Læsetid: 4 min.

’Betingelserne for fred er bedre end nogensinde – men problemet er blevet for lille’

Volden og usikkerheden – især i Syrien og Egypten – i kølvandet på Det Arabiske Forår har ændret trusselsbilledet for Israel. Men er det nok til, at fordelene ved en fred med palæstinenserne er større end ulemperne ved de ofre, den vil kræve?
Palestinensere på Vestbredden fejrer frigivelsen af 26 fanger, som alle afsonede lange domme i Israel. Løsladelsen af fangerne sker forud for de genoptagne fredsforhandlinger i Jerusalem. Foto: Scanpix

Palestinensere på Vestbredden fejrer frigivelsen af 26 fanger, som alle afsonede lange domme i Israel. Løsladelsen af fangerne sker forud for de genoptagne fredsforhandlinger i Jerusalem. Foto: Scanpix

14. august 2013

Landene omkring Israel og Palæstina står i brand. Hvem der er præsident i Syrien og Egypten om et år, er umuligt at sige. Og risikoen for, at konflikterne spreder sig til Israel-Palæstina via Golan-højderne, grænsen til Libanon og fra Sinai-ørkenen til Gaza, er overhængende.

Alt i alt en sikkerhedssituation, der ville give de fleste sikkerhedstjenester søvnløse nætter. Israels er ingen undtagelse.

Ifølge den anerkendte Mellemøstekspert Rosemary Hollis fra City University i London hører den interne israelske sikkerhedstjeneste Shin Bet til den fløj i den israelske administration, der meget gerne ser den palæstinensiske front lukket med et positivt slutresultat efter fredsforhandlingerne, der begynder i Jerusalem i dag.

»Shin Bets chefer ser kampen mod palæstinenserne som en kamp, Israel kun kan tabe, og mener, at en fortsættelse af besættelsen vil svække Israels moralske og demokratiske værdier,« siger Hollis.

Jakob Egholm Feldt, Mellemøstforsker ved Roskilde Universitet, er enig i, at den ustabile situation i Israels nabolag er bekymrende for landet.

»De syriske og egyptiske diktaturer var relativt stabile og dermed en form for garanter for Israels sikkerhed, og den sikkerhed er nu forsvundet. Ingen ved, hvordan Syriens og Egyptens fremtidige magthavere vil tackle forholdet til Israel, men alt tyder på, at de nye styrer vil være væsentlig mere antiisraelske,« siger Feldt.

Hvilket problem?

På trods af det fornuftige i at gøre alt for at finde en forhandlingsløsning på den over 60 år lange konflikt, er det langtfra ensbetydende med, at det vil ske, påpeger iagttagerne.

Det palæstinensiske problem er nemlig efterhånden blevet så lille for Israel, at viljen hos befolkningen og blandt mange af landets politikere til at finde en løsning ganske enkelt ikke er til stede, mener Nadim Shehadi fra den britiske tænketank Chatham Houses Mellemøstprogram.

»Israel har allerede løst det palæstinensiske problem ved at isolere sig selv. Det har bygget en mur, der har sat en stopper for selvmordsbomberne og dermed gjort, at fredsprocessen ikke længere er så vigtig. Freden spiller heller ikke længere så vigtig en rolle i valgkampene som tidligere. Da der var demonstrationer i gaderne sidste år, handlede det om prisen på hytteost. Det israelsk-palæstinensiske problem hører det 20. århudrede til,« siger han.

Jacob Egholm Feldt er enig: »Ustabiliteten i Egypten og Syrien i kølvandet på Det Arabiske Forår bekymrer den israelske regering, men har endnu ikke ændret Israels interesse i en fredsløsning med palæstinenserne afgørende.«

Årsagen er blandt andet, at palæstinenserne i dag er langt svagere end tidligere, tilføjer han.

»Palæstina-spørgsmålet er ikke længere centralt, hverken for Israel eller de arabiske lande. Den altafgørende bekymring for Israel i dag er Irans mulige erhvervelse af atomvåben, ikke palæstinenserne.«

Rosemary Hollis peger på, at der i det israelske samfund – og internt i landets regering – er meget forskellige meninger om, hvordan kaosset i regionen påvirker landets sikkerhed, og dermed er der også uenighed om, hvorvidt det er fornuftigt at slutte fred med palæstinenserne lige nu.

Mens sikkerhedsstyrkerne og landets chefforhandler, Tzipi Livni fra midterpartiet Kadima, »hellere vil have en aftale end ingen aftale«, er der en anden skole, der mener, at »turbulensen i regionen betyder, at det ikke er det rette tidspunkt at indgå aftaler, for så længe man ikke ved, hvordan det ender med Syrien, ved man ikke, hvordan det påvirker Hizbollahs og Irans magt, og dermed om det eksterne pres på Israel vil blive reduceret,« forklarer Hollis og fortsætter:

»Turbulensen i Egypten bliver brugt som en grund til ikke at gøre noget på det palæstinensiske område, mens man afventer, hvordan det hele udvikler sig.«

Bedre chancer

Nadim Shehadi mener, at både Det Arabiske Forår i sig selv og det faktum, at palæstinenserne ikke længere er så stort et problem for den almindelige israeler, trods alt har skabt bedre vilkår for indgåelsen af en fredsaftale, end det var tilfældet ved tidligere fredsforhandlinger.

»De arabiske diktatorer – Saddam Hussein, Assad, Mubarak – brugte den israelsk-palæstinensiske konflikt til at kontrollere deres befolkninger. I Syrien har der været indført undtagelsestilstand, hvor enhver kunne fængsles for hvad som helst, siden 1960’erne, fordi man var i krig med fjenden (Israel, red.). Nu, hvor flere af diktatorerne er blevet væltet, er befolkningen pludselig blevet fri af det narrativ og kan afvise det uden at blive straffet, og det har påvirket den måde, befolkningerne ser på den israelsk-palæstinensiske konflikt på. Det skaber nogle muligheder, for det er lettere at løse en konflikt, som er irrelevant, end en, der er højaktiv,« siger Shehadi, men afviser, at palæstinenserne har mistet sine venner.

»Jeg tror, vores forståelse af den arabiske folkestemning var formet af diktatorerne. Den palæstinensiske sag blev manipuleret af dem, men ikke til palæstinensernes fordel.«

Jakob Egholm Feldt mener, at »palæstinenserne står svagere end nogensinde tidligere«: »Og det er enten en katastrofe eller en unik mulighed for at få en aftale i hus.«

De tre forskere mener alle, at der er en række positive tegn forud for disse fredsforhandlingerne, som ikke var til stede tidligere, og som måske kan føre til et gennembrud.

»Hvis der er noget, som giver håb, må det være den måde, Kerry (den amerikanske udenrigsminister, red.) har håndteret situationen på. Det har været positivt, men derfra og så til at sige, at jeg tror, det vil lykkes denne gang – er der lang vej,« siger Rosemary Hollis.

Feldt mener, at den sikkerhedsmæssige situation i regionen »på den ene side« gør en fredsaftale mere sandsynlig, men påpeger, at »den politiske situation i Israel og i det palæstinensiske selvstyre er ustabil, så selv om der er væsentlige forandringer i regionen, er det ikke sikkert, at politikerne kan udmønte nye løsninger, fordi national politik forhindrer det«.

Nadim Shehadi erklærer sig for forsigtig »optimist«.

»Den regionale situation gør konflikten langt lettere at løse,« siger han. »Problemet er, at behovet ikke er der. Begge sider har flere interne problemer i forhold til fredsprocessen, end de har med hinanden. Hvis forhandlingerne strander, vil ingen i Israel være bekymrede. Den nuværende situation er langt lettere at acceptere end de ofre, der skal accepteres for freden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Petersen

Jeg tror, at alt for mange magtfulde mennesker på begge sider af konflikten er ganske godt tilfreds med situationen som den er. Tænk på alle de mennesker, som skulle finde noget andet at lave, hvis man løste konflikten.

Israel vil næppe en fred, det ligger nærmest i statens DNA uanset mulighederne, og ser vi på handlingerne indtil nu viser det hvor lidt interesse det har.

Vi kender ikke meget til og om de frigivne fanger fra Israel, om hvorfor de var fanger, blot at de frigivet med den ene hånd, medens Israels anden hånd iværksætter yderligere udbygning af israelske bosættelser på palæstinensiske områder af en størrelsesorden på et par tusinde.
- Man giver med den ene hånd, og tager så samtidig selv med den anden hånd, hvilket næppe er befordrende for en fredsproces.

Forhandlingernes forløb er og bliver de velkendte, Israel stiller krav på krav uden selv at skulle levere noget nævneværdigt til gengæld, som vi har set så mange gange tidligere.

De tidligere forhandlinger har ikke ført til Israel selv har indfriet nogle af de løfter de afgav, og når omverdenen ikke reagerer stærkt og kritisk herpå, er der for Israel ingen grund til at ændre på den fremgangsmåde, og det vil heller ikke blive tilfældet denne gang.

Martin Mørch, Jesper Wendt, Niels Mosbak, John Victor Lorck, Niels-Holger Nielsen og Toke Andersen anbefalede denne kommentar

'Betingelserne for fred er bedre end nogensinde - ....'

Hold da op, det må man nok sige. Nu har de mennesker sloges med hinanden i ca. 3000 år, så det er da godt nyt. Flytter man ca. 8 mio. israelere et andet sted hen på kloden?

Men så ryger de tilbageværende parter vel blot endnu mere i totterne på hinanden end de er i øjeblikket. Hvordan er betingelserne for fred mellem dem - er de lige så gode?

Shin bet er en vigtig brik, hvis det udsagn er sandt, er der måske håb. Vesten, kan måske holde låg på lidt endnu, men det vil være naivt at tro, at det vil blive accepteret på sigt.

Incitamentet er eksistensberettigelse, isolation, var vel netop det, nazisterne ønskede for jøderne. Jeg kan kun se at Israel, har al mulig grund til at begrave spøgelset, for deres egen skyld.