Baggrund
Læsetid: 4 min.

Europa venter på Tyskland

Tyskland vil helst ikke se sig selv som kontinentets politiske leder. Men når resten af kontinentet retter øjnene mod søndagens tyske valg, er det med håbet om en nyvalgt kansler, der endelig er klar til at tage ansvar for Europa
I Frankrig og de øvrige kriseramte sydeuropæiske lande sætter man sin lid til, at vinderen af søndagens tyske valg kan føre Europa ud af den økonomiske krise.

Benoit Tessier

Udland
21. september 2013

Allerede i 2011 satte den polske udenrigsminister Radoslav Sikorski i 2011 med en enkelt bemærkning fingeren på det paradoks, der i løbet af eurokrisen har udfordret den tyske selvforståelse radikalt.

»Jeg er sandsynligvis den første polske udenrigsminister i historien, der siger det, men her er det: Jeg frygter i mindre grad tysk magt, end jeg begynder at blive bange for tysk inaktivitet.«

Eurokrisen har skubbet et modvilligt Tyskland ind i rollen som kontinentets førende politiske magt. Siden eurokrisens udbrud er Angela Merkel blevet kritiseret for at nøle sig vej gennem krisen og for at gennemtvinge sparedoktriner på bekostning af de sydeuropæiske befolkninger.

Samtidig har Europa i løbet af krisen skævet håbefuldt til Berlin med forhåbninger om, at eurozonens største og mest velfungerende økonomi træder i karakter som kontinentets politiske supermagt og leverer et sammenhængende bud på en løsning af den europæiske krise og en vision for Europa.

»Angela Merkel har i løbet af krisen læst folkestemningen i sit eget land og har ganske rigtigt set, at et flertal af tyskerne ønsker at redde euroen, men de ønsker at redde den for den billigst mulige pris, en lavbudget-redning. Tyskland har ganske vist holdt sine egne omkostninger nede for at redde valutafællesskabet på det lavest mulige niveau, men dermed er krisens omkostninger for resten af eurozonen steget.«

Europas førende land

I Berlin ser man med forundring på kritikken fra de øvrige europæiske hovedstæder. Selv afviser Merkel, at Tyskland er på vej til at indtage rollen som kontinentets politiske leder.

»At stræbe efter hegemoni ligger mig fremmed,« sagde kansleren tidligere på året med henvisning til Tysklands nyvundne magtposition i Europa.

»Tyskland er af historiske grunde skeptisk over for rollen som Europas politisk førende land,« siger Guntram Wolff, leder af tænketanken Bruegel i Bruxelles.

Men Wolff peger samtidig på det paradoksale i, at det tyske forbehold over for rollen som europæisk leder i praksis er med til at øge tysk indflydelse og dermed også det øvrige Europas forventninger til Tyskland.

»Tyskland er paradoksalt nok ikke i nærheden af at være skeptisk, når det gælder den praktiske udførelse af lederrollen. Man er skeptisk når det gælder styrkelsen af de fælleseuropæiske institutioner som eksempelvis EU-Kommissionen. Men Tyskland har i løbet af krisen også ført en politik, der lægger vægt på de nationale institutioners rolle i EU-forhandlingerne. Dermed har man styrket det europæiske samarbejde på medlemsstaternes nationale regeringsniveau. I et EU, hvor aftaler mellem nationale regeringer bliver bestemmende, vil Tyskland de facto komme til at spille en mere betydningsfuld rolle som lederfigur.«

Krisen har med andre ord cementeret en ny balance i efterkrigstidens traditionelle europæiske magtfordeling. Øget politisk magt til Berlin har dog ikke givet sig udslag i store armbevægelser på den globale scene, hvor Tyskland stadig er særdeles forbeholden, når det eksempelvis gælder militærindsatser i udlandet. Da den tyske præsident Horst Köhler i 2010 sammenkædede den tyske militærindsats i Afghanistan med et forsvar for tyske økonomiske interesser, blev han mødt af en storm af kritik og valgte i sidste ende at trække sig fra præsidentembedet.

»Under Merkel er tysk økonomi og handel blevet et opsamlingsfad for tysk patriotisme, man er stolt af Tysklands ofte nævnte placering som verdens førende eksportnation. Man er tilfreds med den rolle,« siger EU-analytikeren Thomas Klau, European Council on Foreign Relations.

Franske forhåbninger

Anderledes ser det ud hos Tysklands traditionelle partner i europæiske spørgsmål. Med militærindsatser i Mali og Libyen og med den seneste støtte til Obamas planer om intervention i den syriske borgerkrig har Frankrig i de senere år markeret sig som en ivrig aktør på den internationale scene. Ikke desto mindre er Frankrig i Europa stadig henvist til anden række, når det gælder styringen af eurokrisen. Franske kommentatorer har stadig forhåbninger om, at Paris efter det tyske valg fortsat vil kunne gøre krav på en rolle som kontinentets politiske leder.

»Uanset hvilken koalition, der kommer til at regere Tyskland, vil landet udelukkende overtage den økonomiske førertrøje i Europa. Det kan Tyskland kun, hvis landet samtidig finder en europæisk partner til den politiske ledelse. Frankrig vil være privilegeret ved at blive Tysklands politiske og økonomiske partner. Hvis Paris ikke er i stand til at rette op på sine budgetter og stimulere økonomien, vil Berlin finde andre partnere,« lyder det i en leder i den liberale franske avis La Tribune, der samtidig understreger, at Tyskland modsat tidligere har friheden og ikke mindst viljen til at søge andre politiske alliancer.

Den analyse deler Guntram Wolff, der understreger, at det tysk-franske partnerskab, der i efterkrigstiden har udgjort rygraden i det europæiske samarbejde, også er belastet af krisen.

»Normalt er Frankrig den oplagte tyske alliancepartner i EU. Men hvis der er grund til bekymring for, at franskmændene ikke gennemfører nok reformer, har Tyskland ikke mange muligheder tilbage. Man kunne forestille sig, at Tyskland i det tilfælde – alene eller måske sammen med Italien – vil tage initiativ til at styrke de fælleseuropæiske institutioner. Sådan burde det være, for det ville være i Tysklands interesse.«

Ifølge Thomas Klau har krisen forstærket en proces, der blev påbegyndt med genforeningen.

»Den tyske nationale selvforståelse blev allerede styrket med genforeningen og flytningen af hovedstaden fra Bonn til Berlin. Det nuværende Tyskland er større og en smule mere selvoptaget end den gamle vesttyske forbundsrepublik. Der opstod en illusion om, at det genforenede Tyskland havde antaget en dimension, der satte landet i stand til at handle uafhængigt af europæiske processer. Det er denne illusion, der er blevet punkteret af krisen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sidst Tyskland leverede en kansler med viljen til at tage ansvaret for hele Europa, var det så som så med taknemligheden.

Den manglende taknemlighed fik ham til sidst til at tage sit eget liv.

Siden da har tyske kanslere været mere tilbageholdende med at tage ansvar for ret meget mere end Tyskland.

n n, Peter Nielsen, Karsten Aaen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Ulykken består vel primært i forestillingen om at ét land skal være et kontinents 'politiske leder'. Forfærdeligt ringe artikel.

Tina Skivild, Morten Rasmussen, lars abildgaard, Aleksander Laursen, Anders Feder, Flemming Scheel Andersen, Henrik Jensen, Bo Carlsen, Christel Gruner-Olesen, Gorm Petersen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar

Hvis Europa venter på Tyskland, er Europa et fjols - som ikke har forstået Tyskland.

Det her drejer sig om et valg til den tyske forbundsdag.

Lad os lige forestille os - bare et sekund - at Merkel får absolut flertal og at forbundsdagen fyldes med 500 jueleuropæere, som Lykke Friis og Marlene Wind, så ville det ikke betyde det store.

Frem til 2016 (mindst) vil socialdemokraterne, de grønne og Linke nemlig stadig have et flertal i Forbundsrådet, der er tyskernes andet-kammer og kan blokere ALT.

Så præstedatteren kan da godt forsætte - men på mig minder denne tid mere og mere om Brezhnev-tiden i Sovjet, hor alting stod stille, og man forsøgte at overbevise sig selv, landet og omverdenen om, at der lå en genial plan bagved..

n n, Karsten Aaen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Nemlig et groft eksempel på den form for journalistik, hvor selv en dyyb filosofisk samtale skal have "tabere og vindere".

Hvor demokrati er for tabere og hvor folket skal være i et sado-maschocistisk underkastelsesforhold til en LEDER.

De stakkels journalister undervises i, at det skal til for at "sælge". Der skal være drama med taber og vindere (helst afrundet med et "nøgen-chok").

.... så vil vi have et tysk Europa eller et europæisk Tyskland? kunne man passende spørge den polske udenrigsminister om......

I øvrigt er Polen up-and-coming som kandidat til et tæt samarbejde med Tyskland (se fx her http://www.information.dk/469042)

Igen og igen ser vi at danskerne intet fatter af hvordan det tyske system er; de fatter ikke at der er et Forbundsråd (andetkammer) som kan forhindre, at det som Bundesdagen vedtager, bliver lov i hele BRD, altså i alle Forbundsrepublikkens delstater. Mange danskere ved ikke engang at Hamborg eller Berlin er delstater i Forbundsrepublikken Tyskland, forkortet BRD på tysk.

Og man synes heller ikke at have fattet at den tyske præsident er en post, hvor man ikke må udtale sig så politisk som Horst Köhler gjorde i 2010; det har man Bundeskanzleren til. Den tyske præsident skal svæve over vandene og udtale sig om humanistiske og almenmenneskelige emner, og stå som et slags samlende symbol for alle tyskere, også de nye tyskere fra Danmark, England, Rusland, Kina, Indien og ja, Tyrkiet mv.

Og lad mig også her nævne Forfatningsdomstolen i Karlsruhe; den har forhindret tyskerne i at blive overvåget, idet EU's direktiv om overvågning er blevet erklæret for i modstrid med den tyske forfatning! Og Forfatningsdomstolen sørgede også for, at Merkel ikke bare kunne spørge et udvalg under Forbundsdagen om lov til at give hende flere penge til at redde f.eks. Grækenlands økonomi, hele Bundesdagen skulle spørges og der skulle være flertal for det.

Netop Karsten -

Og denne meget besynderlige form for føderalisme er netop skabt af de allierede for at undgå en stærk tysk centralmagt...

Jørgen Mathiasen

Artiklens fremstilling af forholdet mellem de store lande i den europæiske union holder ikke. Frankrig er og bliver Tysklands vigtigste partner, hvad der ikke mindst har at gøre med at den unionsskeptiske holdning i Storbritannien mindst er på niveau med den danske, at Italien er upålidelig, og at de øvrige ikke har den økonomiske størrelse og politiske styrke.

Fredag ( i går) erklærede den franske præsident, at Frankrig nu tilmelder sig energiomlægningen (Die Energiewende), hvad der skal føre til en begrænsning af atomkraften i Frankrig og en udbygget integration af energiforsyningen mellem de to lande, som foreløbig forbliver motoren i den europæiske integration.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, det polske makkerskab stikker ikke så dybt, det er kun nogle business-smarte, Oxford uddannede politikerspirer, der har kastet deres kærlighed på Tysklands pengepung.

Ak ja - de letsindige og uvorne unger, ser hen til Mutter Merkel, i håb om, at hun kan redde dem fra deres selvskabte problemer. Ynkeligt.

Ifølge den seneste prognose ser det ud til, at CDU/CSU med Frau Dr. Merkel i førersædet, kunne gå hen og få et absolut flertal i Bundestag - skræmmende - ventetiden er slut - nu vanker der nye tider til hele Eoropa ...

Børge Rahbech Jensen

FDP står til at ryge ud af forbundsdagen.