Kuppet, der ikke var
Da det egyptiske militær afsatte den demokratisk valgte præsident Mursi, ville ingen sige ordet ’kup’. Det vil man blandt vestlige politikere stadig ikke – heller ikke efter onsdagens massakre i Kairo, hvor over 500 egyptere mistede livet.
Ét lille ord mangler i Danmarks, EU’s og USA’s reaktion på onsdagens blodbad i Kairo, hvor flere end 500 er omkommet, efter at den egyptiske hær med magt fjernede tusindvis af den afsatte præsident Mursis demonstrerende støtter. I gårsdagens strøm af pressemeddelelser fra vestlige udenrigsministerier blev situationen kaldt for »bekymrende«, »et seriøst tilbageslag« for den politiske forsoning; det hedder, at EU » på det kraftigste fordømmer« volden, og at Danmark stopper sin bistand på 30 mio. kr. til landet.
Men stadig er der ingen, der vil sige ordet ’kup’.
Og det er ikke uproblematisk. Ifølge professor Jakob Skovgaard-Petersen, der er Mellemøstekspert ved Københavns Universitet, kan det have været med til at give den egyptiske hær den opfattelse, at Vesten var mere interesseret i stabilitet end den egyptiske demokratiproces. »Jeg tror, man har gjort et hæderligt forsøg på at forlige partnerne, men den stærke part – militæret – har følt sig opmuntret af, at Vesten ikke kaldte det for et kup. Hæren har valgt den hårde linje, og man kan frygte, at det var, fordi man ikke meldte så hårdt ud fra Vestens side,« siger Skovgaard-Petersen, der fra 2005 til 2008 var direktør for det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo.
»Carte blanche er måske lidt flot sagt, men der er i Mellemøsten en tendens til, at når Vesten bare siger, at man er ’forfærdet’, så fortsætter tingene,« tilføjer han.
Peter Viggo Jakobsen, lektor i international politik ved Forsvarsakademiet, påpeger, at vestlige diplomater arbejder bag scenen for at »lægge stort pres på det egyptiske militær for at begrænse volden og igen overdrage magten til politikerne«.
»Men ingen er parat til for alvor at trække tæppet væk under det egyptiske militær. Og det ved det.«
Det er et kup
At der er tale om et militærkup, er der imidlertid ingen tvivl om hos eksperterne: »Det er helt klart et militærkup. Selvfølgelig er det det. Et militærkup er, når militæret tager magten og afsætter en valgt regering, og det, må man jo sige, er tilfældet i Egypten. Det er svært at kalde det andet end et militærkup,« siger Peter Viggo Jakobsen.
Sten Rynning, professor og leder af Center for War Studies ved Syddansk Universitet, er enig. »Definitionen på et kup er en overtagelse af magten uden om forfatningen, så derfor er det uden tvivl et kup,« siger Rynning. Årsagen til, at Danmark og andre vestlige lande indtil videre konsekvent har afstået fra at bruget ordet, skyldes ifølge eksperterne, at USA indtil videre har afstået fra at kalde det et kup. Og det har amerikanerne, fordi de har markante interesser i landet.
»Det er godt, at vi nu ser Danmark være meget mere klar i mælet i forhold til det, der er sket, og at vi skærer bistanden. Man har det indtryk, at der i Vesten har været en koordinering af, hvad man siger, fordi det ville forhindre USA i at give militær støtte til Egypten, hvis man kaldte det for et kup. Og det synes jeg er en rigtig dårlig idé,« siger Jakob Skovgaard-Petersen.
Elizabeth Iskander, Egypten-ekspert på London School of Economics, er enig i, at det primært er USA’s militære støtte, der er årsagen til den forsigtige sprogbrug.
»Regeringerne har været forsigtige, og især i de amerikanske udtalelser har man afholdt sig for bruge udtrykket, for hvis USA indtog den holdning, at der er tale om et kup, så ville amerikansk lovgivning fforhindre overførslen af 1,3 mia. dollar i hjælp til det egyptiske militær. Det ville fjerne en vigtig amerikansk mulighed for indflydelse,« siger hun.
»Europa og USA skal arbejde med de nye ledere og pleje deres indflydelse og interesser i landet. Det lægger en dæmper på reaktionerne.«
Sten Rynning mener, at det ville have været »dynamit at bruge det ord«: »Konnotationen til et kup er, at det må man ikke støtte, og der er alt for mange interesser på spil i forhold til stabiliseringen af Egypten,« siger han.
Rigtig strategi?
Rynning mener, at de seneste dages dramatiske udvikling ikke nødvendigvis betyder, at demokratiprocessen er tabt i Egypten. Og derfor mener han, at politikerne godt kan forsvare at undlade at kalde den militære magtovertagelse for et kup.
»Det, der er vigtigt er, at man fordømmer volden, og at man forholder sig kritisk til, om generalerne sætter sig på magten igen. Det civile samfund og nogle fra Mursis lejr skal med. Bagefter kan vi så tage diskussionen om, hvorvidt vi skulle have kaldt det for et kup eller ej,« siger han og begrunder sin holdning med, at der er bedre mulighed for at presse den egyptiske hær, hvis man presser på via de indre kanaler.
»Hvis jeg rådgav regeringen, ville jeg sige, at nu må I gøre det klart på de indre linjer, at vi ikke kan støtte jer (hæren, red.), hvis det her fortsætter. Altså en intern trussel for at drive dem i retning af demokrati, og hvis ikke det sker, så kalder vi det for et kup, og så må de leve med de konsekvenser, det må få,« siger han og påpeger, at det ville medføre, at man afbrød forbindelserne med landet, ophørte med at yde bistand og behandlede det som en illegitim stat – en pariastat. »Men det er svært, for Egypten er en uhyre vigtig stat i Mellemøsten, så det er vigtigt at isolere og engagere dem.«
Elizabeth Iskander er enig: »Udenlandske magter må vedblive at være engageret og optræde som mæglere. Men mens situationen er så flydende og vag, i forhold til hvad der rent faktisk sker i landet, må de være forsigtige og må undlade at træffe drastiske beslutninger,« siger hun.
Peter Viggo Jakobsen er ikke sikker på, at Danmark eller for den sags skyld USA kan gøre frygtelig meget for at redde det egyptiske demokrati. Det er »en konflikt, som egypterne selv skal løse«, mener han.
»Danmark prøver ligesom andre europæiske lande at finde en grimasse, der kan passe, men det betyder ikke en bønne, om Danmark trækker 30 mio. i støtte. Det afgørende er, om USA gør det samme. Og det gør de ikke, for så risikerer Obama, at Egypten vender sig mod Kina i stedet, og det ønsker USA bestemt ikke,« siger han.
»USA vil formentlig lukke øjnene for det meste af det, der kommer til at ske, og håbe på, at militæret hurtigt leverer magten tilbage til de politikere, der måtte være tilbage, når Det Muslimske Broderskabs ledere er smidt i fængsel. Det, USA håber, er, at der en anden, yngre ledelse i Det Muslimske Broderskab, som vil være mere indstillet på kompromis.«
Jakob Skovgaard-Petersen mener imidlertid, at de seneste dages blodige udvikling har vist, at Vestens tilbageholdenhed ikke har været det rette svar på hærens afsættelse af Mursi.
»Det kan man ikke sige. For det har jo ikke virket,« siger han og peger på, at den manglende kritik af kuppet mod en demokratisk valgt præsident udstiller Vestens dobbeltmoral. »Sådan vil det blive forstået. I Mellemøsten er der en udbredt opfattelse af, at Vesten er dobbeltmoralsk,« siger han.
Reaktioner:
’Volden er afskyelig og et alvorligt anslag mod forsøget på at finde en forhandlingsløsning.’
