Læsetid: 7 min.

Taleban er blevet gangstere

Taleban er flyttet ind i Pakistans kommercielle – og kriminelle – hovedstad, Karachi, og gør brug af gangstermetoder. Lige som flere andre kriminelle bander i byen, hvor myndighederne ifølge en forsker har mistet kontrollen
En bombeeksplosion rettet mod dommer Maqbool Baqar i slutningen af juni dræbte syv i Karachi. I byen, som er Pakistans kommercielle hovedstad, er vold, mord og pengeafpresning blevet dagligdag, når Taleban og kriminelle bander bruger mafiametoder mod familier og butiksejere. Myndighederne har mistet kontrollen, siger forsker. Foto: Reuters/Scanpix

En bombeeksplosion rettet mod dommer Maqbool Baqar i slutningen af juni dræbte syv i Karachi. I byen, som er Pakistans kommercielle hovedstad, er vold, mord og pengeafpresning blevet dagligdag, når Taleban og kriminelle bander bruger mafiametoder mod familier og butiksejere. Myndighederne har mistet kontrollen, siger forsker.

Foto: Reuters/Scanpix

16. juli 2013

Der er ikke mange, der er villige til at sætte navn på deres afpressere. Ikke her i Karachi, hvor kriminelle bander sætter dagsordenen, og hvor det er svært at skelne mellem politikere og gangstere. Det er måske derfor, at den unge fjerkræpasser, som sidder i skrædderstilling på gulvet i den snavsede restaurant i Karachis nordvestlige bydel, Manghopir, tøver, før han afspiller optagelsen af opkaldet, han fik i sidste uge.

»Lover du, at du ikke skriver mit navn,« spørger han, mens han nervøst holder fast i sin billige Nokiatelefon.

»Ja, det lover jeg. Jeg skriver for en avis i udlandet,« svarer jeg.

Fjerkræpasseren kigger sig en ekstra gang over skulderen og læner sig mod mig. Han trykker afspil på sin mobil og rækker mig den halvknuste telefon, så jeg kan lytte til samtalen med de mystiske mænd:

»500.000 rupier. Du har en uge. Ellers brænder vi din bil. Eller dræber din bror.«

»Hvem er I?«

»Du ved, hvem vi er. Vi er Taleban.«

Jeg lægger telefonen til side og kigger på ham. Han ryster på hovedet og piller ved sin snavsede, brune shalwar kameez – den pakistanske dragt med den lange skjorte og de løse bukser.

»500.000 rupier,« siger han.

De 40.000 kroner, det svarer til, er langt over de 500 kroner, han skraber sammen, når han har en god måned i forretningen.

»Det har jeg slet ikke råd til.«

Taleban har fundet rodfæste

Taleban er flyttet fra Pakistans berygtede grænseområder til yderkanterne af landets bankende hjerte: Karachi. Vild, energisk og pulserende. Det er sådan, de fleste udefrakommende beskriver Pakistans kommercielle hovedstad. Med en havn i syd, der håndterer op til 60 procent af Pakistans handel med resten af verden, og en befolkning på 23 millioner mennesker, er Karachi et tiltrækkende sted – både for dem, der vil tjene hurtige penge, og for dem, der vil gemme sig i folkemasserne.

»Jeg har boet i denne her by hele mit liv. Jeg kender enhver krog, enhver vej, enhver bygning i denne metropol. Jeg ved, de er her, og de har været her længe,« siger Fahim Zaman, bestyrelsesmedlem og forsker hos Pakistans største engelsksprogede avis, Dawn.

I slutningen af marts udkom Zaman med en detaljeret kortlægning af Pashtunområder samt en udpegning af de bydele, hvor han mente, at Taleban havde rodfæste. På samme tidspunkt rapporterede New York Times og Wall Street Journal om parallelle domstole i Karachis yderkanter og om afpressere, som udgiver sig for at være Taleban.

»Det er normal kutyme for gangstere at operere som en slags parallelstat. Talebdomstolene (Uformelle domstole, som styres af Taleban, red.) i Karachi er derfor ikke meget anderledes end de domstolslignende instanser, som andre kriminelle bander har etableret,« siger Zaman.

Alligevel indrømmer han, at Talebdomstolene erstatter eksisterende bander.

Medierne begyndte først at rapportere om Talebans tilstedeværelse i Karachi i 2009, efter den pakistanske hær udførte en voldelig operation i Pakistans nordlige Swatdal. Siden har de pakistanske sikkerhedsstyrker arresteret militante topledere, og journalister har talt om hemmelige undergrundsinterview med militante i den enorme metropol. Men det er først i løbet af de seneste måneder, at både medier og analytikere har indset, at gruppen har fundet fodfæste i byen.

Karachi gør folk til gangstere

Afpresning, bhatta, er den primære metode, byens kriminelle bruger til at sikre sig en stabil indkomst. Metoden er simpel: De besøger en forretning, en familie eller en virksomhed og giver dem et lille stykke foldet papir. Indeni finder modtageren en pris – og to patroner.

Patronerne er identiske med dem, afpresseren vil skyde i hovedet og hjertet på modtageren, hvis de ikke punger ud.

»Karachis politik er meget anderledes end resten af landets. Alle, der er involveret i politik, har tætte relationer til kriminelle bander. Da Taleban begyndte at strømme ind i Karachi, begyndte de at bruge de samme metoder, som alle andre bruger,« siger Haris Gazdar, forsker og ekspert i byens politik og vold, som jeg møder på hans kontor i Karachis centrum. Ifølge Gazdar er Taleban ikke Karachis største problem.

»Problemet er, at vold i Karachi er blevet decentraliseret. Staten har ikke længere monopol på vold – myndighederne har mistet kontrollen. Vejen tilbage til en situation, hvor hverken Taleban eller andre politiske grupper kan udøve denne her form for vold, er, at staten skal genvinde den kontrol,« siger Gazdar.

Det er en enorm udfordring, når det dominerende politiske parti i Karachi selv er involveret i kidnapning, mord og afpresning. Muttahida Qaumi Movement (MQM) eller Den Forenede Folkebevægelse repræsenterer immigranterne – mohajirs, som de bliver kaldt i Pakistan. Det er en gruppe indiske muslimer, som flyttede til Karachi, da Storbritannien endelig havde forladt kolonierne i Sydasien – og Pakistan blev islamisk hjemland. Partiets diskurs lyder sekulært og liberalt, men deres metoder bliver set som voldelige og kriminelle.

MQM’s symbolske overhoved, Altaf Hussain, er i eksil i Storbritannien, fordi pakistanske domstole har anklaget ham for mord. Og det politiske parti har tit været forbundet med nærmest fascistiske regeringsmetoder i Pakistans største by.

Karachis Napoleon

Farooq Sattar er Karachis Napoleon. Den lille og bestemte MQM leder møder mig i Nine Zero, den berygtede adresse for Karachis mest magtfulde parti.

»Vi har længe sagt, at Taleban bor i denne her by, og at politiet og sikkerhedsstyrkerne skal intervenere. Men der er ingen, der har lyttet til os,« siger Sattar, mens han læner sig ind over et konferencebord.

– Men der er mange, der siger, at I som et mohajir-parti bruger Taleban som undskyldning for at udrense andre etniske grupper fra Karachi. Er det rigtigt?

Sattar læner sig frem over og lytter høfligt. Han har ry for at være en førsteklasses forhandler og politiker. Det er måske derfor, at det er svært at tro, han har været anklaget for mord.

»Vi er sekulære, liberale og progressive. Vi tror på et Pakistan, hvor alle har en plads ved bordet. Derfor giver den anklage ingen mening,« svarer Sattar, før han smiler høfligt og spørger mig, om jeg vil have mere te. Så fortsætter han sin monolog, der varer 20 minutter, og hvori han fortæller, at hans parti altid har troet på menneskelige værdier og ligeværd.

Sattar er en kendt og respekteret stjernepolitiker, der har formået at sikre sit parti en plads i nationalregeringen både under demokratier og pakistanske militærdiktaturer. Han ville aldrig indrømme, hvis hans parti var lige så kriminelt som det Taleban, han forsøger at få udrenset. Selv om mohajirs dominerer Karachis politik, har byen store områder, hvor etniske grupper fra andre dele af landet bor koncentreret og kontrollerer hele bydele.

Siden 1980’erne har byens Pashtunske befolkning, som primært bor i den nordvestlige og østlige bydel, været i væbnet konflikt med mohajir-gruppen. Det har ført til skyderier, drab og voldelig politik.

»Nu hvor Taleban er kommet til Karachi, vil MQM gerne bruge deres migration til at sætte Pashtunfolket i dårligt lys. Men bare fordi, man er Pashtun, er man ikke Taleban. Ja, selv Pashtunere som mig er i fare for at komme i Talebans skudlinje,« siger Bashir Jaan, en topleder i det Pashtun-dominerede Folkets Nationalparti, ANP.

Det tager cirka 45 minutter at komme igennem de sikkerhedsforanstaltninger, som Bashir Jaan har måtte sætte op for at beskytte sig mod angreb fra både MQM og Taleban. Han sidder bag enorme ståldøre i kælderen af en stor hvid bygning i en relativt fredelig del af byen, fordi han er bange for at blive dræbt.

»Taleban er kommet til byen, men der er ikke tale om en talebanisering. Den måde, de opererer på her, er ikke ret meget anderledes end den måde, alle mulige andre politiske grupper opererer på – altså ved at involvere sig i kriminelle netværk, afpresning, mord og kidnapning,« siger Bashir Jaan. Selv om Taleban højst sandsynligt gemmer sig i Pashtun-dominerede områder, går deres tilstedeværelse faktisk mest ud over Pashtunfolket selv.

»Talebans ankomst i denne her by er en undskyldning for MQM. På den måde kan de sende enorme politistyrker ind i vores områder for at arrestere vores politiske aktivister og vores folk, selv om de ikke har noget med sagen at gøre,« siger Bashir Jaan, som forklarer, at ANP altid har stået for en sekulær og liberal linje.

I optakten til de pakistanske valg den 11. maj havde Taleban udråbt medlemmer af ANP som legitime mål i terroraktioner.

»Der er godt nok Taleban-gangstere i Karachi. Men det her er et langt større problem, der bunder i en langt større udfordring: At kriminaliteten i vores by er ude af kontrol, og at Taleban let kan kommer hertil og udnytte den følsomme situation. MQM er normalt alliancepartner med det regerende nationalparti og har derfor ministerposter i regeringen. Jeg vil meget gerne se, at de gør noget ved alle byens kriminelle og ikke kun islamisterne,« siger Bashir Jaan.

’Det går ud over os alle’

Mens fjerkræpasseren spiller telefonsamtalen med de mystiske mænd for mig og fortæller sin historie, sidder restaurantejeren ved siden af. Han er nervøs. For to dage siden blev hans restaurant angrebet af væbnede mænd, der ligesom fjerkræpasserens afpressere fortalte ham, at de var medlemmer af Taleban. Målet: En lokal politisk aktivist, som var medlem af Bashir Jaans parti – ANP.

»Han var en fast kunde i restauranten. Hver morgen ville han bestille en kop te og læse sin avis, mens han ventede på bussen,« siger den runde, ældre restaurantejer med den hvide kalot.

»Der er to store skudhuller på barbecue vognen, som jeg normalt bruger til at grille kebabs. Han overlevede ikke angrebet. Jeg har ikke haft kunder siden, og ville ønske mig, at nogen havde advaret mig mod at købe denne her restaurant. En ting er, at de angriber politiske aktivister, men det går jo ud over os alle,« siger den ældre ejer, før han beder mig om at tage hjem.

»Du stiller lidt farlige spørgsmål i denne by. Det er nok bedst, at du slutter dine interview.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Bjarne Witthoff
  • Bjarne Krogh
Olaf Tehrani, Bjarne Witthoff og Bjarne Krogh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu