Læsetid: 2 min.

Matematik kunne forudsige Det Arabiske Forår

Unge er ikke i sig selv farlige. Arbejdsløshed er ikke isoleret set en trussel. Men en kombination af de to skaber revolutioner, fastslår en engelsk forskergruppe, der hævder at have fundet den matematiske nøglen bag det arabiske forår. Og det næste land bliver …
23. juli 2013

Du behøver hverken en spåkugle eller en doktorgrad i international politik for at kunne forudsige, hvor vi vil se det næste udbrud af arabisk forårsstemning. Alt, du behøver, er en gang nøgletal, en lommeregner og en god portion tro på målbare årsagssammenhænge.

I en artikel i tidsskriftet International Journal of Conflict and Violence fremlægger de to økonomer Noah Bricker og Mark Foley fra Davidson College bevis for, at kombinationen af en stor ungdomsgeneration og høj arbejdsløshed næsten med matematisk garanti betyder problemer.

»Den kausale årsag til vold,« skriver forfatterne, »er omfanget af det pres, som ungdommen lægger på den samlede arbejdsstyrke.«

Unge ingen risikofaktor

Tidligere forskning er gået ud fra, at ungdommen per se er mere tilbøjelig til vold og impulsive reaktioner end andre samt mere modtagelige i forhold til populistisk politik og karismatiske ledere.

Men den nye teori, Youth Risk Factor (YRF), afviser, at ungdom i sig selv er en udfordring for social stabilitet, men måler antallet af 17-26-årige op mod den totale arbejdsstyrke. Det er nemlig kun, når de unge ikke har jobmuligheder, at magthaverne har noget at frygte.

»Vores teori er, at unge, uanset uddannelsesniveau, betyder øget vold i takt med, at deres andel af den totale arbejdsstyrke vokser,« Noah Bricker til nyhedssitet Quartz.

Et godt eksempel på, hvordan YRF adskiller sig fra tidligere måder at forudsige ballade, er Tunesien. Måler man udelukkende på ungdomsgenerationens størrelse, lå Tunesien i flere år op til Jasminrevolutionen pænt under det globale gennemsnit på 0,27. Tager man derimod højde for presset på arbejdsmarkedet ramte landet de alarmerende 0,63 lige før opstanden. Urolige lande som Egypten og Syrien viste samme resultater. Også den anden vej synes teorien at holde. Relativt upåvirkede lande som Marokko og Qatar, der har YRF tæt på det globale gennemsnit, udmærker sig ved usædvanlig store ungdomsgenerationer.

Kritisk punkt

Og der er et helt særligt kritisk punkt. I perioder med lav spædbørnsdødelighed kombineret med høje fødselsrater vil kvinder regulere denne overflod af børn ved at føde færre i takt med, at flere overlever barndommen. Men inden effekten slår demografisk igennem, vil typisk to generationer være usædvanligt store. Hvis regeringerne ikke er opmærksomme på, at der skal sættes massivt ind for at skabe beskæftigelse for de unge på netop det tidspunkt, er der problemer i sigte.

Et af de lande, der står ved denne korsvej lige nu, er Jordan. Landet, der ellers i flere år op til revolutionerne lå på det globale gennemsnit på 0,27, hvis man blot ser på antallet af unge, ligger nu faretruende højt i YRF med en voldsom stigning.

»Mange har spekuleret i, om der i Jordan vil være grobund for et arabisk forår,« siger Brincker.

»Landets demografi gør det svært at forestille sig et scenarium, hvor de er upåvirkede. Så er det op til regeringen at tage de nødvendige skridt, før det er for sent.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man kan undre sig over at kriterierne for 'kritisk masse' ikke gælder for Syd- og Østeuropa, men det skyldes nok muligheden for at kunne vandre inden for fællesskabet...

Alle veje fører til München
http://www.information.dk/467187

Og tysk industri får løst sit demografiske problem og problemet med et tilstrækkeligt arbejdsudbud.

Sören Tolsgaard

Forskellen er vel især, at der i i Europa (både i nord, øst og syd) er tale om relativt små ungdomsårgange, mens de årgange, som nærmer sig pensionsalderen er relativt store. De unge kan således have en velfunderet forventning om, at der indenfor en overskuelig fremtid bliver gode muligheder for at tage over. Hvis ikke politikerne havde så travlt med at hæve pensionsalderen, som tilfældet er, ville ungdomsarbejdsløsheden mange steder i Europa allerede være et næsten ikke-eksisterende problem.

En sådan udsigt har de unge ikke i udviklingslandene, hvor de ældre årgange er meget små i forhold til den befolkningstilvækst, som er foregået i de senere årtier. De ældres overgang til pensionsalderen vil således kun medføre et yderst begrænset arbejdsudbud i forhold til de enorme ungdomsårgange. Der skal skabes umådelig mange nye jobs, hvis den konstante befolkningstilvækst skal tilgodeses!

De europæiske landes befolkninger vokser stort set ikke, eller skrumper endog, og da mange borgere er veletablerede og ikke har noget ønske om yderligere øget forbrug, er det i og for sig en meget naturlig - og for klodens økologiske balance yderst gavnlig - tendens, at den økonomiske vækst er stagneret. En stadig mere forfinet teknologi burde yderligere bidrage til, at det ressourcetunge forbrug falder, hvilket dog altsammen betragtes med betænkelighed af vækstprofeterne.

Udviklingslandene må naturligvis forventes at hale ind på os, og de vil efterhånden gennemgå en lignende stagnation, som nærmer sig for bl.a. Kinas vedkommende. Hvis ikke de allermest underudviklede lande kommer ind i en tilsvarende udviklingsproces, vil revolutionstrangen - og flygtningepresset på de rigere lande - tage til. Det er af afgørende bertydning for hele klodens stabilitet, at der sker en udvikling i de fattigste lande, men man kan som altid have sine tvivl, om masserne er i stand til at indsætte mindre korrupte ledere.

Knud Ejstrup Larsen

"Også den anden vej synes teorien at holde. Relativt upåvirkede lande som Marokko og Qatar, der har YRF tæt på det globale gennemsnit, udmærker sig ved usædvanlig store ungdomsgenerationer."
Sjuskefejl fra Informations journalist. Marokko og Quatar har netop ikke "YRF tæt på det globale gennemsnit"! især Marokko har derimod store ungdomsgenerationer. Her er hvad der virkelig står i den originale artikel fra forskerne:
"In addition, the reverse relationship appears to hold. For example, Morocco and Qatar are two states that have stayed relatively calm with limited violence while having Youth Risk Factors comfortably within one standard deviation of the mean, even though Morocco has traditional youth bulge values similar to the other countries experiencing unrest." (http://www.ijcv.org/index.php/ijcv/article/view/290/pdf_87)