Nyhed
Læsetid: 4 min.

Tyske SPD aftalte dataudveksling med NSA

De tyske socialdemokrater er kommet i modvind efter nyheden om en dataudvekslingsaftale med NSA fra 2002. Den tyske offentlighed søger stadig svar på spørgsmålet om, hvorvidt NSA spionerer mod tyske borgere
Afsløringerne af samarbejdet mellem NSA og BND fik i sidste uge folk på gaden i protest mod overvågningen. Her en gruppe vagter foran BND’s bygning i Berlin under en demonstration.

Stefan Boness

Udland
10. august 2013

Det ligner et pinligt selvmål for de tyske socialdemokrater. I weekenden kunne nyhedsmagasinet Der Spiegel berette, at den tyske udenrigsefterretningstjeneste BND i stort omfang udleverer data til NSA. Det fik ledende socialdemokrater til at intensivere kritikken af Angela Merkels regering, som er blevet beskyldt for at dække over både samarbejdet mellem BND og NSA og det reelle omfang af den amerikanske spionage mod tyske statsborgere.

Nu viser det sig imidlertid, at socialdemokraterne selv har godkendt udleveringen af data til NSA. Ifølge Merkels talsmand Georg Streiter sker udleveringen af data på baggrund af en aftale, som den ledende socialdemokrat Frank-Walter Steinmeier i 2002 indgik med USA i kølvandet på angrebet på World Trade Center. Dengang bestred Steinmeier posten som kansleramtsminister med ansvar for de tyske efterretningstjenester.

Den tyske regering bekræfter oplysningerne om, at BND udleverer data til NSA, men understreger samtidig, at de udleverede oplysninger ikke vedrører tyske statsborgeres telekommunikation. Samarbejdet angår ifølge den tyske regering udelukkende kommunikation, der vedrører tyske interesser i udlandet, eksempelvis sikkerhed for tyske soldater i internationale indsatser.

En sådan form for udlevering af indsamlede data er ikke i strid med tysk lov, der i første omgang forbyder udenlandske efterretningstjenester at spionere på tysk jord. Tværtimod er den i overensstemmelse med netop den aftale, som Steinmeier indgik med USA i 2002.

De nye oplysninger tager luften ud af den socialdemokratiske kritik, men trods forklaringerne fra den tyske regering er eksperter langtfra sikre på, at NSA holder sig fra at spionere mod tyske statsborgere på tysk jord.

»Mistanken om, at NSA samler data uden at samarbejde med tyske myndigheder, består stadig. Regeringen siger, at der ikke indsamles og lagres data på tysk territorium, men i det øjeblik, man betræder internettets verden, kan man indsamle de data, man ikke ønsker at indsamle i Tyskland, fra et andet sted. At NSA gør dette uden for tysk territorium kan ikke afvises,« siger den sikkerhedspolitiske ekspert Christian Tuschoff fra Freie Universität i Berlin.

500 mio. styk data

NSA-affæren er blevet et af de mest debatterede emner i den igangværende tyske valgkamp, siden NSA-afhopperen Edward Snowden for godt syv uger siden kunne afsløre, at NSA hver måned modtager og analyserer omkring 500. mio. data fra Tyskland. Hvorfra de pågældende data stammer er blevet et kontroversielt og afgørende spørgsmål i Tyskland: Aflytter og overvåger amerikanske spioner på egen hånd tyske borgere? Eller udleverer den tyske efterretningstjeneste selv indsamlede informationer til deres amerikanske kolleger?

Indtil videre har den tyske regering haft mere end vanskeligt ved at besvare dette spørgsmål, men noget tyder på, at det sidste er tilfældet.

Med fremkomsten af nyheden om Steinmeiers aftale kan den tyske regering godtgøre, at de 500 mio. dataforbindelser, der omtales i Snowdens dokumenter, refererer til informationer, som den tyske efterretningstjeneste selv har indsamlet i udlandet og derefter via opsamlingspunkter i Bad Aibling i Bayern og Afghanistan har videresendt til NSA med henblik på analyse. Det udelukker imidlertid ikke, at NSA stadig spionerer mod tyske statsborgere, vurderer Christian Tuschoff: »Udviklingen i de sidste par dage har vist, at omfanget af overvågningen er ukendt. De officielle informationer stemmer ikke overens med de oplysninger, som oprindeligt stammer fra Edward Snowden. Derfor er omfanget af overvågningen af tyske statsborgere og på tysk jord stadig ekstremt uklart.«

Beskyldninger om hykleri

Muligheden af NSA-overvågning af tyske borgere forbliver dermed et omstridt spørgsmål i den tyske valgkamp, hvor samarbejdet mellem den tyske og amerikanske efterretningstjeneste har afstedkommet demonstrationer foran BND’s bygninger i Berlin.

Både oppositionspolitikere og regeringsmedlemmer har udtrykt bekymring for, at den amerikanske efterretningstjeneste i strid med den tyske grundlov overvåger og aflytter tyske borgeres sms’er, e-mail og telefonsamtaler. Som reaktion på Snowdens afsløringer sammenlignede Merkels talsmand for godt en måned siden NSA’s aflytningsprogram med koldkrigsmetoder.

Nyheden om aftalen fra 2002, har derfor allerede nu udløst beskyldninger om socialdemokratisk hykleri fra både regering og venstrefløj.

»SPD er afsløret som utroværdig,« siger den liberale partiformand Philip Rösler. Også fra venstrefløjen lyder der kritik af socialdemokraternes kurs i NSA-affæren »Mens Steinbrück (SPD’s kanslerkandidat, red.) dagligt opfører et forargelsesteater, viser det sig trin for trin, at de rød-grønne har åbnet alle døre, som tillader NSA og private koncerner at suge data ud af Tyskland,« siger Katja Kipping, formand for Die Linke.

Selv forsvarer Steinmeier aftalen fra 2002 med nødvendigheden af øget internationalt samarbejde i kølvandet på terrorangrebet på World Trade Center. »At det var nødvendigt med samarbejde for at opklare en grusom forbrydelse har intet at gøre med den totale og dækkende overvågning af vores borgeres data«, siger Steinmeier til tyske medier.

NSA overvåger e-mail

Samtidig tyder nye oplysninger på, at den amerikanske efterretningstjeneste i modstrid med hidtidige forsikringer fra Obama-administrationen systematisk overvåger indholdet af egne borgeres e-mail. Ifølge New York Times opsnapper NSA ikke blot amerikanske e-mail til eventuelle terrormistænkte uden for landets grænser, men også amerikanske e-mail, der blot nævner personer af særlig interesse for NSA.

En talsmand for NSA betoner, at efterretningstjenestens aktiviteter finder sted inden for lovens rammer og ikke sigter til at samle information om amerikanske statsborgere. Målet er ifølge talsmanden udelukkende »udenlandske magter og deres agenter, udenlandske organisationer, udlændinge eller internationale terrorister«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Andersen

"En krypteret e-mail-service udbudt af firmaet Silent Circle til at undgå overvågning af elektronisk kommunikation er lukket ned kort efter en anden tjeneste, Lavabits, forleden gjorde det samme." tv2 og Politiken

Skriften på væggen bliver tydeligere og tydeligere...

Den larmende tavshed fra den danske regering har vel også en årsag?

Sup Aya Laya, Daniel Hansen, Anders Krog, Jan Weis, Janus Agerbo, Steen Sohn, Henrik Jensen, Peter Nielsen, Torben Nielsen, Benjamin Bach, Tue Romanow, Per Torbensen, Lykke Johansen, Alan Strandbygaard, Anders Feder, lars abildgaard, erik mørk thomsen, Jesper Wendt og Holger Madsen anbefalede denne kommentar

Damn, den er helt gal herhjemme, aldrig har naboens græs været grønnere.

Frederik Kortbæk

Denne sag skal tages alvorligt, nu da ånden er kommet ud af flasken.
Vi biver nødt til at have en åben og ærlig debat der baner vejen for en balanceret løsning, hvor både hensynet til terrorbekæmpelse som hensynet til retbeskyttelsen bliver fastlagt.
Det der generer mig er det luskeri, der er foregået og det omfang overvågningen har taget. Det ville før eller siden komme frem. For at bruge et Churchill-citat: 'Man kan snyde mange mennesker i kort tid og nogle få i lang tid, men man kan ikke snyde alle mennesker i lang tid'.«

Torben K L Jensen, Per Torbensen, Janus Agerbo og Claus Wøbbe anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Information har ladet sig forblænde. De overvågningsprogrammer, som Edward Snowden har afsløret eksistensen af, blev taget i anvendelse i 2007, mens Franz-Walter Steinmeier ophørte som kansleramtsminister i 2005. Foreløbig har Steinmeier ikke nogen som helst problemer med de aftaler, han har indgået i perioden 2001-2005, og den mulige koalitionspartner De Grønne har gennem H-Chr. Ströbele i går afvist den af Venstrepartiet inspirerede historie som infam. Det kan man alt sammen finde information om i tyske medier.

Jeg vil anbefale Informations læsere at læse artiklen i dagens udgave af The Guardian, Europas for tiden førende avis.
Her afsløres et nyt dokument med Snowden som kilde, og det bringer avisen til at konkludere i overskriften, at NSA til enhver tid gennem en bagdør kan rette sin interesse mod amerikanske statsborgere - hvad tjenesten altså skulle være udelukket fra. NSA er så småt ved at få et nyt forklaringsproblem - i øvrigt ligesom BND.

@Niels Mosbak

"Den larmende tavshed fra den danske regering har vel også en årsag?"

Måske er årsagen at den relativt "u kritiske" presse, vi har her til lands, ikke har beskæftiget sig dybdegående nok med emnet. Dette har sikkert flere årsager.

Hvis man sammenligner Danmark med Tyskland, har vi jo trods alt, ikke en presse af samme kaliber, som den man har i Tyskland.

Desuden tror jeg ikke man skal undervurdere, at Tyskere på grund af deres fortid, er mere følsomme overfor stater der overvåger borgerne, end man er i Danmark.

På den anden side, stammende nogle af hovedpersonerne fra 2001 angrebet på WTC, fra Hamborg tekniske universitets bederum, så Steinmeyer(og SPD) har nok haft lidt røde ører i 2002, da det kom frem at tyske statsborgere have haft en finger med i spillet.

Torben Nielsen

Mon ikke der findes en bagdør i windows? Man bør nok holde sig til opensource software. Men moderne computere har også meget avanceret firmware. Her har Linuxgrupperne dog også brugbare løsninger undervejs.

Peter Nielsen

Jeg tror, at mange vesterlændinge har, som jeg selv, opfattelsen af, at der sidder en lille, måske sociopatisk, elite bag kulisserne og udvexler intime, private oplysninger om Jensen og Pedersen. Vi ved ikke hvad de gør det for, vi ved ikke præcist hvad disse oplysninger bruges til, om de bruges imod os, om de bruges til kontrol og dominans, altså undertrykkelse, af os - vi aner ikke hvorfor egentlig denne mere eller mindre hemmelige magtelite er så interesseret i så store mængder oplysninger af tilsyneladende vidt forskellig karaktér om mig og mit privatliv.

Dette bringer usikkerhed i folket, og derfor må vi have, såfremt vi ønsker et konstruktivt forhold ml stat og borger, fuld åbenhed omkring det. Vi må finde ud af hvem der sidder dér bag kulisserne, hvorfor de er så utrolig interesserede i så enorme mængder oplysninger om dig og mig, hvad de bruger oplysningerne til og hvilken sikkerhed vi har for at disse oplysninger ikke misbruges.

Hvis ikke vi får fuld åbenhed omkring dette, vi konflikten mellem stat og borger intensiveres yderligere, landene vil degenerere. For folket stoler bare ikke længere på statsmagten.

Desværre er jeg bange for, at statsmagten ikke vil lytte til folkets behov for og krav om fuld åbenhed, for vi ser dagens politikere være distanceret fra deres folk, uanset partifarve. Vore politikere er ude af kontakt med den almindelige danskers tilværelse (jeg mener godt man kan tale om den almindelige tilværelse, i al fald til en vis grad), de er så ufatteligt sikre i deres egne overbevisninger, uden for rækkevidde. Dette faktum vil øge konflikten, indtil spændingerne bliver så store at et opgør bliver uundgåeligt. Jeg tror det ender i revolution. Men det må tiden jo vise.

Daniel Hansen, Torben Nielsen, Morten Lind og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Henrik Jensen

Plus ca change....

Det operative ord i DDR var vist "Deutsche".

Forbløffende, egentlig, hvordan hver eneste tysk statsform ender med massiv overvågning, med sikkerhedstjenester ude af kontrol og med domstole, der - som dikkende lammehaler - bliver statens forlængede arm.

I denne uge blev en sydtysk mand løsladt fra koldbøttefabrikken, hvor han har været tvangsindlagt i syv år - fordi han havde beskyldt sin kone, der arbejdede for en storbank, for at have hjulpet kunderne med at skaffe penge ad vejen...

Manden havde ret...

http://www.thelocal.de/national/20130806-51245.html

Jørgen Mathiasen

@Torben Nielsen
Under overskriften "Apple, Google and AT&T meet Obama to discuss NSA surveillance concerns" kan man i The Guardian læse om amerikanske IT-virksomheders bekymring for de forretningsmæssige konsekvenser af Snowdens afsløringer.
Man bør tage udgangspunkt i at samtlige væsentlige amerikanske programprodukter servicerer den amerikanske totalovervågning. At tro andet er naivt.

Torben Nielsen, Dennis Berg og Daniel Hansen anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

“I’m taking a break from email,” said Levison. “If you knew what I know about email, you might not use it either.”

http://www.forbes.com/sites/kashmirhill/2013/08/09/lavabits-ladar-leviso...

Selv om Danmark rangerer langt nede på listen over lande, der udspioneres af USA, er Levisons (ejer af det nedlukkede LavaBit) udtalelse meget foruroligende.

Britta Hansen

...og at DK ikke har USA's store efterretningsmæssige interesse, fremgår af denne artikel:

Zu den Top-Zielen zählen auf der Spionageübersicht China, Russland, Iran, Pakistan, Nordkorea und Afghanistan.

Staaten wie Kambodscha, Laos oder der Vatikan scheinen aus der US-Perspektive dagegen offenbar geheimdienstlich weitgehend irrelevant, ebenso die meisten europäischen Länder, etwa Finnland, Kroatien, Dänemark, oder Tschechien.

http://www.spiegel.de/politik/ausland/nsa-fuehrt-deutschland-als-spionag...