London i stedet for at vende tilbage til Polen: ’Som mor kan jeg se, hvor glad børnene er for at gå i skole her, lærerne er søde og rosende. Sådan er det ikke i Polen, hvor børn hele tiden får besked på at gøre det bedre,’ siger hun.

Anders Birger

Udland
30. juli 2013

Kasia Gomolkas far er sur på hende. »’Du læste i Polen for at feje gader i England! Du bevæger dig ned, ikke op!’ siger han altid.«

Den blonde, 40-årige kvinde smiler ved mindet.

»Han er altid så vred på mig,« forklarer hun om beslutningen om at rejse til Storbritannien for at arbejde, da hun var i 20’erne, i stedet for at læse videre.

Egentlig flygtede hun fra Polen på grund af en personlig tragedie, da hendes forlovede døde i 1997. Men snart var det de lette penge og håbet om et bedre liv, der trak Kasia Gomolka og mange af hendes jævnaldrende venner til Storbritannien for at arbejde. Det skulle bare have været for en kort periode, men 16 år senere er hun her stadigvæk.

»Vi var overraskede over, hvor hurtigt pengene strømmede ind. Efter to måneder vendte jeg hjem til Polen, men mine venner sagde: ’Kom tilbage. Livet vil blive bedre for os her’. Det var ikke planen at blive. Men så startede rotteræset – du arbejder for at tjene penge, for at betale regninger, og så skal du tjene flere penge,« fortæller hun og gyser ved tanken om hendes første job, der dog leverede hende de første engelske gloser.

»Jeg arbejdede 12 timer i træk om natten på en farm, og her lærte jeg ugedagene på engelsk, fordi jeg talte ned til lønningsdag. Men efter tre uger kunne jeg ikke holde det ud længere. Så fik jeg et job som tjener og lærte ord som ’vand’, ’glas’, ’ske’,« fortsætter hun på et nu næsten flydende engelsk.

De fleste blev

Kasia Gomolka er en blandt 12,8 millioner EU-borgere, der i dag bor i et andet EU-land. Som vi har erfaret under vores rundtur i Letland, Polen, Kroatien, Portugal, Italien og Tyskland driver lave lønninger og ledighed igen et stigende antal migranter fra Syd- og Østeuropa til Nordeuropa.

Som de fleste af de interne migranter troede Kasia Gomolka dog, at opholdet i et andet EU-land kun var for en kortere periode. Mange vil bare blive til pengene til indskuddet til en lejlighed eller opstarten af en lille virksomhed er tjent ind. Men af de flere end to millioner polakker, der forlod landet, efter at det blev medlem af EU i 2004, er kun omkring fem procent ind til videre vendt tilbage, viser polske tal.

Det var ellers forventet, at en bølge af returmigration ville sætte ind fem-ti år efter udrejsen, fortæller Chris Hume, direktør for rekrutteringsfirmaet AER International i London.

»Oprindeligt troede vi, at den periode, vi nu befinder os i, ville have været tidspunktet, hvor returprocessen ville være accelereret. Folk havde været i udlandet i syv-otte år, måske havde de fået familie, og børnene var parate til skolestart. Så dette ville være tidspunktet, hvor de skulle beslutte, om de skulle tage hjem eller blive,« fortæller Hume, hvis virksomhed specialiserer sig i at sammenbringe immigranter og arbejdsgivere i hjemlandene.

»Vi arbejdede oprindeligt på tværs af alle Central- og Østeuropæiske og baltiske lande, hvor der havde været en masseudvandring i 2004. Du hører en masse om den polske håndværker og den polske rengøringskone, men mange af dem var faktisk veluddannede, og endte i erhverv som for eksempel bankforretning. Vi havde håbet på at udnytte dette og specialisere os i at bringe disse folk tilbage,« fortsætter han.

Sådan gik det imidlertid ikke, for de fleste valgte at blive. Chris Hume mener, at finanskrisen i 2008-2009 og den efterfølgende krise i eurozonen er hovedårsagen til, at flere ikke vendte hjem. På trods af at især Polen har klaret sig bedre end de fleste EU-lande – landet er det eneste i EU, der ikke har været i recession – vælger folk nemlig ofte at blive, hvor de er, i krisetider.

»Den største årsag er eurokrisen. Hvis ikke det havde været for krisen, ville de østeuropæiske økonomier være vokset mere, og flere ville være vendt tilbage. Men effekten af den globale recession kunne føles over alt, og Polen var ingen undtagelse. Den polske økonomi var ikke i stand til at rumme så mange mennesker, som vi havde håbet på. Og mange blev forsigtige på grund af krisen, og så bliver de, hvor de er,« fortæller han og tilføjer, at hans virksomhed »nu har bevæget sig væk fra den forretningsmodel« og i stedet opererer internationalt.

Hume mener, at øjeblikket, hvor det ville have givet mening for mange familier at vende hjem, »kan være forpasset, fordi folk nu er blevet for forankret i værtslandene«.

»Når børnene begynder i skole, eller de slår sig ned med en partner fra værtslandet – dét er tidspunktet, hvor deres liv plejer at blive cementeret i det land,« siger han.

Lily og skolen

For Kasia Gomolka er det præcis, hvad der er sket. For otte år siden møder hun Mariusz Zengel – en polsk amatørrockmusiker – til en fest hos fælles bekendte i London. De morer sig over, hvordan man som immigrant pludselig kan det hele.

»Vi grinede af, at han arbejdede som håndværker, men han var overhovedet ikke håndværker. Han har også arbejdet som sekretær, maler og senere som chauffør for virksomheder. I dag leverer han biler for Porsche, hvilket han virkelig nyder,« fortæller hun og kommer igen til at grine af deres erfaringer.

»Jeg har arbejdet i en Poloklub, hvor jeg skulle lukke hullerne i græsset efter hestenes hove. Senere fik jeg et job, hvor jeg svejsede komponenter til motorer hos Opel. Når du er immigrant, kan du alt. De spurgte mig engang, om jeg kunne køre traktor, og selv om jeg aldrig havde prøvet det før, sagde jeg bare ja. Sådan er det – man siger bare ja til alt, og så lærer man bagefter.«

Kasia og Mariusz’ forhold blev snart seriøst, og efter godt to år kommer datteren Lily til verden. Efter en årrække som au pair for en engelsk familie har Kasia nu kun småjob, der passer rundt om datterens skolegang. Som seksårig er den kønne, blonde pige nu færdig med 1. klasse og parat til 2. Og netop skolestarten er hovedårsagen til, at familien har valgt at blive i London.

»Lily er årsagen til, at vi bliver her nu. Som mor kan jeg se, hvor glad børnene er for at gå i skole her, lærerne er søde og rosende. Sådan er det ikke i Polen, hvor børn hele tiden får besked på at gøre det bedre. Jeg kan huske, hvor meget jeg hadede skolen i Polen. Jeg var bange for mine lærer og havde tit mavepine,« fortæller moren og konkluderer, at »det er bedst for Lily at afslutte den engelske skole«.

At passe ind

En anden forhindring for familiens tilbagevenden til hjemlandet er den forandring, de selv har gennemgået i årene i London. Ifølge polske migrationseksperter er det for mange lidt af et kulturchok at komme hjem igen, og statistikkerne viser, at en væsentlig del af returmigranterne derfor ender med at søge ud igen.

Kasia erkender, at hun har det lidt svært, når hun er hjemme i Warszawa på besøg.

»Mange af mine venner, som har boet her længe, føler sig lidt ubehageligt til mode, når de er i Polen. For mig er det kun de første tre-fire dage, men andre bryder sig ikke om at tage hjem på besøg. Jeg aner ikke, om jeg ville passe ind nu,« erkender hun og peger på, at jobmarkedet i hjemlandet for returmigranter heller ikke er så rosenrødt, som mange havde forventet.

»En af mine veninder vendte hjem for to år siden. Hun taler italiensk, polsk, russisk og engelsk og tog en uddannelse som Montessori-lærer her i England. Hun havde altid et godt job her, bl.a. som lærer i en Montessori-børnehave, men hun har store problemer med at finde et job derhjemme. Det gør mig meget bekymret, for hvis hun ikke kan finde et job, hvad så med mig? Jeg er ikke klog og har ikke en Montessori-uddannelse,« siger hun.

Årsagen til bekymringen bunder i, at Kasia Gomolka stadig håber på at vende hjem til Polen en dag. For i London føler hun sig heller ikke helt hjemme.

»Jeg har ikke en fremtid her uden min egen bolig. Når man lejer, kan man aldrig sove roligt om natten. Jeg tænker hele tiden på, om ejeren nu vil smide os på gaden. Vi har forsøgt at låne to gange, men bankerne stoler ikke på, at vi kan betale tilbage. Så vil jeg hellere rejse tilbage til mit eget land, hvor jeg kan få mit eget hjem,« siger hun.

Men hun ved ikke, om det nogensinde vil ske.

»Hvis livet bringer mig tilbage, så kommer jeg tilbage. Og hvis ikke, så gør jeg ikke. Jeg savner Polen, men nu kan jeg også godt lide England. Folk er så venlige her; de smiler. Hvis du smiler på gaden i Polen, tror folk, at du er tosset,« siger Kasia Gomolka med et af sine venlige, brede smil.

Serie

Europa i opbrud

Seneste artikler

  • ’Mine sønner forstår godt, hvorfor jeg er her’

    31. juli 2013
    Andrzej Czerniak er en af de mange polske mænd, som siden østudvidelsen af EU har forladt deres hjemland og familie for at tjene penge i Vesteuropa. Hans søn, Kamil Czerniak, regner med at gøre det samme, når han er færdiguddannet, men modsat sin far vil han ikke lade sin familie blive hjemme
  • ’Østimmigration er en test af briternes tolerance’

    27. juli 2013
    1,1 million borgere fra de lande, der blev medlemmer af EU i 2004, bor i dag i Storbritannien – halvdelen af dem er polakker. Resultatet er blevet et andet Storbritannien, hvor polsk i dag er det næststørste sprog, hvor supermarkederne har et polsk varesortiment, og hvor kunsten er blevet mere reflekterende
  • ’Vi er ikke fjender af Europa’

    25. juli 2013
    De bliver anklaget for at være europafjendske og højreekstremistiske. Men det er Merkels forsvar for euroen, der sætter Europas fremtid på spil. Det nye euroskeptiske parti Alternative für Deutschland kræver et opgør med den tyske forpligtelse over for Europa
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Den med datteren tror jeg ikke på. Skulle alle Polens 40 millioner indbyggeres børn lide i skolen, bare fordi moren her ikke havde det godt? Og skulle den overordnede bevæggrund for migrationen være forældrenes egen traumatiske skoleproblemer? Næppe.

Lasse Damgaard

Mobilitet er en del af den menneskelig drøm mod stjernerene
- Jesus og Buddha advarede om ikke at forveksle drøm med virkelighed.
Ahalla siger det direkte - søg stjernerne

Hvem vil modsætte sig et søgende menneske ?

Ok - den menneskelige manifestation er universet progressiv eller konservativt ?
Spøgsmålet bliver så - hvor er vi på vej hen ?

Torben K L Jensen

Nok mere en søgning efter et job man kan leve af.

lars abildgaard, Lasse Damgaard og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Niels-Holger Nielsen

Hvis forventninger taler vi om?

'Da millioner af østeuropæere søgte til Vesteuropa efter bedre betalte job efter Østudvidelsen af EU i 2004 var forventningen, at de ville vende hjem igen efter en årrække.'

Siden Romtraktaten trådte i kraft i 1957 har det været forventningen, at arbejdskraften skulle rakke rundt på hele kontinentet for at finde et arbejde de kunne leve af.

Matthias Hansson, Per Torbensen, Henrik Jensen, John Vedsegaard, Carsten Mortensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Tja - hvor skal vi rejse hen efter et passende arbejde?
Velkommen til helvede på jord!

Petronela Tarpgaard

Michael: jeg kender ikke meget til polske migranter og polsk kultur, men jeg har et indgående kendskab til rumænske migranter og rumænsk kultur. Begge lande har kommunistisk fortid og jeg formoder en del fællestræk i kultur og mentalitet, trods Rumænien er et latinsk land og ikke slavisk.

Hos mange af de rumænske migranter har jeg utallige gange hørt samme argumentationen som i artiklen: strengt og umotiverende skolesystem, og en generel mentalitet af håbløshed i hjemlandet, som de især oplever ved netop gensynet med hjemlandet. De føler at de sidder fast og bliver "holdt nede". Mange lægger bl.a. mærke til at folk smiler mere på gaden og virker gladere og mere åbne i Vest/Nordeuropa end i Østeuropa. Så det er et kulturchok at komme hjem på besøg.

Jeg tror du tager helt fejl i at disse forhold ikke skulle spille ind i migranternes ønsker og valg af sted at bo, foruden selvfølgelig jobmuligheder.

Jeg kan dog forestille mig at disse forhold er mere udtalte i Rumænien, pga. dårligere økonomi og barskere forhold under kommunistismen. Generelt er det måske et mere tilbagestående samfund end Polen..

For tiden er der i øvrigt en offentlig debat i Rumænien omkring skolesystemet, hvor de overvejende kigger mod Skandinavien. Meget lig vores nylige debat om skolesystemet i DK vs Kina - blot med modsat fortegn.

Til sidst vil jeg gerne påpege, at alle de rumænske immigranter i Danmark, som jeg kender, er lovlydige og hårdtarbejdende. Disse findes nemlig også i stort antal, trods dagspressens seneste fokus på de "lovulydige" :)

Matthias Hansson

Som Niels-Holger Nielsen så rigtigt skriver, var det forventet = by-design at det omrakkende euro-proletariat blev skabt. Sammenlign venligst med national- og lokalsituationen om arbejdskraftens mobilitetet. Spørg dernæst dig selv: qui bono - hvem gavner dette? Spørg til sidst, om der er personsammenfald mellem dem, som dette gavner og dem, der har adgang til at arrangere fremkomsten af de social-økonomiske strukturer, der gavner dem? Hvis svaret er ja, så tag den derfra.

Anmeldelse:
Det vi savner lige nu, er medier, der har mod og indsigt til at gribe om denne nældes rod og beskrive 'designerne', deres metoder og deres intentioner, deres institutioner og deres agenda med historisk dybdeperspektiv. Informations artikelserie om de stakkels omhundsede europæere er både sympatisk og empatisk, men savner analytisk substans og egentlig indsigt. Det er som en slags rapportage fra en lokalavis om hvordan stormfloden hærgede ved Vadehavet, og at Højer sluse ikke kunne holde. Interview med en bondemand, hvis gård blev oversvømmet. Billede af et får, der er druknet. Billede af et andet får, der overlevede, men mistede sin flok og nu bor i en fold. Portræt af tyske turister, der fik våde sokker.

Hør engang! Finanskrise, finansterror, massearbejdsløshed, kontinental forarmelse, designede konjunkturer, social ingeniørkunst er IKKE meteorologiske fænomener! De er et udslag, et forventet produkt, som Niels-Holger siger, af en agenda hos en transeuropæisk og global elite, der ser disse bevægelser som et redskab til at berige dem selv via kontrol med sociale bevægelser. De har øvet sig på dette stunt i alle dets facetter i mindst 150 år!

Kære journalister! Savner I simpelthen litteraturhenvisninger? Denne agenda er nøje beskrevet i rigelig og fyldestgørende litteratur skrevet af den selvsamme elite, som iværksætter disse sociale events lige nu. Hvorfor nøjes I med som en slags sportsjournalister at kommentere fra speakerburet om, hvad der foregår i græshøjde?

Og ja, vil gerne høre om, hvordan medlemmer af den spanske ungdom har det med, at der er en 60% ungdomsarbejdsløshed sammen med en 25% generel arbejdsløshed i Spanien. Her får journalisterne lejlighed til at demonstrere solidaritet med de lidende og de pårørende. Men er det ikke en form for katoliseret: jeg hører, hvad du siger, jeg ser, du lider, og jeg overlader til den hellige jomfru at ordne resten, hvis du siger 12 Ave Mariaer?

Er vi blevet klogere, og har vi hørt noget om, hvordan de lidendes situation er bragt i stand?
Har vi ikke snart fået nok af handlingslammende beskrivelser af elendigheden?
Hvad med analyser, der sætter fingeren direkte på de ømme punkter, og som ikke friholder de ansvarlige?
Hvad med beskrivelser af nogen, der griber til konstruktiv handling, som identificerer de ansvarlige og som ikke bare lider og danser efter deres pibe?

Hvor pokker bliver I af?