Læsetid: 9 min.

Hvad kan Vesten lære af angrebene på Irak, Kosovo og Libyen?

Selv om det reelt ikke gør dem meget klogere, skeler militærchefer og politikere i disse dage til erfaringerne fra tidligere begrænsede militæraktioner, som den, der er lagt op til at sætte i værk mod Syrien, siger eksperter. Det handler blandt andet om psykologi
Tomahawk missil affyres fra USS Barry i marts 2011. Målet var en militær installation i Libyen. Foto: Scanpix

Tomahawk missil affyres fra USS Barry i marts 2011. Målet var en militær installation i Libyen. Foto: Scanpix

29. august 2013

Libyen, Kosovo, Irak eller noget fjerde? Mulighederne er mange, hvis man vil drage paralleller mellem den aktuelle situation i Syrien og konflikter i nær fortid.

I disse dage forbereder flere lande sig på en militær aktion mod Syrien og Assad som svar på regimets påståede kemiske angreb, der ifølge oprørere skulle have kostet op mod 1.300 mennesker livet i sidste uge. Ifølge flere internationale eksperter er der efter alt at dømme lagt op til et angreb af begrænset karakter for eksempel i form af missil- og luftangreb. At man vælger den fremgangsmåde skyldes i høj grad historiske erfaringer, forklarer Magnus Christiansson, der er forsker i militærstrategi ved Försvarshögskolan i Sverige.

»På det operative, militære niveau bruger man tidligere erfaringer i et forsøg på at regne ud, hvilken effekt et givent angreb vil have, og hvad regimets modsvar vil være. I tilfældet missil- og luftangreb vil man givetvis kigge på for eksempel Libyen, hvor man med en vis militær succes foretog sig noget lignende,« siger han.

Metoden har dog sine klare begrænsninger, fremhæver han.

»Der er en tendens til, at man forlader sig meget på historiske paralleller – også for meget. Problemet er, at man sjældent kan kopiere en indsats fra et land til et andet. Det er en ny fjende, du kæmper mod hver gang, og samtidig er der ydre faktorer, der spiller ind. Stormagterne har langt stærkere interesser på spil i Syrien, end det har været tilfældet andre af de steder, der nævnes,« siger Magnus Christiansson.

»Samtidig har den type begrænsede angreb, der er tale om, ofte været set som et første skridt, der om nødvendigt kunne følges op med mere offensive tiltag, for eksempel en decideret invasion. Det er der vist ingen, der tror, bliver tilfældet i Syrien, og derfor er det ikke sikkert, at et begrænset angreb vil have samme afskrækkende effekt på Assad, som det havde på eksempelvis Milosevic i Kosovo – selv hvis det reelt er det samme, man gør,« siger han.

Forældede forudsætninger

Han bakkes op af Kim Laustsen, der erfungerende chef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet. Også han oplever, at der skæves meget til tidligere umiddelbart lignende operationer – med blandet succes.

»Man kan sige, at vi fører nutidens krige på fortidens præmisser. Vi gør det, der virkede engang, og håber at gentage succesen. Men det kræver jo, at de overordnede betingelser fra dengang ligner dem, vi aktuelt står i. Problemet er, at det meget sjældent er tilfældet,« siger Kim Laustsen.

Når man alligevel skeler til fortiden, beror det blandt andet på, at historiske paralleller virker stærkt på den menneskelige hjerne. Det forklarer Mikkel Runge Olesen, der forsker i historiske sammenligningers betydning for sikkerhedspolitiske beslutninger ved Dansk Institut for Internationale Studier.

»Grundlæggende handler det om, at man i tilfældet Syrien ikke har tilstrækkelig information til at kunne regne ud, at hvis man gør A, så sker B. For at lappe hullerne i sin viden tyer man så til eksisterende forestillinger. Vi ved fra psykologien, at den slags historiske paralleller har en stærkt overbevisende effekt på hjernen,« siger han.

Retorisk kneb

Hvilken parallel, den enkelte beslutningstager vælger at drage, afhænger i høj grad af personlige erfaringer, fremhæver han.

»Hvis du selv har været involveret i beslutningen om aktionen i Libyen og mener at have gode erfaringer derfra, vil du være stærkt disponeret for at drage den parallel og fortolke dine oplysninger om Syrien gennem det prisme. Hvis du omvendt har været involveret i Irak, vil du være tilbøjelig til at være skeptisk over for en invasion med soldater på landjorden. Og hvis der er noget, Obama formodentlig ønsker sig, så er det at undgå en gentagelse af den seneste Irak-krig,« siger Mikkel Runge Olesen, som understreger, at mennesket ikke er slave af sine historiske lektioner.

»Militærfolk og politikere tænker måske tilbage på den militære succes i Libyen, men kan samtidig godt være bevidst om, at Syrien har et stærkere luftforsvar, og at oprøret er mere fragmenteret,« siger Mikkel Runge Olesen.

En mulighed er da også, at beslutningstagerne er bevidste om, at deres historiske paralleller ikke holder hele vejen, men at de alligevel gør brug af dem i forsøg på at legitimere et angreb over for befolkningen. For det gør en stor forskel, om en aktion i Syrien ses som et nyt Irak eller et nyt Kosovo.

»De historiske sammenligninger har kæmpemæssig retorisk effekt, hvilket vi jo tydeligt ser herhjemme. Modstandere af militær indgriben sammenligner med den seneste krig i Irak, hvor en koalition også gik uden om FN, mens fortalere sammenligner med Kosovo og Libyen. Men hvad kom først, beslutningen om at være for eller imod eller analogien? Det er ikke til at sige,« siger Mikkel Runge Olesen.

Et historisk overblik:

1998: Irak

I december 1998 indledte USA og Storbritannien et fire dage langt bombardement af Irak. Det erklærede formål var at ramme militære faciliteter, der bidrog til Iraks evne til at producere, opbevare og bruge masseødelæggelsesvåben. Så langt holder parallellen til det, der ventes at ske i Syrien ifølge Magnus Christiansson, der er forsker i militær strategi ved Försvarshögskolan i Stockholm. 

»Det ser ud til, at det er en lignende strategi, man vil benytte sig af nu. De fleste iagttagere er enige om, at det formentlig bliver en kort aktion over nogle få dage, hvor man vil forsøge at ramme vigtige militære mål,« siger han.

Stormagtsrelationer
Operation Desert Fox, som angrebet blev kaldt, blev af amerikanerne udråbt som en succes. Men forholdene dengang var helt anderledes, end de er i dagens Syrien, understreger Magnus Christiansson. Derfor er det langtfra givet, at udfaldet vil blive succesfuldt.

»Først og fremmest har Syrien stor opbakning fra stærke spillere som Rusland og Iran, mens Irak stod noget mere alene.« siger han.

Borgerkrig
Samtidig var der ikke tale om en decideret borgerkrig som den, der finder sted i Syrien. Og Iraks nabolande var ikke så ustabile, som det eksempelvis er tilfældet for Libanon i dag.

»Situationen i Irak var på en måde mindre sprængfarlig, for der var ikke samme risiko for, at konflikten spredte sig til nabolandene,« siger Magnus Christiansson.

Klart mål
Dertil kommer, at der i Irak var et klart defineret mål for operationen. Man skulle uskadeliggøre masseødelæggelsesvåbnene og ud igen. Det mål er indtil videre ikke klart defineret i forhold til Syrien.

»Meldingerne går på alt fra humanitære årsager, som John Kerry fremhæver, til hævn for brugen af kemiske våben, som Frankrig og Storbritannien lægger vægt på. Det er uklart, hvad man egentlig vil opnå,« siger Magnus Christiansson

»Man tør formentlig ikke bombe selve depoterne med masseødelæggelsesvåben, men hvad er det så, man får ud af det andet end at sende et signal? Man risikerer, at et angreb bliver af rent symbolsk karakter,« siger Magnus Christiansson.

1999: Kosovo

24. marts 1999 indledte NATO bombardementer af mål i det nu tidligere Jugoslavien på initiativ af USA og England og med støtte fra de øvrige NATO-lande, heriblandt Danmark. Ifølge Balkan-kender Karsten Fledelius er der en grundlæggende lighed mellem Kosovo i 1999 og Syrien i dag: 

»Begge interventioner skete efter en lang periode med overgreb på civile, på et tidspunkt hvor det politisk og moralsk bare ikke længere kunne lade sig gøre at lade stå til.«

Målsætningen
Men modsat Syrien havde man et meget utvetydigt fokus på at stoppe blodsudgydelserne. Og et bud på fremtiden. »Man havde et specifikt mål, ikke bare med operationen, men også i forhold til, hvad der efterfølgende skulle ske, « siger Søren Jessen-Petersen, dengang særlig udsending for FN i Kosovo, i dag professor ved John Hopkins University. »Allerede under den militære operation udarbejdede man jo en række principper for fremtiden, som alle var enige om« .

Holdet
Heller ikke i Kosovo var der et FN-mandat, og russerne var også dengang vrangvillige. Men efter operationens start sendte daværende FN-generalsekretær Kofi Annan et signal om, at krigen måske ikke var legal, men at han anså den som legitim. Og også Rusland kom med til forhandlingsbordet, da det militære tog først kørte, fortæller Søren Jessen-Petersen.»Det er desværre svært at tro på et sådant scenario i Syrien«. 

Samarbejdspartnerne 
Helt afgørende for den militære ’succes’ var, at der var en at tale med: Serbiens leder, Slobodan Milosevic. »Han var en pragmatisk realpolitiker, som man kunne forhandle med. Og han så hellere, at NATO slog ham, end at de hjemlige fjender gjorde det. Det gjorde et sideløbende diplomatisk spor muligt,« siger Karsten Fledelius. 

Desuden havde Milosevic kontrol over sine venner, og kunne derfor tale dem på plads, da alvoren stod klar, fortæller Fledelius »Jeg kan godt være i tvivl om, Assad kunne gøre det samme« .

Konteksten
For en af de helt afgørende forskelle ligger i den globale kontekst, siger Søren Jessen-Petersen. 

»Jugoslavien brød jo sammen på et tidspunkt hvor der var opgangstider i USA og Europa, mens Rusland jo var kørt helt ned, mens Jeltsin drak sig ihjel«. 

Samtidig var det før 11. september 2001, og den efterfølgende krig mod terror. 

»Religion spiller bare en langt større rolle i en Mellemøstlig sammenhæng i dag, end vi så dengang.« Der stod ikke en masse internationale jihadister parat i 1990’erne, siger Fledelius. »Det kunne have gået meget værre, havde det været i dag.«

2011: Libyen

19. marts 2011 blev der etableret en flyveforbudszone over Libyen med det erklærede formål at beskytte civilbefolkningen mod luftangreb fra Gaddafi-loyale styrker. Der kom en FN-resolution, men flyforbuddet blev primært håndhævet af USA, Storbritannien og Frankrig. 

Men kan man bruge Libyen-erfaringen til noget i Syrien? 

»Ligheden er, at man har en leder, der har mistet sin legitimitet i manges øjne, og alvorlige trusler mod civile,« siger Kim Laustsen, fungerende Chef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet.

Styrkeforhold
Ifølge Jens Nauntofte, journalist og forfatter, hører lighederne dog hurtigt op. 

»Start bare med at der bor godt 6 millioner mennesker i Libyen mod 22 millioner i Syrien.« 

Dertil kommer de militære styrkeforhold. » Gaddafi havde en relativt lille militær kapacitet i forhold til de ret massive militære muskler, Assad har.« 

Man kunne derfor i Libyen neutralisere truslerne, siger Kim Laustsen. »Vi kunne relativt let gå efter flyvevåbnet og efter jord til luftforsvaret.«

Opbakning
I Libyen var der bred opbakning. Ikke kun via FN-resolutionen, men fordi der var tale om en NATO-operation, siger Jens Nauntofte 

»NATO gør ikke en krig mere internationalt legitim, men der er jo i praksis en stor forskel til det, vi ser i Syrien, hvor det nok bliver en koalition af fem-seks villige nationer.«

Målsætning
Og så havde man i Libyen en klar mission, siger Kim Laustsen. Både operationelt og politisk. Benghazi var ’den røde streg’, og man greb konkret ind med henvisning til risikoen for enorme civile tab. At fjerne Gaddafi var ikke et udtalt militært mål, men det var i praksis bredt sanktioneret. 

»Man sagde det ikke, men signalet fra de fleste stemmer af betydning var, at Gaddafi kan ikke længere være den legitime leder af Libyen. Det har man endnu ikke sagt om Assad,« siger Kim Laustsen »Det er svært at se den klare målsætning i Syrien ud over gengældelse, altså stærke symbolske mål med klare politiske signaler.«

Samarbejdspartnere 
Desuden var der i Libyen en mere klart identificerbar opposition. »Syrien er et langt mere kompliceret billede, og vi ved mindre om hvem, der – i gåseøjne – er de gode og de onde, « siger Kim Lausten. Og så er der større religiøst og etnisk konfliktpotentiale, længere mellem de sekulære og dem, der ønsker en religiøst funderet stat. 

»Ikke at der ikke også var det i Libyen, men spændet i Syrien er langt større,« siger han. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og hvad sker der, når et 'begrænset angreb' på Syrien ingen virkning har? Og verden får fotos og Youtube af civile ofre, herunder børn, (collateral damage) fra angrebet? Og Asad eller oprørerne (hvem der nu stod bag kemien) gasser igen? Skal der så flere amerikanske krydsermissiler afsted? Og hvor længe vil USA, og deres lille 'såkaldte internationale koalition af villige', herunder Danmark, fortsætte med det? Hvor mange civile ofre kan Thorning-Schmidt, Søvndal og andre politikere tage, for deres tvivlsomme krigspolitik?

henrik hansen, Aleksander Laursen, Per Torbensen, Michael Nielsen, lars abildgaard, Moh Abu Khassin , Nic Pedersen, Niels-Holger Nielsen, Troels Ingvartsen, Rasmus Kongshøj og Viktor Knudsen anbefalede denne kommentar
Viktor Knudsen

Vesten skal ikke blande sig i borgerkrige, period!

Men når den engang er afsluttet, skal vi, efter endt undersøgelser, forlange samtlige krigsforbrydere udleveret til den internationale straffedomstol. Og hvis de ikke omgående bliver udleveret, skal vi bombe, og blive ved indtil hver og en er udleveret.

Jørn Petersen

Ja Assad, før så en ordentlig krig ,ikke noget med kemi, kun slå ihjel med krudt og kugler, ellers kommer big brother efter dig med deres napalm bomber.

henrik hansen, lars abildgaard og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Det lyder dramatisk, at intervenere efter 355 er blevet dræbt af formodet gift, ved tvivlsom afsender. Dertil er undersøgelserne stadig igang, og hvordan man kan dømme uden en undersøgelse, men på mavefornemelse - siger lidt om refleksionerne.

Thomas Holm, Michael Nielsen og Nils Brakchi anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Foreign policy coup?

Den amerikanske udenrigspolitik blev kuppet af Cheney, Rumsfeld, Wolfowich etc. allerede i 2001.

dette hævder General Wesley Clark i en tale han holdt i 2007, og som pludselig er blevet meget aktuel:

http://www.youtube.com/watch?v=Ha1rEhovONU

Måske er det bare en konspirationsteori; det interessante er at det ikke er hr. hvem-som-helst, der fremsætter den, men den tidligere "Supreme Allied Commander Europe (NATO)".

De to jurister Marjorie Cohn og Jeanne Mirer citerer i artiklen Killing Civilians to Protect Civilians i dag Phyllis Bennis fra Institute for Policy Studies og David Wildman fra Human Rights & Racial Justice for the Global Ministries of the United Methodist Church:

“Does anyone really believe that a military strike on an alleged chemical weapons factory would help the Syrian people, would save any lives, would help bring an end to this horrific civil war”?

Military strikes will likely result in the escalation of Syria’s civil war. “Let’s be clear,” Bennis and Wildman note. “Any U.S. military attack, cruise missiles or anything else, will not be to protect civilians – it will mean taking sides once again in a bloody, complicated civil war.”
(Min kursivering).

http://www.counterpunch.org/2013/08/29/killing-civilians-to-protect-civi...

Philip B. Johnsen

Det forekommer mig, at der lægges langt størst vægt på, at statuere et eksempel af moralske årsager, mod bruger af kemiske våben, uanset hvem der har brugt dem, i det danske folketing og blandt koalitions partnerne, end på de humanitære omkostningen, som konsekvens ved intervention, hvilket kunne udlægges som, at man ikke har respekt for de menneskelige omkostninger, at syriske civile borgers liv, ikke er af væsentlig betydning for beslutningen om intervention.

Det kunne argumenteres, som værende i tråd med håndteringen af forholdet til legaliteten af interventionen og det manglende FN mandat, kan man forsvare det i et retligt efterspil?

Var der tale om en intervention, hvor man af Danmark og koalitions partnerne, garanterede syriske civile borgers liv ved, at fjerne alle kemiske våben i Syrien, kan der ikke være meget tvivl om legaliteten, men er en intervention, mod befolkningsgrupper vi ikke sympatisere med, uden hensyntagen til konfliktens udvikling og uden, at tage ansvar for resultat af indblandingen, en del af løsningen, eller en del af problemet i Syrien?

"begrænsede militæraktioner"!

Herligt udtryk.
Det er præcis den betegnelse, som det hedengangne USSR brugte for sin invasion m.m. i Afghanistan i 1979-89.
Dengang betegnede det meste af Vesten dette som en illegitim krig!
Men OK. Dengang kaldte samme Vesten sig jo også "den frie verden".
Det udtryk har man ikke hørt i mange år nu.
Men der er jo også sket mange forandringer i verden siden!
(man kan så tænke lidt over nogle af dem!)

Michael Nielsen

Jeg ser fire læringsfelter;

1) Befolkninger
2) politikere
3) medier
4) soldater.

Vestens Befolkninger skal lære at stoppe deres uansvarlige politikere, der konstant fører deres egne lande ud i nye kriminelle angrebskrige, som befolkningerne selv betaler for, i både blod og skattepenge. Nye demokratiske tilgange til parlamentariske beslutninger om krig kunne være en løsning.

Vestens Politikere skal lære at sige fra overfor imperiet. Lære at organisere sig effektivt overfor imperiet.

Vestens Medier skal fortsat udfordres af alternative medier og konspirationsteorier, indtil de mest krigsfortalende af medierne må dreje nøglen om på grund af manglende læser, lytter, seertal.

Vestens Soldater skal lære at finde viden om krigenes motiver fra andre end de traditionelle medier. Men der ud over skal vestens soldater lære at stå frem i medierne, således at de kan frigive informationer til offentligheden. Info som eksempelvis Bradley Manning valgte at frigive. Titusindvis af vestens soldater har også adgang til samme type viden.

»Militærfolk og politikere tænker måske tilbage på den militære succes i Libyen"

Jeg ved ikke om man kan kalde Libyen for en succes. Men fra deres position ser det vel sådan ud.

USA ønsker fremover at føre deres krige på denne måde - unilateralt. Ideen er at man kan nøjes med at angribe lande som man mener ikke retter ind efter USAs interesser fra sidelinjen så man undgår direkte deltagelse krigen. Det er formodentlig billigere og kræver ingen amerikanske liv. Den samme taktik bruges allerede i Pakistan og Yemen. Og det er i øvrigt det er den samme taktik Israel benytter over for palæstinenserne.
Spørgsmålet er derfor om man ikke forlænger krigen. Taktikken kan selvfølgelig benyttes i forhold til fredsforhandlingerne da styrkeforholdet hele tiden kan forrykkes i egen favør. Spørgsmålet er hvordan russerne vil reagere på det.

Det er vel derfor at man bør kræve klare beviser for at det virkelig er Assad der står bag. Ellers kan næste trin vel være at oprørerne, som man ved har serin og også med en vis sandsynlighed allerede har brugt den- vil optrappe brugen. Det er alligevel Assad der får skylden og så er man jo nød til endnu en gang at sætte ham stolen for døren. Og sådan kan det fortsætte. Ofrene er som altid befolkningen.

Det drejer sig her og nu ikke om at løse konflikten. I virkeligheden nok heller ikke om Assad har brugt kemiske våben eller ej. USA har bestemt sig så det er nok ligegyldigt. Obama har udtalt sig om den røde linje og vil tabe ansigt hvis ikke det effektueres.

Men jeg forstår egentlig ikke hvorfor amerikanerne i første omgang vendte sig mod Assad - som ligesom Sadam var deres gode ven og velvilligt stillede op med torturkældre til fri afbenyttelse. Amerikanerne har heller aldrig været kræsne når det kommer til venskab med diktatorer rundt omkring, sålænge disse kunne bruges til at pleje amerikanske interesser. Sådan er det stadig. Og Israel har vist heller ikke haft udeståender med Assad. Nu er situationen en anden. Der må altså være noget større på spil, og det kunne jo være at Iran spiller hovedrollen.

Obama viderefører ikke alene sine forgængeres økonomiske politik, han viderefører åbenbart også deres militære doktriner. Det var nok det han refererede til med sit slogan "Yes we can" - som vi andre helt misforstod. Nogle misforstod det så meget at de straks tildelte ham Nobels fredspris.

erling jensen

Ingen anden nation har gjort sig mere skyldig i at bruge kemiske våben end USA - selv mod dets egne borgere.

I Vietnam, fra 1962 til 1969, sprøjtede USA mere end 50.000 tons af flydende Agent Orange og andre giftstoffer over 16.000 km2, over en tredjedel af Danmarks areal. I dag anslår vietnamesisk Røde Kors, at 150.000 børns fødselsabnormiteter er forårsaget af deres forældres udsættelse for Agent Orange alene.

Desuden blev 388.000 tons napalm, kemisk benzingelé, smidt over sydøstasien mellem 1963 og 1973. I Korea brugte man 32.000 tons over 3 år og 16.500 tons over Japan under Anden Verdenskrig.

I 1991 blev 400 tons af forarmet uran brugt i Irak og Kuwait under Golfkrigen. De mennesker, der var ansvarlige for spredningen af disse 400 tons i Sydirak gennemførte en særlig form for eksperiment - en, hvor orsøgskaninerne var soldaterne, også amerikanske, og civile, der befandt sig i området - og hvor man ikke var klar over følgerne. Verdenssundhedsorganisationen, WH0, har fundet uhyre stigninger i fødselsabnormiteter i det sydlige Irak, hvor dette stof blev brugt i stort omfang.

Erling Jensen, cand.jur.

Ole Olsen, Niels Mosbak, Per Torbensen og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar