Læsetid: 3 min.

Britiske illusioner om verdensmagt brister

Underhusets nedstemning af Camerons angrebsplaner mod Syrien er en sen erkendelse af en langvarig nedtur - der begyndte med verdenskrigene
Der ligger mere end krigstræthed bag Underhusets beslutning om ikke at bakke op om David Camerons ønske om en militæraktion mod Syrien, skriver David Rehling.
	Foto: Scanpix

Der ligger mere end krigstræthed bag Underhusets beslutning om ikke at bakke op om David Camerons ønske om en militæraktion mod Syrien, skriver David Rehling.
Foto: Scanpix

31. august 2013

Svidende nederlag for premierminister David Camerons konservative-liberaldemokratiske regering: 30 konservative og ni liberaldemokrater svingede over til Labour-oppositionen i afvisningen af Camerons planer om at gå sammen med USA i et angreb på Syrien som straf for den syriske regerings angivelige brug af giftgas mod civile i landets borgerkrig.

Kun 272 parlamentsmedlemmer støttede Cameron. 285 var imod.

Umiddelbart kan afvisningen ses som udslag af, at Underhuset ikke er overbevist om, at Syriens regering faktisk står bag giftgassen. Alt for mange husker endnu daværende Labour-premierminister Tony Blairs falske påstande om »irakiske masseødelæggelsesvåben« forud for invasionen af Irak i 2003. Blair har – som det hed i underhusdebatten torsdag aften – »forgiftet brønden« for nye militæraktioner bygget på mistanker. Hertil kommer – som fremdraget af Camerons kritikere i Underhuset – usikkerheden om, hvad et angreb på Syrien kan føre med sig. Men der lå noget mere bag Underhusets afvisning. Noget, som den britiske konservative finansminister, George Osborne satte ord på i går: »Der vil komme en national selvransagelse om vores rolle i verden.«

Udsat erkendelse

I en kommentar i The Guardian hedder det uden omsvøb: Det er »en længe udsat erkendelse af, at Storbritannien er mindre magtfuldt og mere fattigt, end det var, træt af krige og ikke stolt over at kæmpe i højere vægtklasser end sin egen.« Avisen Daily Mails kommentator Stephen Glover skriver om det britiske forhold til USA: »Vi skal ikke traske lydigt bagefter som den altid hengivne puddelhund (...) I 250 år var vi en global magt, men den tid er forbi (...) Lad os samle os om vore nationale interesser.«

De blodige og bekostelige krige i Irak og Afghanistan synes at have vækket briterne til en barsk virkelighed: Deres land er ikke længere, hvad det var. Reelt begyndte den britiske nedtur allerede med Første Verdenskrig (1914-18), der drænede imperiet for blod og guld. I Anden Verdenskrig (1939-45) kunne briterne kun holde sig oprejst til sejren, fordi amerikanerne stivede dem af med lån, forsyninger og mandskab.

Vendepunktet kan sættes til det, som daværende premierminister Winston Churchill betegnede som »den værste katastrofe og største kapitulation i britisk historie«: Overgivelsen af den britiske base i Singapore til japanske invasionsstyrker i februar 1942. Briterne blev afskåret fra deres eget imperium i Fjernøsten. Nu tog USA over som førende vestmagt.

Bitter erkendelse

Det var bittert for Winston Churchill at erkende. Men han trøstede sig med, at de to lande jo på en vis måde var ét – i kraft af sproget – og at de rent faktisk havde været det frem til den amerikanske uafhængighedskrig 1775-83. Meget sigende bærer et af Churchills bindstærke værker titlen: De Engelsktalende Folkeslags Historie.

Churchills amerikanske samarbejdspartner, præsident Franklin Roosevelt påhørte i krigsårene venligt Churchills besyngninger af ’det særlige forhold’ mellem USA og Storbritannien. Men Roosevelt delte ikke sentimentaliteten, Roosevelt arbejdede målbevidst på at demontere det britiske imperium. Roosevelt var forarget over imperiets ideologi om den hvide mands byrdefulde pligt til at herske. Roosevelt havde dog ingen anfægtelser ved, at USA overtog imperiets profitable forretningsdele.

Det var Churchills forhåbning, at der efter sejren i 1945 ville vente hans land en belønning for »at have været først og længst i krigen«, og at det ville lykkes at holde imperiet samlet. Ingen af forhåbningerne blev indfriet. Amerikanerne forlangte ubarmhjertigt deres krigslån tilbagebetalt. Det var med til at opbryde Pund Sterling-zonen og dermed det britiske økonomiske herredømme over imperiets medlemslande – en gevinst for dollarzonen og USA, som amerikanerne var meget bevidste om. Alligevel fastholdt den britiske herskende klasse forestillingen om ’det særlige forhold til USA’ – fordi illusionen løftede briterne ovenud af Europa. Deraf også meget af det britiske ubehag ved binding til EU. Den britiske illusion kunne være bristet, da USA ydmygede Storbritannien (og Frankrig) ved i 1956 at forhindre de to gamle kolonimagter i at tilbageerobre Suez-kanalen. Eller i 1982, da stærke kræfter i USA’s regering fandt det smartere at støtte Argentina i dets forsøg på at erobre de britiske Falklands-øer. Eller i 1983, da USA besatte Commonwealth-øen Grenada – uden at have orienteret London. Men briterne er hængt ved forestillingen om verdensmagt. I Afghanistan-invasionen 2001, i Irak 2003. I går meddelte Frankrigs præsident François Hollande, at det britiske nej til Syrien-angreb ikke vil afskære Frankrig fra at gå med USA. Frankrig nærer stadig illusionen om verdensmagt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bo Johansen
  • arne poulsen
  • Nic Pedersen
  • Ib Christensen
  • Mihail Larsen
  • Holger Madsen
  • Niels Engelsted
  • Per Torbensen
  • Stig Bøg
Bo Johansen, arne poulsen, Nic Pedersen, Ib Christensen, Mihail Larsen, Holger Madsen, Niels Engelsted, Per Torbensen og Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Det er det mest opmuntrende, der er sket i årevis. Håber den uventede svale varsler sommerens komme.

Niels-Holger Nielsen, Karsten Aaen, arne poulsen, Nic Pedersen, Janus Agerbo, Nik Madsen, Moh Abu Khassin , Mihail Larsen, Niels Mosbak, Johannes Jepsen, Michael Kongstad Nielsen, Rasmus Knus, Ulf Timmermann og Torben Arendal anbefalede denne kommentar

Hvorimod Danmark åbenbart trives med at leve i illusionernes verden. Hvornår mon befolkningen vågner op og sætter en stopper for galskaben? På samme måde som der blev lagt pres på de britiske parlamentsmedlemmer.

Karsten Aaen, arne poulsen, Nic Pedersen, Janus Agerbo, Claus Hornsby og Børge Rahbech Jensen anbefalede denne kommentar
Thomas Widmann

Man skal heller ikke undervurdere den skotske uafhængighedsbevægelses betydning for opløsningen af det Britiske Imperium: Når Storbritannien bliver opløst, findes det land, der skabte det globale imperium jo ikke længere. Og det ville ikke undre mig, hvis frygten for, hvordan Ja-kampagnen ville bruge en krig i Syrien mod Nej-kampagnen, flyttede en del stemmer i Westminster, da de skulle stemme om Syrien.

Per Torbensen

En enkelt svale gør ingen sommer,debatten i medierne om NSAs meritter syntes glemt.

Niels-Holger Nielsen, arne poulsen, Mihail Larsen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Mest mærkeligt er Frankrigs pludselige krigslyst. Når man tænker på den besindighed og fornuft Frankrig udviste i 2003 ved at sige nej til Irakkrigen, endda under den konservative Jacques Chirac, så overrasker den socialdemokratiske Hollande med sin hovedløse krigsparathed. Syrien er ganske vist gammelt fransk mandat-område (læs koloni), og Frankrig har lige "ordnet" en anden gammel koloni, Mali, men der jo forskel. Ikke desto mindre tager Frankrig skyklapperne på og ruster sig til endnu en demokratiskabende krigsindsats. Sært, at de ikke besinder sig, indser deres begrænsning og opgavens uberegnelige umulighed.

Niels-Holger Nielsen, Moh Abu Khassin , Claus Hornsby og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Bruddet mellem USA og England

- skete reelt på et møde mellem Roosevelt og Churchill midt i Atlanterhavet d. 9. til 12. august 1941. Det var USAs præsident, Franklin D. Roosevelt, der tog initiativet til formulering af den såkaldte Atlanterhavserklæring, der bl.a. understregede respekten for ”alle folks ret til at vælge deres egen regeringsform” og ønsket om ”genoprettelse af suveræne rettigheder og selvstyre, som med magt er berøvet folk” – altså et program for en demokratisk og afkoloniseret verden. Den engelske premierminister Winston Churchill stod som medunderskriver på erklæringen, men vi ved nu, at han kun gjorde det for at få USAs støtte i Englands kamp mod nazismen; han var ikke tilhænger af erklæringens indhold. I det historiske tilbageblik på 2. verdenskrig glemmes det ofte, at de europæiske kolonimagter – især England og Frankrig – ikke kun kæmpede mod nazismen og fascismen (og senere kommunismen), men også for en genopretning af deres kolonimagt. Til Churchills og de Gaulles åbenlyse irritation havde Roosevelt større tillid til Stalin på dette område, og han saboterede gentagne gange Churchills forsøg på at tegne et verdenskort for efterkrigstiden, der cementerede kolonialismen. Roosevelt søn og adjudant fulgte på tæt hold forhandlingerne mellem Roosevelt, Churchill og de Gaulle, og har indgående skildret deres samtaler umiddelbart efter krigens afslutning. De viser en Churchill, der var mere forhippet på at genrejse det engelske kolonirige end på at føre krig på det europæiske kontinent, og som konsekvent forberedte den efterfølgende ’kolde krig’ ved at ’inddæmme’ Sovjetunionen. Se Elliot Roosevelt, Som han så det, København 1946. Der findes et godt udvalg af tekster i Bjørn Matsen, Vinden vender. Afkoloniseringen i det 20. årh., Herning 1987.

Niels Engelsted, Karsten Aaen, Nic Pedersen, Per Torbensen, Simon Olmo Larsen, Ulf Timmermann, Dennis Berg og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Bruddet mellem USA og England (2)

Men det er også rigtigt, som David Rehling skriver, at USA selv benyttede lejligheden til at udvide sin globale dominans, efterhånden som og sideløbende med at kolonialismen blev afviklet. I mangel af noget at hænge sin egen 'storhed' på har England så valgt i mange år at dyrke 'et særligt forhold' til USA. Det har givet USA en uforholdsmæssig større indflydelse, og i øvrigt skævvredet Englands forhold til Europa. (Jeg tager mig endnu den dag i dag til hovedet over, at pressen efter Blairs afgang som premierminister alvorligt drøftede hans kandidatur som EU-præsident.)

Men Blairs løgne var åbenbart for meget, og lige som historien om konen og æggene måtte projektet før eller siden lande i grøften. Vi kan håbe, at dette er begyndelsen til enden på dette særlige forhold. Og at Danmark nu ikke forsøger at indtage det tomme sæde.

Karsten Aaen, arne poulsen, Nic Pedersen, Per Torbensen, Simon Olmo Larsen, Ulf Timmermann og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Peter Nielsen

Det 19. århundrede var Europas århundrede. Det 20. århundrede var USAs århundrede. Det 21. århundrede bliver Asiens århundrede.

Ikke bare UK er færdig. Danmark ligeså. Hele Vesten er færdig.

Rejs ud.

Ja, ja - resultatet af afstemningen gav et flertal på lige over 2% af de afgivne stemmer. Ikke særligt imponerende, om end et rigtigt resultat.

Briterne, som folk, er ikke 'hængt ved forestillingen om verdenmagt'. Den menige befolkning har ikke (siden 2. Verdenskrig haft) den fjerneste illusion om imperiet. At eliten muligvis stadig har en sentimental, om end urealistisk, idé om fortsat imperial glorie, synes historien siden 2. Verdenskrig at bekræfte, men inderst inde, tager de den næppe alvorligt. 'Krigsvalget' i 1945 stemte Churchill og Imperiet ud, og sådan har det folkeligt været siden.

Viktor Knudsen, Karsten Aaen, Bo Carlsen og Claus Hornsby anbefalede denne kommentar
Claus Hornsby

De fleste mennesker i Storbritannien har længe siden erkendt det og er taknemmelige for ændringen i status. Man bør inte mere forveksle deres vildledte politiskere med landets borgere, end man skal gøre det samme med Danmarks .. eller dømme dagens Danmark for sin enorme historiske rolle i skabningen af et land, der følte, at ekspansionisme var dens bedste forsvar.

@Thomas Widmann Du drømmer hvis du rent faktisk tror, at Storbritannien bliver opløst. Måske har du glemt, at det var Skotland, der valgte at oprette Unionen og at separatisme er minoritetens aspiration. Færøsk selvstændighed fra Danmark er mere realistisk.

Mihail Larsen

Skotland og Europa

Ja, det kan godt være, det er et sidespor, men altså: Den skotske regering har forlangt en folkeafstemning om landets fortsatte tilhørsforhold til UK. Den samme regering har også tilkendegivet, at den – ifald UK melder sig ud af EU – separat vil melde sig ind.
(Der skal nok være nogen, der nu minder om, at Skotlands retssystem har rødder i – Romerretten! Og at katolicismen i Skotland overlevede reformationen i England. Hvem husker ikke Maria Stuart?)

Storbritaniens erkendelse af, at det ikke længere var en supermagt, kom for mange år siden. Erkendelsen var allerede undervejs inden anden verdenskrigs udbrud, slog igennem med anden verdenskrig, hvor imperiet ikke kunne beskytte sine kolonier eller forsvare sig selv mod aksemagterne. Den fulde erkendelse kom efter anden verdenskrig og med starten af den kolde krig, hvor imperiet faldt fra hinanden med koloniernes udmeldelse af CommonWealth, og hvor Storbritannien måtte indgå i en forsvarsblok sammen med resten af de europæiske lande og med USA som leder og garant for sikkerheden.

Det er noget vrøvl, at erkendelsen skulle komme nu.

Per Torbensen, Karsten Aaen, ellen nielsen, Bo Carlsen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Ideologi

Men det er også rigtigt, at politikerne har dyrket forestillingen om en speciel relation for at overbevise sig selv og deres befolkninger om, at vi er på den rigtige side. Den retorik dyrker vi også i Danmark, når vi festligholder Rebild – men der er baggrunden faktisk mere folkelig og kulturel.

Torben Madsen

Det engelske imperium var allerede fra 1870'erne på vej ned af bakke.

I 1870 skabte England 27% af verdens BNP.

I 1880 var USA's BNP på højde med Englands BNP.

Omkring 1990 var England BNP på størrelse med Italiens BNP.

I 1950'eren skabte USA 44 % af verdens BNP.

Torben Madsen

Når England lægger afsatnd til USA kan det være at befolkningen i England bliver mere EU positive. Det kunne være at Labour i England ser en strategisk fordel i at lægge afstand til USA. Netop for at senere i EU debatten at kunne sige at England bliver nød til at lægge sig op af EU.

Torben Madsen

Mange danskere har det med at se England på en bestemt måde.
Hvis englænderne "puster sig lidt op" har vi med at sige at de stadigvæk tror
de er et imperium.

Viktor Knudsen og Peter Ravn Mikkelsen anbefalede denne kommentar
Torben Madsen

Det er meget sjovt at se på hvordan udlandet ser på et bestemt land.

I Woody Allens film MatchPoint for man et indblik i hvordan en amerikaner ser England.

1) Wimbledon(tennis)

2) Overklasse og underklasse.

3) Man bliver til noget i kraft af sine forbindelser.

4) Finans (City i London)

5) Og Krimi vinkel.

6) Sexuelt begær kan ødelægge det hele for dig.

Claus Hornsby

Skotland var et helt selvstændigt land i løbet af den engelske reformation, så det ville være underligt, hvis den romersk-katolske kirke i Skotland ikke overlevede den periode - og det var jo James, en romersk-katolsk og Mary Stuarts søn, som først sluttede England og Skotland sammen i foreningen af ​​kronerne i 1603 (og ja, det er grunden skotland stadig har sine egne love og udviklede et helt andet retssystem til den England har arvet fra normannerne og Danmarks Knud den Store).

Ja, den skotske regering har sagt at det separat tiltræder EU (ifald UK melder sig ud .. og det er der i realiteten kun et mindretal ønske om). Det har også sagt at det tiltræder Nato - og at det bevarer det britiske pund og bliver en helt atomfri zone .. den ene er helt umulig for nye EU-medlemmer og den anden er helt umulig under NATO regler.

Claus Hornsby

@Dennis Berg

En lille detalje, men kolonierne har for det meste ikke trukket tilbage fra Commonwealth of Nations (Amerika var aldrig medlem). Det har stadig 54 medlemsstater med 2.245 milliarder borgere, og 16 selvstændige lande har fortsat dronningen som statsoverhoved .. i virkeligheden, er den faktisk vokset efter Mozambique, den tidligere portugisiske koloni, søgte medlemskab i 1995 (endda De Gaulle forslog at Frankrig tilslutte sig, efter anden verdenskrig, men han blev afvist).

Det er bare at forholdet har ændret sig til en tæt fællesskab af lande med fælles interesser. Det er måske svært at forstå, at lande kan have et så tæt og varigt forhold til tidligere koloniherrer, men det er sådan det er.

http://da.wikipedia.org/wiki/Commonwealth_of_Nations

Michael Kongstad Nielsen

Måske skulle man benytte lejligheden til at få reorganiseret FN, så Sikkerhedsrådets 5 permanente medlemmer udvides til 8-9 medlemmer, idet Japan, Indien, Tyskland og Brasilien tages ind. Bliver det for tungt, kunne man sige pænt farvel til Frankrig og Storbritannien. Og så skulle FN nok udstyres med alvorlige sanktionsmuligheder overfor dem, der går i krig uden FN-mandat.

MKN

nok nærmere total rekonstruktion så. Hvilket givet også kommer.
FN var/er et "vanskabt barn" af 1945, som Folkeforbundet var det af 1918, sådan meget forsimplet.
Vi får nok også en ny konstruktion, når den nye (midlertidige) verdensorden kommer lidt mere på plads!?
I hvert fald lever vi i "opbrudstider" i den retning.

Per Torbensen, Karsten Aaen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Vanskabt var ingen af dem vel, men tiden er gået og løbet er kørt fra dem, så nu venter noget nyt. De har været talt om repræsentation via "foreninger", samarbejdsfora så som EU, ASEAN, Mercosur, og lignende. Det tror jeg dog ikke på.

Rekonstruktion af FN?

En god idé, som nok ikke dur i praksis. Det er ikke så meget sammensætningen af sikkerhedsrådets permanente medlemmer, der er den helt store knast, men veto-retten. En meget stor del af den amerikanske befolkning er ikke tilhænger af internationale fora og kontrakter, der binder amerikanerne. Hovedparten af FN's konventioner er IKKE underskrevet eller tiltrådt af USA. USA forbeholder sig ret til til enhver tid at sætte egne interesser øverst. Derfor har vi problemer med den internationale straffedomstol i Haag (som USA ikke anerkender) og med store spørgsmål som klimapolitikken. USA vil kun være med, hvis det er dem, der svinger taktstokken. Der er stærke kræfter i USA, der mener, FN er irrelevant – ja endda nogle, der mener USA skal forlade FN. At byen New York, der huset FNs hovedkvarter, heller ikke synes at tage FN alvorligt, kan man få syn for ved at besøge bygningerne i dag. For 40 år siden, da jeg første gang så dem, var de smukke, velbeliggende i en park med skulpturer og indbydende alene ved sin arkitektur. I dag ligner det slum. Selv fortovene foran bygningerne er fyldt med brudte fliser, der ikke har været vedligeholdt i mindst 20 år.

Nå, tilbage til sporet. En dybtgående rekonstruktion af FN som skitseret vil føre til, at i al fald USA melder sig ud. (De har allerede meldt sig ud af dele af FN systemet ved ikke at ville støtte dem økonomisk.)

Det, der undrer mig mest af alt, er, at USA - som jo må have kapacitet til at læse udviklingstendenserne i verden i dag - ikke kan indsé, at hvis amerikanerne vil sikre sig imod en fremtidig verdensorden, der dirigeres fra Beijing og en række hovedstæder i de nye, store vækstøkonomier, så skal de NU konsolidere international ret og respekt for internationale konventioner.

Men desværre er det nok sådan, at den menige amerikaner først forstår situationens alvor, når det er for sent. Og til den tid er det nok formålsløst at appellere til de nye magthaveres respekt for international lov og ret. Hvorfor skulle de det efter at være kørt over tusindvis af gange, medens USA sad med magten?

Niels Mosbak, Niels Engelsted og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Det er på en måde skæbnens ironi, at netop to stater, som ikke har det alt for godt med demokrati og menneskerettigheder, kan blokere for nødvendige FN-tiltag for at standse anvendelsen af giftgas mod civilister – hvem der så end er skyldig - ikke engang Hitler forfaldt til at bruge stadset i sin verdenskrig – forhåbentlig handler deres veto ikke om, at de to ønsker at forbeholde sig retten til at gasse egen befolkning – og andre stater - i påkommende tilfælde …

FN’s sandsynlige nederlag i denne alvorlige sag lover ikke godt for fremtiden – selv om FN-bygningen just er blevet gennemrestaureret og pudset op med skjult NSA-lytteudstyr – hvilket måske i sidste ende kan være med til at gavne verdensfreden …

Hvem med et demokratisk sindelag kan ikke andet hilse dette (indledende) tø- og opbrud fra kolonialismens og imperialismens højeste stadium, Pax Americana, velkommen?

Jeg forstår ikke de bekymringer, der indirekte kommer til udtryk, og disse for mig at se ret tåbelige fremskrivninger af, hvad der så vil træde i stedet – eksempelvis ”Beijing”, det store spøgelse, i stedet for ”Washington”.

Jeg forstår det bare ikke. Min eneste alvorlige bekymring går på, at USA – med dets totale mangel på demokratisk sindelag mellem folk, lande, civilisationer, velstandsfordeling og ”anseelse” – vil foretrække at brænde hele hytten ned fremfor at træde tilbage som en nation blandt andre, omend stadig nok så vægtig en af slagsen. Personligt anerkender jeg ikke eksistensen af USA, jeg er ikke nogen hæler, men bøjer mig for den kendsgerning, at det er kommet for at blive.

Jan Weiss,

nej, selv Hitler forfaldt ikke til militært brug af giftgas i krigen. Han havde jo også selv prøvet at på skidtet i hovedet i WW1.
Til gengæld synes de vestallierede at være blevet forhindret fysisk mere end moralsk ved i hvert fald én lejlighed.

I Italien i 1943 blev det amerikanske skib SS John Harvey således sænket af Luftwaffe i havnen i Bari.
Skibet var ladet med 1.350 tons sennepsgasammunition, som næppe har været medbragt for sjov. Der slap gas ud, der dræbte over tusind allierede soldater og sømænd plus et ukendt antal italienske civile.
Det kunne man ikke læse noget om i datidens aviser eller i vor tids skolebøger!
Det blev af forståelige grunde holdt meget, meget hemmeligt. Selv for de læger, som skulle prøve at behandle de ramte!
(Antony Beevor - Anden Verdenskrig s.562. 2012)

Så "to stater", som de ovenfor nævnte allierede USA og Storbritannien, der taler meget og gerne om demokrati og menneskerettigheder, burde måske dæmpe stemmen lidt, når talen falder på brug af krigsgasser?

@Claus Hornsby:
Commonwealth har ændret sig til at være en klub af tilfældige lande uden fælles interesser, og det har idag ingen praktisk betydning.

Michael Kongstad Nielsen

FN kan vel godt siges at have haft en vis betydning og spillet en vis rolle for verdens udvikling og relative fred siden II Verdenskrig, men problemet var selvfølgelig, at den kolde krig overtrumfede FN´s muligheder. Og de seneste årtier har svagheden været, at USA var absolut eneste supermagt, der kunne gøre hvad der passede dem. Den tid lakker mod enden, og USA må vænne sig til de nye magtforhold.

FN´s relative succes skyldes bl.a., at stort set alle lande i verden er medlem, og at det er et forum for alverdens forhandlinger om alt lige fra sundhed, fødevarer, havret, klimaspørgsmål, kulturarv osv., osv. Og så besidder FN Den internationale Domstol i Haag (ICJ), som er en mellemstatslig domstol, kun stater kan være parter, og kun hvis de selv vil være med. Domstolen er et af FN´s hovedorganer, på linje med Generalforsamlingen og Sikkerhedsrådet, og USA er medlem så længe USA er medlem af FN.
http://da.wikipedia.org/wiki/Den_Internationale_Domstol

Denne domstol skal ikke forveksles med to andre domstole i Haag, dels Den internationale krigsforbryderdomstol vedrørende det tidligere Jugoslavien (ICTY), der også er en FN-domstol, og som USA er medlem af (med en amerikaner som chef, og en dansk dommer Harhoff, der netop er blevet fjernet... http://www.information.dk/470462 )
og dels Den Internationale Straffedomstol (ICC), der IKKE er en FN-domstol, men en domstol vedtaget ved er konference i ROM 1998 bestående af mindst 120 medlemslande, og som mest har pådømt sager i Afrika.
http://da.wikipedia.org/wiki/Den_Internationale_Straffedomstol
Hverken USA eller Rusland er medlem af denne domstol.

Henrik Brøndum

Min kone kommer med et tips. Camerons afstemning i Parlamentet maa have vaeret et paradenummer. Hvis han virkelig havde oensket sig opbakning til en krigsindsats, havde han ikke bare indkaldt med faa dages varsel og ladet egne medlemmer stemme imod. Normalt i den slags situationer, bliver tingene planlagt mere omhyggeligt, og eventuelle midaedere fra egne raekker bliver truet saa godt og grundigt - at almindelig vriden armen rundt ligner noget fra boernehaveklassen. Det undrer mig altid naar journalister - i dette tilfaelde David Rehling - skriver om magthavere som om de er nogle fjolser.

@Henrik Brøndum

Camerons parti var på en 'three-line' indpisker - hvilket er det allerstrengeste mulige krav at man deltager og stemmer for regeringen - hvor dissens har alvorlige konsekvenser for partimedlemmen (det er det politiske ækvivalent til mytteri, hvilket er grunden til at flere nu bliver fyret fra Camerons regering). Men i sidste ende er der ingen måde man kan tvinge et medlem til at stemme på en bestemt måde, hvis deres samvittighed er vigtigere for dem end deres loyalitet til partiet .. og det er præcis sådan det bør være.

Men så er du også nødt til at forstå, at der traditionelt er en væsentlig amercoskeptisk (og overraskende eurofil) del af det britiske konservative parti, og at Cameron simpelthen ikke har noget der nærmer Thatchers lederskabsevne til at kunne undertrykke den tilbøjelighed.

Michael Kongstad Nielsen

Desuden er der ingen som helst garanti for, at magtfulde ledere ikke kan være nogle fjolser ind i mellem. Det kan de sagtens være, ikke mindst hvis de ikke omgiver sig med gode og stærke rådgivere og venner, der kan sparre med dem og kvalificere deres afgørelser.

Henrik Brøndum

Gents, i sagens natur kan jeg ikke komme med yderligere argumenter for min pointe. Det kan selvfoelgelig vaere os der er for mistroiske.

Domino-effekt?

Det ser nu ud til, at afstemningen i det britiske underhus har fået selv USA til at ryste på hånden, så det ellers udenrigspolitisk magtfulde præsidentembede føler sig tvunget til at have folkets opbakning til et nyt militært engagement.

Om det er godt eller skidt, er jeg ikke sikker på. Den amerikanske kongres er så indsovset i lokale, økonomiske og politiske særinteresser og så irrationel i sin måde at diskutere politik på, at det er en risikabel affære - sådan som forholdene er nu - at overlade den udenrigspolitiske magt til den. Se bare, hvordan det er gået med kongressens forhold til FN, til Israel, til det globale klima m.m.

Og vi kan endda ikke engang sige, som vi gør med f.eks. det arabiske forårs lande, at det drejer sig om 'børnesygdomme', som vi må bære over med, efter at despoterne, der sikrede 'ro og orden', er faldet og blevet afløst af kaotiske tilstande. USA har haft mere end to hundrede år til at lære at forbinde demokrati og rationalitet, men kongressen er stadigvæk ude af stand til at lovgive uden en sammenblanding af private og offentlige interesser, og ude af stand til at handle internationalt uden altid pubertært at kræve rollen som nr. 1.