Læsetid: 5 min.

’Vi vil have vores præsident tilbage’

Den afsatte præsident Mursis støtter fortsætter deres demonstration foran Rabaa Al-Adawiyya-moskeen i Kairo og varsler massedemonstrationer over hele landet efter fredagsbønnen
’Mursi, du har vores støtte!’ råber en af dagens talere til folkemængden foran Rabaa Al-Adawiya-moskeen, som bifalder opfordringen med jubel og klappen.

Sofie Loumann Nielsen

5. juli 2013

Militæret er rykket ind med kampvogne i Nasr City, et område i den østlige del af Kairo. Her har man lukket af for trafikken ved at stille kampvogne på tværs af flere veje, der leder hen imod Rabaa Al-Adawiya-moskeen. Det afholder dog ikke mænd, kvinder og børn fra at tilslutte sig forsamlingen af demonstranter bag blokaden.

»Vågn op, El Sisi. I morgen er din sidste dag!,« råber adskillige tusinde Mursi-tilhængere med henvisning til Militærrådets øverste chef, general Abdel Fattah al-Sisi, som onsdag aften beordrede Egyptens præsident, Mohamed Mursi, sat i husarrest. Ovenover den hujende folkemængde flyver en militærhelikopter med jævne mellemrum forbi. Rundt mellem folk går en af Broderskabets højtstående medlemmer, Mohammed Al Beltagi, omringet af seks vagter. Alle ønsker at trykke hans hånd, og han er mødt op for at opfordre demonstranterne til at fortsatte krav om retfærdighed.

Bag scenen sidder folk fra Det Muslimske Broderskabs top tilbagetrukket fra den opstemte folkemængde og taler fredeligt. Der trykkes hånd og gives kindkys, når nye mænd fra tid til anden dukker op for at gå på scenen og tale til menneskemængden på den anden side. Abdallah Shyhara er politisk rådgiver for den nu afsatte Fayad Abdel-Moneim Hassanein Ibrahim, som var finansminister under præsident Mursi. Han siger, at militærkuppet er ikke et angreb på Det Muslimske Broderskab, men på hele det egyptiske folk.

Spillereglerne

»Det her er et kup mod forfatningen og den demokratisk valgte præsident. Vi flytter os ikke fra denne plads, før vores præsident er genindsat. Vi demonstrerer ikke kun her i Kairo, men over hele landet. Vi står sammen og kræver højt og tydeligt: ’Vi vil have vores præsident tilbage’,« siger han. Han afviser, at Det Muslimske Broderskab har intentioner om et voldeligt oprør.

»Vi er fredelige folk. Se dig omkring. Det her er en fredelig demonstration. Vi har ingen våben. Bliver vi angrebet, kan vi kun forsvare os med sten,« siger han.

Da præsident Mursi blev anbragt i husarrest sent onsdag aften, opstod der kampe i hovedstaden og mindst 14 personer har siden militærets indgreb mistet livet under sammenstød mellem Mursi-tilhængere, sikkerhedsstyrker og modstandere af den afsatte præsident.

Shyhara mener i øvrigt, at oppositionen har opnået massiv støtte til sine krav af den egyptiske elite og af militærtoppen, fordi Det Muslimske Broderskab har arbejdet for at udrydde korruptionen i regeringssystemet. Selv om ordren på Mohammed Mursis husarrest blev udstedt af Egyptens Militærråd, siger Shyhara, at Egyptens hær og Militærrådet ikke kan betragtes som en homogen masse.

»Egyptens hær tilhører folket. Glem alt om lederne, de har forrådt det egyptiske folk. Men vi støtter og stoler stadigvæk på hæren, for vi er stensikre på, at ingen egyptisk soldat vil nogensinde skyde en egypter,« siger Abdallah Shyhara.

I går beordrede egyptiske statsanklagere flere ledende medlemmer af Det Muslimske Broderskab anholdt, heriblandt topfolkene Mohamed Badie og Khairat El-Shater. Begge blev senere på dagen anholdt ud fra anklager om at have opfordret til vold. Andre anholdte medlemmer sidder nu i Torafængslet uden for Kairo, hvor også Hosni Mubarak og hans sønner også er indespærret.

Gamal Abd El Srar er en 45-årig professor ved det islamiske universitet al Azhar. Han er mødt op for at vise sin støtte til afsatte præsident.

»Hvis oppositionen er utilfreds med de politiske resultater under præsident Mursi, er der ingen, der forhindrer dem i at protestere over det. Men hvis man vil demokratiet, må man respektere spillereglerne, og statskup hører ikke til i et demokrati,« siger han.

Han tilføjer, at de ikke ønsker at være en del af den nye politiske proces.

Bliver i Kairos gader

Omkring kl. 16.00 marcherer 40-50 mænd på to rækker og iført sikkerhedshjelme, jernkøller og polstrede sikkerhedsveste igennem den klappende folkemængde, som råber »Mursi, vi er med dig!«

Der er vagtskifte ved indgangen til pladsen, hvor sikkerhedsfolk med hjemmelavede beskyttelsesremedier tjekker ID på de folk, som vil ind på pladsen. Cirka 500 meter længere ude i horisonten skimtes militærets afspærring.

I yderkanten af pladsen er teltduge slået ud over et større græsareal. I skyggen herunder tager mænd, unge som gamle, en pause fra den brændende sol med te og dadler.

Én af dem, Ali Hassan Ali, en 55-årig industrimaler fra Mansora er skuffet over gårsdagens hændelser:

»Hvad der sker lige nu, gør mig nervøs. General al-Sisi og tyveknægte som el-Baradei har misbrugt revolutionen. Hvordan kan de belære os om demokrati, når de styrter en demokratisk valgt præsident? Jeg sværger, at vi ikke flytter os fra denne plads, før præsident Mursi er genindsat,« siger han.

Reda Mohammed, en 41-årig lærer fra Kairo, overhører Ali Hassan Alis kommentar og rykker tættere på for at deltage.

»De mennesker, som du finder på Tahrir-pladsen kan inddeles i fire grupper. Den første gruppe er de gamle Mubarak-tilhængere. Den anden er folk, som bliver betalt for at møde og op lave ballade. Den tredje er kristne, som den koptiske regering opfordrer til at gå på gaderne. Den fjerde og sidste gruppe er dem, som reelt kræver forandring. De 22 millioner egyptere, som det påstås er imod præsident Mursi, repræsenterer ikke én gruppe af folk, som alle ønsker præsidentens afgang,« siger han.

Brødrenes plan B

Alle adspurgte på pladsen gentog samme budskab: »Vi bliver på gaden, indtil præsidenten er genindsat.«

Flere diskuterer sultestrejke som en mulighed.

På spørgsmålet om, hvad man reelt vil gøre for at få det krav opfyldt, råber en ældre herre ophidset: »Vi laver oprør i Kairos gader.«

»Nej, nej, nej. Det gør vi ikke,« kommer Maher Badwy, en yngre og mere pragmatisk anlagt mand til undsætning.

»Først laver vi fredelige demonstrationer. Dernæst iværksætter vi enorme marcher over hele landet. Tredje trin er at opfordre alle støtter af Det Muslimske Broderskab om at sprede budskabet om, at præsident Mursi blev kuppet, på arbejdspladser og overalt, hvor de færdes. Hvis de tre trin ingen effekt har, så bliver det meget voldeligt, det forsikrer jeg,« siger Maher Badwy.

Medier lukket ned

Nour al-Din Abd el-Hafez, en kendt journalist fra tv-kanalen Misr 25, træder frem på scenen, og folkemængden bryder ud i jubel. Han råber til folkemængden, at han stiller spørgsmålstegn ved Militærrådets demokratiske vilje i lyset af deres seneste lukning af forskellige medier, som støtter Det Muslimske Broderskab.

Selv om flere analytikere spår, at en ny demokratisk æra er begyndt i Egypten, er landet ifølge Human Rights Watch allerede kommet skidt fra start.

I timerne efter det egyptiske militær afsatte præsident Mohamed Mursi blev fem ansatte på al-Jazeera Mubashar Misr anholdt af politiet, mens de var i gang med at dække militærkuppet. Også andre tv-stationer, blandt andet tv-kanalen Misr 25, som ejes af Det Muslimske Broderskab blev lukket midlertidigt ned, mens flere ansatte blev anholdt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Er flertalsdiktatur demokrati? Hvornår og skal demokratiet beskytte og varetage mindretallets rettigheder, i den grad de har eller havde nogen. Er det demokrati, at love noget før et valg og gøre det modsatte efter valget. Er det så demokratisk at afsætte vinderen? Er det ikke sådan, at det er magthaverne der alene definere hvad demokratiet betyder? Er demokrati andet end en narresut...

Bill Atkins, Rasmus Kongshøj, Marianne Rasmussen, Gorm Petersen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Gorm Petersen

Militæret modtager årligt 10 milliarder dollars fra USA - direkte udenom den valgte regering.

Hvis det danske militær årligt modtog 10 milliarder dollars direkte fra præsident Putin - udenom den til enhver tid siddende regering.

Ville vi så ikke efter et kup henvende os til Putin og spørge "Hvorfor ?".

Obama skylder en større forklaring, end han hidtil er kommet med.

USA's satsning på at vinde krigen om "hearts & mind"

Tyrkiet kan på mange måder minde om Egypten. Forskellen er, at Tyrkiets militær modsat Egyptens - ikke er under direkte kontrol af en fjendtligsindet stormagt.

Men hvis hovedparten af verdens 1 milliard muslimer konkluderer at: "Demokrati er ikke for muslimer" kan det blive meget farligt for Tyrkiet - og i anden omgang Europa - fordi langt hovedparten af Tyrkiets befolkning identificerer sig som muslimer.

Gorm Petersen

Måske har Obama skønnet:

Kampen om hearts & minds kan under ingen omstændigheder vindes, efter det der er sket i Syrien.

USA er først og fremmest sat i verden for at garantere Israels sikkerhed, og stemningen i befolkningerne hos Israels naboer er så anti-israelsk, at ethvert tilløb til demokrati må bremses.

Et demokrati ville være nødt til at føre en mere anti-israelsk politik end et amerikansk støttet militærdiktatur.

Hugo Pieterse, Karsten Aaen og Aleksander Laursen anbefalede denne kommentar
Georg Christensen

Udsagnet: Vi vil have vores præsident tilbage, er kun latterligheder, udviklet af religøse tosserier.

En demokratisk valgt præsident? her kan enighed opnås.

Når en sådan demokrat ikke overholder demokratiet´s regler, bør han bare fjernes.

Når "Alle", ikke får muligheden for at være med, og med forhandling tilkendegive deres mening, lander "folkestyrene" overalt på jorden i "kaos". Det Egyptiske militær,har ret i deres bedømmelse af siturationen, som den indtil "nu", har udviklet sig, indtil Egypterne får lært hvad "demokrati" begrebet indeholder. Det er også noget, det tyrkiske regime burde lære af. Religøse "tvangsforestillinger", er ikke længere en vej til at regere verdens mangfoldighed på.

Hugo Pieterse

@Georg Christensen "Religiøse "tvangsforestillinger", er ikke længere en vej til at regere verdens mangfoldighed på."

Det går da meget godt når vi ser hvordan de religiøse tvangsforestillinger angående den påståede menneskeskabte "globale opvarmning" og de foreslåede "løsningsmodeller" stadigvæk diskuteres seriøst i forskellige internationale fora. Eller når vi ser hvordan det næsten lykkes for den nye kulturradikale religion "demokrati, ligestilling, menneskerettigheder, "den internationale retsorden", mm." at få omstyrtet og omkalfatret omtrent alle begreber og værdier som samfund verden over indtil videre har været bygget op omkring. (Ordet "mor" er f.eks. sexistisk ifølge Europarådet.)

Religion kan ikke afskaffes uden at en ny religion indtager pladsen, selv om den nye religion ikke vil definere sig som religion, lige som de nye fascister, ifølge Orwell ikke vil kalde sig fascister men antifascister.

I øvrigt er der flere sjove ting i din formulering som fremkalder nye spørgsmål. F.eks. "Religiøse "tvangsforestillinger", er ikke længere en vej til at regere verdens mangfoldighed på."

Verdens "mangfoldighed" er altså noget som skal "regeres", og religioner indgår ikke i mangfoldigheden kan jeg forstå?

Skal vi håbe på at den irske hær tager magten i det katolsk besatte land og befrier den frihedssmægtende irske befolkning for de snærende abortlove, eller vil det Europæiske Gendarmeri EUROGENDFOR tage affære?

Når en præsident ikke længere kan regere og samfundet ikke fungere på grund af demonstrationer, så er det tid at udskrive valg. Alt andet er udemokratisk. Jeg har stor respekt for det ægyptiske aktionsdemokrati.