John Kerry, USA’s udenrigsminister
’Vold vil ikke føre til nogen løsninger. Vi opfordrer de egyptiske myndigheder til at udvise maksimal tilbageholdenhed.’
Cathrine Ashton, EU’s udenrigschef
’Alle egypterne må koncentrere deres kræfter om at fremme reel forsoning, der omfatter alle parter.’
Ban Ki-moon, FN’s generalsekretær
’Det egyptiske styre må gøre alt, hvad der står i dets magt for at undgå en borgerkrig. Løsladelse af fanger kan være et første skridt i retning af en genoptagelse af dialogen.’
Francis Hollande, Frankrigs præsident
’FN’s Sikkerhedsråd og den Arabiske Liga må omgående tage skridt til at standse denne massakre. De, der tier efter denne massakre, er lige så skyldige som dem, der har udført den.’
Tayyip Erdogan, Tyrkiets premierminister
’Alle sider må udvise mak-simal tilbageholdenhed og undgå yderlige dødsfald.’
Kinas udenrigsministerium
’Vi følger de bitre og beklagelige begivenheder i Egypten tæt. Der er ingen tvivl om , at de seneste be-givenheder øger risikoen for borgerkrig i denne store islamiske nation.’
Irans Udenrigsministerium
Seneste nyt
Kommentarer
Nåh ja, Danmark og flere andre "pæne" allierede har jo i årevis ført krig, uden på noget tidspunkt at have erklæret netop krig efter gængse love og regler. Så hvorfor skulle man ikke kunne lave kup og lade være med at kalde det kup!?
Jeg kan egentlig godt forstå den "udbredte opfattelse" af dobbeltmoral.
- Niels Mosbak
- erling jensen
- Janus Agerbo
- Morten Lind
- Simon Olmo Larsen
- erik mørk thomsen
- Katrine Visby
- Stig Bøg
Cairo massacre: The Muslim Brotherhood’s silent martyrs lie soaked in blood
The corpses are a powerful symbol for the opposition. Robert Fisk gives a name to some of the dead and helps remember them
http://www.independent.co.uk/voices/commentators/cairo-massacre-the-musl...
Vi kom til at holde med de forkerte, men så kan vi jo bare sige, at nu fremstår magtovertagelsen som et kup lissom Milosevic og Saddam begge pludselig blev til Hitler.
Var den første revolution så også et kup? Var Mubaraks fald et kup? Militæret ville jo ikke holde hånden under regimet, sådan som militæret så åbenlyst gør det i Syrien. Er Syriens opretholdelse af Assad-regimet et kup? I Egypten væltede folket Mubarak, og senere væltede det Mursi - men Mursi var demokratisk valgt, yes, men overtrådte demokratiske spilleregler og trumfede en forfatning igennem på en kupagtig måde. Hans regime var ikke demokratisk, altså fortsatte revolutionen, og militæret fortsatte med at støtte den. Man kan godt kalde det et kup, men snarere at revolutionen ikke er færdig
Ja, enkelt er det ikke. Så meget er sikkert.
Og Lenin kuppede enhver mulighed for demokrati i Rusland i periden først i 1919 med et militærkup mod den grundlovgivende forsamling han selv havde ladet indkalde og derefter endeligt med våbennedkæmpelse af strejker og opråret i Kronstadt i 1921 og sådan kan vi blive ved.
Men det ændrer stadigvæk ikke ved det faktum at det var en uheldig udvikling i Ægypten. Demokratiske valgte statsoverhoveder bør væltes af parlamentarisk vej - og ikke med våbenmagt. Muri burde have været væltet - han fortjente ikke bedre - men det burde være sket alene på det grundlag at han havde mistet sit parlamentariske flertal (hvad han havde)
Se, hvis nu de vestlige lande satte hårdt mod hårdt og sagde, at der fandt et militærkup sted da man afsatte Mursi, så kunne det rent faktisk være, at de seneste drabstal måske ikke ville være lige så høje som de har været på det seneste. De vestlige lande er jo med til at legitimere det egyptiske militærs måde at handle på samt dets magtposition ved ikke at nævne 'kup' og dermed ikke-demokratiske metoder, når snakken går på måden Mursi blev væltet.
Men når alt kommer til, så bliver det under alle omstændigheder svært at løse konflikten i Egypten. Alle i Egyten troede sikkert, at da Mubarak blev væltet, så ville der blive indført demokrati og alt ville blive perfekt. Desværre for egypterne og resten verden er alt blevet værre og værre. Det samme kan meget vel ske for syrierne, hvis Bashar Al-Assad bliver væltet og Al-Qaeda overtager magten, som meget tyder kan ske, hvis han bliver afsat.
At indføre demokrati er en lang lang proces der tager tid at implementere. Specielt i et land som har fungeret under diktatorisk ledelse i lang tid. Godt nok fik vi i Danmark indført grundloven i 1849, men det tog os ca. 70 år før der var et nogenlunde velfungerende demokrati, med menneskerettigheder og ligestilling mellem bonde/godsejer,kvinder/mænd mfl.. Egypterne har simpelthen undervurderet, hvor lang tid det tager at indføre demokrati.
Når militæret griber magten og afsætter en folkevalgt leder, så er der tale om et militærkup.
Efter Mubaraks fald holdt miltæret sig heller ikke tilbage, men viste sin magtbrynde overfor folket, så er det både en vane, og en militær demonstration af hvor magten reelt befinder i Ægypten, og har krav på respekt fra såvel parlamentarikerne, og folket uanset "demokratiske" valg.
Spørgsmålet er så hvordan man forvalter magten, - og det har vi nu to eksempler på fra militærets side, som ikke lover godt for fremtiden.
"Områdetraditionen" peger ikke på landet er til demokrati fra de højere klasser i samfundet, da vil betinge en omfordeling, som de overhovedet ikke er interesseret i,
og så må demokratiet forblive enten en illusion i Ægypten, og en pæn facade til vesten som den kan leve med.
Det Muslimske Broderskab har sine egne terrorgrupper til at starte uroligheder.
43 politibetjente meldes dræbt, et stort antal politistationer er også brændt af.
De er flere gange blevet grebet i at benytte provokatører der skød mod demonstranterne - som "falske politifolk".
Der er også beretninger om "falske døde" - en del af ligene skal være gamle, der udgives for at stamme fra konfrontationerne.
Det er derfor det egyptiske "establishment" betragter dem som en samling kriminelle, som det er nødvendigt at skride ind overfor.
På
https://mobile.twitter.com/Adly_Mansour?p=s
kan man med Google translate læse den midlertidige præsident Adly Mansours kommentarer.
Han er ganske kompromisløs overfor den terror- og afpresningsvirksomhed, brødrene har drevet.
Det Muslimske Broderskab bliver nu forbudt.
Det er lidt fremmedartet for Vesten, men den "konventionelle visdom" - siden Atatürk - siger, at der skal en stærk hånd til at holde ekstremisterne nede.
Her ses Atatürk-mindesmærket udenfor Ankara:
Ibrahim
Du lever i en meget forenklet virkelighed - det er sgu ikke så enkelt ej heller så gennemskueligt - og dit forkætrede 'vesten' har ikke den afgørende indflydelse du og andre tillægger den/dem. Tilmed er din nedrangering af mulimske borgers begavelse til et niveau hvor du ikke mener de kan håndtere de rettigheder du selv har beklagelig - tp say the very least.
Kuppet der ikke var og valget (det såkaldte demokratiske) fyldt med løgne. Et valg for alle Egyptere viste sig at være et valg for ekstreme islamister.
Milliard tilskudet fra USA tilhører fredsaftalen mellem Egypten og Israel, og kan ikke uden videre fjernes uanset hvad kuppet kaldes.
Nu skaber og forarger hele verdens politikere sammen med mange journalister sig nok kun over sig selv.
I sammenligning med, hvad der foregår i Syrien, er Egypten kun en bagatel endnu.
Det arabiske forår kan ikke standses med "ord", eller søforklaringer. Det er kommet for at blive, det må også israelerne finde sig i.
Det må give Tyrkiets militær blod på tanden.
At Vesten ikke blot accepterer, men ligefrem billiger, at militæret sætter demokratiet fra bestillingen, hvis vælgerne er af arabisk og/eller muslimsk oprindelse.
Der var jo netop demonstrationer mod Erdogan fornyligt.
Sådan var det også i Algeriet i 91-82.
Da Hamas senere vandt et af verdens mest FN-kontrollerede valg, valgte Vesten også at se bort fra resultatet fordi de var muslimer.
Og nu er turen så kommet til Egypten (Mursi) og Erdogan (Tyrkiet).
Truslen mod Israels sikkerhed kommer ikke fra despoter men fra vrede befolkninger.
Derfor har Israel brug for at være omgivet af en sikkerhedszone af diktaturer, der skal sikre, at de vrede befolkninger ikke angriber Israel.
Den undersøgende brasilianske journalist Pepe Escobar (http://en.wikipedia.org/wiki/Pepe_Escobar )
karakteriserer i artiklen
“‘Bloodbath That Is Not A Bloodbath': Why Egypt Is Doomed”
reaktionerne på militærkuppet således:
” Egypt's ‘bloodbath that is not a bloodbath’ has shown that the forces of hardcore suppression and corruption reign supreme, while foreign interests - the House of Saud, Israel and the Pentagon - support the military's merciless strategy”,
Et enkelt citat:
“NATO Secretary-General Anders Fogh Rasmussen, at least was blunt: “Egypt is an important partner for NATO through the Mediterranean Dialogue.” Translation: the only thing we really care about is that those Arabs do as we say.”
Med venlig hilsen
Det er meget sigende for tilstanden af det vestlige (og danske) demokrati at demokratiske beslutninger man ikke kan lide bliver ildeset.
Mursi og kumpaner blev demokratisk valgt, men "vi" kan ikke lide Mursi og kumpaner, derfor bifalder vi kuppet.
Hvad ville danske vælgere sige til, at det danske militær årligt modtog et to-cifret milliard-beløb direkte fra Ruslands Putin (han har pengene - rigeligt endda) til gengæld for, at militæret afsatte regeringen og indførte undtagelsestilstand hver gang valgresultatet ikke passede Putin ?
USA betaler Egyptens militær direkte.
Professoren og Mellemøsteksperten siger, at 'Vesten var mere interesseret i stabilitet end i den egyptiske demokratiproces'.
Det er rigtigt set, professor. Vesten er ikke interesseret i en teokratisk islamisk stat a lá Iran i Egypten, eller risikoen for en sådan. Dertil er Egyptens beliggenhed (med Suez kanalen) og størrelse på 85 mio. indbyggere (og hastigt stigende) for vigtig.
Kald det hykleri eller dobbeltmoral, men Vesten kan ikke forventes at skade sine egne interesser, ved at stille sig på islamisternes side. (Som man ikke gør i Syrien). Ingen, og slet ikke i den islamiske verden, vil i øvrigt takke Vesten for en indblanding.
Vesten taler om demokrati - javel, men mere end een mand - een stemme - een gang. Der skulle gerne følge respekt for minoriteter (i Egyptens tilfælde kristne koptere og homoseksuelle), kvinders ligestilling, pressefrihed og religionsfrihed med. Intet af dette var på Broderskabets dagsorden - tværtimod. Og det ligger ikke lige for i Egypten.
Bortset fra det, er det ikke demokrati det drejer sig om i Egypten. Det drejer sig om et dysfunktionelt samfund, godt på vej til 'failed state status', med korruption og social og økonomisk elendighed. Det kan kun egypterne selv lave om på. Intet tyder desværre på, at det er ved at ske.
Inden nogen gør muslimer og arabere alt for unikke, så var der altså lignende hændelser i f.eks. Chile, Nicaragua og en del andre lande, som ikke just er hverken arabiske eller muslimske, som nogle måske endda kan huske!?
Så det handler om geopolitik og magt mere end om "muslimer eller ej"!
Det bør man ikke overse.
@ Nic Pedersen
Artiklen omhandler specifikt Egypten - og ikke hverken 'Chile, Nicaragua og en del andre lande,..'.
Ole Olsen,
nej, den omhandler spørgsmålet om kup eller ej og ikke mindst hvorfor!
Nic Pedersen
Der er ingen ved sine fulde fem, der ikke vil betegne det der er sket i Egypten som et militærkup. Om man, af taktiske grunde, vil sige det ligeud, er en anden sag, og egentlig ret ligegyldig. Jeg forholder mig derfor til andre udsagn i artiklen, og til Egyptens nuværende situation, og ikke til om der engang har været kup eller ikke-kup i Chile m.v.
Problemet er vel, som Harbermas skriver her i avisen: ” Vi er mange, som har knyttet store forhåbninger til Obama, som siden har måttet konstatere, at han har givet efter i forhold til mange følsomme spørgsmål på det normative niveau.”
Vesten har talt om demokrati, men da det spidsede til, var geopolitikken det, der vejede tungest. Man støttede Morsi for langt og pludselig så det ud til at militæret vil vinde. Et kup er ikke længere et kup for det gælder om at få indflydelse. Man gjorde sig uvenner med de sekulære, og nu gør man sig upopulær hos Morsis tilhængere. I baggrunden står Putin ikke som den lille skoledreng, men en der ser en chance.
Ole Olsen,
jeg tror nu nok, at Obama og den amerikanske regering er "ved sine fulde fem", om man så er enig med dem eller ej.
Men det vil politisk vanskeliggøre en fortsættelse af støtten til og dermed indflydelse i Egypten at kalde kuppet for et kup!
Der er ikke noget specifikt egyptisk eller muslimsk/sekulært/demokratisk ved den del af situationen. Det er rå Geopolitik Classic.
Og det er ikke uvæsentligt at forstå!
Jeg kan i den sammenhæng foreslå et par artikler:
http://www.atimes.com/atimes/Middle_East/MID-03-160813.html
http://rt.com/op-edge/egypt-protests-terror-muslim-brotherhood-526/
Jo, det er et militærkup, efter alle rimelige principielle definition af ordet. At man ikke vil bruge ordet hænger sammen med, at den vestlige verden ikke mener officielt at kunne støtte en forandring, der er kommet i stand ved hjælp af militærets magt (selvom de jo har støttet et hav af sådanne regimer gennem årene). I dette tilfælde, og endnu mere i de forudgående tilfælde i Tunesien og Egypten, er forandringerne dog båret af et massivt folkeligt pres (hvor var for resten Mursi-tilhængerne i tiden op til militærets indgriben?), hvorimod det faldne regime var præget af demokratiske svigt, da det ikke ville inkludere alle de grupper, der havde været med til at bane vejen for revolutionen.
Med hensyn til sammenligninger vil jeg minde om Honduras, hvor præsiden Zelaya for et par år siden blev fanget af militæret og sat på et fly ud af landet. Det var i høj grad et militærkup, men heller ikke der ville USA kalde det et militærkup. De rige familier fik stablet et valg og en ny præsident på benene, men Zelaya kunne selvfølgelig ikke stille op. Forskellen på Egypten var den principielle, at i Honduras var det ikke folket, der rejste sig mod præsidenten, men den lille klasse af familier, der sidder på al magt, jord og produktion i landet.
.
Jweg synes det er lidt billigt at kritisere USA i Ægypten siden Mubarak. Det var ligesom lidt lettere tidligere. Men siden Mubaraks fald synes jeg godt nok det er vanskeligt at se hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Man har taget afstand fra militærindgriben fra første dag, men ville dte være klogt at erklære det et 'militærkup' (hvad det selvsagt er) hvis dette indebærer isolation af landet? Jeg mener ikke nødvendigvis at det ville være det rigtige. Mursi-regeringen misbrugte sit flertal i et forsøg på at indføre en teokratisk stat. Mursi mistede reelt sit demokartiske flertal da hans samarbejdspartner trak sig. Militæret greb ind efter uger med demokrtiske demonstrationer mod regeringen. Det var en fandens dålig måde at løæse problemet på, men stadig - jeg er ikke sikker på at det rigtige er at at trække al støtte tilbage og isolere Ægypten.
Jeg mener at det der forkætrede 'vesten' er reduceret til iagtager af en situation hvor det er stort set ligegyldigt hvad man gør - det vil stadig være det forkerte. Det her er en situation ægypterne slev skal løse og helst demokratisk - og det er selvsagt5 muligt og den eneste rigtige måde at løse problemet på - der er ingen andre - og ægyptere har selv sagt ret til de samme demokratiske goder som alle andre.
Man bør tilskynde til at der laves en forfatning der beskytter mod teokratiske overgreb mod mindretal
Man kan selvfølgelig nemt være enig i de punkter, artiklen her kommer med. Men mener vi seriøst, at den egyptiske hær kan påvirkes af, hvad vi kalder deres handlinger?
De har siddet ved magten siden 1952, og har siden da hørt lidt af hvert fra vestlige side uden yderligere påvirkning. Derfor er diskussionen omkring kup/ikke-kup ret omsonst. Giver ikke så meget mening at kuppe et land, man allerede har rimelig godt fat i.
Men morsomt er det, hvordan vi fra vestlige side kræver forsoning og inddragelse af alskens islamister i den mellemøstlige politiske process, mens vi herhjemme aldrig selv kunne finde på det. Kan vi forestille os Hizb-u-tahreer til det kommende kommunalvalg i Kbh? Nej, vel.
Måske skulle man sætte et eksempel som veletablerede demokratiske lande og vise os arabere, hvordan man lige får knækket den nød...? Altså løse den islamistiske/demokratiske gordiske knude. I stedet for at forvente at lande, som så småt er ved at få demokratiske ben at stå på bare sådan kan håndtere det uden problemer.
Apropos dobbelt morale, hykleri og urealistiske forventninger til omverdenen.
Firas
Nu har Hizb-u-tahreer altså heller ikke en mors chance for at opnår over 40% af stemmerne i Danmark ved at demokratisk valg. Fik de det ville være være sgu også være nød til at tage dem alvorligt og forsøge at finde en demokrtisk løsning via samtale.
Selvfølgelig er broderkabet for stort i Ægypten til at det kan ignoreres. Men kan stadig lave en forfatning der beskytter politiske mindretals rettigheder og sætter grænser for hvad et demokratisk flertal kan foretage sig af grunbdlkovsændringer uden at det skal til folkeafstemning og et kvalificeret flertal til (f.eks 2/3 dele) og et afstemningsmæssigt flertal også i parliamentet og lignende.
Der er mange måder hvorpå man kan indrette et demokrti og demokrstisk forfatning sådan at m,indretal beskyttes og at det bliver uhyre vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at krænge muslimske religiøse love, censur og forordninger ned over hovedet på sekulære, religiøse og andre politiske mindretal.
Hvorfor skulle man kritisere nogle kumpaner (Mursi og ligesindede), når der ingen tvivl er om, hvad de vil bruge deres nyvundne magt til! Ingen kan bebrejdes deres passivitet i den forbindelse, og ingen med intentionen om at blive gammel rejser ned i krudttønden Egypten.
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »