Læsetid: 3 min.

Vil du have porno med i prisen?

Britiske internetbrugere skal frem over aktivt tilvælge adgang til porno, annoncerer premierminister David Cameron i nyt tiltag, der skal mindske risikoen for overgreb mod børn
23. juli 2013

Den britiske regering vil »dræne markedet« for børnepornografiske billeder på internettet, sagde premierminister David Cameron i går i en stor tale i London om pornografi og internettet. Hensigten er – i samarbejde med politi og internetudbydere – at beskytte børn fra farer både på internettet og fra kriminelle seksualforbrydere, der kan blive opildnet til overgreb af »ekstrem pornografi« på nettet.

»Internettet er ikke en sidelinje til ’det rigtige liv’ eller en flugt fra ’det rigtige liv’. Det er det rigtige liv,« sagde han i talen.

»Det har en indvirkning på børnene, som ser ting, der kan skade dem, på de afskyelige billeder af overgreb, som forurener tankegange og skaber kriminalitet, og på de selvsamme værdier, der understøtter vores samfund,« sagde Cameron og tilføjede, at han ikke ønskede at »moralisere eller sprede panik«, men at han følte »som politiker og som far, at det er blevet tid til at handle«.

Et konkret tiltag lanceret i går er, at alle computere, der sælges fra slutningen af 2013, automatisk vil have filtre tændt, der frasorterer pornografi, så forbrugeren aktivt skal tilvælge adgang til pornografi. Cameron lancerede også en ny fælles britisk-amerikansk ekspertgruppe, der skal tackle obskøne hjemmesider, og foreslog, at internetudbydere fremover skal gøre det umuligt at søge på visse »rædselsvækkende termer« – et forslag, som udbyderne er imod.

»De ser det som et spørgsmål om ytringsfrihed, men disse billeder er ulovlige,« sagde Cameron og sendte et klart signal om, at han er parat til at tage kampen op.

»Jeg har en meget klar besked til Google, Bing, Yahoo og alle de andre: I har en pligt til at handle – og det er en moralsk pligt. Spørgsmålet, vi har stillet, er klart: Hvis CEOP (Online Protection Agency, red.) giver jer en sortliste af internetsøgetermer, vil I så binde jer til ikke at lade disse søgninger give resultater? Hvis vi til oktober ikke bryder os om det svar, vi får på det spørgsmål, så kan jeg fortælle jer, at vi allerede er i gang med at undersøge de lovgivningsmæssige muligheder for at gennemtvinge handling,« sagde Cameron i talen.

Han erkender, at der er en hel del praktiske problemer med de forskellige forslag, men mener, at myndighederne »for længe har troet på, at man ikke kan gøre ret meget i forhold til internettet«.

»I er dem, der har fundet ud af, hvordan man fra rummet kortlægger stort set hver en centimeter af jorden, I har udviklet algoritmer, der får uhyrer mængder information til at give mening. I er dem, der er stolte af at gøre det, man siger ikke kan lade sig gøre. Sæt jeres største hjerner i gang med at arbejde på det her. I er ikke adskilt fra samfundet, I er en del af vores samfund, og I må spille en ansvarlig rolle i det.«

Vil ikke reducere mængden

Iagttagere påpeger, at Camerons tale i høj grad er et politisk forsøg på at få befolkningen på sin side forud for den kommende kamp mod internetudbyderne. Talen kommer to måneder efter, at to mandlige seksualforbrydere og mordere er blevet idømt livstidsdomme for deres uhyrlige forbrydelser mod børn. Stuart Hazell voldtog og myrdede 12-årige Tia Sharp – hans samleverskes barnebarn – efter tilsyneladende at have set børnepornografi på internettet. Mark Bridger bortførte den kun femårige April Jones i, hvad en jury konkluderede, var et seksuelt motiveret overgreb, da politiet fandt søgninger efter børnepornografi og voldtægt på Bridgers computer. April Jones’ lig er endnu ikke blevet fundet, om end små mængder knoglerester er blevet fundet i Bridgers pejs.

Hvor uhyrlige forbrydelserne end er, er det imidlertid en fejl at tro, at et forbud mod visse søgeord og sætninger vil reducere mængden af børnepornografi online. Det mener kampagnegruppen Open Rights Group, som er fortaler for ytringsfrihed på nettet: »Vi vil alle gerne tackle dette materiale, men vi har ikke nogle beviser for, at søgemaskiner er hovedinstrumentet, når folk forsøger at finde dette materiale. Fordi det er meget, meget ulovligt, har folk en tendens til at være meget hemmelighedsfulde,« siger direktøren for gruppen, Jim Killock, til BBC.

Han mener i stedet, at regeringen bør give politiet flere midler til at efterforske de kriminelle bander og private netværk, som står bag produktionen og distributionen af børnepornografiske billeder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Med den tankegang ser jeg frem til at alt voldsrelaterede i film, serier, aviser imternet bortfiltreres. Det er da, om noget, ekstremt perverst og sygeligt at se på!

Det nøgne menneske, pornografi, sex er derimod det mest livsbekræftende og nydelsesfulde der findes, men fremfor at havde et sundt og naturligt forhold til vores krop og sexualitet skal det fjernes og undertrykkes, snart sagt med alle midler uden at det vil hindrer eet eneste sexualovergreb ved at filtrere det væk fra nettet. Adgangen til børneporno er en anden sag, og det er jo heller ikke kun det som forslås bortfiltreres.

Alle amerikanske medier og firmaer har p vores vegne(!) allerede besluttet at vores nøgnekrop og sexualitet er uønsket og sygelig ved ganske enkelt at censure det hele væk, men også samtidligt besluttet, at krigs og voldsliderligheden kan få den ene hæmningsløse og psykosiske masseorgasme efter den anden på alle tilgængelige platforme.

Hvad fanden er det for en verden vi er endt med Det kan ihvertfald ikke være i Guds billede, selvom censuren ofte begrundes med hensynet til de religiøse (overtroiske) følelser.

Vi kender billedet af de unge elskende, det nøgne par Adam og Eva i paradiset have og vi hører ogs historien om de mange skønnejomfruer der venter den udvalgte med sexuelle ydelse, og det burde ellers nok kunne dæmpe denne absurde angst for det nøgne mennske og dens sunde sexualitet men noget er åbenlyst gået galt, når virkeligheden nu klart viser os, at det naturlige er blevet det skadelige, og det skadelige er blevet det naturlige....

Kasper Hviid

Jeg syntes der er noget absurd over den måde porno, børneporno, voldtægt og mord kædes sammen her.

olivier goulin

Glimrende initiativ. Det er den slags værdibaseret mod, politikerne burde udvise meget mere af. Det er lederskab, når det er bedst.

/O

Rasmus Kongshøj

Camerons forslag er interessant. Om det vil virke, kan vi jo få et fingerpeg om, ved at se tilbage i historien, for vi er jo så heldige at Camerons ønske-scenarie var virkelighed tidligere. En gang var porno jo strengt forbudt, og der fandtes slet ikke noget internet som det kunne spredes på. Hvis der ikke forekom seksuelle overgreb den gang, så giver forslaget mening.

Anerkender man derimod at der også var masser af seksuelle overgreb før i tiden, så må overgrebene jo skyldes noget andet end ytringsfrihed på nettet, og Camerons forslag er et vammelt moralistisk forsøg på at vinde opbakning ved at piske en stemning op.

Skal man bekæmpe seksuelle overgreb, er det noget andet man skal gøre. Dels kan man give bedre ressourcer og rammer for politiets efterforskning af overgrebene, for eksempel ved at behandle ofrene bedre, dels kan man sørge for at tilbyde potentielle krænkere den nødvendige hjælp, længe før de bliver krænkere. Ingen går fra at være tilfreds og normalfungerende og så til at myrde og voldtage to børn. Der er med sikkerhed en forhistorie med svigt i de unge år, og et af svigtene er garanteret at der ikke blev gjort nok for at hjælpe vedkommende på ret kurs igen.

En anden ting man kan gøre, har knapt så meget med lovgivning at gøre, men er et mere kulturelt spørgsmål. Den måde vi opfatter seksualitet og relationerne mellem kønnene, har indflydelse på hvor stor den moralske barriere for at begå overgreb er.

Alt dette vil tage tid, og der kan ikke gives nogen garantier for at det vil forhindre alle overgreb til hver en tid. Camerons forslag er derimod et stupidt quick fix, der lover en masse det aldrig vil kunne holde. Det eneste der med sikkerhed vil komme ud af forslaget er mere magt til staten, mindre ytringsfrihed og mere besvær for det store flertal af befolkningen, der bruger porno uden at blive voldtægtsforbrydere.