Baggrund
Læsetid: 4 min.

Usikkerhed om Zimbabwes valg truer genopretning

Fem år efter økonomisk sammenbrud og hyperinflation er butikshylderne atter fulde og væksten høj, men mange frygter, at den økonomiske fremgang kan blive saboteret af ny politisk tumult
Udland
31. juli 2013

Småkager med mysli-yoghurt-fyld, syltede oliven, Häagen-Dazs-is med belgisk chokolade, mahatma-ris, risotto med laks, tyrkiske bolsjer og Wensleydale-ost med tranebær – bor du i Harare, kan du få dem i et supermarked i nærheden. Hvis du har råd.

Fem år efter et økonomisk sammenbrud, der førte til tomme butikshylder og en inflation på 231.000.000 procent, er det et Zimbabwe i en langt bedre økonomisk form, der går til valg i dag. Skoler og hospitaler er genåbnet, veje genasfalteres, strømafbrydelser er sjældnere, der er igen kommet gang i tobaksdyrkningen, og fiberoptiske kabler leverer hurtige internetforbindelser. Jo, selv det før så hårdt medtagne Zimbabwe ser ud til at kunne skrive sit eget kapitel i den populære fortælling om tidens afrikanske vækstmirakel.

Dog er gevinsterne stadig skrøbelige, og væksten, der igen er begyndte at tabe tempo, har skabt for få jobs. Efter en hård valgkamp er der frygt for, at morgendagens valg skal udløse ny politisk tumult, der kan annullere alle fremskridt og kaste økonomien ud i mere ustabilitet.

Hyperinflationens tid

I butikscentret Sam Levys Village i den mondæne Harare-forstad Borrowdale køber 34-årige Theo Chiwanga frisk frugt, imens hun forsøger at holde et vågent øje med sine to børn. Zimbabwes økonomiske krak fik store personlige omkostninger: Hendes mand blev dræbt i en bilulykke, da han var på vej til Sydafrika for at finde arbejde.

Chiwanga husker hyperinflationens dystre tid, da en trillebør fuld af kontanter ikke var mere værd end en skive brød, centralbanken udstedte en 100 billioner dollarseddel og selv landbefolkningen måtte, for første gang i mands minde, sulte.

»Det var hårde tider. Jeg fik et job i en bank, for kun der kunne man få fat i penge. Man var nødt til at have kæmpe seddelbundter på sig, men sidst på ugen kunne man ikke bruge dem til noget. Butikkerne var tomme. Vores børn måtte undvære det mest elementære. Min søn blev født i 2006. Han smagte først druer i 2010. Selv bleer måtte vi få fra Sydafrika.«

Nu er situationen meget anderledes, som hylderne i butikken Fruit & Veg, der bugner af frisk frugt og grønt, vidner om. Chiwanga tilføjer: »Vi har fået det meget bedre end før. At kunne handle i en butik som denne er ikke noget, vi kan tage for givet.«

En 34-årig revisor, der ikke ønsker sit navn frem, fortæller om tiden, da valutakursen ændrede sig time for time. »Vi gik fra milliarder til billioner. Vores støvler var fulde af pengesedler. Men nu er vi på rette spor, og generelt er tingene blevet meget bedre. Hvis du ser på antallet af Mercedes-biler på vejene i sammenligning med Sydafrika, kan du se, at vi må gøre noget rigtigt her. Vi har lært af de triste erfaringer, men vi er kommet ud på den anden side som en stærkere nation. Det kommer ikke til at ske igen denne gang.«

At Zimbabwe igen er kommet nogenlunde på fode, tilskriver de fleste analytikere især én faktor: indførelsen af andre valutaer efter den zimbabwiske dollars implosion. Samtidig er der ros til finansminister Tendai Biti, som siger, at hans parti, MDC (Movement for Democratic Change), var nødt til at indgå i en enhedsregering med præsident Robert Mugabes ZANU-PF-parti i 2009, hvis landet skulle reddes fra en katastrofe.

Som i andre dele af Afrika er det ressourcehungrende Kina blevet en storinvestor, hvilket er en del af forklaringen på Zimbabwes vækstrate på syv procent frem til 2011, om end ZANU-PF beskyldes for at tilvende sig profitter fra diamantminerne på statskassens bekostning.

Skoler åbner igen

Den seneste fremgang har pustet nyt liv i de så længe forsømte offentlige tjenester. I 2008 var der kun råd til 27 undervisningsdage i landets skoler. Da undervisningsminister David Coltart overtog embedet året efter, var, husker han, næsten 8.000 skoler lukket, 90 procent af lærerne strejkede, og der var kun en lærebog til deling per 15 elever. Ingen af elevatorerne i det 18 etager høje undervisningsministerium fungerede, der var ingen computer, og toiletterne var i stykker. »Det var en kloak siger han – en ren ruinhob.«

Og nu? »Det går umiskendeligt bedre. Alle skoler er igen åbne. Vi har ikke mistet en eneste dag på grund af strejker eller udeblivelser. Hver elev har nu sin egen lærebog. 15.000 lærere er vendt tilbage til sektoren i de sidste fire år. Mange har fået råd til at købe biler, hvor det tidligere var en kamp at skaffe mad.«

Den middelklasse, som blev forarmet i 2007-08, har genvundet fodfæstet, tilføjer Coltart. Men de sidste to år er væksten stagneret. På grund af, hævder han, ZANU-PF’s aggressive økonomiske politik og et fald i priserne på guld og platin.

»Usikkerheden omkring valgudfaldet har også ført til et massivt tab af investortillid. Hvis ZANU-PF vinder, med ærlige eller uærlige metoder, vil vi få en total udtørring af udenlandske investeringer.«

Optimisme før valget

I sidste uge blev skønnet for Zimbabwes vækst for i år nedjusteret fra fem til 3,4 procent – angiveligt på grund af valget. Måske vil den største trussel af alle være et tæt resultat, der tvinger ZANU-PF ud i en ny valgrunde mod MDC. Det kan føre til en gentagelse af volden i 2008, der resulterede i 200 dræbte og en forværret økonomisk situation. Tilknytningen til den amerikanske dollar betyder dog, at færre forventer et økonomisk sammenbrud af samme dimensioner som sidste gang.

Blandt optimisterne er Tigere Chigeregede, 34, som indtager aftensmaden med sin kone Agnes i et privat rum i den fashionable China Garden-restaurant. »Tingene er blevet meget bedre i forhold til, hvad de var,« siger økonomichefen, som ejer et hus med fire soveværelser, en brugt Mercedes og en iPhone 5.

»Nogle gange, når jeg læser aviser, bliver jeg chokeret. Er det Zimbabwe, de taler om? For fem år siden var de tættere på virkeligheden, hvor der stort set ikke var noget. Nu tror vi på livet.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her