Læsetid: 4 min.

Har Mali brug for et hurtigt valg?

Kun seks måneder efter at den franske militæroperation fortrængte islamistiske oprørere, tvinges Mali til at afholde valg for at tilfredsstille internationale interesser
Den 28. juli afholdes præsidentvalg i Mali. Her hænger tilhængere af kandidaten Dramane Dembele valgplakater op i byen Gao i det nordlige Mali.

Kenzo Tribouillard

26. juli 2013

I 2006 beskrev den amerikanske udviklingsorganisation USAID Mali som »et af de mest oplyste demokratier i hele Afrika«:

»Mali skiller sig ud som et stabilt demokrati i den urolige vestafrikanske region,« hed det i en brochure med et fotografi af en imam i byen Djenné, der af UNESCO anerkendes som en del af verdens kulturarv. Midt i middelalderarkitekturens falmede storhed studerer imamen sin prædiken på en computerskærm, mens pjecen priser USAID’s projekter og »den malisiske model«. Syv år senere er de udtryk, der oftest bruges til at beskrive Malis demokrati, »fup« og »facade«. Virkeligheden bankede pludselig på døren sidste år i marts, da forholdsvis lavt rangerende soldater tog magten ved et militærkup. I løbet af en måned blev en region på størrelse med Frankrig først kontrolleret af Tuareg-oprørerne og derefter af jihadister med tilknytning til al-Qaeda, som fortrængte landets regering og indførte sharia.

Set i bakspejlet har alle erkendt, at revnerne i Malis demokrati var dybe. Kuppet er et tydeligt bevis på, at alt ikke var i orden. Den daværende præsident, Amadou Toumani Touré, blev betragtet som dybt korrupt og ude af stand til at skabe de ændringer, som Mali, der stadig er et af verdens fem mindst udviklede lande, har behov for. Ved valgene i 2002 og 2007 var der mange uregelmæssigheder og meget lav valgdeltagelse.

Vestens forherligelse

I tråd med argumentet om, at mange vestafrikanske regeringer i vid udstrækning er blevet reduceret til administratorer af udenlandsk bistand, er flere på hinanden følgende regeringer i Mali blevet beskyldt for kun at gøre, hvad der skulle til for at stå på god fod med donorerne. Fly læsset med kokain landede i ørkenen – sandsynligvis ikke uden at de lokale og landets regering vidste det – og præsidenten skulle angiveligt have adlydt narkobaronernes ordrer. De vestlige donorer lod ikke disse detaljer forstyrre fortællingen om Mali som et forbilledligt demokrati. De havde for travlt med at forherlige bistandsprogrammernes resultater, lege turister i ørkenen og (især i franskmændenes tilfælde) romantisere Tuareg-folket, der blev betragtet som Saharas mystiske og blåklædte udgave af middelalderens riddere. Og nu lægger det internationale samfund måske kimen til stridigheder ved at gennemtvinge en stram tidsplan for Malis tilbagevenden til demokrati. Landet er sat under enormt pres med truslen om, at udviklingshjælp for 26 milliarder kroner kun bliver udbetalt, hvis tidsplanen overholdes.

Mange kan ikke stemme

Men Mali er ikke klar til at gå til valg på søndag. Det biometriske vælgerregistreringssystem er »langt bagud i forhold til tidsplanen«, siger valgkommissionens leder. At forsøge at distribuere valgkort til næsten syv millioner mennesker på en måned ville være en udfordring i mere udviklede lande – i Ghana, som har en bedre infrastruktur end Mali, tog det flere måneder at planlægge og seks uger at gennemføre uddelingen. Resultatet er, at valget i Mali formentlig ikke vil blive betragtet som legitimt af 1,2 millioner potentielle vælgere, der ikke har nået at registrere sig, og af de mange tusinde, som ikke står på valglisterne. Rapporterne om »tekniske problemer« er underdrivelser. De mange tusinde malier, der bor i Marokko, de omkring 200.000, der er blevet fordrevet til et naboland under krigen, og alle dem, der bor i de hundredvis af landsbyer, hvor mindre end fem personer er registret som vælgere, kan ikke stemme.

Så er der den sikkerhedsmæssige situation. Den tidligere kolonimagt Frankrig gennemførte i januar en overraskende militær intervention, som siden blev støttet af tropper fra andre afrikanske lande, der nu er blevet samlet under FN’s fredsbevarende styrkes paraply. Men den strategisk afgørende Kidal-region i den nordlige del af landet er fortsat Tuareg-oprørernes højborg. Her er valget kun tilladt som følge af usikre forhandlinger mellem oprørerne og regeringen. Så sent som i sidste weekend blev fem valgtilforordnede kidnappet.

Fortidens fejl

I den nordlige del af landet er det endnu ikke blevet hverdag. Kvinder, som er blevet særlig forfulgt af jihadisterne, er stadig påfaldende fraværende i gadebilledet. Årstiden skal heller ikke undervurderes: Det regner, og det er ramadan. I de fleste af Malis landdistrikter vil befolkningen faste og dyrke jorden i stedet for at forsøge at overvinde bureaukratiske forhindringer og sikkerhedstrusler. Valgstederne er ikke angivet på valgkortene, fordi det skulle gå stærkt med at få dem trykt.

Men hvorfor bliver Mali presset til at gå så hurtigt til valg, når landet er så langt fra at være klar? USA angiver Somalia som forbillede. Teorien er, at militære interventioner skaber stabilitet. Derefter skal der hurtigst muligt afholdes valg for at skabe en regering, der kan legitimere de militære erobringer.

Eller som det mere kortfattet er blevet udtrykt: »Skyd og stem.« Samtidig fortæller Frankrig malierne, hvor heldige de er: »I fejrer en ny form for uafhængighed, ikke fra kolonialismen, men fra terrorismen,« sagde præsident François Hollande tidligere på året.

 

© Information & The Guardian 2013

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu