Baggrund
Læsetid: 5 min.

Når loven, der skulle beskytte børn, straffer dem

I udlandet retsforfølges teenagere i stigende grad for ’sexting’, hvor unge sender nøgenbilleder af sig selv til andre. De bliver mødt med anklager om at have besiddet, produceret og distribueret børneporno. Loven om børneporno, der blev til for at beskytte børn, straffer dem nu i et paradoks, hvor offer og gerningsmand er den samme
Udland
27. juli 2013
I USA er man i stigende grad begyndt at retsforfølge teenagere, der sender kompromitterende nøgenfotos til hinanden

I USA er man i stigende grad begyndt at retsforfølge teenagere, der sender kompromitterende nøgenfotos til hinanden

Tine Sletting

De troede ikke, at man kunne kalde børn pædofile. Men i sidste måned blev de fem amerikanske teenagere fra staten Illinois anklaget for at besidde, producere og distribuere børneporno. Anklagen fik det til at lyde, som om de havde begået organiseret kriminalitet mod børn. Men de fem teenagere er selv børn mellem 13 og 16 år og har sendt nøgenbilleder af sig selv til hinanden via deres mobiltelefoner. De har ’sextet’, som fænomenet kaldes, når man udveksler frække billeder af hinanden. En billedudveksling, der er kendt over hele kloden som digital flirt.

Men de fem teenagere fra Illinois har ikke bare flirtet, de har også produceret og distribueret børneporno – det er i hvert fald, hvad anklagemyndigheden vil have dem dømt for. Om teenagerne kan nøjes med en reprimande, idømmes et par dage i ungdomsfængsel eller får tilføjet deres navne til listen af kriminelle, der har krænket børn seksuelt, må retssagen vise.

Der findes eksempler på teenagere, der har fået alle tre slags domme for at ’sexte’ eller for at misbruge ’sexting’-beskeder. Tiltalen mod de fem teenagere står ikke alene. I USA, hvor love vedrørende børnepornografi dækker et stadigt udvidet genstandsfelt, er man i stigende grad begyndt at retsforfølge teenagere, der sender kompromitterende nøgenfotos af sig selv til hinanden. Juridisk betragtes de som både distributører af og ofre for deres egen børnepornografi og havner derfor i en juridisk gråzone.

»Man har altså straffet børn med hjemmel i en lov, der oprindeligt skulle beskytte dem,« siger Iben Engelhardt Andersen, som har skrevet speciale om de amerikanske retsforfølgelser, og som snart skal skrive ph.d. om juridiske forestillinger om barnet.

»Det paradoksale ved de sager er, at børnene både er offer og gerningsmand, da man i sin forhippelse på at beskytte børn mod sex, straffer dem som pædofile sexforbrydere,« siger Iben Engelhardt Andersen, som kalder det en »alvorlig glidebane«, at pubertære, nysgerrige teenagere kan blive behandlet på samme måde som en voksen pædofil.

Den betragtning er den amerikanske journalist Tracy Clark-Flory enig i. Hun problematiserer således i det amerikanske medie Salon, at naturlig seksuel nysgerrighed hos unge får kriminel betydning, i det øjeblik digitale medier indgår.

»Ifølge de seneste fortolkninger af loven er en nysgerrig teenagepige, der begiver sig ud i en ’kvinde kend din krop-rejse’ for vaginal selverkendelse, og blot erstatter et spejl med et kamera, en børnepornograf. Det samme gælder for drengen, der foreviger sin egen boner eller pigen, der tager prøvebilleder af sig selv, mens hun laver de pornostjerne-positurer, hun har lært fra nettet«.

Barnets ’ja’

De internationale retsforfølgelser af unge ’sextere’ udstiller ifølge Iben Engelhardt Andersen en inkonsekvent tilgang til, hvornår barnet har en stemme. Hvornår barnets ’ja’ har vægt, og hvornår barnet kan drages til ansvar for sine handlinger.

