Læsetid: 9 min.

Hvad kan Vesten lære af angrebene på Irak, Kosovo og Libyen?

Selv om det reelt ikke gør dem meget klogere, skeler militærchefer og politikere i disse dage til erfaringerne fra tidligere begrænsede militæraktioner, som den, der er lagt op til at sætte i værk mod Syrien, siger eksperter. Det handler blandt andet om psykologi
Tomahawk missil affyres fra USS Barry i marts 2011. Målet var en militær installation i Libyen. Foto: Scanpix

Tomahawk missil affyres fra USS Barry i marts 2011. Målet var en militær installation i Libyen. Foto: Scanpix

29. august 2013

Libyen, Kosovo, Irak eller noget fjerde? Mulighederne er mange, hvis man vil drage paralleller mellem den aktuelle situation i Syrien og konflikter i nær fortid.

I disse dage forbereder flere lande sig på en militær aktion mod Syrien og Assad som svar på regimets påståede kemiske angreb, der ifølge oprørere skulle have kostet op mod 1.300 mennesker livet i sidste uge. Ifølge flere internationale eksperter er der efter alt at dømme lagt op til et angreb af begrænset karakter for eksempel i form af missil- og luftangreb. At man vælger den fremgangsmåde skyldes i høj grad historiske erfaringer, forklarer Magnus Christiansson, der er forsker i militærstrategi ved Försvarshögskolan i Sverige.

»På det operative, militære niveau bruger man tidligere erfaringer i et forsøg på at regne ud, hvilken effekt et givent angreb vil have, og hvad regimets modsvar vil være. I tilfældet missil- og luftangreb vil man givetvis kigge på for eksempel Libyen, hvor man med en vis militær succes foretog sig noget lignende,« siger han.

Metoden har dog sine klare begrænsninger, fremhæver han.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og hvad sker der, når et 'begrænset angreb' på Syrien ingen virkning har? Og verden får fotos og Youtube af civile ofre, herunder børn, (collateral damage) fra angrebet? Og Asad eller oprørerne (hvem der nu stod bag kemien) gasser igen? Skal der så flere amerikanske krydsermissiler afsted? Og hvor længe vil USA, og deres lille 'såkaldte internationale koalition af villige', herunder Danmark, fortsætte med det? Hvor mange civile ofre kan Thorning-Schmidt, Søvndal og andre politikere tage, for deres tvivlsomme krigspolitik?

henrik hansen, Aleksander Laursen, Per Torbensen, Michael Nielsen, lars abildgaard, Moh Abu Khassin , Nic Pedersen, Niels-Holger Nielsen, Troels Ingvartsen, Rasmus Kongshøj og Viktor Knudsen anbefalede denne kommentar
Viktor Knudsen

Vesten skal ikke blande sig i borgerkrige, period!

Men når den engang er afsluttet, skal vi, efter endt undersøgelser, forlange samtlige krigsforbrydere udleveret til den internationale straffedomstol. Og hvis de ikke omgående bliver udleveret, skal vi bombe, og blive ved indtil hver og en er udleveret.

Jørn Petersen

Ja Assad, før så en ordentlig krig ,ikke noget med kemi, kun slå ihjel med krudt og kugler, ellers kommer big brother efter dig med deres napalm bomber.

henrik hansen, lars abildgaard og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Det lyder dramatisk, at intervenere efter 355 er blevet dræbt af formodet gift, ved tvivlsom afsender. Dertil er undersøgelserne stadig igang, og hvordan man kan dømme uden en undersøgelse, men på mavefornemelse - siger lidt om refleksionerne.

Thomas Holm, Michael Nielsen og Nils Brakchi anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Foreign policy coup?

Den amerikanske udenrigspolitik blev kuppet af Cheney, Rumsfeld, Wolfowich etc. allerede i 2001.

dette hævder General Wesley Clark i en tale han holdt i 2007, og som pludselig er blevet meget aktuel:

http://www.youtube.com/watch?v=Ha1rEhovONU

Måske er det bare en konspirationsteori; det interessante er at det ikke er hr. hvem-som-helst, der fremsætter den, men den tidligere "Supreme Allied Commander Europe (NATO)".

De to jurister Marjorie Cohn og Jeanne Mirer citerer i artiklen Killing Civilians to Protect Civilians i dag Phyllis Bennis fra Institute for Policy Studies og David Wildman fra Human Rights & Racial Justice for the Global Ministries of the United Methodist Church:

“Does anyone really believe that a military strike on an alleged chemical weapons factory would help the Syrian people, would save any lives, would help bring an end to this horrific civil war”?

Military strikes will likely result in the escalation of Syria’s civil war. “Let’s be clear,” Bennis and Wildman note. “Any U.S. military attack, cruise missiles or anything else, will not be to protect civilians – it will mean taking sides once again in a bloody, complicated civil war.”
(Min kursivering).

http://www.counterpunch.org/2013/08/29/killing-civilians-to-protect-civi...

Philip B. Johnsen

Det forekommer mig, at der lægges langt størst vægt på, at statuere et eksempel af moralske årsager, mod bruger af kemiske våben, uanset hvem der har brugt dem, i det danske folketing og blandt koalitions partnerne, end på de humanitære omkostningen, som konsekvens ved intervention, hvilket kunne udlægges som, at man ikke har respekt for de menneskelige omkostninger, at syriske civile borgers liv, ikke er af væsentlig betydning for beslutningen om intervention.

Det kunne argumenteres, som værende i tråd med håndteringen af forholdet til legaliteten af interventionen og det manglende FN mandat, kan man forsvare det i et retligt efterspil?

Var der tale om en intervention, hvor man af Danmark og koalitions partnerne, garanterede syriske civile borgers liv ved, at fjerne alle kemiske våben i Syrien, kan der ikke være meget tvivl om legaliteten, men er en intervention, mod befolkningsgrupper vi ikke sympatisere med, uden hensyntagen til konfliktens udvikling og uden, at tage ansvar for resultat af indblandingen, en del af løsningen, eller en del af problemet i Syrien?

"begrænsede militæraktioner"!

Herligt udtryk.
Det er præcis den betegnelse, som det hedengangne USSR brugte for sin invasion m.m. i Afghanistan i 1979-89.
Dengang betegnede det meste af Vesten dette som en illegitim krig!
Men OK. Dengang kaldte samme Vesten sig jo også "den frie verden".
Det udtryk har man ikke hørt i mange år nu.
Men der er jo også sket mange forandringer i verden siden!
(man kan så tænke lidt over nogle af dem!)

Michael Nielsen

Jeg ser fire læringsfelter;

1) Befolkninger
2) politikere
3) medier
4) soldater.

Vestens Befolkninger skal lære at stoppe deres uansvarlige politikere, der konstant fører deres egne lande ud i nye kriminelle angrebskrige, som befolkningerne selv betaler for, i både blod og skattepenge. Nye demokratiske tilgange til parlamentariske beslutninger om krig kunne være en løsning.

Vestens Politikere skal lære at sige fra overfor imperiet. Lære at organisere sig effektivt overfor imperiet.

Vestens Medier skal fortsat udfordres af alternative medier og konspirationsteorier, indtil de mest krigsfortalende af medierne må dreje nøglen om på grund af manglende læser, lytter, seertal.

Vestens Soldater skal lære at finde viden om krigenes motiver fra andre end de traditionelle medier. Men der ud over skal vestens soldater lære at stå frem i medierne, således at de kan frigive informationer til offentligheden. Info som eksempelvis Bradley Manning valgte at frigive. Titusindvis af vestens soldater har også adgang til samme type viden.

»Militærfolk og politikere tænker måske tilbage på den militære succes i Libyen"

Jeg ved ikke om man kan kalde Libyen for en succes. Men fra deres position ser det vel sådan ud.

USA ønsker fremover at føre deres krige på denne måde - unilateralt. Ideen er at man kan nøjes med at angribe lande som man mener ikke retter ind efter USAs interesser fra sidelinjen så man undgår direkte deltagelse krigen. Det er formodentlig billigere og kræver ingen amerikanske liv. Den samme taktik bruges allerede i Pakistan og Yemen. Og det er i øvrigt det er den samme taktik Israel benytter over for palæstinenserne.
Spørgsmålet er derfor om man ikke forlænger krigen. Taktikken kan selvfølgelig benyttes i forhold til fredsforhandlingerne da styrkeforholdet hele tiden kan forrykkes i egen favør. Spørgsmålet er hvordan russerne vil reagere på det.

Det er vel derfor at man bør kræve klare beviser for at det virkelig er Assad der står bag. Ellers kan næste trin vel være at oprørerne, som man ved har serin og også med en vis sandsynlighed allerede har brugt den- vil optrappe brugen. Det er alligevel Assad der får skylden og så er man jo nød til endnu en gang at sætte ham stolen for døren. Og sådan kan det fortsætte. Ofrene er som altid befolkningen.

Det drejer sig her og nu ikke om at løse konflikten. I virkeligheden nok heller ikke om Assad har brugt kemiske våben eller ej. USA har bestemt sig så det er nok ligegyldigt. Obama har udtalt sig om den røde linje og vil tabe ansigt hvis ikke det effektueres.

Men jeg forstår egentlig ikke hvorfor amerikanerne i første omgang vendte sig mod Assad - som ligesom Sadam var deres gode ven og velvilligt stillede op med torturkældre til fri afbenyttelse. Amerikanerne har heller aldrig været kræsne når det kommer til venskab med diktatorer rundt omkring, sålænge disse kunne bruges til at pleje amerikanske interesser. Sådan er det stadig. Og Israel har vist heller ikke haft udeståender med Assad. Nu er situationen en anden. Der må altså være noget større på spil, og det kunne jo være at Iran spiller hovedrollen.

Obama viderefører ikke alene sine forgængeres økonomiske politik, han viderefører åbenbart også deres militære doktriner. Det var nok det han refererede til med sit slogan "Yes we can" - som vi andre helt misforstod. Nogle misforstod det så meget at de straks tildelte ham Nobels fredspris.

erling jensen

Ingen anden nation har gjort sig mere skyldig i at bruge kemiske våben end USA - selv mod dets egne borgere.

I Vietnam, fra 1962 til 1969, sprøjtede USA mere end 50.000 tons af flydende Agent Orange og andre giftstoffer over 16.000 km2, over en tredjedel af Danmarks areal. I dag anslår vietnamesisk Røde Kors, at 150.000 børns fødselsabnormiteter er forårsaget af deres forældres udsættelse for Agent Orange alene.

Desuden blev 388.000 tons napalm, kemisk benzingelé, smidt over sydøstasien mellem 1963 og 1973. I Korea brugte man 32.000 tons over 3 år og 16.500 tons over Japan under Anden Verdenskrig.

I 1991 blev 400 tons af forarmet uran brugt i Irak og Kuwait under Golfkrigen. De mennesker, der var ansvarlige for spredningen af disse 400 tons i Sydirak gennemførte en særlig form for eksperiment - en, hvor orsøgskaninerne var soldaterne, også amerikanske, og civile, der befandt sig i området - og hvor man ikke var klar over følgerne. Verdenssundhedsorganisationen, WH0, har fundet uhyre stigninger i fødselsabnormiteter i det sydlige Irak, hvor dette stof blev brugt i stort omfang.

Erling Jensen, cand.jur.

Ole Olsen, Niels Mosbak, Per Torbensen og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar