Læsetid: 4 min.

Kina strammer grebet om nettet

Hundreder er blevet arresteret i en ny kampagne i Kina, hvor kommunistpartiet forsøger at øge kontrollen med internettet. Styret er nervøst for at miste sin evne til at guide den offentlige opinion, siger blogger
30. august 2013

Kinas kommunistparti gør hovedrent på internettet. Det har iværksat en højt profileret kampagne mod såkaldt ’rygtespredning’, som ifølge regeringen og statsmedier er med til at destabilisere samfundet. Flere mener dog, at kampagnen blot er et røgslør for en intensivering af klapjagten på kritikere af styret og et forsøg på at styrke kontrollen med den offentlige diskurs på internettet.

Hundreder er blevet arresteret for anklager om rygtespredning. Blandt dem er journalister, advokater og whistleblowers, som har langet ud efter regeringens politik og anklaget navngivne kadrer for korruption og magtmisbrug. Under dække af kampen mod internetrygter har myndighederne også optrappet presset mod nogle af landets mest populære liberale bloggere, som følges af millioner af kinesere, og hvis holdninger derfor har stor gennemslagskraft.

»Regeringen forsøger at styrke kontrollen med internettet for bedre at være i stand til at guide den offentlige opinion i Kina og eliminere kritik,« siger Hung Huang, en i Kina berømt publicist og populær blogger med omtrent ni millioner følgere på de sociale medier.

»Internettet er det sted, hvor kineserne kan ytre sig friest, men nu gøres muligheden for fri diskussion mindre. Kommunistpartiet er jo i virkeligheden ikke mest bekymret for rygter, men for information der kan underminere dets image og magt.«

Kommunistpartiet har denne måned sagt, at det vil have en »mere positiv« diskussion på internettet. Og i fredags skrev partiets talerør, Folkets Dagblad, en leder, der lagde op til, at regeringen bør »rengøre miljøet« på internettet. Det er udmeldinger, som for mange signalerer en ende på håbet om, at den nye partiledelse under præsident Xi Jinping vil tolerere en mere fri og mindre censureret udveksling af synspunkter og information på internettet.

Mange arrestationer

Antallet af arrestationer i den igangværende kampagne er store. Alene i den centrale Shanxi-provins er flere end 60 personer blevet arresteret eller tilbageholdt af politiet. I byen Shanghai er 170 blevet arresteret i år for rygtespredning.

I sidste uge arresterede politiet journalisten Liu Hu for at sprede rygter. Han havde online opfordret til en officiel undersøgelse af en tidligere viceborgmester i storbyen Chongqing, som han beskyldte for pligtforsømmelse. En anden journalist, Zhou Lubao, der afslørede borgmesteren i byen Lanzhou som korrupt, blev også arresteret i fredags – for rygtespredning og afpresning. Samtidig blev Fu Xuesheng, en it-entreprenør, arresteret for at anklage en politiker i Shanghai for korruption og magtmisbrug. Andre er blevet arresteret for rygtespredning efter at have rettet anklager mod ministerier. Og 13 etniske mongoler, der denne måned online kritiserede planer om, at et stort antal etniske hankinesere skulle flyttes til deres hjemegn i Indre Mongoliet, er også blevet straffet for rygtespredning. Selv påstande online om, at Lei Feng, et kendt kommunistisk ikon i Kina, der døde i 1950’erne, slet ikke var så selvopofrende, som det lyder i partiets propaganda, har ført til arrestationer.

Populære bloggere

Mikroblogs i Kina, der har flere hundrede millioner brugere, er på trods af censur ellers blevet en hidtil uset stor platform for udveksling af nyheder og holdninger. Specielt bemærkelsesværdigt har været den rolle, som de mest populære bloggere har spillet. Mange berømtheder, fra skuespillere til entreprenører, har tiltrukket sig millioner af følgere til deres mikroblogs, og har været i stand til at sætte et stærkt præg på den offentlige diskussion. Det har gjort kommunistpartiet nervøst, når de har brugt deres platform på at gøre opmærksom på f.eks. social uretfærdighed eller har stillet spørgsmålstegn ved regeringens førte politik. Netop disse bloggere var de første, der i forsommeren følte presset fra kampagnen mod rygter.

Ejendomsmagnaten Ren Zhiqiang, hvis mikroblog har 15 mio. følgere, fik blokeret sin blog, da han kritiserede regeringens håndtering af konsekvenserne efter en dødelig storm. Den tidligere chef for Google i Kina, Kai-Fu Lee, der har 51 mio. følgere, fik sin mikroblog suspenderet, efter han satte spørgsmålstegn ved en statsfinansieret online søgemaskine. Og forfatteren Murong Xuecun, med fire mio. følgere, fik sin mikroblog lukket ned, efter han havde skrevet kritisk om regeringens indsats for at forhindre offentlige diskussioner af bl.a. pressefrihed og kommunistpartiets historiske fejltrin.

»Regeringen er bange for, at flere og flere opinionsledere bliver anset for troværdige af befolkningen og vil blive opfattet som mere autoritative end regeringen selv,« siger Hung Huang.

Statsmedier har anklaget mikrobloggere for at underminere socialismen og promovere vestlige værdier gennem løgne og negative nyheder. Desuden siger Lu Wei, regeringens topmand for styring af internettet, at de populære bloggere har et ansvar for at »levere mere positive og konstruktive beskeder« til befolkningen.

Flere af bloggerne med det største antal følgere er på det seneste blevet kaldt ind til møder, hvor de har fået besked på at erklære sig enige i syv grundregler for internetopførsel. De skal bl.a. respektere loven, arbejde for opretholdelsen det socialistiske system og den sociale orden og beskytte de nationale interesser.

Forfatteren Murong Xuecun, der fik spærret sin mikroblog i maj, mener, at det er absurd at opstille disse regler for internettet og ser det som et tegn på ønsket om øget kontrol:

»Hvorfor kan vi ikke kritisere de ting i systemet, som vi mener har brug for forbedringer eller er forkert?« siger han til Hongkong-avisen South China Morning Post.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

'Kina strammer grebet om nettet'

Ja, men det er dog tilsyneladende en 'lokal' foreteelse? Hvor mange regeringer i vores sfære samarbejder med kineserne om denne foranstaltning? Hvor må det være rart for Gøttske at 'nyhedsdækningen' er opdelt i irrationelle kategorier. Så er der frit slag for de billige underforståetheder.