Læsetid 4 min.

Begge borgerkrigens parter har kemisk snavs på hænderne

Trods fravær af endegyldige beviser for brug står det klart, at begge parter i den syriske borgerkrig har adgang til kemiske våben – uenigheden om, hvem der er gerningsmænd, kan ødelægge den diplomatiske proces
Syriske oprørere forsøger at holde skansen ved den gamle bydel i Aleppo.

Syriske oprørere forsøger at holde skansen ved den gamle bydel i Aleppo.

JM Lopez
20. september 2013

Mens USA og Rusland er enige om at tvinge det syriske regime til at udlevere alle kemiske våben (hvis mængde måles i ton!), er der uenighed om, hvilke sanktioner, Bashar al-Assad må imødese, hvis han ikke adlyder – og hvem der bærer skylden både for angrebet den 21. august i Gouta og tidligere angreb i »mindre målestok«, som det hed i en erklæring fra Det Hvide Hus tilbage i april.

Bilægges uenigheden ikke, kan det diplomatiske spor, der skal føre videre til en politisk løsning i den syriske konflikt, ende blindt.

For som en vestlig diplomat i Beirut sagde:

»Det vil ikke være muligt at vedtage en resolution i sikkerhedsrådet om de kemiske våben uden en passus om kapitel 7-konsekvenser (der åbner for militære straffeaktioner, red.).«

Diplomaten mente dog, at parterne vil lande et kompromis:

»De to sider er nu nået så langt i processen, at det vil indebære betydeligt ansigtstab for begge at gå tilbage til veto-nulpunktet.«

Det afgørende punkt er altså, om Bashar al-Assad skal trues eller overtales med en FN-resolution – og her mener Barack Obama, at han skal trues, mens Vladimir Putin vil nøjes med overtalelse.

»Der vil gå nogen tid med at forene de to synspunkter« tilføjede diplomaten.

Lavrovs ’seriøse grunde’

Uenigheden dækker over en grundlæggende forskel i aflæsningen af såvel motiver som beviser for de kemiske angreb, hvoraf det første blev rapporteret i december sidste år i Homs. Russerne synes faste i troen på, at oprørerne står bag gasangrebene med det formål at provokere USA til at gribe militært ind i borgerkrigen. At Assad-regimet er i besiddelse af kemiske våben – bl.a. sennepsgas, sarin og VX-nervegas – er evident, ligesom det er rapporteret, at i hvert fald nogle oprørsgrupper har adgang til kemiske våben.

Men nøjere granskning af Gouta-rapporten, offentliggjort i mandags, peger på, at regimet formentlig er gerningsmand – lokaliteten, Adra, hvor raketterne blev affyret var (ifølge USA’s redigerede efterretningsrapport fra den 30. august) under regime-kontrol fra 16. til 21. august – om end et kort over området viser Adra som ’disputed’, skiftevis under regime- og oprørskontrol.

De russiske raketter kræver betydelige transport- og rampefaciliteter, som oppositionen næppe råder over, og målområdet – Kafr Batna, Jawbar, Ayn Tarma, Daraya og Mu’addamiyah – var oprørs-kontrolleret. Alligevel hævdede den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov, at oprørere foretog Gouta-angrebet:

»Vi har seriøse grunde til at tro, at dette var en provokation.«

Her henviser Lavrov formentlig til en video, der i følge den statslige nyhedskanal Russia Today (RT) ’beviser’, at jihad-gruppen Liwa al-Islam afsendte sarin-raketterne. Videoen er imidlertid et falsum ifølge bloggeren Brown Moses, der satte den på sin hjemmeside, og som RT anfører som »troværdig kilde«. Men RT nævner ikke, at Brown Moses udtrykkeligt skriver, at videoen er »mere end tvivlsom« – dens kvalitet er ringe, belysningen passer ikke med fuldmånen på himlen over Gouta, etc. Brown Moses har også lagt en anden video ud, optaget på affyringsstedet i Adra, der viser uniformerede soldater i færd med at gøre en affyringsrampe klar. Her bærer soldaterne de røde baretter, der er en del af den syriske republikanergardes uniformering.

14 kemiske angreb

Der er dog næppe tvivl om, at begge sider i borgerkrigen har snavsede hænder. I august 2012 besatte enheder fra jihad-gruppen Jabhat al-Nusra en fabrik lige øst for Aleppo, der fremstillede kloringas til brug for regimets kemiske våbenprogram. Fabrikkens ejer, Mohammad Sabbagh, der er flygtet til Beirut, fortalte CNN, at hans fabrik er den eneste af sin slags i Syrien, og at lagrene af kloringas »nu er under al-Qaeda-kontrol«. CNN talte også med formanden for Aleppos handels- og industri-kammer, ligeledes i Beirut, der sagde: »Vi advarede dengang mod, at de kemiske komponenter nu var i terroristernes hænder, men ingen ville lytte.«

En efterforskningsgruppe fra FN’s Rådet for Menneskerettigheders særlige Syrien-kommission undersøger i alt 14 tilfælde af kemiske angreb i Syrien. Mandag sagde et medlem, den tidligere anklager ved Haag-krigsforbryderdomstolen Carla del Ponte, om begge borgerkrigens sider:

»Der ingen gode her, de er alle sammen slemme.«

I maj var del Ponte ude med en erklæring om, at der var »sikre beviser for«, at oprørerne havde anvendt kemiske våben mod regeringsstyrker – del Ponte blev dog hurtigt banket på plads af Paulo Pinheiro, den brasilianske kommissionsformand, og måtte erkende, at der ikke forelå »afgørende beviser«. FN’s undersøgelseskommission, der faktisk blev nedsat på opfordring af al-Assad-regimet efter Khan al-Assal-angrebet, har stadig ikke fået adgang til Syrien, idet efterforskerne insisterer på adgang til alle lokaliteter, hvor gasangreb er rapporteret. I stedet baseres efterforskningen på interviews med deserterede soldater og flygtninge.

Og i ét tilfælde, i Jobar ved Damaskus, er et kemisk angreb dokumenteret af avisen Le Monde.

Rapporter om oprørernes anvendelse af kemiske våben er ikke bekræftet med mur- og nagelfaste beviser, men bygger også på indicier, der ikke er tjekket af uafhængige kilder. Den russiske rapport om Khan al-Assal-angrebet 19. marts er således udarbejdet af russiske eksperter, der hævder at have overholdt »alle procedurer« fra OPCW, Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben. De gør f.eks. gældende, at gassen blev fremført med sprængstoffet RDX, også kendt som hexogen eller T4, der ellers ikke benyttes af det syriske militær, da det simpelthen er for dyrt. Det bekræftes Richard Guthrie, tidligere leder af et kemisk våbenprojekt i det svenske fredsinstitut, SIPI, som dog tilføjer:

»Det kan imidlertid ikke udelukkes, at det syriske militær har anvendt RDX, hvis det var i færd med at udvikle en ny kortrækkende raket eller tilfældigvis havde RDX på lager.«

Sagen er, at intet kan udelukkes i den beskidte krig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu