Læsetid: 4 min.

’Portugal er altid i krise’

Portugal er blevet fremhævet som eurokrisens duks, men nu vækker landets situation bekymring: ’Regeringen har skåret i lønninger og pensioner i stedet for at modernisere den offentlige sektor,’ siger politologen António Costa Pinto
Portugal har været gennem hårde nedskæringer, reformerne rammer skævt, og skolelæreren Luiza Fonseca fortæller, at han næsten hver dag, at elever besvimer af sult i skoletiden. ’Reformerne er især gået ud over dem, der i forvejen havde svært ved at få pengene til at række’, fortæller han.

Patricia de Melo Moreira

8. juli 2013

Om natten er det svalende at gå tur langs Tejo-floden. Midt på dagen er det bedst at sidde i skyggen på en af byens højtliggende terrasser, hvor atlanterhavsbrisen køler luften en smule. Portugal er en sauna, men Lissabon funkler under en blå, blå himmel. Midt i sommerheden var centrumhøjrekoalitionen, der kom til magten i 2011, i sidste uge på sammenbruddets rand.

»Efter flere år med budgetbesparelser og recession bliver det sværere og sværere at regere,« siger politologen António Costa Pinto til Information på en café i nærheden af parlamentet.

Mandag forlod den socialdemokratiske finansminister Vítor Gaspar regeringen, som ledes af hans partikammerat Pedro Passos Coelho. Baggrunden var intern uenighed i regeringen om spareprogrammet og en kendelse fra landets forfatningsdomstol, der i april erklærede nedskæringer i offentligt ansattes løn og pensioner for forfatningsstridige. Derfor lever Portugal ikke op til reformprogrammets målsætninger, hvilket har »undermineret min troværdighed som finansminister«, skriver Gaspar i sit opsigelsesbrev.

Tysklands finansminister, Wolfgang Schäuble, beklagede Gaspars beslutning, men erklærende sig overbevist om, at afløseren, Maria Luís Albuquerque, vil »fortsætte det gode arbejde«.

Altid i krise

»Hvornår har Portugal ikke været i krise?« spørger den 38-årige skolelærer Luiza Fonseca foran lemonadekiosken på Praça São Paolo og svarer selv: »Aldrig! Lige siden vi i 1986 kom ind i EU, er levestandarden steget, mens politikerne har sagt, at landet er i alvorlig krise. Måske gavner krisen dem.«

Siden eurokrisens begyndelse er Portugal ofte blevet fremhævet som et forbillede. Men reformerne har ifølge den amerikanske bank J.P. Morgan ikke haft den ønskede effekt på grund af landets politiske system.

»Lande i periferien (af Europa, red.) har kun haft delvis succes med reformer af statsbudgettet og økonomien, fordi regeringerne er begrænset af forfatningen (Portugal), magtfulde regioner (Spanien) og populistiske partiers fremgang (Italien og Grækenland),« vurderer J.P. Morgan i en nylig rapport om eurokrisen.

I maj 2011 underskrev den daværende socialistiske regeringsleder, José Sócrates, betingelserne for en finansiel redningspakke på 78 mia. euro. To måneder senere overtog højrefløjen regeringsmagten og den økonomiske politik, som nu dikteres af EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond. Trods reformprogrammet er det ikke lykkedes at nedbringe statens budgetunderskud tilstrækkeligt, navnlig på grund af faldende skatteindtægter. På to år er arbejdsløsheden steget fra 12 til 18 procent, mens stigningen i skattetrykket har været Europas højeste. Regeringspartierne er uenige om, hvordan den næste fase af besparelser på de offentlig budgetter, 480 mio. euro, skal foregå.

»Nu oplever vi næsten hver dag, at elever besvimer af sult i skoletiden,« siger Luiza Fonseca. »Reformerne er især gået ud over dem, der i forvejen havde svært ved at få pengene til at række.«

Perfekt til rollen

I protest mod udnævnelsen af en ny socialdemokratisk finansminister, som ville fortsætte Gaspars linje, tog også udenrigsminister Paulo Portas, som er leder for det kristendemokratiske parti CDS-PP, sin afsked. Men den nægtede Passos Coelho at modtage. Regeringskrisen fik renten på portugisiske statsobligationer til at passere de kritiske syv procent, hvorefter kreditvurderingsbureauet Standard & Poor’s opgraderede risikoen for, at landets statsgæld kan løbe løbsk. Efter flere dages usikkerhed om, hvorvidt Pedro Coelho ville kunne fortsætte med en mindretalsregering eller var nødt til at gå af, lykkedes det efter pres fra såvel landets præsident, Aníbal Cavaco Silva, som fra Berlin, Bruxelles og Frankfurt at overtale Portas til at trække sin afskedsbegæring tilbage. Han havde krævet større indflydelse på regeringens politik og er nu blevet udnævnt til vicepremierminister med ansvar for at koordinere den økonomiske politik med trojkaen.

Men ifølge Costa Pinto er sandsynligheden for, at regeringen i Lissabon vil blive tvunget til at bede om et nyt lån og/eller forlængelse af tidsfristen for reformerne, som efter planen skal gennemføres inden næste sommer, stigende.

»Sammenlignet med andre kriselande er de sociale og politiske spændinger i Portugal til at overse,« påpeger professoren. »Valgdeltagelsen er lav. Protesterne mod regeringens nedskæringer har også været beherskede, selv generalstrejken i sidste uge (27. juni, red.). Derfor passer Portugal perfekt til rollen som positivt forbillede for den europæiske krisepolitik, også fordi landet har mindre politisk vægt end f.eks. Spanien og Italien. Men den rolle bliver sværere at udfylde, jo længere krisen varer.«

En spildt mulighed

Portugals situation bliver ikke lettere af, at landets største eksportmarked, nabolandet Spanien, også er i dyb krise. Alene i 2012 søgte over 250.000 unge portugisere, fortrinsvis højtuddannede, til udlandet.

»Jeg har forsøgt at komme ind i udenrigstjenesten, men det er vist umuligt uden de rigtige kontakter,« siger den 29-årige João Rodrigues, som er kandidat i statskundskab og arbejder i kiosken på Praça São Paolo. I pauserne mellem de svedende og tørstige kunder læser han Ayn Rands roman – og verden skælvede, som er nyliberalisternes bibel.

»Nu tager jeg en ph.d., og så må vi se. Hvis jeg stadig ikke kan blive diplomat, tager jeg til udlandet,« siger han. »Nepotisme betyder stadig alt for meget her.«

Lørdag var der demonstration mod regeringen foran præsidentpaladset. Ifølge avisen Público vil Passos Coelhos koalitionsregering fremover »først og fremmest være en kilde til ustabilitet«. Costa Pinto mener heller ikke, at regeringen har overbevisende svar på landets problemer.

»Alle betingelserne for vigtige reformer var til stede, men alligevel har regeringen blot skåret i lønninger og pensioner i stedet for at modernisere den offentlige sektor. Nu kan Portugal ikke gøre meget andet end at håbe på politiske forandringer i Europa efter valget i Tyskland.«

Samtidig har oppositionen »ikke travlt med at komme til magten«, påpeger han.

Selv om socialisterne ikke vil indrømme det, ved de godt, at de ville blive tvunget til at lægge navn til den samme nedskæringspolitik.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Holger Madsen

" Nu oplever vi næsten hver dag, at elever besvimer af sult i skoletiden."

Det begynder at ligne græske forhold.!

morten Hansen, Per Torbensen, Henrik Jensen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

Et kik ind i fremtiden?

morten Hansen, Dennis Berg, Niels Mosbak, Dan Johannesson, Per Torbensen, Peter Jensen, Aleksander Laursen og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

Fattigdom har ingen grænser, og nærmer sig et tidløs stadie.
Siden ingen er klar til et opgør med denne primitive levevis, må man nok forvente skyerne har regn.

Ole Brockdorff

Den tid er nok heller ikke så fjern herhjemme i Danmark, hvor staten bliver nødt til at spare milliarder og atter milliarder af kroner i den offentlige sektor, fordi der ganske enkelt ikke kommer penge nok i statskassen gennem skatter og afgifter fra det private erhvervsliv til at opretholde en dyr offentlig sektor, og vi kan også være ganske sikre på til den tid, at de omkring 900.000 offentligt ansattes fagforeninger vil kæmpe med næb og kløer for, at besparelserne under ingen omstændigheder skal foretages netop blandt deres organiserede medlemmer på de offentlige arbejdspladser.

Næh, hvis der skal gennemføres besparelser skal det naturligvis ske gennem yderligere brandbeskatning af det private erhvervslivs mange små og mellemstore virksomheder, eller gennem kraftige nedskæringer af de månedlige økonomiske velfærdsydelser til over 800.000 mennesker uden for arbejdsmarkedet i den erhvervsaktive alder, for skolelæreren, juristen, skolepædagogen, økonomen, socialrådgiveren, integrationskonsulenten og alle mulige andre offentlige ansatte, skal naturligvis stadig have en anstændig overenskomstmæssig årsløn på mange hundredtusinde kroner, uanset hvor meget rigets kasse mangler penge, og så må dem på overførselsindkomster nøjes med at få et mindre beløb til månedlig livsforsørgelse.

Lønsummen til de offentlige ansatte i Danmark var på 300 milliarder kroner i 2012, mens beløbet til overførselsindkomsterne var nogenlunde det samme, og alle pengene kommer som bekendt fra den til enhver tid eksisterende arbejdsstyrke i det private erhvervsliv med selvstændige arbejdsgivere og privatansatte lønmodtagere, der knokler fra morgen til aften for at følge med i den knivskarpe ubønhørlige globale konkurrence, hvor bare èt økonomisk fejltrin kan betyde forskellen mellem succes og fiasko.

Men denne pragmatiske virkelighed er der ikke længere nogen offentlige ansatte i Danmark eller Portugal eller andre europæiske lande, der går så meget op i længere, altså hvem der tjener bruttonationalproduktet hjem, når bare de selv hver eneste måned kan hente løn eller overførselsindkomster fra de offentlige kasser, for langt de fleste EU-landes centraladministrationer er i dag præget af mismod og slendrian og ligegyldighed i et uhyggeligt omfang, fordi magtens ansvarlige mænd og kvinder er totalt blottet for enhver visionær tankegang om fremtiden, og dèt faktum vil skabe en forfærdelig cyklus af fattigdom, ondskab, svigt, anarki, kaos og armod i EU-landene i de kommende år.

Hvad skal der blive af vores børn og børnebørn i fremtiden?

Kim Houmøller, Per Torbensen, Jan Nygaard og Ole Olsen anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

Det såkaldt gode arbejde, som Albuquerque forventes at fortsætte, har udover forfatningsstridige nedskæringer indebåret et omfattende udsalg af bærende statslige institutioner i landet, herunder overskudsgivende transportselskaber, lufthavne og anden vital infrastruktur (som altså nu ejes af kapitalfonde mv.). Der er tale om en regulær udradering af den portugisiske stat - dikteret af det såkaldt internationale samfunds monetære institutioner.

morten Hansen, Benjamin Bach, Niels Mosbak, Holger Madsen, Steen Sohn og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar

Da jeg var i Lissabon for over 46 år siden, var det en halvfattig lidt lurvet by, om end med statelige bygninger der vidnede om bedre tider. Man udskibede mængder af soldater til de håbløse kolonikrige i det sydlige Afrika. Nogle år senere stoppede det heldigvis, og man indførte demokrati efter Salazars diktatur. Alt forekom at være 20-30 åre efter Nordeuropa.

Jeg er jævnligt kommet tilbage, og var der sidste for fem-seks år siden. Det har altid slået mig når jeg genså Lissabon, at intet syntes at have forandret sig, siden første gang jeg var der. Bevares, der er i forstæderne kommet shopping centre, supermarkeder og nogle glastårne. Men nu jeg tænker over det, virkede det som om landet befandt sig i en evig recession. Man kunne altid finde nogen, der, som nu, sov i en port eller på en bænk. Og der var masser, der 'havde svært ved at få pengene til at række'.

At 'modernisere den offentlige sektor', vil betyde fyring af en masse bureaukrater i et traditionelt overbureaukratiseret system, men hvad skal de så sættes til?

Per Torbensen

Euroens fallit-en portugisisk euro,kan aldrig være lige så meget værd som en tysk eller Nordisk-gud og Marx forbyde dette ragnerok.

