Læsetid: 3 min.

Berlusconi udløser regeringskrise

Lige inden sin eksklusion fra parlamentet har Silvio Berlusconi trukket sit partis støtte til Enrico Lettas samlingsregering. Nu forsøger Letta at danne ny regering, men Italien risikerer at skulle holde nyvalg allerede til foråret
30. september 2013

På sin fødselsdag forærede Silvio Berlusconi italienerne en regeringskrise. Den tidligere ministerpræsident, der i går fyldte 77 år, har trukket sin støtte til Enrico Lettas samlingsregering. Formelt sker det i protest mod en momsstigning: »Vi kan ikke tage ansvar for flere skattestigninger,« siger Berlusconi til sin egen families avis, Il Giornale, og opfordrer til nyvalg »hurtigst muligt«.

Reelt handler det dog snarere om følgerne af den definitive dom for skattebedrageri, som Berlusconi fik for to måneder siden. Da han ikke har opnået garanti for, at regeringspartnerne fra centrumvenstrepartiet PD vil medvirke til at bremse hans eksklusion fra Senatet, vil han nu trække sine fem ministre fra regeringen. Efter dommen har Berlusconi gendannet sit gamle parti, Forza Italia, som nu vil boykotte arbejdet i parlamentet for at opnå nyvalg. Berlusconi har endvidere flyttet sin officielle adresse til Rom, så han kan afsone sin straf i husarrest tæt på det politiske livs centrum. Med eksklusionen, som kan forventes at blive effektueret i løbet af oktober, mister Berlusconi også sin parlamentariske immunitet. Det betyder, at han bl.a. kan udsættes for ransagninger, telefonaflytninger og varetægtsfængsling. Da han i forbindelse med mindst to igangværende efterforskninger er mistænkt for at have forurenet bevismateriale til retssager, er disse tiltag ikke usandsynlige. Derfor forsøger han nu at bruge problemet som afsæt til en ny valgkamp blot syv måneder efter seneste parlamentsvalg i Italien og fem måneder efter dannelsen af Lettas regering.

Alternative flertal

Det er dog op til republikkens præsident, Giorgio Napolitano, at udskrive valg: »Italien har ikke brug for at være i permanent valgkamp,« udtalte præsidenten under et besøg i hjembyen Napoli og lod forstå, at han betragter nyvalg som absolut sidste udvej. Napolitano sender nu Letta i parlamentet – sandsynligvis tirsdag, efter at der i dag har været gruppemøder i partierne – for at verificere, om der kan skabes flertal for en ny regering. PD har absolut flertal i Deputeretkammeret, men i Senatet mangler Letta 21 mandater uden Berlusconis støtte. To af Berlusconis ministre har dog allerede meddelt, at de fortsat vil støtte Letta. Desuden er en række senatorer fra oppositionspartiet Movimento 5 Stelle uenige med deres leder, komikeren Beppe Grillo, som kræver omgående nyvalg og Napolitanos afsked som følge af det mislykkede regeringseksperiment. Derfor skulle det være muligt at samle et alternativt flertal. Letta kan forsøge at danne en meget midlertidig overgangsregering, som blot får til opgave at vedtage finansloven og en ny valglov. I så fald skal italienerne til valg til foråret. Men hvis splittelsen i Berlusconis parti viser sig at være tilstrækkelig stor, vil Napolitano og Letta nok snarere satse på at danne en regering, som kan holde til og med det italienske EU-formandskab i anden halvdel af 2014.

Men hvis alle bestræbelser mislykkes, skal der altså igen stemmes med den valglov, som Berlusconi fik vedtaget med et snævert flertal få måneder inden parlamentsvalget i 2006 med det formål at forhindre venstrefløjen i at danne en stabil regering. Forfatningsdomstolen forventes tilmed i december at erklære valgloven ugyldig. Så hvis det ender med et snarligt valg, vil Italiens økonomiske, politiske og institutionelle krise sandsynligvis forværres dramatisk (søndag aften ændrede Berlusconi dog position og meddelte, at hans parti måske alligevel vil lægge stemmer til Lettas finanslov). Finansmarkedernes reaktion i dag vil vise, om Italiens politiske ustabilitet også kan ende med at underminere den skrøbelige stabilitet i eurozonen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu