Læsetid: 3 min.

Vesten sat skakmat i de arabiske opgør

Europa og USA er endt med en statistrolle i forhold til de politiske opgør i både Egypten og Syrien. Troen på en demokratisk forvandling i den arabiske verden er svundet ind, og de realpolitiske overvejelser vejer nu tungest
24. august 2013

Noget har det egyptiske militær og Det Muslimske Broderskab til fælles: De vil ikke acceptere vestlig indblanding i Egyptens indre forhold.

Men samtidig føler både generalerne og fundamentalisterne sig også »forrådt« af Vesten, fordi man hverken i Washington eller Bruxelles vil melde klart ud til fordel for en af parterne i den blodige interne egyptiske konflikt.

Det Muslimske Broderskab beskylder Vesten for at svigte demokratibevægelsen i den arabiske verden. Militæret kan ikke forstå, hvorfor Vesten ikke fortsat ser hæren som garanten for Egyptens politiske tilknytning til den vestlige kulturkreds og interesser.

Det er på den svære baggrund, at EU’s udenrigsministre har iværksat meget forsigtige sanktioner mod Egypten efter den militære magtovertagelse og de voldsomme uroligheder i landet de seneste uger.

Sanktionerne er dog til at overse. Foreløbig kun en trussel om at suspendere op mod fem mia. euro i hjælp til demokratiopbygning og et delvist forbud mod eksport af våben eller andet udstyr, som det egyptiske militær kan bruge til at slå demonstrationer ned med.

Men som man i Europa for længst har lært – også over for f.eks. Burma og Zimbabwe og for den dags skyld Syrien, der er langt svagere end Egypten – så er sanktionsvåbnet temmelig sløvt. Så EU har valgt at træde et skridt til siden og holde sine muligheder åbne, og det gør europæerne klogt i, mener mellemøsteksperter.

Faren er at forbyde brødrene

»Det værste Vesten kan gøre nu er at trække sig tilbage i en selvretfærdig harme,« siger Jonathan Eyal, mellemøstekspert ved tænketanken Royal United Services Institute i London.

»Det afgørende er at forhindre, at militærstyret i Kairo direkte forbyder Det Muslimske Broderskab. Det vil drive broderskabet under jorden, forhindre enhver politisk mægling og måske kaste Egypten ud i en egentlig borgerkrig,« mener han. De moderate sanktioner mod Egypten må derfor følges op af et fortsat pres på generalerne i Kairo og en politisk dialog, siger Eyal.

EU-systemet har været under hårdt pres fra en række af de arabiske lande i de seneste dage for at se gennem fingre med militærets magtovertagelse i Egypten.

Begivenhederne har skabt en alliance af umage partnere i Mellemøsten, som bakker op om generalerne, og hvis interesse klart består i at holde de islamiske fundamentalister væk fra magten. Alliancen består af en række af de provestlige og konservative arabiske lande som Saudi-Arabien, Jordan, Marokko, Kuwait og De Forenede Arabiske Emirater. Men også det trængte Assad-styre i Syrien, Algeriet, Israel og det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden er af forskellige grunde at finde på det egyptiske militærs parti.

Omvendt har Hamas-styret i Gaza, præstestyret i Iran og NATO-landet Tyrkiet kraftigt kritiseret militærkuppet i Egypten og støttet Det Muslimske Broderskab.

I det spil er både EU og USA endt med at have en statistrolle. Den vestlige indflydelse er simpelthen ikke stor nok til afgørende at præge det politiske spil i den arabiske verden. I EU-systemet er der en klar holdning om, at man ikke over for Egypten vil gentage situationen fra begyndelsen af 1990’erne, da Europa sammen med USA billigede militærets magtovertagelse i Algeriet, efter at islamisterne havde vundet landets første demokratiske valg. Det vil være et forræderi mod de demokratiske principper, som EU med succes har fået gennemført i næsten hele Europa.

Samtidig risikerer Europa at havne på »den forkerte side af historien« i forhold til Det Arabiske Forår. Men på den anden side er de sidste illusioner væk om, at Det Arabiske Forår ville blive en lige så stor succes med en fredelig overgang til demokrati som, da kommunismen kollapsede i 1989-91. Med en blodig borgerkrig i Syrien og en mulig ny på vej i Egypten, ser billedet dystert ud.

»Jeg ser Nilen flyde med meget blod,« som en lidt verdenstræt diplomat i Bruxelles spåede med et lån fra Vergil kort efter Mubaraks fald for to et halvt år siden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu