Det er sjældent, at en egyptisk intellektuel kapitulerer og erkender, at fremtiden er uvis, og at grænserne for skråsikre analyser er nået. Men mens tilhængere og modstandere af Egyptens islamistiske præsident, Mohamed Mursi, i går strømmede ud i Kairos og andre egyptiske byers gader i nye masseprotester, der syntes at omdanne hele landet til én stor hvirvlende demonstration, var reaktionen fra analytikerne et stort spørgsmålstegn med hensyn til, hvad der nu vil ske.
»Alle muligheder er åbne. Presset vokser, og lige nu kæmper parterne om, hvem der er stærkest og kan samle størst opbakning i gaderne. I aften er vi forhåbentlig alle sammen blevet klogere,« konstaterer Gamal Soltan, professor i politisk teori ved Kairos Amerikanske Universitet og tidligere chef for tænketanken Al-Ahram Center for Political and Strategic Studies, fra en larmende gade, hvor han har bevæget sig ud for at tage ’gadens’ temperatur med det formål at prøve at forudsige morgendagen i Egypten, når nu nøgtern analyse ikke længere rækker.
Hvad de fleste analytikere imidlertid var enige om i går, var, at Egyptens præsident Mursi og hans bagland i Det Muslimske Broderskab med deres udmeldinger har valgt at sætte hårdt mod hårdt over for militærets deadline i eftermiddag for en forhandlingsløsning, når Kairos befolkning går hjem fra arbejde.
Dystert alternativ
»Jeg har meget svært ved at forestille mig regeringen og militæret nå til enighed,« vurderer Gamal Soltan på trods af de løbende møder mellem hærledelsen under forsvarsministeren, general Abdul Fatah Khalil al-Sissi, og Mursis regering.
»Det Muslimske Broderskab synes at have valgt en strategi, hvor det satser alt på konfrontationen ved at mobilisere og sende folk på gaden og med aggressive udmeldinger om, at det vil træde ud af politik og gå under jorden. Men det er ikke en konfrontation, det kan vinde.«
Udviklingen synes at bekræfte dette synspunkt. Mens stopuret tikkede ned mod hærens deadline, flygtede flere og flere fra den truede regering.
Seks ministre trak sig, det salafistiske Nour-parti, der indtil nu har støttet regeringen, erklærede sin støtte til militærets udmelding, og en række andre tilkendegav deres manglende vilje til at følge Mursi i hans nedtur.
»Lige nu har Mursi og Broderskabet få venner, og der er mange, som har vendt sig mod dem: indenrigsministeriet, dommerstanden, tidligere ministre, salafister, lederskabet af det religiøse universitet al-Azhar og den koptiske kirke (…) Sandsynligvis store dele af udenrigsministeriet, efterretningstjenesten og det nationale bureaukrati, private medier – selv offentlige medier synes at have vendt sig mod dem,« konstaterer kommentatoren Bassem Sabry i et indlæg med overskriften ’Kan Mursi og Broderskabet overleve?’
»Præsidenten har tilsyneladende hovedsageligt opbakning fra sin moderorgansiation og fra radikale islamistiske grupper som (den tidligere terrororganisation, red.) Jama’a al-Islamiya, hvilket skader hans image mere og mere,« konstaterer han i indlægget i mediet AL Monitor. Spørgsmålet er, hvor omfattende Broderskabets nederlag bliver – og hvilke langsigtede konsekvenser det vil få. Og her er alternativet til at erkende nederlaget og reorganisere sig ifølge analytikeren dystert: »Den anden mulighed er en all out battle until the end – som de sandsynligvis vil tabe, mens de drastisk reducerer muligheden for at bevare en normal politisk tilstedeværelse – og undervejs i processen risikerer selvudslettelse – sammen med store dele af landet.«
Overdreven frygt
Den aggressive tone, opfordringer til moddemonstrationer og opfordringerne fra nogle islamistledere til »revolutionære« om at »blive martyrer« i tilfælde af et militærkup har da hos enkelte udløst frygt for en situation som den i Algeriet i 1990’erne, hvor en aflyst valgsejr til islamisterne resulterede i en blodig borgerkrig. Men det er en overdrevet frygt, mener lederen af Dansk-Egyptisk Dialog Institut, Jakob Erle, der til gengæld mener, at Broderskabets reaktion er foruroligende nok i sig selv.
»Det kan jo godt være et træk i forhandlingerne at køre fronterne så hårdt op, men umiddelbart har Broderskabet valgt konfrontationen: At de enten skal have hele den politiske magt eller også slet ikke vil deltage og gå under jorden. Det er ekstremt bekymrende, fordi det peger på en lang konflikt,« siger han.
Ligesom andre analytikere vurderer han, at den konservative fløj i bevægelsen har vundet over den mere progressive i en intern debat efter militærets ultimatum.
»Hvis de nu trækker sig tilbage og igen vil være en radikal religiøs bevægelse, isoleret fra den parlamentariske proces, vil det være en katastrofe, fordi de repræsenterer en temmelig stor del af befolkningen, som på den måde ikke bliver repræsenteret, men polariseret i det egyptiske samfund. Det vil gøre det svært at komme videre,« konstaterer han.
En ny køreplan
Om det bliver tilfældet, vil de kommende dage vise. »Egypten er det eneste land, hvor et militærkup annonceres på forhånd,« jokede kommentatoren Hisham Hellyer om militærets udmelding og balancegang mellem at opretholde orden og fremstå antidemokratiske: »Forsinkelsen er med al sandsynlighed beregnet til at undersøge en række løsninger med Det Muslimske Broderskab og forskellige politiske kræfter. Et direkte kup er ikke et succeskriterie for militæret. Tværtimod. Det er et risikabelt scenarie, og militæret ønsker at minimere risici på vejen fremad,« konstaterer han om et militær, der næppe selv ønsker at regere, men ifølge forlydender har en køreplan, der blandt andet indebærer en teknokratregering ledet af en højesteretsdommer, en ny forfatning og derefter hurtigst muligt nye parlaments- og præsidentvalg.
Et synspunkt, Gamal Soltan deler:»Militæret er ikke i stand til at overtage den politiske kontrol – og det ved det godt. Det vil provokere oppositionen og gøre militæret upopulært igen. Det ønsker ikke at regere, men at få den politiske proces tilbage på sporet.«
Leder på bagsiden
Det lyder for mig som om at problemet er at der er behov for en ny demokratisk konstitution i Ægypten, en der indeholder garantier for mindretal og fastlåse staten som sekulær.
Problemet med islamisterne er jo at deres opfattelse af demokrati er flertalsdikatatur. De ønsker at anvende et demokratisk flertal til at pådutte alle andre et præstestyre. Men det kan forhindres ved at man laver en konstitution som kan ændres kun med et kvalificeret flertal som vi har det i de flrste andre demokratiske land, og som indeholde garantier for mindretals rettigheder.
"The 2011–2012 Egyptian Parliamentary election resulted in the FJP [Det Muslimske Broderskab] winning 47.2 per cent of all seats in the country's lower house of parliament, with fellow Islamist parties al Nour and al Wasat winning 24.7 and 2 per cent, respectively."
Held og lykke med dit "kvalificerede" flertal, Robert. Det er svært at acceptere demokratiet når det går en imod, det kan jeg godt se.
I stedet for at manipulere med lovgivningen må de sekulære kræfter forsøge sig med ganske almindelig civiliseret, demokratisk dialog. Mursis parti vil formentlig allerede nu miste mandater hvis der udskrives valg.
Alle demokratiske lande har krav om kvalificeret flertal når det gælder konstitutionelle ændringer - så man ikke kan ændre landet styreform med bare et lille flertal - det er en afr flere mindretals garantier (i jura beskrevet som en 'konservativ garanti') der sikrer at konstituationen ikke ændres uden at der er et meget stort flertal der ønsker det.
Robert O Jensen: I givet fald er Danmark ikke et demokrati. Vi kræver nyvalg og folkeafstemning om grundlovsændringer, ikke kvalificeret flertal.
Jo også danmark har en indbygget konservativ garanti med kvalificeret flertal, den er beskrevet i grundlovens §88 den består i at man ved folkeafstemningen efter vedtagelsen af grundlovsændringer i tinget skal have både et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede bag ændrin gen- det kaldes et kvalificeret flertal - processen gør det overordentligt vanskeligt at lave ændringer uden at flertallet af befolkningen ønsker det, ikke mindst fordi deltagelsen i valg i Danmark så godt som aldrig overstiger 80%
Der er utallige måder dette gøres på, visse lande skal have 2/3 dele flertal i parliamentet andre det samme ved en folkesfstamning, men det er i alle tilfælde overordetlig vanskeligt at overbevise et folkeligt flertal om at ændringer er nødvendige, det ved enhver der har bare et minimum af viden om dette emne.
atter andre har to kamre - men i alle tilfælde har man kvalificerede flertal bygget ind som angiver et minimum tilstedeværelse af medlemmer eller vælgere eller begge dele ved en afstemning som skal give et flertal
Tjah.
Jeg skrev det allerede lige efter valget sidste år.
Folket kommer op på hesten igen og fortsætter revolutionen. Religiøst flertalsdiktatur var ikke målet for oprørerne.
Demokrati betyder at der regeres under hensyntagen til mindretal, Alt andet har intet med demokrati at gøre.
At hæren måske overtager, kan være første skridt mod demokrati, hvem ved ?.
Millioner og atter millioner egyptere vil have frihed fra diktatur af en hver art, så hæren vil også blive udfordre hvis generalerne får "taburet-kløe"
I danmark er processen at der skal være et flertal bag loven i parlamentet, derefter skal der udskrives valg på emnet, og loven skal igen vedtages, hvorefter den skal sendes til folkeafstemning hvor der både skal være flertal for den og mindst 40% af de stemmeberettigede skal stemme for. Der skal altså to afstemninger i tinget med to forskellige ting og derefter en folkeafstemning med et kvalificeret flertal til.
Robert O Jensen:
Hvordan forhindrer det at "man ikke kan ændre landet styreform med bare et lille flertal"?
sikrer det, skulle der stå
Carsten Hansen: Demokrati betyder folkestyre. Der ligger ingen mindretalsbeskyttelse i begrebet. Det er noget vestlige demokratier selv har lagt til hen ad vejen.
Er spørgsmålet, i virkeligheden, ikke om vi udefra kan tillade os at bidrage med en løsning, der sætte militæret højere end demokratiet ?
Uagtet hvor ringe sympati vi har for Det Muslimske Broderskab, kan vi da ikke sætte os til dommere over hvad ægypterne besluttede sig for, med vores tilskyndelse.
Ja : Anders Feder - Noget godt har "vesten" da bidraget med, eller hvad ?
Ifølge DR1 Orientering har hverken militær eller politi på noget tidspunkt adlydt den demokratisk valgte præsident.
Og den melding kom kun få uger efter han var blevet valgt.
Spørgsmålet er om det flertal af vælgerne, der stemte Mursi til magten vil acceptere et militærstyre.
I Algeriet førte et tilsvarende militærkup mod valgets vinder til en 10 år lang borgerkrig og skabelsen af en række af de militser, der i dag plager store dele af Nordafrika.
Hvis militæret får lov at trodse vælgerflertallet kan Egypten på tilsvarende vis blive udklækningsanstalt for internationalt agerende terror-grupper.
Hver gang Vesten siger til en bestemt gruppe - eksempelvis muslimerne (hvoraf der skulle være en lille milliard):
"Demokrati er ikke for jer - vi afviser valgresultatet uanset at valget ifølge vore egne observatører var både frit og fair (tænk på det gennem-overvågede valg der bragte Hamas til magten i Palæstina) - vi støtter i stedet en eller anden form for diktatur (om det så er Egyptens selvbestaltede militær eller Israel som besættelsesmagt)"
mister Vesten troværdighed hos verdens muslimer.
Kampen om "hearts & mind" er forlængst tabt i Syrien - tabt til Al Queda.
Kun få har fantasi til at forestille sig det lige nu - men kunne Tyrkiet ende med at blive træt af forgæves at have banket på Vestens dør i årtier ?
Er der ikke også så småt optræk til "arabisk forår" a. la. Syrien i det ellers så verdslige Tyrkiet ?
Ovenfor er jeg desværre kommet til at bytte rundt på Anders Feder og Carsten Hansen - Det var ikke tilsigtet - UNDSKYLD !
Det muslimske broderskab har bygget sig op til en dominerende magt i mellemøsten på mindre end et århundrede opbygget sig til en af den muslimske verdens største bevægelser. Bevægelsen eksisterer over hele mellemøsten, og derfor er det et mærkeligt spørgsmål, om det vil overleve, bare fordi det taber magten til et militærkup. Det gør den selvfølgelig ikke.
Den vil bare fortsætte med at bygge sig, og med den tålmodighed, der har præget den, gør 10 år fra eller til nok ikke det store.
Det er paradoksalt, at en demokratisk regering er ved at blive kuppet, og man ikke hører fordømmelser overalt i den vestlige verden.
Hvad sker der? Prøver vi ikke engang at lade som om vi vil forsvare menneskerettigheder og demokrati mere?
Det varmer mit socialistiske hjerte, at se, at det egyptiske folk kræver magten tilbage fra de islamistiske kupmagere. Fascister har mange gange - med held, desværre - kuppet folkets revolutioner; Napoleon kuppede Den Franske Revolution, Lenin og hans mindretal af voldsforherligende bolsjevikker kuppede Oktoberrevolutionen osv. Det Muslimske Broderskab troede, at de kunne gøre det samme: bare sidde i kulissen, lade folket gøre arbejdet, og så træde ind på scenen, når magten skulle fordeles. Men denne gang gik det ikke! Selvom det så ud til, at deres kup lykkedes, valgte det egyptiske folk atter at rejse sig - trods trusler om sekterisk vold og borgerkrig fra islamisternes side - med krav om at diktatoren forlader magten, til fordel for et ægte demokrati. Et reelt demokrati med mindretalsbeskyttelse, i modsætning til det flertalsdiktatur, islamisterne ønsker, sammen med deres endnu mere fascistiske venner hos Salafisterne.
¡No Pasarán!
Dennis Baggers Laursen: Det er ikke det egyptiske folk der kræver magten "tilbage", men primært et udsnit af den del af befolkningen der bor i storbyer, samt det amerikansk finansierede militær. Hvis der afholdtes valg i dag ville de islamistiske partier formentlig stadig være blandt dem der får flest stemmer.
Spørgsmålet er nærmere, om demokratiet har en chance i et land, hvor befolkningen mærkværdigvis har valgt en religiøs fanatiker som præsident.
Mere og mere tyder på, at demokrati som styreform er dømt til at mislykkes i et islamisk land..., - befolkningen synes at foretrække, at religiøse læresætninger af tvivlsom beskaffenhed skal være retningsgivende for lovene der udfærdiges, - nogenlunde som i Iran. - Ikke lige det, en vesterlænding vil kalde demokrati.
Jens Sørensen.
Mit gæt er, at der skal uddannelse til.
Som i Iran 1979, så er der det ikke i de store byer folk mest stemmer på islamiske partier/kandidater.
Ude på landet hvor analfabetisme spiller en rolle, der spiller religionen med.
Spørgsmålet er, om ikke rigtig mange stemmer som imamerne forskriver ved fredagsbønnen ?
jens sørensen: Demokratiet har i høj grad en chance. Vestlige interesser, herunder Israel, stilles dog formentlig dårligere ved denne ubelejlige styreform.
@Anders Feder:
Ja, og i april 1933 vandt Hitler også en DEMOKRATISK valgsejr. Demokrati (eller i dette tilfælde, flertalsdiktatur) er ikke den universelle sandhed; slet ikke, når den store, uoplyste pøbel har stemmeret. Demokrati kan kun lade sig gøre, hvis den almene befolkning besidder et minimum af viden.
Men skal vi bare lade Egypten falde hen i fascisme og vold, fordi "flertallet (tilsyneladende) ønsker (mild) Sharia i Egypten"? Og hvad er dette flertal? Hvor stor er valgdeltagelsen? Kan alle stemme frit?
Det kan godt være, at jeg er naiv; men jeg tror altså ikke, at Det Muslimske Broderskab og deres Salafistiske halehæng, repræsenterer størstedelen af det egyptiske folk, med splittelse og optakt til borgerkrig. Det var slet, slet ikke det, der blev demonstreret for på Tahrir-pladsen under Mubarak, og som støttedemonstrationer (som jeg bl.a. deltog i) over hele verdenen havde som budskab. Der var budskabet forbrødring mellem kristne, muslimere, andre troende og ikke troende. Et mangfoldigt og harmonisk Egypten.
Men hvis pøblen virkelig ønsker en sharia-stat, ville det da være det bedste, hvis de tog ud i ørkenen på den arabiske halvø, og konsoliderede kalifatet (det USA-støttede Saudi-Arabien) her. Men pøblen er destruktiv; alene i nat, dræbte de, hvad var det, 34 landsmænd? Men det er jo intet i forhold til, hvad pøblen i Tyskland udrettede i sin tid.
Men atter engang, må folket (tilsyneladende) lide under pøblen.
Dennis Baggers Laursen:
Valgobservatører og NGOer anerkendte overvejende valget som frit. Eksempelvis skriver amerikanske Freedom House at: "election-day conduct was generally consistent with international standards".
De demonstrationer der opstod under Mubarak var et sammenrend af mange forskellige grupperinger og dagsordener, og igen primært noget som optog et mindre udsnit af den urbane befolkning. I landområderne har man mere jordnære bekymringer, såsom at få mad bordet, og der har Det Muslimske Broderskab været den stort eneste organisation der har påtaget sig at hjælpe, gennem godgørende arbejde, mens sekularisterne primært har siddet i sine kaffeklubber i Cairo og Alexandria og diskuteret revolution. Personligt har jeg ingen grund til at betvivle at mange egyptere oplever Det Muslimske Broderskab som den eneste organisation der forsøger at gøre en reel forskel.
Hvis sekularisterne vil have indflydelse må de gøre et bedre arbejde for at nå udover deres egen næsetip, til almindelige egyptere. Man kan ikke gennemtvinge holdningsændringer ved lov.
jens sørensen:
Hvorfor er demokrati kun godt, når det ligner vores? Hvad bilder vi os ind at bestemme, om et folks vilje er godt eller dårligt?
Det er nøjagtigt det samme som vi så med Hamas i Gaza.
Dennis Baggers Laursen:
Hitler smadrede så det tyske demokrati og lavede en fascistisk stat istedet. Det er ikke der Egypten er. Egypterne kan stadig ved næste valg stemme nye folk ind. Ikke før den egyptiske regering nedlægger demokratiet vil et statskup være berettiget.
Ikke hvis man tror på demokratiet i dets nuværende form.
Jeg er ikke specielt for det muslimske broderskab, men jeg er imod anti-demokrati.
Problemet Dennis Berg er, at demokratiet allerede er afskaffet i samme øjeblik man indfører religiøse love der skal følges af anderledes troende og ateister.
Religionsfrihed er en hjørnesten i samfund der vil kalde sig demokratiske.
Ytringsfriheden har ligeledes stadig trange kår i Egypten. Hvilket diverse medie-folk har måttet sande.
Kritik af Mursi bliver hurtigt til fornærmelse af islam.
@Anders Feder:
Det Muslimske Broderskab - meget lig med Gyldent Daggry i Grækenland - har været gode til at få folket over på deres side, ved at give mad til de fattige (vælgerbestikkelse; en form for korruption), for dermed at vinde dem over på deres side, i deres de-facto fascistiske dagsorden. De hjælper ikke de fattige af kærlighed og solidaritet; men udelukkende for at købe stemmer.
@Anders Feder & Dennis Berg:
Men hvordan kan vi være sikre på, at de repræsenterer flertallet? Hvor stor er valgdeltagelsen? Hvorfor stemte folk på Det Muslimske Broderskab? Køber de hele pakken, eller er det fordi, de føler sig "hjulpet" af dem, jf. ovenstående?
Jeg ved det ikke; men det kunne være interessant, at medierne dokumenterede disse ting (eller forsøgte så vidt som muligt).
Så vidt jeg kunne finde ud af, så var valgdeltagelsen i 2011 altså kun omkring de 50-60 %
http://en.wikipedia.org/wiki/Egyptian_parliamentary_election,_2011%E2%80...
Apropos landbefolkningen, arbejdere og de almindelige mennesker:
De vestlige/kapitalistiske medier har under hele opstanden været dygtige til at fortælle om, at det kun var de vestligtsindede byboere, der demonstrerede mod Hosni Mubarak i sin tid. Det vestligtsindede Facebourgeoisi. Ja, så havde man endnu et incitament til at hylde dette narcissist-medie til Facebook.
Men hvad de aldrig, aldrig fortalte, var, at arbejderne i lige så høj grad, faktisk i større grad, deltog i protesterne mod Mubarak.
Det er det samme nu. Vi hører kun om de vestligsindede byboere; men hvad med arbejderne, og de egyptiske folk som helhed? Hvad mener de? Ønsker de egyptiske arbejdere (virkelig) et islamistisk kalifat?
Ja, og valgdeltagelsen i 2012 ved et vist valg i USA var sådan cirka 50-55%! Er USA så udemokratisk.........? eller hyr? Obama blev valgt af et mindretal af amerikanerne.....(eller cirka halvdelen af dem). I Danmark er der omkring 80-85% som stemmer ved valgene til Folketinget. Og det faktisk ekstremt højt, når vi sammenligner f.eks. med valgene til parlamentet i Italien. Her stemmer omkring 60-65%, måske 70%, eller 75% ved valgene til det italienske parlament.
Hvorfor folk mon stemmer på Broderskabet? Tjah....Mon ikke det handler om dette her: Nogen skal jo lede landet. Og Broderskabet er godt organiseret. Og folk i det sydlige Ægypten stemmer altså på det parti som har et program politque, som flugter med deres konservative, religiøse værdier. Præcist som folk i Norge og i Sverige stemmer på f.eks. Kristendemokraterne eller Kristeligt Folkeparti stemmer ægypterne i det sydlige Ægypten på det parti, som de føler repræsenterer deres værdier bedst: Det Muslimske Broderskab. Og dette parti er så vidt jeg kan se islam eller muslimdemokratisk - på samme måde som CDU er kristendemokratisk.
ps:
Ingen har nogensinde syntes det var (og er?) et problem at præsterne i det sydlige Italien - og i Norditalien for den sags skyld også - fortalte kirkegængerne hvilket parti de skulle stemme på.........I 1970erne og helt op til 1990erne, mener jeg, fortalte præsterne i Italien ved søndagens gudstjeneste at man skulle stemme på Kristendemokraterne, og i hvert fald ikke stemme på kommunisterne....
Karsten A.
Jeg synes det er et problem hvis præster/imamer benytter deres religiøse position til at fortælle let påvirkelige folk hvem de skal stemme på !.
Synes du ikke ?
Aaen
at de andre også gør det - gør det ikke bedre
Den dag I får straffet Jesper Langballe og Søren Krarup for at "benytte deres religiøse position til at fortælle let påvirkelige folk hvem de skal stemme på" kan vi snakke om hvad der er et problem at muslimske præster gør og ikke gør. Indtil da er det vist ikke andet end dobbeltmoral.
"Jeg synes det er et problem hvis præster/imamer benytter deres religiøse position til at fortælle let påvirkelige folk hvem de skal stemme på !."
Jeg synes det er problematisk at ideologer gennem et mediemonopol igennem årtier har indoktrineret den letpåvirkelige danske befolkning til at omfavne neoliberalisme.
Kan du se problemet i din debatform?
Denbnis
Begge dele kan vel godt være et problem - men jeg synes nu ikke de er ganske sammenlignelige
Det muslimske broderskab har i årtier været det eneste organiserede og folkeligt forankrede alternativ til Mubarak og militæret.
Denne position har, for mit eget vedkommende, krævet en vis tilpasning for normale sympatier,,,er min fjendes fjende min ven? osv., samt et betydeligt behov for at se gennem fingere med vanvittigt religiøse krav og udtalelser.
Men situationen er ny og uden den store skurk eller som minimum en veldefineret protestrolle savner broderskabet eksistensberettigelse, og står vel egentlig uden noget der bare kunne ligne en fremadrettet vision eller løsning for Egypten.
lad os håbe du har ret i det Toke
Dennis Berg.
Nej; Jeg kan ikke se noget problem i den ytring.
Et hvert demokratisk sindet menneske må mene at manipulation er forkert.
Uanset hvor det kommer fra.
@Anders Feder:
Af al beskedenhed; jeg vil ikke have tørt den der "min fjendes fjende er min ven"-koldkrigsretorik af på mig. For mig er ALLE religiøse ekstremister farlige. Og atter engang må vi konstatere, at de værste religioner er de monoteistisk-abrahamske af slagsen.
Religion kan sagtens være en smuk ting, der kan berige verden med en masse positivt - OGSÅ til ateister. Men hverken Det Muslimske Broderskab, Salafisterne eller præsterne i DF, repræsenterer den positive religion; ikke desto mindre, er det dem, der får over 90 % af taletiden i offentligheden, og opildner andre mennesker i deres destruktive ånd.
Kan Egyptens demokrati overleve med Det Muslimske Broderskab?
Åbenbart ikke.
Hvis man da overhovedet kan tale om demokrati, til at begynde med. Og det kan man ikke. Der var et valg hvor 70% af egypterne stemte på Broderskabet, helt i tråd med deres islamiske holdning, og således fik den regering de ønskede. En regering som på ingen måde handlede demokratisk, tværtimod.
Om det er militæret alene der står bag kuppet er tvivlsomt. Hvilke andre kræfter der også måtte være involveret, står hen i det uvisse.
Et er imidlertid et faktum, Egypten kan ikke regeres uden om militæret, som jeg skrev allerede for toogethalvt år siden i dette medie. Militæret gav Broderskabet et år til den umulige opgave at løse de sociale og økonomiske problemer, vel vidende, at det selvfølgelig ikke kunne lade sig gøre, og at situationen kunne ville blive værre, til et punkt, hvor militæret måtte gribe ind, for at forhindre totalt anarki og kaos. (Som jeg skrev for et år siden). Nu har militæret som ventet taget magten, i en situation hvor en del af befolkningen, og udlandet ikke mindst, ikke falder rasende over dem for at gøre det, fordi alternativet ikke er til at tænke på.
Spørgsmålet er nu, i hvilken udstrækning militæret og Broderskabet og dets støtter, eventuelt vil dele magten.
Ole Olsen hvor har du de der 70% fra? Morsi fik 37,5% af stemmerne! Men selv hvis Mosi have 70% bag sig bør han stadig ikke have ret til at krænge sin religion ned over de sidste 30%
Mosis islamistiske parti opnåde 47,2% af stemmerne ved valget - stadig fandens lang til de der 70%
Dennis Baggers Laursen:
Det virker bare lidt komisk/frelst at belære et land i Afrika om hvordan man skal bedrive demokrati, mens det sejler på hjemmefronten, uden nogen af de borgerlige kommentatorer synes at se sig kaldet til at beklage sig over hvor frygteligt udemokratisk det hele er.
Fej for egen dør, som det hedder. Men mon ikke der kommer til at gå ganske længe før vi ser Robert O Jensen og Carsten Hansen starte en af deres kampagner mod Dansk Folkepartis "religiøse manipulation"?
du kan se mere her
http://en.wikipedia.org/wiki/Freedom_and_Justice_Party_(Egypt)
@Anders Feder:
Jeg vil ikke stå til ansvar for diverse skadelige, dybt højredrejede og kollaboratoriske regeringer i Danmarks politik. Og her tænker jeg både på Magrethe III's aktuelle regering, og den tidligere OVK-regering.
I modsætning til store dele af det kulturradikale segment, som er her på Information, samt Politiken, så lider jeg ikke af "min fjendes fjende er min ven"-mentaliteten. Man kan sagtens både være modstander af de dogmatiske, kristne mørkemænd i Dansk Folkeparti (som i øvrigt besidder 2 gange falsk markedsføring: det er hverken dansk eller folkeligt), og modstander af de islamistiske mørkemænd i Egypten og andre steder.
Hvis man evner og gider, så kan man rode i arkiverne og finde masser af indlæg fra min hånd, hvor jeg håner "de sorte fætre" og nedgør DF-politik.
Men det er naturligvis lettere at forholde sig til egne opdigtede opfattelser af andre og dyrke sine egne private fordomme.
Sider