Kritikeren, der omsider fik ret

Den lyseblå fontæne i midten af Kabuls Parwan-rundkørsel skulle med sit friske springvand, grønne græsplæner, glade blomster og natlige lysshow have været et inspirerende eksempel på, hvad solceller kan bruges til i et bagende varmt land.

Det samme skulle det soldrevne brusebad på Kabuls store børnehjem; flere storstilede træplantningsprojekter på Kabuls knastørre bjergskråninger, et soldrevent kunstvandingsanlæg i Panshir-dalen, et andet i Bamyan-provinsen. Og det avancerede måleudstyr, der skulle hjælpe hovedstaden med at styre den hastigt voksende luftforurening.

Men ingen af projekterne er nogensinde blevet gennemført. Måleudstyret ligger ubrugt hen i et lagerrum under det afghanske energiministerium, kunstvandingsanlæggene i Panshir og Bamyan er aldrig blevet installeret, børnehjemmets børn må stadig bade i koldt vand, træerne på Kabuls skråninger er visnet eller blevet brugt til brænde af Kabuls fattige, og i Karte Parwan-rundkørslen er der hverken springvand, blomster eller lysshow.

For solcellerne har aldrig kunne trække fontænepumpen – eller gemme strøm, til når solen er gået ned.

Det værste er imidlertid, at de mange vedvarende energiprojekter skulle have været forløberen for udviklingen af en række bæredygtige alternative energiløsninger i et land, hvor to tredjedele af befolkningen fortsat lever uden strøm og rent drikkevand.

Ingen stillet til ansvar

Fem år senere er den britiske udviklingsrådgiver David Elliot stadig en vred mand.

I flere år forsøgte han at redde de kuldsejlede energiprojekter i Afghanistan og at få de ansvarlige for spild og misbrug af danske og britiske bistandsmillioner stillet til regnskab. Men uden held.

Selv om en uafhængig undersøgelse foretaget af det ansete revisionsfirma PriceWaterhouseCoopers i 2008 gav ham ret i anklagerne om inkompetent ledelse og misbrug af bl.a. danske donormidler, er ingen af de involverede nogensinde blevet fyret, blacklistet eller retsforfulgt.

»Selv om jeg har fået ret i stort set alle anklager, har det ikke haft nogen form for konsekvenser, hverken for den korrupte afghanske projektchef eller for de folk, som forsøgte at dække at over ham,« siger David Elliot, der i dag arbejder med udviklingsprojekter i Egypten.

Præcis hvor mange danske penge, der er tabt på gulvet, er svært at sætte tal på, bl.a. fordi den ansvarlig projektchef ifølge David Elliot havde for vane at flytte penge rundt mellem de forskellige projekter – i strid med alle regler.

Men ifølge en sagsgennemgang fra det danske udenrigsministerium, som Information har fået aktindsigt i, har Danmark bidraget med ca. 5,5 mill. kr. til en række »demonstrationsprojekter« inden for vedvarende energi og til forbedring af luftkvaliteten i Kabul.

»Ingen af de danske energiprojekter blev nogensinde gennemført,« konstaterer David Elliot.

Whistleblower

David Elliot blev oprindeligt ansat i Den Asiatiske Udviklingsbank, hvor han havde til opgave at sørge for gennemførelsen af de mange energiprojekter, som banken styrede på Danmarks og Storbritanniens vegne.

Men efter kort tid på jobbet opdagede han, at den afghanske projektleder Ali Azimi havde meget lidt travlt med at få projekterne gennemført. Han foretrak i stedet at bruge tiden på at indrette sine nye, flotte kontorer.

»Han var dybt korrupt, og jeg konfronterede ham adskillige gange for at få ham til at passe sit arbejde. Til sidste blev konflikten så voldsom, at han fyrede mig,« fortæller David Elliot over telefonen fra Cairo.

Da det ikke lykkedes at få projektchefen til at tage sig af projekterne, forsøgte David Elliott at råbe sine overordnede i Den Asiatiske Udviklingsbank op.

