Læsetid: 4 min.

Olie-lækager truer Keystone-rørledning

Siden maj er tyktflydende tjære sivet ud i den sårbare natur i Alberta, Canada. Olieselskabet bag tjæresandsprojektet har foreløbig ikke kunnet stoppe lækagerne
Den amerikanske miljø- og klimabevægelse har gjort kampen mod Keystone XL-rørledningen til krumtappen i disse års klimakamp.

Justin Sullivan

1. august 2013

I 10 uger har tyk, tjærelignende olie sivet ud i et sårbart naturområde fra flere udvindingslokaliteter for tjæresand i den canadiske Alberta-provins. Ifølge de canadiske miljømyndigheder er udsivningen stadig ikke under kontrol, og det ansvarlige olieselskab, Canadian Natural Resources Ltd. (CNRL), har foreløbig ikke kunnet give en sikker forklaring på, hvad der har forårsaget uheldene.

Forureningen, hvis omfang indtil forleden blev holdt hemmelig for offentligheden, kommer på det værst tænkelige tidspunkt for den canadiske tjæresandsindustri, der p.t. arbejder intenst på at få den amerikanske regerings godkendelse af den kontroversielle Keystone XL-rørledning, der skal føre den canadiske olie til raffinaderier i Texas og derfra ud til verdensmarkedet.

Uden rørledningen er den store olieproduktion delvist spærret inde i Canada. USA’s præsident Obama tygger i øjeblikket på den canadiske ansøgning og udtalte forleden for første gang en vis skepsis over for projektet.

De gentagne udslip kom først til den canadiske offentligheds kendskab, da en anonym regeringsforsker i forrige uge gik til avisen The Toronto Star med oplysninger om tre-fire udsivninger af tjæresandsolie fra CNRL’s faciliteter nær den store sø Cold Lake i Alberta.

»Alle (i selskabet og regeringen, red.) flipper ud over dette. Vi forstår ikke, hvad der er sket. Ingen forstår rigtigt, hvordan lækagen skal stoppes – eller hvis de gør, så har de ikke gennemført foranstaltningerne,« sagde forskeren til avisen.

Interne dokumenter fra provinsens tilsynsmyndighed afslører, at to lækager blev rapporteret til myndighederne af CNRL den 20. maj og endnu én den 8. juni. Et fjerde udslip indberettedes den 24. juni, men blev først af tilsynsmyndigheden meddelt offentligheden i en pressemeddelelse dateret 18. juli. Senest har dokumenter offentliggjort i Toronto Star afsløret, at CNRL oplevede 18 oliespild af ukendt omfang og 18 fejl på boreudstyr gennem 2012.

Så sent som i mandags sagde Cara Tobin, talsmand for tilsynsmyndigheden, til avisen Vancouver Observer, at »dette er stadig en hændelse under udvikling. Der er ingen kontrol med denne hændelse«.

Damp under højt tryk

I Canada udvindes den vanskeligt tilgængelige tjæresandsolie på to måder: Enten i åbne brud, der indebærer voldsomme indgreb i de skovrige naturområder, eller ved den såkaldte højtryks-dampcirkulerings-teknik, som tilfældet er ved CNRL’s anlæg ved Cold Lake. Her findes tjæren hårdt bundet i sand i 500 meters dybde og kan kun gøres tilgængelig ved gennem et borehul at pumpe skoldhed damp under tryk ned i undergrunden gennem flere uger. Herved skabes sprækker, som tillader tjæren at sive til borehullet og herfra gennem flere måneder op til overfladen.

»Industrien har anvendt denne metode til udvinding gennem mere end 30 år,« fortæller CNRL, der på sin hjemmeside kalder teknikken »robust og gennemprøvet«.

Ikke desto mindre har man altså siden maj oplevet fire lækager og flere før det.

»Vi tror, at (tjærens) udsivning til overfladen handler om mekaniske fejl på boringer i nærheden af de ramte områder. En tilbundsgående undersøgelse er i gang,« sagde CNRL forleden.

I går udsendte selskabet en ny pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at et naturområde på sammenlagt 20 hektar – omkring 25 fodboldbaner – er ramt af olieforureningen, og at man nu har sikret området mod yderligere spredning. Tidligere har myndighederne talt om et påvirket areal på 40 hektar efter alene den seneste af de fire lækager.

»Den udsivende tjæreopløsning er nu afgrænset til et særligt indesluttet areal, hvor den effektivt opsamles i takt med, at den når overfladen,« skriver CNRL og bekræfter dermed, at selve udsivningen fra undergrunden stadig ikke har kunnet stoppes.

I øjeblikket siver der ifølge selskabet omkring 20 tønder tjære ud pr. dag, og totalt har man indtil nu opsamlet 6.300 tønder – én million liter – fra landskabet, hvor ingen mennesker bor – og ingen medier har fået adgang – men hvor til gengæld et antal fugle, mindre pattedyr og padder har måttet lade livet på grund af forureningen af natur og vandområder.

Keystone i fokus

Udslippene kan ikke undgå at påvirke debatten om de kontroversielle tjæresandsforekomster i Canada, der er så omfattende, at en udvinding og afbrænding af hele olieressourcen ville føre til en CO2-belastning af atmosfæren, der ifølge NASA’s hidtidige chefklimaforsker James Hansen ville være dobbelt så stor som fra det samlede globale olieforbrug indtil nu. I så fald er det ’game over’ for klimaet, har James Hansen advaret.

Derfor og på grund af de store naturindgreb og det store forbrug af energi, vand og kemikalier ved tjæresandsudvindingen møder de deltagende olieselskaber stærk modstand. Lokalt bl.a. fra den indianske Beaver Lake Cree Nation, på hvis land udvindingen foregår, og som netop har fået grønt lys til at indlede en retssag mod selskaberne om retten til områderne. Og internationalt hvor de første pensionskasser har besluttet at afhænde aktieposter i olieselskaber, der udvinder tjæresand, og hvor miljø- og klimabevægelsen i USA har gjort kampen mod Keystone XL-ledningen til krumtappen i disse års klimakamp.

Den amerikanske regering skal tage stilling til rørledningen inden for de nærmeste måneder, og den canadiske regering lægger stærkt pres på Obama-administrationen for et ja med henvisning til bl.a. de mange nye job, der angiveligt kan skabes.

Indtil forleden har Barack Obama været tavs om den ømtålelige sag, men i et interview i New York Times i lørdags sagde præsidenten, at projektet efter anlægsfasen formentlig kun vil skabe »mellem 50 og 100 job i en økonomi med 150 mio. arbejdende mennesker«.

»Jeg vil bedømme (projektet) på grundlag af, om det vil give anledning til markante CO2-udledninger til atmosfæren eller ej,« understregede Obama.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Erik Jensen
Lise Lotte Rahbek og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer