’Kommunist-partiet styrer volumen-knappen’

Huang Huangs cv lyder som én lang sejr.

»Jeg har da prøvet lidt af hvert,« siger hun med et smil, der afslører, at hun også selv har svært ved ikke at blive imponeret over de mange titler, hun har haft: Entreprenør, forfatter, talkshowvært, modeguru og designchef.

Samtidig er hun millionær, berømt og det, kineserne kalder en ’rød prinsesse’, da hun er datter af højtstående kommunistkadrer. Det amerikanske magasin Time udpegede hende oven i købet i 2011 til en af verdens mest indflydelsesrige personer.

Jo, Hung Huang har succes. Og nu sidder hun minsandten i Beijings mest fashionable kvarter med en iskold lemonade i hånden til lindring mod hovedstadens 35 grader. Der burde ikke være noget at klage over. Hun kunne nyde tilværelsen, være ligeglad med alt andet og bare lade det styrende kommunistparti være i fred.

»Men jeg kan ikke lukke øjnene,« siger hun og opremser alle de ting, hun alligevel er utilfreds over: »Regeringen, censuren, forureningen, korruptionen, den manglende fødevaresikkerhed og en hel masse andet.«

Fortørnelsen er ikke kun noget, Hung Huang udtrykker privat. Hun siger det dagligt og højt til de i alt cirka ni millioner kinesere, der følger hendes to mikroblogs.

Startede som tidsfordriv

Egentlig oprettede den 53-årige kvinde en mikroblog, fordi hun så det som en god måde at få tiden til at gå. Men hurtigt har det, der egentlig bare var tidsfordriv, vokset sig til en kæmpe megafon for Hung, som hun ser som en enestående mulighed for at være meningsdanner.

»Det giver mig en vis grad af indflydelse i det kinesiske samfund og muligheden for at forme den offentlige opinion. Det, jeg siger, kan rent faktisk påvirke og inspirere folk,« siger hun.

Ifølge hende selv er hendes millioner af følgere tiltrukket af, at hun »nok er en smule højrøstet, ret ligetil og ærlig. Jeg udøver ikke selvcensur som så mange andre. Der er allerede så meget censur i Kina, at jeg ikke behøver bidrage med mere«.

»Jeg debatterer ikke med mig selv, om der er noget, som jeg ikke bør skrive, fordi det muligvis kan gøre regeringen utilfreds. Jeg mangler åbenbart et filter,« erkender hun.

Men nogle gange kommer hendes egen ligefremhed dog også bag på hende selv. For kort tid siden mindede en bekendt hende om en besked, hun havde sendt ud på mikrobloggen. Det var i 2011. Et højhastighedstog var netop forulykket i det sydøstlige Kina. 40 personer blev dræbt. Men myndighederne forsøgte at dække over ulykken blandt andet ved simpelthen at begrave en af togvognene. Og senere kom det frem, at korruption og forhastede ambitioner fra regeringens side var skyld i ulykken.

Rødglødende af raseri skrev Hung Huang til sine følgere: »Vi vil alle ende med at blive begravet af disse korrupte embedsfolk – enten af de bygninger og jernbaner, de bygger. Eller af den luft og det vand, de har forurenet. I sidste ende er vi alle blot slagtelam for systemet.«

Det var hårde ord. Og ord, der ofte kan få alvorlige konsekvenser for de kinesere, som skriver dem.

»Når jeg ser på det i dag, så tænker jeg: ’Åh, gud. Skrev jeg virkelig det?’« siger hun. Men hun fortryder ikke. For dengang fandt hun også ud af, at der blev lagt mærke til hendes ytringer.

»Tusinder begyndte at videresende mine ord. Folk elskede det, ogjeg tror, det er fordi, det netop er ord, som afspejler, hvordan folk har det. Mange føler stor frustration over, hvor Kina er på vej hen.«

Formet af partiet

Hung Huang har gjort en karriere ud af dristige kommentarer. Men det er ikke kun det, der har formet hendes offentlige profil. Hendes rejse mod status som opinionsmager og regeringskritiker er ganske usædvanlig. Det er kommunistpartiet, der på godt og ondt har formet hende og i vid udstrækning muliggjort det liv, hun har levet. Hendes mor var engelskoversætter for formand Mao, og hendes stedfar var Kinas udenrigsminister i 1970’erne, og dermed nød hun privilegier, de fleste andre kinesere kun kunne drømme om. Det gav sig blandt andet udslag i, at hun fik mulighed for at tage til USA allerede som 12-årig. Det var, mens Kulturrevolutionen rasede, at hun blev udvalgt til at være i den første gruppe af elever, som blev sendt til udlandet som led i træningen af fremtidige tolke og diplomater. Men hendes baggrund førte også til, at hun på nært hold oplevede landets voldsomme politiske kampe. Efter Mao Zedongs død i 1976 blev hendes stedfar, Qiao Guanhua, anklaget for at være i ledtog med den berygtede Firebande anført af Maos kone, som blev beskyldt for at stå bag det kaos og den vold, som Kulturrevolutionen havde medført. Hung Huangs stedfar og mor blev holdt fanget og mishandlet af kommunistpartiets interne disciplinære myndighed – stedfaren forsøgte selvmord, moren blev opfordret til at gøre det samme. Da Hung var 15 år, blev hun tvunget til at være vidne til, at stedfaren og moren blev ydmyget på Arbejdernes Stadium i Beijing foran tusinder af mennesker.

Det var en oplevelse, som »efterlod et dybt ar og var med til at forme den person, jeg er i dag«, siger hun.

»Det gav mig en følelse af, at jeg altid skal forvente det værste.«

En succes

Forældrenes politiske problemer satte dog i sidste ende ikke en stopper for hendes egen fremdrift. Hun tog i 1980’erne igen til USA, hvor hun blev universitetsuddannet i statsvidenskab. Senere fik hun arbejde for et amerikansk konsulentfirma i New York, og i 1990’erne blev hun repræsentant for en tysk virksomhed i Beijing – allerede som 25-årig tjente hun 75.000 dollar om året, hvilket på det tidspunkt var (og sådan set stadig er) et enormt stort beløb i Kina.

Samtidig begyndte det også at gå stærkt på privatfronten. Hun har været gift og skilt tre gange – med Chen Kaige, en af Kinas mest fejrede filminstruktører, hvilket også bragte Hung Huang ind i offentlighedens søgelys, og desuden med en fransk diplomat og en amerikansk advokat.

Hendes voksende formue og gode politiske forbindelser brugte hun til at komme ind i medieverdenen og det med så stor succes, at hun i løbet af 2000’erne blev beskrevet som Kinas svar på Oprah Winfrey. Som leder af China Interactive Media Group har hun haft ansvaret for flere livsstils- og modemagasiner. Hun har åbnet modebutikker, og hun styrer et førende designmuseum i Beijing.

Desuden har hun været vært for et talkshowprogram på kinesisk stats-tv, der blandt andet fokuserede på politisk problematiske emner. Det varede dog ikke længe. Hun stoppede, da hun simpelthen ikke kunne acceptere myndighedernes censur.

»De blev ved med at aflyse programmer, vi allerede havde optaget, fordi de sagde, de indeholdt emner, som ikke kunne tåle at blive diskuteret offentligt. Det bliver man træt af i længden,« siger hun.

Det lukkede dog ikke munden på hende. Hun har skrevet tre bøger, og hendes kommentarer trykkes tit og ofte i kinesiske publikationer.

Friere udtryk

Men det er internettet, der har givet hende den største stemme. Da mikrobloggen kom på banen for få år siden fandt hun et medium, som passede perfekt til hende: Det var hurtigt, kortfattet og havde en stor umiddelbar effekt.

»Jeg har altid ment, at jeg burde blande mig i det, der sker i samfundet,« siger hun.

Grunden til det – og også til, at hun ifølge sig selv taler mere direkte end mange andre kinesere – mener hun især, skyldes hendes ophold og uddannelse i USA. Hun valgte sågar at blive amerikansk statsborger umiddelbart efter den blodige undertrykkelse af folkelige protester på Den Himmelske Freds Plads i 1989. Kineserne, som kun er udsat for det kinesiske uddannelsessystem, har tilegnet sig et filter, som ofte fører til selvcensur, siger hun.

»I det vestlige uddannelsessystem forsøger man at få børn til at tænke kreativt, selvstændigt og kritisk. Men det kinesiske uddannelsessystem er meget anderledes. Her tillæres børn at sige det ’rigtige’, det som deres lærer, forældre og senere deres regering gerne vil have, de skal sige. De lærer ikke at sige det, de selv tænker, men det, som omverdenen forventer af dem,« mener hun.

Internettet og mikrobloggen er dog stærkt medvirkende til, at det trods alt er ved at ændre sig. Diskussionerne og udvekslingen af information, som finder sted på internettet og mikroblogs, er på mange måder drivkraften i Kinas nationale dialog omkring samfund, politik og kultur. Og det er oftest her, at kineserne udtrykker sig mest frit.

»Det er bestemt et første skridt, at internettet er med til at lære kineserne, at de rent faktisk har en stemme,« siger hun.

Mikroblogs er en potentielt magtfuld kraft for ændringer i Kina, men kan samtidig også være et yderst brugbart instrument i myndighedernes hænder, mener Hung.

»Hvis der findes et diktatur, som er hurtigt til at tillære sig ny teknologi, så er det det kinesiske. Samtidig med, at regeringen opfatter den friere informationsstrøm på internettet som en trussel mod sit informationsmonopol, så ser den også internettet og mikroblogs som en brugbar virtuel sikkerhedsventil for vreden i samfundet. Fordi kinesere på internettet har mulighed for at udtrykke deres frustrationer, så afholder det simpelthen mange fra at gå på gaden i protest – hvilket ville være langt farligere for regeringen,« siger Hung.

»Samtidig gør det også regeringens overvågningsarbejde meget lettere. Det autoritære styre kan bruge mikroblogs til præcis at finde ud af, hvad der rører sig i samfundet, og kan gøre det i stand til at holde skarpt øje med alle.«

Mens Hung Huang håber, at hun kan inspirere kinesere til at udtrykke sig mere frit, så er hun dog også ganske klar over, at hendes indflydelse er minimal i forhold til kommunistpartiet.

»Det her er fortsat kommunistpartiets territorium. Det er partiet, som kontrollerer volumenknappen – det kan skrue op og ned for sin egen stemme og fuldstændig overdøve alt andet i samfundet. Gennem medierne, uddannelsessystemet osv. udøver partiet fortsat den absolut største indflydelse på folks holdninger.«

»Men faktum er, at almindelige kinesere aldrig tidligere har haft så stor en mulighed for at give deres mening til kende,« siger hun.

»Det vil blive en stadig større udfordring for partiet.«