»Vi har fastsatte seksuelle og kriminelle lavaldre, som betyder, at barnet først kan stå til ansvar for sine ytringer og handlinger, når de har nået den fastsatte alder,« siger hun og uddyber sin pointe direkte i forhold til sexting:

»Det ’ja’ en teenager giver, når hun indvilliger i at sende et frækt billede af sig selv til en anden teenager, anerkendes ikke. For selv om et samtykke har fundet sted mellem de to, kan andre blande sig, og billedkorrespondancen kan anmeldes og dømmes,« siger hun og forsætter:

»Det paradoksale opstår, når de unge dømmes for at producere børneporno, for så siger vi samtidig, at deres ’ja’ har en vægt, og at de kan drages til ansvar.«

Et eksempel til at illustrere denne pointe er fra Greensburg, Pennsylvania, hvor tre veninder i alderen 14-15 tog nøgenbilleder af hinanden med deres mobiltelefoner hjemme på et af pigernes værelser. Billederne var flotte, pigerne følte sig feminine og smukke, så de videresendte teenage-euforisk billederne til tre drenge fra skolen. Pigerne tog altså selv initiativet til afsendelsen, og havde det – i hvert fald i øjeblikket – godt med afsendelsen. Men én af drengenes telefoner blev få dage senere konfiskeret af skolen, som opdagede billederne og videresendte materialet til det lokale politi. Pigerne blev anklaget for at producere og distribuere børneporno, og de tre drenge, som billederne blev sendt til, blev anklaget for besiddelse af børneporno. Siden denne episode fra 2009 har Pennsylvania ligesom mange andre stater i USA lavet særskilte love vedrørende ’sexting’. Love, der stadig straffer børn for at ’sexte’, men som betyder, at dommene er mildere, og at man ikke mere sidestiller pædofile voksne og hormonfyldte teenagere.

Seksualisering af børn

Selv om dommene mod teenagere for at ’sexte’ er særligt prekære, er de udtryk for en større tendens, mener Iben Engelhardt Andersen. Angsten for overgreb mod børn har ført til en beskyttelse af barnet, der er så massiv, at vi faktisk skader det, når vi automatisk problematiserer det nøgne barn og barnets seksualitet.

»At børn har en seksualitet, og at den ikke er den samme som de voksnes, fornægtes og dyrkes samtidig, når man laver regler for børns nøgenhed, som man f.eks. gør i danske daginstitutioner,« siger hun.

»Politiken bragte desuden for nylig en artikel under overskriften ’mødre fodrer pædofile med billeder’, som problematiserede, at nybagte forældres babybilleder på Facebook kunne blive misbrugt af pædofile, hvortil Red Barnet var citeret for at vejlede forældre til »under alle omstændigheder« at undlade »at vise barnets kønsdele og numse« på billeder på nettet, fortæller Iben Engelhardt Andersen, som kalder reaktionen »vild« og et eksempel på, at vi seksualiserer børn, samtidig med at vi er dybt forskrækkede, når det handler om børns seksualitet.

»En seksualitet, som vi benhårdt prøver at begrænse. Både når vi kriminaliserer, at de unge ’sexter’, men også når Storbritanniens premierminister David Cameron indfører et pornofilter på nettet, som skal ’beskytte børns uskyld’,« siger Iben Engelhardt Andersen.

Barnet beskyttes altså så meget, at man egentligt straffer dem for at være seksuelt nysgerrige, mener Tracy Clark-Flory. For nutidens teenagere er ikke mere sexfikserede end tidligere generationers unge. Den seksuelle nysgerrighed er den samme, mener hun, forskellen er blot, at de unge nu har en digital virkelighed, tidligere generationer ikke havde.

»Det er en del af, hvordan børn gør sig bekendt med vores seksuelle kultur, længe før de faktisk har sex. Engang betød det, at en dreng ville bladre sine fars stak af Playboy-blade igennem, og en pige ville prøve sin mors bh med fyld. For mig betød det, at jeg hemmeligt parodierede de stripper-bevægelser, jeg havde set på tv, og at jeg chattede på nettet med folk, som nogle gange viste sig at være nogle gamle stoddere,« skriver hun i sit forsvar for de ’sextende’ børn, der befinder sig en juridisk, kulturel og moralsk gråzone.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her