Læsetid: 11 min.

Det flydende socialkontor

I al kendt fremtid er hellefisk og rejer Grønlands vigtigste ressourcer. Men fiskeriet er også blevet kaldt Grønlands flydende socialkontor, og den nye regering er kommet til magten på at bremse effektiviseringen af det. Nu skal der findes en balance mellem at modernisere Grønlands vigtigste erhverv og tænke på de mennesker, man skubber ud i arbejdsløshed
Fiskerne taler ikke meget. De giver linen løs og lader den hænge efter båden, mens de sejler

Fiskerne taler ikke meget. De giver linen løs og lader den hænge efter båden, mens de sejler

Tine Sletting

1. august 2013

Niels Thomsen har fart på. Han er 31 år og i gang med sin tredje karriere. Først var han professionel fodboldspiller og spillede på landsholdet. Så tog han en universitetsuddannelse og blev valgt ind i parlamentet, hvor han var politisk ordfører for Demokraterne. Efter to år forlod han parlamentet igen og blev i stedet direktør for den privatejede fiskevirksomhed Halibut Greenland, der i hans tid har overhalet det offentligt ejede Royal Greenland i Ilulissat, målt på indhandlingen af hellefisk.

»Der skal være gang i mange ting på én gang, ellers brænder jeg ud. Der skal ske noget. Det var derfor, jeg var nødt til at forlade politik. Tingene sker for langsomt,« siger Niels Thomsen.

Jeg møder ham første gang på havnen i Ilulissat foran Halibuts fiskefabrik. Niels Thomsen er klædt i en tynd fleece og springer let op ad metaltrappen til administrationen på 1. sal af fabrikken. På et stort kort over Grønland viser han mig Halibuts plan for at blive landets største aktør inden for hellefisk om fem år. Og planen for at blive lige så store som Royal Greenland inden for 10 år.

»Det er det, der driver mig. Der er en udvikling, vi skal i gang med,« siger Niels Thomsen med svag bornholmsk accent efter sin danske mor.

Fiskeriet i Grønland har i den grad brug for udvikling. Det er landets suverænt største indtægtskilde, omkring 90 procent af Grønlands eksport består af fisk og skaldyr, og så længe der ikke er kommet gang i mineeventyret, er det den ene af to piller, der holder Grønlands økonomi oppe. Den anden er bloktilskuddet fra Danmark.

Men paradoksalt nok løber fiskeriet i dag ikke rundt. Det offentlige må give store tilskud, både direkte til joller og fiskeanlæg, og indirekte i form af kunstigt lave el- og vandpriser. Royal Greenland har i mange år holdt gang i urentable fiskefabrikker i yderområderne, og der er væsentlig flere beskæftiget i fiskeriet, end mængden af fisk kan bære. Ifølge Fiskerikommissionen var det i 2006 kun hver fjerde ud af landets 2.600 fiskere, der havde en indkomst på 50.000 kroner eller derover. Derfor er fiskeriet også blevet kaldt landets flydende socialkontor. Det holder hånden under mennesker, som reelt ikke har noget arbejde.

Hvor isen åbner

I Diskobugten går det nu godt. Konkurrencen mellem Halibut og Royal Greenland har presset prisen på hellefisk i vejret, så fiskerne nu får 20 kr. kiloet mod før 8 kr., når de kommer ind med deres fangst på fabrikkerne.

I havnen ligger en af Halibuts både og gør klar til at tage ud. Med hurtige, ensartede bevægelser står Miki, 25, og Nuka, 27, og kroger halve ammassat på en to kilometer lang line. Der sidder en krog for hver meter line, og når ammassaten sidder på, lægger de den sirligt langs indersiden af en sort balje, rundt og rundt. Ludvig, 42, sidder for enden af båden og kigger på. Som regel sejler de ud om aftenen, fisker hele natten og kommer ind med fangsten, når fiskefabrikken åbner klokken otte. Havet er roligst om natten, og solen skinner jo alligevel. Men i dag har ejeren af båden bestemt, at de skal vente til morgenen efter. Han er Mikis onkel.

Næste morgen lægger de fra kaj præcis klokken otte. De sejler ud i isfjorden, gennem området med tætte isskosser og ud, hvor isen åbner. De giver linen løs og lader den hænge efter båden, mens de sejler. Imens går de i gang med at kroge halve ammassat på den næste line. Da de er færdige, sætter de spillet i gang og haler fiskene ind. Der sidder ikke fisk på hver krog, men der er mange. Ud over hellefisk er der rokker, torsk, rødfisk og to store havkatte. Den ene havkat koger de og spiser på båden. Den anden tager Miki med hjem. Torskene ryger i en balje for sig. De små torsk gemmer Miki i en spand til onklens hunde. Resten af bifangsten ryger ud igen. Miki og Nuka flår fiskene af, så der sidder halve gæller tilbage på krogene. Ludvig lemper dem lidt mere nænsomt af, inden han smider dem ud. Hellefiskene kaster de op i to store hvide plastickar. Da de er fyldt, går de over til de sorte baljer.

De taler ikke meget, men arbejder uafbrudt med linerne to mand ad gangen. Den tredje står i styrehuset og passer roret. Det er en slags pause. Nuka kan tjene 8.000 kroner om ugen, fortæller han, mens han kroger ammassat. Hans lejlighed koster kun 2.000 kroner om måneden, så han sparer op.

Bossen kommer forbi i en lille jolle og kigger ned i lastrummet. Det er kun halvt fyldt. De skal have lasten fuld, inden de kan tage ind, beordrer han. De dropper at nå fiskefabrikken, inden den lukker klokken 16. De bliver ude hele natten, til den åbner igen.

Truer med kineserne

Hjemme hos Niels Thomsen er det ved at være sen aften. Han bor i et orange hus i en ny bydel i Ilulissat, lige ved siden af Hotel Arctic, hvor der er perfekt udsigt over isfjorden. Hans drenge på to og ni år render rundt på det mørke trægulve i det store moderne køkken-alrum og spiller fodbold. Den yngste, Paalu, står på mål, mens den ældste, Nemo, dribler rundt. Nemo slægter sin far på. Sidste år vandt hans hold turneringen, og Nemo blev årets spiller. I aften skal han med sine bedsteforældre ud til sommerhuset og vende ammassat, som de fangede og lagde til tørre på bredden i går.

Både Niels og hans kæreste Pilu kommer her fra byen. De mødte hinanden for 13 år siden, og Niels har friet til hende mange gange. Men det var først til jul, at han også var nede på knæ, og så sagde hun ja. De skulle have været gift her i juli, men nu har de udsat det på ubestemt tid. De har for travlt. Pilu er ved at åbne sin egen butik i byen med moderne grønlandsk tøjdesign, smykker og børnetøj fra Danmark. Desuden skal de snart flytte i nyt hus, som er ved at blive bygget færdig nede ad vejen.

På fiskefabrikken går det noget mere trægt, fortæller Niels. For anden weekend i træk er en stor gruppe medarbejdere ikke mødt på arbejde. Specielt i weekenderne efter lønudbetaling er det et problem. Der er en stabil kerne, men over halvdelen møder kun, når de gider.

»Jeg tror, vi skal fyre 30-40 stykker. Jeg sagde det her på morgenmødet i dag. Uanset om der er nogen, der kender dem eller ej, så skal de ud. Den der mentalitet holder ikke,« siger han.

I Ilulissat er der netop nu 172 registrerede arbejdsløse. Alligevel har fiskefabrikkerne hvert år problemer med at få folk nok til det ufaglærte sæsonarbejde, mens fiskeriet er på sit højeste. I nogle tilfælde betyder det, at fiskene ligger og rådner og må kasseres. Det betyder et tab på flere hundrede tusinde kroner, siger Niels.

»Det er et samfundsproblem, at folk ikke kan komme til tiden og passe et arbejde. Derfor er det også fuldstændig utopi at tro, at de nye erhvervsområder med minerne kan blive besat med grønlandske arbejdere. Det kræver uddannelse og en helt anden mentalitet, end den der er nu,« siger han så. Han har også selv truet i medierne med at hive kinesisk arbejdskraft ind på fabrikkerne på samme løn og vilkår som de grønlandske. Han vil bare have nogen til at lave noget.

Pilu gør klar til at køre den ældste ned til havnen. Da hun går ud ad døren et øjeblik, smider den yngste, Paalu, pludselig sin lille Barcelona-dragt og render nøgen omkring. Han bryder sammen, da Niels stopper ham. Niels tager ham op på armen og klapper ham til ro. Paalu skulle egentlig være i seng nu, men han kan ikke sove i midnatssolen. Det er ikke nat, siger han.

Den nye plan

Den forrige regering forsøgte at rydde op i fiskeriet. Det var formentlig det, de tabte valget på, mener flere iagttagere. Royal Greenland fik lov at lukke de urentable fabrikker i yderområderne, og en ny fiskerilov forsøgte med forskellige midler at lokke og tvinge de mindre effektive fiskere til at trække båden på land. Et af de mest forhadte midler på kysten var et gebyr på 1.500 kroner, som fiskerne skulle betale for licensen til hver fiskeart.

Det gebyr har den nye regering nu sløjfet som en af sine første gerninger, og regeringen har også lovet at revidere andre dele af fiskeriloven. Groft sagt lyder den nye politik, at der ikke nødvendigvis er for mange fiskere, men at der ikke er nok fisk. Grønland har et enormt havareal, og selvstyreformand Aleqa Hammond har talt for, at man får undersøgt det bedre, så man er sikker på, at der ikke gemmer sig nye stimer eller nye arter andre steder, end de vante fiskepladser. Men ifølge Grønlands Naturinstitut, der rådgiver om kvoter og biologisk bæredygtighed for fiskeriet, er der næppe nogen skjulte ressourcer at komme efter.

»Vi har prøvet at sige, at det er lidt mere kompliceret, end at vi bare skal ansætte nogle flere biologer. Vi har mange undersøgelser, og vi er overbeviste om, at der ikke ligger noget gemt,« siger Helle Siegstad, afdelingschef for fisk og skaldyr.

Tænk på menneskene

Næste formiddag har jeg aftalt at mødes med Henrik Sandgreen, nyvalgt formand for fiskernes organisation, KNAPK, der arbejder for at få ændret fiskeriloven igen, så der bliver taget mere hensyn til de svageste fiskere.

Han bor i et grønt rækkehus i en anden af Ilulissats nye bydele, oppe af fjeldet, væk fra havnen. På en god dag har han også udsigt over isfjorden, men i dag er det tåget.

En krads lugt af cigaretrøg møder mig, da Henrik Sandgreen åbner døren. Han har våde øjne og undskylder straks, hvor meget det roder.

»Sådan er det, når der er meget at tænke på,« siger han. Han taler ikke om sin nye formandspost, viser det sig. Hans kone er netop død for to uger siden efter længere tids sygdom. Der ligger ting på gulvet og på bordene og alle andre flader. Hele huset er tydeligvis i opbrud. Henrik og den ældste søn på 30 år er ved at gøre sig klar til at flytte til Nuuk, hvor KNAPK har hovedsæde. Sønnen ligger nedenunder og sover. Han lider af skizofreni, fortæller Henrik. Der er kun de to tilbage nu efter morens død. Den yngste søn skød sig for nogle år siden, efter ham og kæresten var gået fra hinanden. Han blev 20 år. Den sorg kommer også op igen nu.

»Så det er en hård tid. Jeg har også sagt til repræsentanterne i organisationen, at jeg lige skal bruge noget tid på, at det hele falder på plads. At alle følelserne kommer ud,« siger Henrik. Alt det fortæller han mig inden for de første fem minutter, efter jeg er kommet ind ad døren.

Han laver en kop kaffe til os, og vi sætter os i sofaen og prøver at snakke om fisk. Henrik er rigtig godt tilfreds med, at den nye regering vil ændre fiskeriloven, og det skal gå stærkt, så folk kan komme ud at fiske igen, mener han. Som det er nu, har man uddelt kvoterne på basis af de sidste tre års fangst, men de t går ud over dem, der har haft maskinskade et år eller en dårlig vinter. Det er ikke nok bare at tænke økonomi, man skal også tænke mennesker og på, hvordan landet er opbygget.

»Hvis man bare lukker en lille fiskefabrik i yderdistrikterne, fordi den giver underskud, så risikerer man at ødelægge et helt samfund,« siger Henrik Sandgreen.

Dels skal man ændre bifangstreglerne, så fiskerne ikke bliver nødt til at smide så mange fisk ud igen, mener han. Dels skal man modernisere fiskefabrikkerne, så man bedre kan bearbejde fisken og hæve dens værdi, inden den forlader landet. En tanke, som regeringen også har luftet. Men det kræver igen flere ansatte på fiskefabrikkerne og bedre uddannelse af dem.

Og endelig skal man tage hånd om dem, som alligevel vil blive nødt til at forlade fiskeriet, mener Henrik. De skal have støtte til at gå i gang med noget andet.

»Fiskerne skal være stolte af, at de har udviklet deres land så meget. Pengene er jo kommet fra fiskeriet. Det skal ikke være sådan, at ’nu har I bygget vores land op, og nu har vi ikke brug for jer længere’. Det skal gøres på en ansvarlig måde. Det tager tid, og det skal vi acceptere,« siger Henrik Sandgreen.

For Niels Thomsen kan effektivisering af fiskeriet koges ned til fiskernes egen vilje til at lave noget. Store enheder er ikke altid bedst, for ofte kan små joller tjene mere end de større kuttere. En jollefisker, der tager sit hverv seriøst, kan tjene over en million kroner om året, siger han. I hvert fald i Diskobugten. Længere mod syd er fisken forsvundet fra kysten for mange år siden, men så må fiskerne søge ud på trawlerne på havet, der lige nu tager mange udlændinge ind, eller også må de gå i land.

»Hvis jeg var fisker og ikke kunne se nogen fisk, så måtte jeg som anstændig person, der skal skaffe mad på bordet til mine børn, søge derhen, hvor der er noget at lave. I stedet for at råbe op om, at der er masser af fisk, men at drivisen ikke er særlig god i år, måske næste år. Det ville jeg aldrig byde mine børn. Jeg forstår ikke den gruppe af personer, der er fastgroet i deres idealforestillinger om at være fisker i stedet for at søge de muligheder, der er,« siger han.

Selv var han ikke i tvivl, hvis han skulle kaste sig ud i en fjerde karriere.

»Hvis jeg fik en licens og selv skulle beslutte mig for, hvad jeg ville, så ville jeg vælge jollen. For jeg går efter der, hvor pengene er.«

Rejsen til Grønland er støttet af Aage V. Jensens Fond

Se flere billeder på information.dk/fotobloggen

Serie

Seneste artikler

  • Naturen er noget, vi lever af

    17. august 2013
    I Grønland lever de fleste tæt på naturen. Men med de nye storskalaprojekter bliver kampen for at beskytte miljøet hurtigt en kamp imod arbejdspladser. I Maniitsoq blev modstanderne af den planlagte aluminiumssmelter til sidst nødt til at flytte fra byen, fortæller Mikkel Myrup, en af Grønlands ganske få miljøforkæmpere
  • Nogle tæller oprinde­lighed i procent

    13. august 2013
    Der går en bølge gennem det grønlandske samfund, hvor man forsøger at distancere sig fra det danske og nærme sig noget mere oprindeligt grønlandsk. Men problemet er at finde frem til, hvad det grønlandske er i en moderne verden, og hvordan det kan forenes med et samfund, der gerne skulle bevæge sig fremad
  • Når råstofpengene kommer ...

    10. august 2013
    For ét år siden var den 38-årige it-projektleder Jens-Erik Kirkegaard ikke engang medlem af et politisk parti. I dag sidder han på vel nok Grønlands næstvigtigste politiske post efter Selvstyrets formand. Han skal finde svarene på de mest presserende spørgsmål om Grønlands økonomiske fremtid. Lige nu har han dem ikke
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Karsten Andersen
  • Jette Abildgaard
  • Anders Feder
  • Jairus Lyberth
Karsten Andersen, Jette Abildgaard, Anders Feder og Jairus Lyberth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Royal Greenland er en milliardforretning. At fiskeriet på Grønland fremstilles som "et flydende socialkontor" kan kun skyldes, at de store indtægter forsvinder i selskabernes ejeres lommer, og Halibut er også et selskab, et ApS.

Karsten Aaen, Per Torbensen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Desuden er rejer og hellefisk ikke nødvendigvis i al kendt fremtid vigtigste ressource, der kan sagtens komme makrel og sild eller andre arter, som det er sket i Island på Færøerne, fordi klimaforandringerne skaber nye vandringer for fiskene.

Jairus Lyberth

Michael: Nok er det en milliardforretning og selskabsejernes lommer "bugner" måske også nok lidt, men, effektiv og stabil arbejdskraft - uanset lønningsdag, helligdag osv. - betyder i sidste ende også mere for landets og selskabernes økonomi, så det er nok ikke en tilfældighed, at der bliver efterlyst mere stabilt lokalt arbejdskraft. Det er nok det næste store træk, at overbevise om, hvor vigtigt det er for landet, byen, selskaberne, og de enkelte, at opretholde og ikke mindst gavne samfundet i sidste ende med velfungerende arbejdskraft. Der må lederne træde i karakter, ikke kun virksomhedslederne, men også borgmestrene og landets ledere, hvis de ser det som et stort samfundsproblem. De må stå sammen og opfordre og opfordre og motivere, indtil det bliver hørt. Den enkelte virksomhed kan true folk nok så meget, men hvis det virkelig er så grelt, må de slå sig sammen for samfundets skyld, hvis det er så slemt. Men husk igen, - der er rigtig mange, der passer deres arbejde som de skal og gør en stor indsats hver eneste dag, så dem skal man ikke glemme og så lade være med - igen - at se det hele sort pga. disse artikler. Bag alle disse faktuelle - fortrinsvis triste iagttagelser, som primært handler om "bagsiden" af Grønland, findes der også i høj grad også et godt og livligt liv, som man ofte glemmer at fortælle historier om. Ikke fordi, at man kun skal fokusere på de gode, men eftersom medierne har så stor magt og tegner et land - i det her tilfælde Grønland hvor, der i mange år har været genstand for fortrinsvis negativ omtale i DK, er det vigtigt, at man også lige tænker over, eller har i baghovedet, at der også findes et godt liv trods udfordringerne, som der tit er fokus på. Tak.

Karsten Aaen, Søren Andersen, Per Torbensen, Anders Feder og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Store enheder er ikke altid bedst, for ofte kan små joller tjene mere end de større kuttere.

Grønland er så stort og fiskerigt, at det burde være muligt, at den nye regering, der er kommet til magten på løfter om at bremse effektiviseringen af fiskeriet, også fastholder denne politik til gavn for inuitternes personlige frihed.

bremse effektiviseringen ...det lyder sikkert helt forrykt i en hjernevasket profitjagende vesterlændings øre, og det er jo også meningen med formuleringen.

Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen, Niels Mosbak, John Vedsegaard, Carsten Mortensen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Per Torbensen

Boede i Sisimiut i 1983,for en ansat på en af fiskebådene var en tur på 16-20 dage igennemsnit afregnet med 35-45000 kr,hvordan er det i dag Lyberth ??

De unge havde svært med at passe en læreplads med disse lønninger og det var let dengang,pengene flød i en lind strøm,har aldrig været i et samfund med den strøm af penge samtidig med en stor ulighed,kontrasternes land.

Idag er det måske anderledes?

John Vedsegaard

Spørgsmålet er om ikke vi kan lære noget af det i denne ende af landet.

Hurtigt tjente penge på fiskeri vil meget hurtigt tiltrække unge, der ellers ikke har ret mange chancer for et job eller en uddannelse, samtidig kræver det ikke den helt store boglige viden, lige den slags jobs vi mangler.
Jeg mener, hvem gider sælge hash og tjene 1000 kroner på en dag, hvis man kan fiske og tjene 5.000 oven i købet helt lovligt.

Måske skulle man se på hvor store fiskeskibe overhovedet må være og ikke give flere tilladelser til alt for store skibe.

De små både vil yderligere give andre arbejdspladser, der skal jo vedligeholdes og bygges mange flere på den måde.

Yderligere kan mange af os huske de gamle fiskersamfund rundt omkring i landet, fiskerne nød stor respekt, desværre er der ikke ret mange tilbage, men med mindre både kunne en stor del af dette godt reetableres.

Jairus Lyberth

Per: Ja, det er rigtigt, at det forholdt sig sådan dengang, da det var på sit højeste. Jeg skal ikke kunne sige om, det forholder sig sådan i dag, det tvivler jeg lidt på. Måske enkelte kutter- og trawler-ejere? Kan svagt huske, at jeg læste på et tidspunkt, at en lille bygd med ca. et par hundrede indbyggere havde hele 6 millionærer - hvis jeg ikke husker forkert. Mange skibe fra især Europa var ikke ualmindelige dengang, bl.a. Dk, Færøerne, Norge, tyske og endda japanske skibe var repræsenteret. Jo, der var mange, der nød godt af fisken dengang. Med tiden forsvandt torsken - måske pga en blanding mellem overfiskeri og havtemperaturen der ændrede sig ?, så stilnede det af for især private fartøjs-ejere. Royal Greenland overlever primært pga lån og garanti fra landskassen. Hvis man ikke havde gjort det, var samfundet gået helt i stå, er jeg overbevist om. Men efter sigende, er det begyndt at tjene igen, så noget positivt er sket siden.

Per Torbensen

Jairus Lyberth-

Min første kommentar,var ikke udtryk for misundelse det glemte jeg at sige.De ansatte arbejdede 6 timer sov 6 timer arbejdede 6 timer og sov 6 timer i døgnet og turen var vistnok et sted imellem 14-18 dage mere præcist og det var netto kroner 30-45000 kr efter skat i 1983,selvfølgelig efter skat.
Men det skævred selvfølgelig selv opfattelsen af hvad der på den lange bane som et ungt menneske i hvad der kunne betale sig-knoklede hårdt gjorde de helt sikkert.

Fordi i dag er en løn på 50-60.000 kr i visse mode brancher jo hellere ikke unormalt.

Mange af de unge mennesker blev selvfølgelig ødelagte af det enorme penge forbrug,som de naturligvis ikke kunne administrere i gode tider og de varer som bekendt ikke evig.

Håber ihvertfald at Grønland vil støtte og bevare de små fiskere,så de tilbage værende små bygder også har en fremtid.

Bureaukratiet og for store enheder æder jo tit flittighed og små enheder op og hvor er vi så hende.

Torben Madsen

I Grækenland var der ansat alt for mange mennesker hos de græske statsbaner.
Efter de billige lån er hørt op, har de været nød til at effektivisere.

Uden blok tilskuddet var Royal Greenland for længst effektiviseret.