Læsetid: 7 min.

’Kineserne har brug for sandheden’

Han er elsket og hadet. Forfatter Li Chengpeng er bevæbnet med millioner af følgere, og med en skarp kritik af samfundet er han i stand til at bringe debatten til kogepunktet i Kina. Han er symbol på, at den offentlige debat i landet i stadig mindre grad dikteres af kommunistpartiet – men styret er dog stadig klar til at trække i håndbremsen
Svaret på, hvorfor Li Chengpeng er så kontroversiel, er ifølge ham selv, at han har placeret sig lige midt i »kampen om sandheden og ytringsfrihed« i Kina og ramt lige ned i en betændt diskussion om, hvorvidt det er forræderi eller patriotisme at pege anklagende på Kinas brister. Foto: AFP

Svaret på, hvorfor Li Chengpeng er så kontroversiel, er ifølge ham selv, at han har placeret sig lige midt i »kampen om sandheden og ytringsfrihed« i Kina og ramt lige ned i en betændt diskussion om, hvorvidt det er forræderi eller patriotisme at pege anklagende på Kinas brister. Foto: AFP

18. juli 2013

Er kineserne bange for at udtrykke deres holdning?

»Absolut ikke!« udbryder Li Chengpeng. »Debatten raser i Kina.«

Den 44-årige forfatter ved, hvad han taler om, for han befinder sig midt i orkanens øje. Få andre i landet fremprovokerer så stærke følelser og deler vandene så meget som denne tidligere fodboldkommentator. Han er på én og samme tid en af de mest populære og mest forhadte kinesiske forfattere og bloggere.

Tag blot et døgn i Li Chengpengs liv: Da han tidligere i år turnerede rundt i Kina for at promovere sin seneste bog, der går lige i kødet på det kinesiske samfunds skyggesider, blev han i sin hjemby Chengdu næsten overfaldet af tusinder af ellevilde fans, der alle ville have hans autograf og købe hans bog. Men kun 24 timer senere fik han en helt anden modtagelse i Beijing. En mand, der erklærede sig selv glødende nationalist, slog forfatteren i ansigtet med en knytnæve og brølede af ham, at han var en skændsel, fordi han skrev negativt om Kina. Li Chengpeng nåede dårligt nok at sunde sig, før en anden mand højtråbende præsenterede sig som maoist og derefter kastede en køkkenkniv mod Li Chengpengs hoved – han missede heldigvis.

»Det er heftigt,« siger hovedpersonen selv om den opmærksomhed, hans skriverier genererer. Men o.k., måske går det til tider også over grænsen, erkender han. Det virker i hvert fald ikke som om, det er helt i orden, at han nu, når han tager på bogturné, er omgivet af bodyguards og føler sig nødsaget til at bære en vest, der beskytter mod knivstik.

Svaret på, hvorfor han er så kontroversiel, er ifølge ham selv, at han har placeret sig lige midt i »kampen om sandheden og ytringsfrihed« i Kina og ramt lige ned i en betændt diskussion om, hvorvidt det er forræderi eller patriotisme at pege anklagende på Kinas brister.

Løgne hjælper ikke

Sandheden, siger Li Chengpeng, er »en mangelvare« i Kina – den er sløret af propaganda, løgne og manglende ytringsfrihed, som får befolkningen til at opfinde deres egen version af sandheden, næsten udelukkende baseret på løse rygter.

»Der er ingen fakta. Ingen ved længere, hvad der er rigtigt og forkert. De fleste ved bare, at de absolut ikke stoler på det, de hører fra regeringens talerørsmedier,« siger Li.

»Regeringens løgne er bestemt ikke med til at løse samfundets konflikter. Der er brug for, at kineserne får mere plads til at skrive og tale. Opsynet med regeringen skal styrkes; folkets stemme skal høres og tages alvorligt. Og det er presserende nødvendigt at udvikle Kinas civilsamfund og opbygge et uafhængigt juridisk system. Ellers vil alle lyve, og ingen kan få adgang til sandheden. Kineserne har brug for sandheden.« Det er netop den, Li forsøger at udbrede gennem sine bøger og på sin mikroblog. Det er følsomme emner, han beskæftiger sig med: Magtmisbrug, manglende ytringsfrihed, ingen beskyttelse af rettigheder, politisk korruption. Og med sit virke er han blevet symbol på, hvor meget den offentlige debat i Kina nu breder sig ud over de rigide grænser, kommunistpartiet dikterer – og uden om de normale statskontrollerede kanaler.

Der er ingen tvivl om, at kineserne er interesseret i det, Li Chengpeng har på hjerte. Hans bøger er bestsellere, og hans mikroblog har over syv millioner følgere, hvilket i sig selv afspejler den store skala som den politiske debat i Kina udfolder sig på online.

Men hans debatindlæg polariserer kineserne. Han anses for at være en helt hovedsageligt blandt liberalt orienterede unge, som er stærkt tiltrukket af en mand, der udtrykker sig åbent, skarpt, friskt og med humor i stærk kontrast til den ældre generation af systemkritikere med akademisk baggrund. Men samtidig anses han som en forræder af selverklærede maoister, regeringsstøtter og nationalister, der ser hans kritik som upatriotisk.

»Skrid ad helvede til og tag til udlandet,« er en uvenlig opfordring, han ofte hører – på sin mikroblog eller lige op i ansigtet. Han betragter dog sig selv som en mere ægte patriot end sine kritikere.

»Hvad godt kommer der ud af at gemme problemerne af vejen?« spørger han.

»Jeg elsker Kina, og derfor kritiserer jeg. Jeg mener, man bedst viser sin kærlighed til landet ved skarpt at granske regeringens handlinger og manglerne i samfundet.«

Og det får han i vid udstrækning lov til, selv om han arbejder på grænsen mellem det tilladte og forbudte i Kina.

»Der er helt klart blevet mere plads til sådan en som mig,« siger han, men erkender også, at der fortsat er begrænsninger.

På den ene side får han lov til at udgive sine bøger, men på den anden side bliver store dele af dem slettet af censuren, inden de når boghylderne. Samtidig bliver hans blog ikke spærret, men ofte bliver de mest kradse kommentarer slettet.

Selv siger han, at myndighederne er mere trygge ved ham end ved andre fremstående kritikere – han holder i det store hele sin kritik inden for den kinesiske families fire vægge og lufter sjældent Kinas beskidte vasketøj uden for landets grænser.

»Vi ønsker alle, at vores land bliver mere velstående og mere harmonisk, og jeg forsøger ikke at omstyrte regeringen, men i stedet at få den til at reagere positivt på kravet om ændringer,« siger Li.

Han er ikke ligesom modtageren af Nobels fredspris, dissidenten Liu Xiaobo, der sidder 11 år i fængsel for sine krav om demokrati. Ej heller som kunstneren Ai Weiwei, der måske er en af de mest kendte systemkritikere uden for Kinas grænser. Li siger, at han sympatiserer med Ai Weiweis kamp for ytringsfrihed, men mener, at der er forskel på deres tilgang. Ai Weiwei fokuserer ifølge Li Chengpeng meget på at fortælle omverdenen om de virkelige forhold i Kina.

»Men jeg ønsker blot, at mine egne landsmænd kender til sandheden om deres eget land,« siger han.

Mundkurv på

Den kinesiske etpartistats tolerance over for Li er dog ikke uendelig. På den famøse bogturné, hvor han blev mål for knytnæver og knivkast, inviterede politiet ham på »en sludder«, som han selv udtrykker det, og gav ham besked om at holde mund. De var bange for, at hans fans ville omdanne bogturneen til politiske manifestationer. Han fik lov til at skrive sin autograf i sine fans bøger, men måtte ikke tale med dem eller læse højt fra sin bog. Som reaktion skrev Li på sin mikroblog, at myndighederne »er alle skøre«. Han valgte at møde op med en sort maske over munden og en T-shirt med ordene: »Jeg elsker jer alle sammen«. Det førte dog alligevel ikke til stilfærdige møder med offentligheden. Bogturneen endte flere steder i slagsmål. Specielt midaldrende mænd, der bar badges med formand Maos ansigt, anklagede ham for at »vildlede offentligheden, specielt de unge«. Som svar kastede Li Chengpeng 5 mao (ca. 50 øre) pengesedler efter sine kritikere – ’5 mao’ er på kinesisk et nedladende udtryk for folk, der angiveligt får betalt netop det beløb af myndighederne for hver regeringsvenlig kommentar, de leverer online.

Jordskælvet ændrede alt

At Li Chengpeng skulle ende i rollen som politisk samfundsrevser virker måske overraskende. For blot omkring fem år siden var han en af landets mest populære fodboldjournalister og var kommentator ved fodbold-VM for kinesisk stats-tv. Han interesserede sig ikke synderligt for politik, men skilte sig alligevel ud, da han afdækkede massiv korruption i den kinesiske fodboldverden.

Alt ændrede sig dog, da et kæmpe jordskælv i 2008 ramte hans hjemprovins Sichuan. Over 80.000 personer blev dræbt. Li deltog selv aktivt i nødhjælpsarbejdet og var forfærdet over at bevidne, at mange af de dræbte var børn. De var blevet mast under murbrokker fra deres skoler, som i stort omfang kollapsede på grund af byggesjusk – for korruption havde drænet de nødvendige ressourcer til at bygge sikre skoler.

Regeringen forsøgte at begrave sandheden. Det gjorde Li vred på regeringen. På sin mikroblog skrev han, at det var en skelsættende begivenhed.

Før var han »en idiot«, men nu så han, at rigtig patriotisme var at arbejde for at beskytte Kina og kinesernes liv – og ikke blindt følge propagandaen. Han fokuserede nu ikke kun på råddenskaben i fodboldens verden, men i det kinesiske samfund generelt.

I sine romaner begyndte han at skrive om almindelige borgeres kamp mod at blive tvangsforflyttet fra deres hjem af korrupte myndigheder; om korruptionen, der førte til tusinder af døde elever i jordskælvet; og om regeringens forsøg på at mørklægge sit ansvar for de dårlige sider af samfundet.

I 2011 forsøgte han at bakke sine ord op med handling – han ville som politiker gøre en forskel og annoncerede, at han ville stille op som uafhængig politisk kandidat ved valget i hjembyen Chengdu. Men hans kampagne gjorde myndighederne nervøse, og kommunistpartiet endte med at blokere hans kandidatur.

Li Chengpeng stoppede dog ikke med at ytre sig kritisk. I november 2012 holdt han en tale på Peking Universitet, hvor han fortalte de studerende, at det kinesiske folk i årtier var blevet frarøvet evnen til at tale.

»Jeg presser blot på for at få retten til at tale og skrive,« sagde han.

Og han kritiserede skarpt, at bøger og journalistiske udgivelser i Kina fortsat underlægges stram censur.

»Hver gang politikerne siger, at vores land udgiver de fleste bøger og blade, så tænker jeg, at vores land er det, som producerer mest toiletpapir,« sagde han til de studerende.

Hans tale spredte sig som en steppebrand på internettet – og hans popularitet blev stadig større.

For Li Chengpeng er graden af ytringsfrihed det mest direkte udtryk for, om Kina bevæger sig fremad eller ej. Lige nu er han ikke specielt optimistisk, selv om han selv er et bevis på, at der er sket fremskridt. »Men regeringen skal hele tiden presses,« siger han.

»Den dag regeringens egne talerørsmedier også begynder at kritisere regeringen, da vil der ikke længere være brug for sådan en som mig.«

Serie

Seneste artikler

  • Med kroppen og mikrobloggen som våben

    1. august 2013
    Ye Haiyan er i Kina en velkendt fortaler for kvinders og børns rettigheder. Det burde politisk være ganske ukontroversielt, men alligevel er hun en jaget kvinde. Med brug af internettet og sin egen krop har hun været i stand til at sætte tabuemner på dagsordenen
  • Generalmajorens kamp for den offentlige opinion

    29. juli 2013
    Generalmajor Luo Yuan ser internettet som en kampplads. Det er her slaget om den offentlige opinion raser. Hans mission er at pumpe kineserne fuld af patriotisk stolthed for at styrke kommunistpartiets position over for folket og Kinas ditto over for omverdenen. Men når han taler, så øges utrygheden i nabolandene
  • ’Kommunist-partiet styrer volumen-knappen’

    24. juli 2013
    Hung Huang er en af Kinas mest fremtrædende mediemoguler, men hun er specielt blevet kendt for sine skarpe, politiske kommentarer på internettet. Hun ønsker at inspirere kineserne til at tale mere frit, men hun erkender, at hendes stemme er forsvindende lille i forhold til kommunistpartiets
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jette Abildgaard
Jette Abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Matthias Hansson

Det er Vesten, der har brug for et skud sandhed, da vi i vores selvoptagede forblindelse har glemt, hvad ordet sandhed engang betød.

For at fortjene retten til overhovedet at tage ordet i vores mund, har vi et kæmpe rengøringsarbejde i eget hus for os.

Hvornår starter opgøret med det store senromerske misundelsesprojekt?

Henrik Darlie, Jesper Wendt og Jette Abildgaard anbefalede denne kommentar