Michael Kongstad Nielsen

Portugal er Europas tredje mest ulige land. Gini-koefficienten er over 35. Så der er altså mange meget rige mennesker i Portugal. Jeg kunne tænke mig, at det ikke er dem, der betaler mere i skat.
Jeg har på fornemmelsen, at Portugal trak meget rigdom ud af kolonierne, der gik til de rige familier, og undlod at udvikle landet hjemme i Europa. Indtil frigørelsesbevægelserne blev for stærke og krigene for dyre, så faldt diktaturet i 1974. Men fra 1986 var det EU, der leverede pengene, gennem strukturfonde, udviklingsprojekter, diverse tilskud og støtte. Så levede Portugal godt (som skolelæreren siger) af det uden at udvikle sig selv. Andre stikord fra artiklen er - forfatningen (fra 1974), ny-liberalismen, og nepotismen. Forfatningen er sikkert, ovenpå diktaturet, meget beskyttende overfor borgernes rettigheder, og nu ser vi højesteret erklære nedskæringerne for forfatningsstridige. Så er det op ad bakke. Og liberalismen, og hensynet til de rige og nepotismen osv. forstærker bare uligheden, og gør, at de dårligst stillede får det endnu værre.
De må nok til at vågne op af døsen og få gang i noget mobilisering til venstre for venstrefløjen, som i Grækenland.

Henrik Jensen

For mange år siden havde en af nellikerevolutionens bannerførere, brigadegeneral Otelo, en glimrende idé...

Portugiserne skulle sende nogle tusinde af de ledende konservative ind i Lissabons tyrefægterarena...

Dengang vakte det opsigt. I dag tror jeg manden havde ret.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg har ladet mig fortælle, at portugiserne ser ud over Atlanten, mens de vender ryggen til Europa, de længes ud, og de drog ud. Til Sydamerika og til Afrika. Portugiserne har efter sigende en melankoli, en manglende driftighed og handlekraft, blot denne svævende melankolske drøm om det derude, der blæser mildt ind over og giver god vin, samt kork, så proppen kan komme i.

Jens Overgaard Bjerre

Ole Brockdorff,

Vi kunne jo starte med at se på Norge og så få lavet den olieaftale om. Og så kunne vi kikke efter de 160 mia. kroner som er forsvundet i skattely. Derefter kunne vi måske begynde, at kradse nogen af de mange penge landbruget har lånt, ind igen.

Der er sikkert mange andre måder til at få økonomien op igen end at skære i de svagestes livsvilkår. For der er jo 'penge nok' i samfundet som hele. Og hvorfor regeringen har valgt at tage fra de fattige og give de stjålne penge til de rige, som egentlig var og er ligeglad med dem, er svær at forstå rent økonomisk.

Men selvfølgelig, hvis man som jeg, ser regeringen som nogle sleske og hellige fupmagere, som er lakajer for finanskapitalen og tv-narcissister, så er det ikke så svært at forstå, at den gør som den gør. Og uden at rødme eller føle skam i livet.

Michael Kongstad Nielsen

Brockdorff - du glemmer personskatterne, herunder de progressive af slagsen. Lad de brede skuldre bære mest.

Holger Madsen

Michael
- Jeg har ladet mig fortælle, at portugiserne efter signende har en manglende driftighed og handlekraft.

Mine portugisiske venner er lige det modsatte af det du har hørt, Michael.!
Det var landarbejderne, der efter "Nellikerevolutionen" i 1974 besatte hovedparten af de store godser, efter at godsejerne var flygtet ud af landet, og sluttede sig sammen i ca. 550 landbrugskollektiver.
Og det var deres sønner, der var med i det perfekte militærkup mod diktaturet den 25 april 1974.
Se her rekonstitueringen af militærkuppet den 25 april 1974, vist i Portugals TV 1999. Håber DR dokumentar en dag tager sig sammen, til at få sat danske undertekster på. Det er en historie og en begivenhed, der er vigtig at fortælle, for at kunne oppositionen i Portugal i dag. Her er - A Hora da Liberdade.
http://www.youtube.com/watch?v=3VYBgrjSA1k