Læsetid: 4 min.

Et desperat al-Shabaab er farligere end et stærkt

Angrebet på indkøbscentret Westgate i Nairobi er ikke et tegn på, at al-Shabaab er stærkt, men tværtimod at bevægelsen er presset i ganske hård grad. Men det gør ikke nødvendigvis tilværelsen lettere for omverdenen. For den radikale bevægelse er det nemlig lettere at udøve terror end at vinde krigen i Somalia
En kvinde og to børn gemmer sig for væbnede mænd, der lørdag angreb indkøbscentret Westgate Mall i Nairobi, Kenya. Terrorbevægelsen al-Shabaab går efter bløde mål, fordi den er svækket i hjemlandet Somalia, og sådanne bevægelser kan man ikke forhandle med, siger norsk ekspert. Det eneste, der hjælper, er at skabe stabilitet i Somalia. Foto: Tyler Hicks/The New York Times

En kvinde og to børn gemmer sig for væbnede mænd, der lørdag angreb indkøbscentret Westgate Mall i Nairobi, Kenya. Terrorbevægelsen al-Shabaab går efter bløde mål, fordi den er svækket i hjemlandet Somalia, og sådanne bevægelser kan man ikke forhandle med, siger norsk ekspert. Det eneste, der hjælper, er at skabe stabilitet i Somalia. Foto: Tyler Hicks/The New York Times

24. september 2013

Da røgen i går lettede fra West-gate-centret i Nairobis velhavende Westlands-kvarter, var det på mange måder et forandret landskab, der lå uden for det eksklusive indkøbscenters døre. Mindst 63 døde, deriblandt den kenyanske præsidents nevø, en kendt ghanesisk digter og adskillige internationale gæster, som normalt burde være uden for somaliske terrorbevægelsers rækkevidde. Angrebet annoncerede al-Shabaabs tilbagevenden til overskrifterne verden over på den mest spektakulære facon. Det seneste år har bevægelsen hovedsaligt huseret i nyhedsindslag og artikler, fordi den netop har været på tilbagetog og taktisk presset – af en stærk militærkampagne fra Den Afrikanske Union og af en somalisk regering, der er forekommet en anelse mere langtidsholdbar og legitim end de mange korrumperede og stærkt upopulære provisoriske regeringer, der er gået forud.

Og det er netop i det lys, man skal se aktionen i Kenya, mener en række kendere af den islamistiske bevægelse: som en desperat bevægelses desperate forsøg på at genvinde fordums styrke: »Det er et forsøg fra al-Shabaab på at vise, at de stadig er stærke og ikke i krise. Men i realiteten viser det netop, at de er svage; at de har brug for et comeback,« siger Somalia-analytikeren Joakim Gundel, der til daglig bor i Kenya.

»De er presset tilbage på deres hjemmebane i Somalia, de har mistet størstedelen af deres indtægter, da de tabte havnebyen Kismayo, hvor de tjente penge på trækulseksport og ifølge mange rapporter også narkohandel, og de er ikke i stand til at presse soldaterne fra Den Afrikanske Union (AU) ud af nogen vigtige strategiske byer. De er faktisk slet ikke i stand til at holde territoriet, hvis de bliver angrebet, men lever i kraft af, at AU-styrken trods alt er så lille, at den ikke kan holde hver eneste by. Derfor har al-Shabaab brug for at markere sig et andet sted,« siger Somalia-analytikeren.

Intern splittelse

Samtidig er organisationen internt splittet. De seneste måneder har budt på en række kampe imellem topfigurer i bevægelsen, hvor bl.a. den markante militsleder Hassan Dahir Aweys har forladt al-Shabaab med resterne af sin Hizbul-Islam organisation sammen med blandt andet den tidligere talsmand Mukhtar Robow efter et opgør, hvor den vigtige al-Shabaab medgrundlægger, Ibrahim al-Afghani, også blev dræbt. Vinderen af opgøret var den markante hardliner Ahmed Abdi Godane, der har sat sig tungt på al-Shabaab. Men han har samtidig også måttet acceptere at blive undsagt af en lang række tidligere støtter, og at både fremmede jihadister og somaliske fodsoldater er forsvundet med deres forstødte ledere.

Blandt andet har al-Qaeda ledelsen efter alle forlydender været stærkt utilfreds med hans ledelse og en politik, der har indebåret flere angreb på bløde mål i Somalia og Kenya i takt med, at de militære mål er blevet uopnåelige for bevægelsen.

En politik, der er blevet set som værende for rabiat selv for hærdede al-Qaeda strateger: »Al Shabaabs umotiverede vold mod civile har længe været en årsag til splid med al-Qaeda, hvis ledere har været frastødt af al Shabaabs kontraproduktive taktik. Et angreb på et indkøbscenter fyldt med civile af alle religioner og nationaliteter vil kun skade al-Qaedas brand endnu mere og vil sandsynligvis udvide kløften mellem al-Shabaabs og al-Qaedas lederskab,« konstaterer Somalia-eksperten Kenneth Menkhaus i en analyse af angrebet, hvor han også noterer, at angrebet netop i lyset af den hjemlige svækkelse knap nok er en overraskelse.

»Mange af os advarede om, at Shabaabs modvilje mod at angribe bløde mål i Kenya i høj grad var afhængig af fortsat succes i Somalia. Blev gruppen svækket og fragmenteret, ville det være mere sandsynligt, at den ville overveje højrisiko-terror uden for landet. På paradoksal vis er et svækket al-Shabaab en større trussel uden for Somalia end et stærkt al-Shabaab.«

En tolkning Joakim Gundel er enig i: »Det er muligt, at vi vil se flere aktioner; de har bestemt cellerne til at udføre dem, men jeg ser også det her som en desperat handling, og jeg tror, det vil føre til yderligere isolation af gruppen. Når det her dør ud, vil vi se, hvor stærke de i virkeligheden er,« konstaterer han.

Al-Shabaab kan blive stærkere

Det er dog ikke nødvendigvis et decideret selvmorderisk træk, hvis man spørger den norske Somalia-ekspert Stig Jarle Hansen, der for nylig har skrevet en rost bog om al-Shabaab.

»Angrebet kommer fra et sted, hvor al-Shabaab er blevet svækket igennem længere tid. Man angriber invasionshærens bagland, fordi man ikke er stærk nok til at angribe kenyanske styrker i Somalia, og det vil få nogle Shabaab-ledere, der er i tvivl om deres troskab, til at hoppe over bord. Men samtidig viser Ahmed Abdi Godane over for sine folk, at han vitterlig er stærk og i kontrol. Og selv med formindskede ressourcer er det muligt at bedrive terror. Det kræver væsentlig færre ressourcer end mere ortodoks krigsførelse,« siger han.

»Det er sådan set konsistent med gruppens tidligere handlinger, hvor man har trukket sig tilbage fra kampe, man ikke kunne vinde, for så at slå igen i store spektakulære aktioner. Det har virket tidligere, og jeg tror også, de kan ende med at komme stærkere ud af dette. De vil støde mange fra sig, men de fleste af deres kernestøtter i især Kenya har allerede sat sig uden for samfundet og valgt side,« siger den norske forsker.

Samtidig konstaterer han, at hverken Kenya eller andre internationale parter har mange konstruktive løsningsmuligheder i en konflikt, der på trods af den grænseoverskridende terror og murende uro hos Kenyas egne muslimer stadig i allerhøjeste grad er et nationalt somalisk anliggende.

»Man kan søge at få mere moderate kræfter til at skifte side, men det gør man allerede, og Ahmed Abdi Godane og den hårde kerne vil aldrig forhandle. Og man kan reelt ikke skrue op for den militære indsats, den er så høj, som den kan blive. Det eneste, der hjælper, er en langsigtet indsats for at skabe stabilitet i Somalia. Det er et kedeligt svar, men sådan er det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • HC Grau Nielsen
HC Grau Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis man ser det lidt i historisk perspektiv, så har vi Europa haft perioder med kætterprocesser, heksebrændinger, bogbrændinger , religionskrige o m a, som udsprang af folks fanatiske tro ( eller ideologi)..

Det er vel noget af det samme, som man nu "sovser rundt i" i den muslimske verden, hvor man har nogle radikaliserede og fanatiske religiøse grupperinger med vold og terror på programmet.

Almen skolegang, bedre uddannede befolkninger, bedre levestandard , mere viden o s v vil vel hen ad vejen "udrydde " den religiøst og ideologisk baserede terror.

Men indtil da, så må man ( i mangel af bedre ) prøve at holde terroren nede med traditionelle magtmidler og metoder..

( Udviklingshjælp er faktisk også godt , når talen er om at skabe fredelige forhold i et land.)

@Robert Kroll

"Almen skolegang, bedre uddannede befolkninger, bedre levestandard , mere viden".

Hvis det bare var så enkelt.
Rigtigt mange fodfolk (bla. de 20 fra 9/11) og langt de fleste ledere er både velnærede og veluddannede).
ETA, RAF, IRA.. fortsæt selv listen.
Ingen af dem har nogensinde sultet eller haft marerielle problemer.
For slet ikke at tale om ABB, som heller ikke så ud til at have lidt nød.

Terrorisme næres af had og indbildt uretfærdighed.
Og til en vis grad af karakterafvigende personlighed.

Derfor ligger nøglen også i hænderne på moderate muslimer, moderate separatister, moderate højreorienterede og moderate venstreorienterede.

Kunne vi få slettet dette "men", som meget ofte sniger sig ind når det er nogen fra ens egen gruppe som bedriver terrorisme var meget vundet.

Og det gør det naturligvis heller ikke nemmere at der er et større heppekor som står klar til at puste til hadet.
Hvad enten det er fjordman eller folk som taler om terrorbevægelsen USA.

Ordensmagten og militæret vil aldrig kunne forhindre overgreb mod civile uden at indskrænke friheden ubærligt.

Bo Johansen, Henrik Nielsen, Morten Pedersen, Ole Olsen og Martin Lund anbefalede denne kommentar

Egon Maltzon
Jeg kan kun erklære mig 100% enig, uddannelse fjerner ikke fanatisme.
Mange nazister og kommunister, var højt uddannede.
Vore hjemlige "heksejægere" var biskopper og adel, med den højeste uddannelse som den tid kunne byde på.

Kære Maltzon og Boye.

Ja - der er også højtbegavede og veluddannede fanatikere , og de er farlige..

Men jo højere levestandard og jo bedre uddannet og jo mere vidende en befolkning er , jo sværere er det at "sælge" et fanatisk budskab og få "medløbere".

Torben Nielsen, Henrik Nielsen og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar

Fattigdom er den største faktor, hvis ikke den eneste. Tro vil altid have grobund i et detroniseret samfund, da det i sidste ende er det eneste håb, og håb er drivkraften i eksistensberettigelsen. Muslimer missionerer, det gør de andre religioner ikke i samme omfang mere, det kan være en forklaring på hvorfor Islam har grobund i udsatte områder.

Fanatismen, synes da også at tynde ud i de efterfølgende generationer af emigranter i vesten, så noget er der måske om det.

Marianne Rasmussen

Bedre uddannelse, helbred og levestandard er absolut vigtigt, men ikke alene. Man skal også indse, at enhver form for krig er "big business", og samtidig fungerer krige, krigshandlinger og tilslutning til krig som afledningsmanøvrer for mange andre svinestreger og reelle problemer. Mange veluddannede magthavere ser store politiske og økonomiske fordele ved krig - og der er stadig nok af nyttige idioter, de let kan manipulere med.

Håbet (hvor utopisk det end lyder på nuværende tidspunkt) må være, at verden en dag indser, at krig er primitiv og i den grad uværdig for en oplyst menneskehed.

Filo Butcher, Jesper Wendt og Mike Hanson anbefalede denne kommentar

Der er de der lukrerer på religiøs fanatisme (magthaverne og imamerne)
Så er der de villige fanatikere; Fattig, som rig og veluddannet som u-uddannet.

Uddannelse gør det ikke alene, men er naturligvis et stort skridt på vejen. Uddannelse og øget velfærd kan medvirke til at fælde magthaverne, på sigt.
Det store spørgsmål er om magthaverne vil tillade almen uddannelse ?.

Jeg er dog ganske overbevist om at den sekulære styreform vil tage over på et eller andet tidspunkt ude i fremtiden. Man kan ikke undertrykke befolkninger via religion, i al evighed.

Jeg tror ikke at det er uddannelsesniveauet der gør forskellen men den materielle sikkerhed. En befolkning hvor den største del ikke kan sikres de mest basale behov er en tikkende bombe i sig selv og de (ofte veluddannede) fanatiske ledere har nemt med at rekruttere fodsoldater (kanonfoder) til at udføre det beskidte arbejde.

Hvis vi i stedet for at smide tomahawk missiler og bomber i hovedet på dem bombarderede dem med mad, genaratorer, hårde hvidevarer, computere og TV apparater, ville vi spare en helvedes masse penge og de stakkels mennesker ville få et bedre liv og miste interessen for at ofre sig selv i en kamp der ikke længere ville tjene deres interesser.

Artiklens overskrift er for resten absolut vildledende og distraherende. En desperat Terror organisation er kun farligere for eliten i Kenya og vestens interesser, ikke for Somalia. Meget typisk for den slags sager bliver emnet kun belyst fra én side.

Desuden er det jo bare ganske almindelig guerilla taktik at man undgår konfrontation med fjendens hovedstyrke og angriber baglandet og forsyningerne.

Ang. det frygtelige angreb på civile så skal man altså ikke glemme at vi gør præcist det samme - vi angriber civile mål i en forhåbning om at vi så også rammer de få terrorister der gemmer sig blandt dem. Vi kalder det bare noget andet end terror mod civile, vi kalder det "collateral damage", et newspeak udtryk for angiveligt acceptable tab af civile menneskeliv.
Vestens bomber og droner har, udenfor de regulære krigshandlinger, dræbt tusindvis af civile som ikke engang har haft en chance for at se hvad det var der ramte dem og vi fortsætter ufortrødent dag for dag.

Krigen mod terror koster, sådan set, langt flere civile liv end selve terrorhandlingerne gør og så længe det forholder sig sådan vil vi i deres øjne, fanatiske eller ej, være legitime mål og der findes for dem ikke uskyldige civile idet vi allesammen er medskyldige. Vi lever jo i demokratier og vores militærs handlinger er vores alles handlinger. Bordet fanger.

Hvis vi skulle indlade os på en filosofisk/politisk/etisk diskurs med dem der står bag terrorhandlingerne ville vi nok have det meget svært med at forsvare vores standpunkter foran en objektiv jury.