»Jeg forsøgte gentagne gange at få bankens ledelse til at gribe ind, men der skete ingenting. Til sidst besluttede jeg at gå direkte til Danmark og Storbritannien og fortælle dem, hvad der foregik.«

I foråret 2007 afleverede David Elliot derfor et længere brev til de britiske og danske ambassader i Kabul, hvor han redegjorde for problemerne med at få gennemført projekterne. Han beskrev, hvordan det indkøbte udstyr blot blev opbevaret i Energiministeriet, hvordan projekterne ikke fungerede, og hvordan den afghanske projektchef var fuldstændig ligeglad.

På den danske ambassade i Kabul var reaktionen på Elliotts henvendelse temmelig skeptisk. I en indberetning til udenrigsministeriets Sydledelse »vurderes der ikke at være hold i beskyldningerne.«

»Der har været forsinkelser og vanskeligheder i forbindelse med implementeringen, men der har været en del fremdrift,« skriver en unavngiven sagsbehandler den 24. maj 2007 og roser Asian Development Bank for alligevel at have iværksat en »uafhængig« undersøgelse af sagen. Opgaven er givet til bankens interne antikorruptionsafdeling, OAGI, fremgår det.

Selv om flere af de dansk-støttede projekter befinder sig få hundrede meter fra den danske ambassade i Kabul, er der ikke noget i Informations omfattende aktindsigt, som tyder på, at de danske diplomater selv tager hen for at se, om projekterne fungerer.

Alligevel vil David Elliot ikke kritisere Danmark.

»Ansvaret er ikke Danmarks, det er Den Asiatiske Udviklingsbanks. Det var dem, der ikke undersøgte sagen ordentligt. Og det var dem, der forsøgte at dække over den korrupte projektchef,« siger han. »Og da de endelig gav mig ret i, at projekterne var kulsejlet, gjorde de intet for at rette op på det«.

Da ADB’s interne efterforskere i oktober 2007 er færdige med at undersøge beskyldningerne mod Azimi er konklusionen, at der ikke er noget at komme efter.

Men den konklusion er undersøgerne nået frem til uden at have talt med David Elliot og uden at have set hans omfattende dokumentation for, hvordan det ene efter det andet projekt er kuldsejlet pga. den uduelige afghanske projektchef.

Med støtte fra den amerikanske whistleblower-organisation Government Accountability Project lykkes det Elliot at få ADB til at gennemføre en ny undersøgelse. Og fem måneder senere, i marts 2008, må undersøgerne give ham ret i ikke mindre end 22 ud af 27 anklager om inkompetent ledelse og misbrug af danske og britiske donormidler.

De resterende fem anklager – der drejer sig om Azimis personlige vinding – mener undersøgerne ikke, de kan undersøge, fordi den afghanske projektchef ikke længere er ansat i banken.

I mellemtiden har Azimi haft held til at hænge den internationale konsulent ud i ADB’s interne personalevurdering, så det fremover vil være umuligt for ham at få ansættelse i banken. Men efter yderligere en lang tovtrækning lykkes det David Elliot at få ændret den ubehagelige bedømmelse.

Drop samarbejdet

Lysten til igen at arbejde for den verdensomspændende udviklingsbank er imidlertid væk. Faktisk mener David Elliot, at Danmark bør tage konsekvensen af Den Asiatiske Udviklingsbanks manglende evne og vilje til at komme til bunds i sagen og afbryde samarbejdet.

»Hvis Den Asiatiske Udviklingsbank ikke kan styre de penge, banken får af donorerne, bør Danmark stoppe sine bidrag,« siger han.

»Og alvorligt talt, hvorfor kan det fornuftige og iværksætteragtig edanske folk ikke finde på en bedre måde at få bistanden frem til de folk, der har brug for den – i stedet for at overlade det til en flok bureaukrater i Filippinerne,« spørger han med henvisning til ADB’s filippinske hovedsæde i Manila.

Trods adskillige henvendelser til det danske udenrigsministerium har det ikke været muligt at få en opdateret status på de danske projekter.

Men en rapport til Rigsrevisionen den 18. august 2009 konkluderer, at der »alt i alt tegner sig et ganske negativt billede af gennemførelsen« af de vedvarende energiprojekter. Kun målingen af luftforureningen i Kabul får en smule ros. Her er otte ud af ti luftmålestationer nu endelig blev opsat, men om de bliver anvendt til noget, fremgår ikke.

Herefter anbefaler Michael Corlin fra udenrigsministeriets kontor for Kvalitetssikring, at sagen lukkes.