Det er aldrig nemt at spørge ind til personlige tragedier, og sådan er det også, da jeg sidder over for Hala Abdallah, en syrisk filminstruktør og politisk aktivist. Denne formiddag ved Hala Abdallah stadig ikke, om hun har mistet sin mand, billedkunstneren Youssef Abdelki. Vi taler om andre syriske tragedier – hun er fra Hama, gerningssted for den berygtede massakre på sunnimuslimske oprørere i 1982 – før jeg tager mig sammen: »Hvad ved du om din mands forsvinden 19. juli i år?«
Hun ved meget lidt.
»De var tre i en bil, min mand og to andre medlemmer af Syriens Arbejder Parti, da de blev stoppet ved et kontrolsted ved Tartus. Siden har jeg ikke hørt fra ham – men den ene af passagerne i bilen er løsladt og har bekræftet, at de blev tilbageholdt efter et politisk møde på kysten, da de af sikkerhedshensyn ville overnatte i Tartus, så de næste dag kunne køre til Damaskus i dagslys.«
Anholdelsen af Abdelki udløste protester over hele Mellemøsten, også fra folk, der støtter regimet, som f.eks. Syriens poesiikon, den 83-årige digter Adonis, der med typisk patos fordømte det syriske regimes »mentalitet, der betragter folk af en anden mening som kriminelle til skade for arabisk humanitet og kultur«.
»Jeg er næsten pinligt berørt over al den opmærksomhed,« siger Hala Abdallah. »Der er jo titusindvis af politiske fanger i regimets fængsler, som er glemte.«
Hun fortæller, at hvis manden er i live, er han nu i sultestrejke.
»Han har altid sagt, at hvis han bliver taget og ikke kan få kontakt med mig efter fem eller seks dage, vil han holde op med at spise. Det er nu 25 dage siden, han forsvandt. Men jeg har besluttet at bevare håbet om at gense ham. Også selv om det bliver sværere for hver dag, der går.«
Regimets selvtillid
Youssef Abdelki er en internationalt anerkendt grafiker og billedhugger, og hans anholdelse rækker ud over selve bortførelsen som endnu et tegn på det syriske styres stigende selvtillid. Bashar al-Assad og hans sikkerhedschefer synes at have besluttet at skaffe sig af med al opposition, også den, der hidtil har været officielt tolereret som »patriotisk« og »legitim«.
Abdelki er et prominent medlem af Syriens Arbejder Parti, der er med i den såkaldt nationale koordinations-komité, NCC, paraplyen for en halv snes ngo-grupper, partier og intellektuelle, der siden revolten brød ud i marts 2011 har arbejdet åbent og synligt, og som følgelig beskyldes for at være i lommen på regimet.
Sådan er det ikke, i hvert fald ikke helt, men NCC er uenig med eksil-politikerne i SNC, Syriens Nationale Koalition, og de revolutionære grupper, der kæmper i selve Syrien, på en række centrale punkter: holdningen til militær intervention og/eller våben udefra, Vestens og regionale magters indblanding i konflikten og kernepunktet om dialog/ikke dialog med regimet som vejen til en politisk løsning. NCC har talt for dialog, hvor SNC har afvist forhandlinger, med mindre Bashar al-Assad fjernes fra enhver politisk rolle.
»Den syriske opposition er en lang fortælling om splittelser, der har præget alle partier«, konstaterede Bashir Halil, juridisk rådgiver for de syriske aktivister i Paris, »og NCC har troet på, at systemet kan ændres indefra.
Men regimets brutale ’sikkerhedsløsning’ har svækket det synspunkt. Desuden havde hverken NCC eller koalitionen føling med de unge på landjorden. Abdelkis anholdelse kunne tyde på, at hans parti har nærmet sig revolutionen.«
En forklaring på Abdelkis anholdelse kan være, at han dagen før havde skrevet under på en erklæring, der på linje med de revolutionære kræver præsident Bashar al-Assad og hans topfolks afgang til fordel for en politisk løsning, »der bevarer Syrien intakt« – men som fastholder NCC’s afstandtagen fra »fremmed og regional intervention og indflydelsen af udenlandske (jihad)militante i landet«.
Youssef Abdelki er ikke det første offer for regimets nedslag på Syriens ’patriotiske’ opposition. Allerede i februar 2012 blev aktivisten Mazen Darwish, leder af Center for Medier og Ytringsfrihed, fængslet sammen med 11 kolleger, da organisationens kontor i Damaskus blev stormet af sikkerhedstjenesten. I februar i år døde den 26-årige menneskeretsaktivist, Ayham Ghazzoul, i den militære sikkerhedstjenestes forvaring, og for nylig blev det lækket, at Abdul Aziz al-Khayer, formanden for Syriens Arbejder Parti, der forsvandt i september 2012, er myrdet i luftvåbnets sikkerhedstjenestes fængsel.
At NCC er i klemme mellem regimet og den vestligt støttede eksil-opposition, blev illustreret i Kairo i november 2011, da al-Khayer som medlem af en opposotionsdelegation blev dænget til med rådne æg og tomater af landflygtige syrere, da han sammen med bl.a. dissidenten Michel Kilo var på vej til et møde i den Arabiske Ligas hovedkvarter.
I dag er Michel Kilo flygtet fra Syrien, og han er nu medlem af eksilkoalitionens ledelse. Men dengang i 2011 var der stadig håb om at samle de stridende fraktioner med henblik på international anerkendelse efter samme model som overgangsregeringen i Libyen før Ghadaffis fald.
Det håb fordampede i januar 2012, da Burhan Ghalioun, daværende leder af det syriske nationalråd (i dag en del af koalitionen), skrev under på en samarbejdsaftale med NCC, der indebar dialog med regimet.
Den blev underkendt af Ghalouns bagland i nationalrådet, og siden har ’Syriens Venner’, de 83 lande, der støtter eksilkoalitionen, brugt splittelsen i den syriske opposition som argument for at tilbageholde såvel effektiv våbenhjælp, der matcher det syriske regimes russisk leverede arsenal, som international FN-anerkendelse.
Vestens dystre dagsorden
»Jeg er forbløffet over, at Vesten og de vestlige medier vedbliver med at påstå, at vi i oppositionen mangler vilje til samarbejde,« snerrede Khalil al-Haj Saleh, koalitionens sekretær i Paris, da vi mødtes i sidste uge.
»Sagen er, at USA ikke behandler os med et minimum af respekt. Amerikanerne er ikke interesseret i samling, men foretrækker at operere med uofficielle grupper, der fungerer som deres påvirkningsagenter, og som får finansieret mediefremstød, hjemmesider, etc. USA vil ikke støtte en samlet front af frygt for, at den vil tjene rene syriske nationale interesser, og ikke deres – og derfor afviser de at give penge til workshops og seminarer, der kunne tilvejebringe et fælles grundlag – og at presse de regionale magter til at kræve fælles fodslag som den første betingelse for støtte. Og Europa kan intet gøre uden grønt lys fra Washington.«
Geneve II: En fælde
Det er overraskende, at Khalil al-Haj Saleh, der tilhører SNC’s marxistiske fløj, taler respektfuldt om den ’patriotiske’ opposition i Damaskus, og især om den bortførte Youssef Abdelki og den myrdede al-Khayer.
»Der er folk i NCC, som vi tager afstand fra, men der er andre, som arbejder med et ærligt hjerte, uanset at jeg er uenig med dem«, sagde han.
»For eksempel er vi uenige i NCC’s accept af Geneve II-konferencen, som i maj blev lanceret af USA og Rusland.«
Geneve II er opfølgningen på den Geneve-konference, der tilsyneladende nåede til enighed om en model for en politisk løsning i juni 2012, men som strandede, da den blev fremlagt i FN’s Sikkerhedsråd. De vestlige vetomagter annullerede aftalen med den begrundelse, at Bashar al-Assads fremtidige rolle ikke var defineret. Det er den sådan set heller ikke nu, men USA har i mellemtiden fået ny udenrigsminister, der stadig kræver Bashar al-Assads afgang, men har accepteret, at tidspunktet er til forhandling. Hvilket er koalitionens begrundelse for at sige nej til at deltage.
»Vi er usikre på, hvilken dagsorden de to stormagter har kogt sammen, for vi er ikke blevet orienteret om nogen køreplan«, sagde al-Haj Saleh, »og så længe vi ikke ved, hvad de har i ærmet, frygter vi en fælde – vi vil ikke medvirke til, at Rusland får gennemtrumfet, at Bashar al-Assad bliver siddende på toppen. Geneve II er ’det sorte hul’, der kan begrave koalitionen som politisk faktor og dermed svække revolutionen. Så vi siger nej. Og dem, der deltager, har ingen politisk vægt.«
– Så det syriske folk vil fortsat lide?
»Vi er med på en politisk løsning, men hvis den går ud på at redde regimet, er vi ikke med. Og hvis den skal tjene udenlandske interesser på bekostning af syrernes behov, er vi heller ikke med.«
– Nogen mener, det vil ende med en deling af Syrien, hvis der ikke findes en løsning meget snart?
»Syrien vil ikke blive delt, hvis det står til syrerne. Vi vil ikke acceptere et alawit-kanton. Syrien vil kun blive delt ved en international sammensværgelse.«
Da jeg dagen efter sidder overfor Hala Abdallah, har hun samme synspunkt, men på det mere personlige plan: »Min mand kunne ikke rejse ind i Syrien i 25 år, så da han fik muligheden i 2010, besluttede han at blive. Han var bange for, at hvis han vendte tilbage til Paris, ville han ikke kunne komme tilbage til Syrien. Så han blev, for han ser sig selv som syrer.«
