Skal forskningen skabe en bedre verden?

Samfundsrettet videnskab handler om andet og mere end penge. På University of California Santa Cruz forsøger et ungt forskningscenter at skabe tværfaglige dialoger om, hvordan man bedriver natur- og ingeniørvidenskab, der bidrager til en mere retfærdig verden
Natur- og ingeniørvidenskaberne spiller en stor rolle i at forme vores liv og samfund, men engagerer sig sjældent i samfundsdebatten. Flere eksperter mener, at forskningsetik også burde omhandle et større engagement i samfundet blandt tekniske og naturvidenskabelige forskere.

Natur- og ingeniørvidenskaberne spiller en stor rolle i at forme vores liv og samfund, men engagerer sig sjældent i samfundsdebatten. Flere eksperter mener, at forskningsetik også burde omhandle et større engagement i samfundet blandt tekniske og naturvidenskabelige forskere.

Sofie Amalie Klougart
25. september 2013

Diskussionen af forskningens rolle i samfundet har ofte stået mellem to forskellige positioner. På den ene side stemmer, der taler for det vigtige i at fastholde en uafhængig grundforskning, og på den anden side de, der ønsker en mere direkte samfundskoblet forskning. I den danske debat har sidstnævnte imidlertid typisk været i en ret snæver økonomisk forstand – emblematisk opsummeret i tidligere videnskabsminister Helge Sanders (V) slogan om bevægelsen fra forskning til faktura. En politisk ambition, der, som det for nyligt blev påvist i en rapport fra tænketanken DEA, faktisk slet ikke har virket som håbet.

Men den måde, videnskaben forholder sig til samfundet på, kan også være på andre og bredere planer end blot økonomi. Et eksempel er det unge forskningscenter Science and Justice på University of California Santa Cruz, som ud fra en forståelse af, at natur- og ingeniørvidenskaberne spiller en kæmpe rolle i at forme vores liv og samfund, arbejder for at skabe tværdisciplinære samtaler om, hvordan det kan ske på en måde, der bidrager til at skabe en bedre, mere retfærdig verden.

Gruppen, der har eksisteret siden 2006, men først formelt blev et forskningscenter sidste år, er især unik i den måde, den formår at samle studerende og forskere på tværs af skellet mellem naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora i sine seminarer og uddannelsesprogrammer.

Mere end uredelighed

Centret har til huse i to ydmygt indrettede lokaler på universitetets campus. I det ene tager assisterende leder Jake Metcalf imod, og han forklarer, at en af de intellektuelle indgangsvinkler for centret er en diskussion af, hvad forskningsetik kan være.

»Forståelsen af, hvad det vil sige at bedrive naturvidenskab på en etisk måde, har været for overfladisk,« siger Jake Metcalf.

Han er selv ph.d. i filosofi og har blandt andet forsket i anvendt etik i biovidenskaberne. Han mener, at en del af problemet er den måde, naturvidenskabelige studerende bliver uddannet på.

»Det meste af den naturvidenskabelige etik-undervisning foregår efter en model ved navn Responsible Conduct of Research,« forklarer Metcalf.

Videnskabelig redelighed, at undgå plagiat og informeret samtykke fra forsøgspersoner er typiske emner. Alt det er selvfølgelig væsentligt, medgiver han:

»Men en af præmisserne for Science and Justice er, at det ikke er nok. Det fortæller dig ikke meget om det sociale gode, der kan opnås ved at lave videnskab på den ene eller den anden måde. Så vi prøver på at skabe et rum til at tænke over, hvad etik kan være ud over Responsible Conduct of Research

En af de måder, det rum mere konkret tager sig ud på, er i de arrangementer, gruppen laver, hvor de forsøger at få talere med forskellige fagligheder til at mødes om et fælles anliggende og forhåbentlig komme med perspektiver, der gensidigt kan berige hinanden.

Angst for politik

Kort før sommerferien er der eksempelvis et arrangement om luftbåren pesticidspredning og social retfærdighed. Det er tirsdag eftermiddag i en af de nye glasklædte bygninger i den naturvidenskabelige del af campus. På væggen hænger en plakat for det menneskelige genom, og i to rækker rundt om en U-formation af borde sidder et publikum, der tæller såvel antropologer som molekylærbiologer.

En taler er miljøsociolog og har studeret bureaukratiske og politiske processer omkring regulering af pesticider i USA, en anden er repræsentant for en ngo, der underviser fattige beboere fra landområder i at dokumentere pesticidspredning fra nærliggende landbrug, og en tredje er biologen Tyrone Hayes, der har opdaget, hvordan sprøjtemidlet Atrazin skaber hormonelle forstyrrelser hos frøer, og som efterfølgende, under stor mediebevågenhed, har kastet sig ind i en langvarig og spektakulær offentlig kampagne mod firmaet, der fremstiller sprøjtemidlet.

Et centralt tema i både oplæggene og den efterfølgende diskussion er, hvilken rolle videnskabelig evidens spiller i politiske forandringsprocesser.

Ngo-repræsentanten fortæller, hvordan det har hjulpet lægfolk til at presse på for politiske forandringer, at de har fået mulighed for at anvende videnskabeligt robuste metoder. De to andre talere fortæller omvendt, at det er en udbredt kultur blandt forskere, at de ikke er interesserede i at indgå i politiske processer. Da firmaet bag Atrazin forsøgte at miskreditere Hayes, fandt han omkring 60 andre forskere i verden, der alle beskæftigede sig med skadevirkninger ved Atrazin, men da det amerikanske miljøagentur holdt en høring om sprøjtemidlet, var ingen interesserede i at møde op.Ved siden af seminarerne er Science and Justice’s primære aktivitet lige nu det undervisningsprogram, centret tilbyder studerende på master- og ph.d.-niveau.Programmet bliver udbudt på tværs af alle universitetets fakulteter og sætter altså konkret kommende fysikere, sociologer, ingeniører og politologer i rum sammen. Baggrunden er, at retfærdighed, som Science and Justice forstår det, ikke er noget, man kan definere en gang for alle, og derfor heller ikke nødvendigvis er noget, der kan holdes inden for grænserne af en enkelt disciplin.

Kate Richerson er ph.d.-studerende i biologi og en af de studerende, der har gennemført programmet. Hun fortæller, at det især har givet hende en fornemmelse af kompleksiteten af det samfundsmæssige liv, som videnskabelige undersøgelser får, efter de er blevet afsluttet. Mange naturvidenskabsfolk er egentlig velmenende nok, men de mangler den forståelse, hvis de virkelig vil skabe en bedre verden.

»Der er en tendens til, at det blot bliver taget for givet, at videnskab kan hjælpe,« siger Kate Richerson, »men det arbejde, du laver, kommer ofte til at få sit eget liv, når du sætter det ud i verden.«

Et liv, der netop er præget af økonomi, sociale relationer eller kultur, og som andre discipliner ville kunne hjælpe med at give et mere nuanceret billede af.

Tværfaglige diplomater

Håbet med programmet er, at de studerende ved at få forståelse for hinandens sprog, og ved at få etableret en tryghed ved at tale sammen på tværs af fagskel, med tiden vil blive bedre til at se muligheder for samarbejder.

Men det er ikke Science and Justice’s ambition at få de studerende til at lægge deres faglige identiteter bag sig, fortæller Andrew Mathews, der indtil sommerferien var leder af centrets styregruppe.

»Det handler om at opbygge evnen til at blive diplomater på tværs af faglige forskelle,« siger Andrew Mathews.

»Jeg synes egentlig, at ’tværfaglig’ er et meningsløst ord. Alle siger, de er det, men hvad betyder det? I stedet handler det om at give mulighed for, at folk fra forskellige discipliner kan have samtaler om ting, der betyder noget for dem alle. Det er vores mål. Og derfra kan nye forskningsspørgsmål måske vokse frem.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Science and Justice

Blev etableret som arbejds­gruppe i 2006 og har siden 2012 haft status som forskningscenter.

Startede i 2010 programmet ’Ethics and Justice in Science and Engineering’ efter at have fået en bevilling fra den amerikanske nationale forskningsfond (National Science Foundation). Programmet er åbent for master- og ph.d.-studerende fra alle universitetets fakulteter. Indtil nu har 26 studerende gennemført programmet.

Styregruppen tæller lige nu tre forskere, der alle har en sammensat akademisk karriere på tværs af natur- og samfundsvidenskab eller humaniora. Leder Jenny Reardon er sociolog med baggrund i biologi, Andrew Mathews er antropolog med baggrund i skovbrug, mens Karen Barad er kønsforsker med baggrund i fysik.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu