Læsetid: 10 min.

Vejen væk

Det er ikke kun de store geografiske afstande, der splitter det grønlandske samfund. Selv i en bygd med 250 mennesker er forskellen enorm på dem, der er med på udviklingen, og dem, der ikke er det. Det samme er forskellen på de unges muligheder for at komme væk
Karoline og Pilu bor i Niaqornaarsuk med Karolines to-årige datter Aila. Begge kvinder drømmer om at flytte tilbage til Ilulissat for at tage en uddannelse.

Tine Sletting

7. august 2013

Karoline og Pilu er det eneste lesbiske par i bygden. Men der er aldrig nogen, der har sagt noget til dem. Godt nok bor her kun 250 mennesker, men Niaqornaarsuk har set homoseksuelle før, et bøssepar, som nu er flyttet til byen.

»Folk er vant til det nu,« siger Pilu.

Hun er 21 år, Karoline 24. Jeg besøger dem i deres toværelses rækkehus oppe ad bakken mod helikopterlandingspladsen sammen med Karolines datter Aila på to år.

»Hun kalder mig ’asasara’, min elskede,« siger Pilu stolt om sin steddatter og griner genert.

Niaqornaarsuk vil ikke leve op til mine fordomme. Bygden ligger smukt på en halvø i skærgården på den grønlandske vestkyst, 40 km syd for den nærmeste by, Kangaatsiaq. Vi er rejst herud at bo for at få et indtryk af livet uden for de store byer. Og for at prøve at forstå, hvad der holder folk i et lille samfund, der ikke længere løber rundt.

Niaqornaarsuk er den fattigste bygd i Kangaatsiaq-distriktet, som igen er det fattigste distrikt i Grønland. I gennemsnit tjener folk her 99.000 kroner om året. Det er mindre end halvdelen af landsgennemsnittet. Men det er ikke fattigdommen, der springer i øjnene. Det er de store kontraster, som det lille samfund rummer.

De unge drømmere

Lige nu er Aila hos Karolines biologiske mor. Vi skal over og hente hende lidt senere. Til daglig sover hun hjemme med Karoline og Pilu på en madras på gulvet. De har kun boet her i to måneder. I alrummet står to sorte sofaer i imiteret læder og et lille 20 tommer fjernsyn med små fedtfingre over hele skærmen. Stueantennen hænger på en krog. Væggene er sparsomt dekoreret med papirsommerfugle og små hjemmelavede malerier.

Karoline og Pilus bedsteforældre var søskende. Karolines far er fætter til Pilus mor. Men det er de ligeglade med.

»Vi har kærlighed til altid,« siger Pilu.

Karoline har tre datoer tatoveret på armene. Datterens fødselsdag, sin egen og Pilus. De mødte hinanden nytårsaften for to et halvt år siden. Der var fest i kulturhuset, og en time inde i det nye år skete det. Pilu havde haft pige-kærester før, Karoline ikke. Hun var gravid med Aila og var lige flyttet til bygden, mens faren var blevet tilbage i Ilulissat. Pilu var også lige flyttet til bygden fra Ilulissat samme efterår.

»Jeg skulle have været til Canada på en uddannelse til helikopterpilot. Men min lillebror begik selvmord her. Så jeg stoppede og tog hertil,« fortæller Pilu.

I Ilulissat havde hun arbejdet i en børnehave og på fiskefabrikken. Men her er der ikke noget at få.

»Der er kun skolen og butikken,« siger Pilu.

Derfor vil de også gerne flytte tilbage til byen og tage en uddannelse. Netop i dag har de fået diplom på, at de har gennemført et års opkvalificeringsforløb i bygden, og nu skal de bare have sendt karaktererne ind til socialhjælperuddannelsen i Ilulissat. Pilu har ikke opgivet pilot-drømmen, men lige nu vil hun bare gerne være socialhjælper i en børnehave.

»Jeg er meget glad for børn,« siger hun og griner.

Karoline vil også være socialhjælper. Men hvis ikke hun kommer ind, vil hun være frisør eller kok.

Det er ved at være tid til aftensmad, og Karoline og Pilu skal over at hente datteren hos Karolines mor. Karoline er adopteret og er vokset op hos sin stedmor. Men hendes biologiske forældre bor også i bygden, og det er dem, der passer Aila.

Vi går de få hundrede meter derover ad brede, ujævne grusveje. Bygden er for lille til biler, og der kører kun enkelte firhjulede motorcykler rundt.

»Mine forældre drikker,« siger Karoline undskyldende, idet vi går op ad trappen til et lille grønt hus.

Indenfor sidder forældrene og drikker øl og ryger. Røgen hænger tykt i lokalet. Ved bordet sidder Karolines lillebror og hans kæreste og ruller cigaretter til forældrene med en cigaretrullemaskine. De har stablet en helt lille pyramide af cigaretter ved siden af sig. Aila sidder på gulvet og leger. Det er en festdag, siger Karolines far. De er så stolte over, at hun har gennemført opkvalificeringsforløbet.

Politikersønnen

Få timer senere sidder vi hjemme hos Julius, bygdens unge lærer på 31 år, og drikker rødvin til over 100 kroner pr. flaske, mens vi ser musikvideoer fra hele verden på hans 40 tommer fladskærm med surround sound. Det er fredag aften, og Julius har besøg af sin 20-årige kæreste og sin 18-årige kusine, der er datter af Julius’ chef, skolelederen. De går begge i gymnasiet i Aasiaat, men er hjemme i bygden på sommerferie. Julius bor alene i et stort blåt velholdt hus oppe ad bakken med havudsigt over fjorden. Han kan godt lide vin og interesserer sig for druerne, og hvor de kommer fra. Han taler noget nær perfekt dansk, selv om han aldrig har boet i Danmark.

»Men jeg læste mange Anders And-blade, da jeg var barn, og så gættede jeg mig til, hvordan ordene skulle udtales,« siger Julius.

Han blev uddannet i Nuuk for fem år siden og vendte tilbage til Niaqornaarsuk, hvor han fik sit første job.

»Jeg vil gerne bo her i bygden, mens mine forældre stadig lever. Det gør de jo ikke for altid,« forklarer Julius.

Hans forældre mødte hinanden i bygden, da de var 19 og 21 år gamle. Nu er hans mor lige fyldt 50 år. Hun er også lærer på skolen. Hans far er tidligere medlem af Landstinget. Nu sejler han ture for Selvstyret og turister på hvalsafari i sin store motorbåd. Nogle gange kan Julius også se hvaler i fjorden fra sit vindue, men han gider ikke tage med ud på hvalsafari.

»Det lugter af prut, når de blæser luft ud af åndehullet!« udbryder han og får hele selskabet til at grine.

Vi åbner mere vin, og de tomme flasker hober sig op på gulvet. Endnu en gæst er kommet til, han er nevø til et medlem af bygdebestyrelsen.

På væggen i entreen hænger en arkitekttegning af et hus. Julius ville gerne have været arkitekt, fortæller han. I mange år tegnede han store huse for sjov, sad og fantaserede med blyanten. Men det kan du jo ikke få arbejde som her, sagde hans far. Julius troede dengang, at faren mente i Grønland.

»Siden har jeg tænkt på, om han mente her i bygden. At han hele tiden har tænkt, at jeg skulle komme her tilbage og arbejde,« siger Julius.

Efter gymnasiet tænkte han også på at blive jurist eller ingeniør. Hans mor blev glad, da han fortalte det i telefonen.

»Så ringede hun tilbage lidt senere og sagde ’det går jo ikke’. Så tænkte jeg, om jeg måske bare skulle blive lærer. Det er jo en fin ting at give viden videre til andre,« siger Julius.

Han var 17 år og tænkte dengang ikke på, at hans forældre ikke kunne bestemme, hvad han skulle læse. Siden spurgte han på et tidspunkt sin far, hvorfor han havde sagt det med, at han ikke kunne få arbejde som arkitekt her.

»’Har jeg sagt det,’ sagde han. Jeg blev så sur på ham. Så begyndte jeg at ryge og drikke for at vise, at de ikke bestemmer over mig. De ryger og drikker ikke,« siger Julius.

»Måske tager jeg en dag en uddannelse til arkitekt. Det er jo ikke for sent.«

Da vi er ved at gå, tager Julius sin smartphone frem og tilføjer mig som ven på Facebook.

Klokken er et om natten, da vi kommer hjem til bygdens guesthouse. Vi er nord for polarcirklen, og solen er ikke gået ned. Uden for vores dør render en flok børn rundt og spiller bold op ad nogle containere. De yngste er omkring syv år gamle, de ældste måske 15 år. De bliver ved i timevis, de mindste larmer mest.

Den ensomme dranker

Næste formiddag står jeg og kigger på byens opslagstavle ved butikken, da en mand med én tand i munden passer mig op.

»Hvordan går det,« spørger han. Godt, svarer jeg, ajungilak.

»Hehe, ajungilak. Vil du med hjem,« prøver han at sige og giver tegn med hånden.

Jeg forstår og takker ja. Han skal lige ind og købe noget først. Jeg bliver stående og læser på opslagstavlen om ledige stillinger i turistbranchen i Ilulissat, mens jeg overvejer, om jeg skal fordufte. Så kommer han ud og stikker mig en lunken Carlsberg i hånden. Jeg afslår og giver den tilbage, men følger med.

Der er overraskende ryddeligt hjemme hos ham. Og tomt for mennesker. Han har åbenbart drukket alene, i hvert fald det sidste stykke tid. Radioen kører for fulde drøn over stereoanlægget og spiller det samme grønlandske pophit, som vi hørte hos Julius i går. Luften er tyk af røg, der river i næsen. Tre lysebrune sofaer i imiteret læder står om et kakkelbord med et fyldt askebæger. På væggene er der fire billeder. Det ene er af hans far og mor, der sidder og drikker dåseøl. En fremmed kvinde er ved at kysse faren på kinden, mens moren sidder ved siden af. Et andet billede er af nyere dato og viser tre små piger. Den mindste pige kigger lige ...

Fortsættes på næste side

på os og laver et sjovt udtryk med læben. Vi peger på det og griner. Så begynder han pludselig at græde og fortælle mig noget på grønlandsk, mens han peger på billedet. Jeg nikker og kigger. Han giver mig den lunkne Carlsberg i hånden igen. Jeg afslår og siger, det er for tidligt. Det har vist sig noget sværere at kommunikere, end jeg havde regnet med. Jeg skal også hen og snakke med ham, der skal sejle os herfra, undskylder jeg mig og går mod døren.

»Kaffi,« spørger han, idet jeg går udenfor. Nej tak, siger jeg og prøver at gå i normalt tempo ned ad stien og væk.

Kim Leines tolk

Jeg finder Marius på hans nybyggede terrasse, solidt plantet i en stol. Marius er 51 år og et af de største mennesker, jeg nogensinde har set.

»Kom og sæt dig ned,« siger han og vinker mig over.

Det er ham, der skal sejle os ind til Aasiaat, hvor vi kan komme med færgen videre nordpå. Han er lærer og tillidsmand på skolen. Julius er hans nevø. Så kommer hans kone, Johanne, også ud.

»Pænt goddag,« siger hun med noget, der minder om christianshavner-accent, og stikker en stor næve frem. Hun taler perfekt dansk. Hun har aldrig boet i Danmark, men har gået i dansk skole. Og så har hun været tolk på bygdens sygeplejestation i 13 år for de mange danske, svenske og islandske sygeplejersker, der har arbejdet her gennem årene. Hun har blandt andet været tolk for Kim Leine, der var her som vikar i tre måneder. Niaqornaarsuk er også med i hans første bog, Kalak, fortæller Johanne.

»Han er min gode ven. Han sender mig en bog, hver gang han har skrevet en ny,« siger Johanne.

For tre år siden tog hun en uddannelse til sundhedsarbejder og overtog sygeplejestationen efter den sidste sygeplejerske.

»Jeg kan alligevel det hele, fordi jeg har været der i så mange år,« siger Johanne og remser op af sine medicinske meritter, der tæller alt fra gynækologiske undersøgelser over sår, der skal sys, til brækkede knogler.

Johanne kommer fra byen.

»Det er et valg,« siger hun om at flytte til den lille bygd.

Marius kommer herfra, og efter de mødte hinanden i Nuuk, flyttede de hertil for 30 år siden og blev gift. De første otte år kunne de ikke få børn. Så adopterede de en et-årig pige fra bygden, som var blevet tvangsfjernet fra sin mor. Moren er død nu. Datteren er netop færdig som sygeplejerske i Danmark.

Siden blev Johanne opereret, og de fik tre børn til. Den yngste bliver student nogle dage senere. Så skal de holde en stor fest med masser af mad for ham og den ældste datter. Johanne og Marius har fuld gang i forberedelserne med at salte fisk og kød. De har flere kummefrysere fyldt med laks, hellefisk og narhval, siger Johanne.

Lidt senere mødes vi i Marius’ lille motorbåd. Johanne og den yngste datter, Nivi, tager også med ind til byen for at gøre en tur ud af det. Nivi er 21 år og går tydeligvis op i sit udseende. Hun læser til lærer i Nuuk, og når hun bliver færdig, vil hun gerne tilbage til bygden og arbejde på skolen i nogle år for at få noget erfaring.

»Måske vil jeg også gerne arbejde i byen senere, men ikke så stor en by,« siger hun. »Men der er det nemmere at få fat i ting. Det er ikke alting, man kan få her,« siger hun og smiler.

Nu er hun hjemme i bygden på ferie. Hun bliver og passer huset hele sommeren, mens Johanne og Marius besøger venner i Danmark. De flyver på første klasse, for Marius kan ikke være i de almindelige sæder.

Vejen væk

Vi sejler ud af fjorden og nordpå mod byen. Der er endnu nogle timers sejlads. Jeg tænker på, om det vil lykkes Pilu og Karoline at komme væk herfra med Aila og ind på en uddannelse i Ilulissat. For 15 år siden var bygden på sit højeste med knap 400 indbyggere. Snart vil den være halveret. Pilu sagde, at hun ville ønske for sine tilbageværende fire søskende, at de også ville søge mod arbejde og uddannelse i byerne. For dem er der heller ingen fremtid i Niaqornaarsuk, tror hun.

»Jeg tror, alle er flyttet om 50 år.«

Rejsen til Grønland er støttet af Aage V. Jensens Fond.

Serie

Seneste artikler

  • Naturen er noget, vi lever af

    17. august 2013
    I Grønland lever de fleste tæt på naturen. Men med de nye storskalaprojekter bliver kampen for at beskytte miljøet hurtigt en kamp imod arbejdspladser. I Maniitsoq blev modstanderne af den planlagte aluminiumssmelter til sidst nødt til at flytte fra byen, fortæller Mikkel Myrup, en af Grønlands ganske få miljøforkæmpere
  • Nogle tæller oprinde­lighed i procent

    13. august 2013
    Der går en bølge gennem det grønlandske samfund, hvor man forsøger at distancere sig fra det danske og nærme sig noget mere oprindeligt grønlandsk. Men problemet er at finde frem til, hvad det grønlandske er i en moderne verden, og hvordan det kan forenes med et samfund, der gerne skulle bevæge sig fremad
  • Når råstofpengene kommer ...

    10. august 2013
    For ét år siden var den 38-årige it-projektleder Jens-Erik Kirkegaard ikke engang medlem af et politisk parti. I dag sidder han på vel nok Grønlands næstvigtigste politiske post efter Selvstyrets formand. Han skal finde svarene på de mest presserende spørgsmål om Grønlands økonomiske fremtid. Lige nu har han dem ikke
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu