Læsetid: 4 min.

Den islamiske alliance i Syrien splitter oppositionen yderligere

- og dog er shariaalliancen ikke så islamisk endda, men ligner mere et forsøg på at presse Vesten og Golf-staterne til at øge våbeneksporten til oprørsmilitserne
Tirsdag undsagde 11 oprørsmilitser i det nordlige Syrien eksilpolitikerne i oppositionskoalitionen og opfordrede alle syriske oprørsgrupper til samling i en ’islamisk ramme, baseret på sharia (islamisk lov) som eneste grundlag for lovgivning’.

JM Lopez

28. september 2013

Udadtil er det skuffelsen over fraværet af vestlig (læs: amerikansk) intervention i borgerkrigen kombineret med irritation over »Rolex-revolutionære« i den syriske eksilopposition »på deres luksushoteller«, der er årsag til den tilsyneladende splittelse, der tirsdag vakte international opsigt. Med en erklæring tirsdag – ’Kommunique Nr. 1’ – undsagde 11 oprørsmilitser i det nordlige Syrien eksilpolitikerne i oppositionskoalitionen og opfordrede alle syriske oprørsgrupper til samling i en »islamisk ramme, baseret på sharia (islamisk lov) som eneste grundlag for lovgivning«. Politiske iagttagere har hæftet sig ved, at den moderate Tawhid-brigades leder, Abdelaziz Salame, var afsender på opråbet, der også tager afstand fra (den planlagte) eksil-regering under en nylig udnævnt ’premierminister’, Ahmad Toumeh, en 48-årig tandlæge fra Deir al-Zor i det østlige Syrien, der er indsat med støtte fra Saudi-Arabien.

Den nye ’islamiske alliance’ er set som et dementi af tesen om, at hovedparten af de syriske oprørere, der bekæmper al-Assad-regimet på landjorden, i det store og hele er moderate muslimer. Og at det er de udenlandske al-Qaeda-relaterede jihadister, der udgør kernen i oprørets islamistisk-udemokratiske tendens, der er årsag til USA’s og EU’s tøven med at eksportere tunge våben til oprørshæren Frie Syriske Armé (FSA).

Det er næppe tilfældigt, at denne nye alliance, der i øvrigt ikke er organiseret i nogen fast ramme, men indtil videre kun forbundet i en fælles hensigtserklæring, er trådt frem få uger efter USA’s præsident, Barack Obama, besluttede at afstå fra at bombe det syriske regimes installationer som straf for det kemiske angreb nær Damaskus. Men dette ’svigt’ af oprørerne er næppe hele sandheden om den islamiske alliances pludselige tilsynekomst. Det har længe været kendt, at kampstyrkerne i selve Syrien føler, at de er marginaliserede af eksilpolitikerne og ledelsen i FSA med base i Tyrkiets Hatay-provins. FSA-chefen, general Salem Idriss, tog i går ind i Syrien for at tale sig til rette med islamisterne, men hvad der kom ud af samtalerne, stod ved redaktionens slutning ikke klart.

Brud med Vesten?

Tawhid (Enighed) er en af de største militser i det nordlige Syrien og spillede for nylig en afgørende rolle, da ISIS (Islamisk Stat i Irak og Storsyrien), den internationale al-Qaeda-relaterede brigade, blev drevet ud af grænsebyen Azaz. Tawhid-brigaden har hidtil været tilsluttet FSA og dets øverste militærråd med sæde i koalitionen. Også to andre grupperinger, Islam-brigaden (Liwa al-Islam - Islams Banner) og Suquor al-Sham (Levantens Høge), har hidtil været tilnyttet koalitionen.

Andre af de 11 militser er tilsluttet SILF, Syriens Islamiske Befrielsesfront, der står uden for koalitionen, men har accepteret, at ’post-Assad’-Syrien skal regeres demokratisk ved frie valg og med respekt for minoriteter. Undtagelsen er Jabhat al-Nusra (Sejrrig Front), en radikal islamisk milits, der som ISIS har sværget troskab til al-Qaeda og har været indblandet i sammenstød dels med det rivaliserende ISIS, men især med kurdiske militser.

Men om der bliver tale om et varigt brud med koalitionen og dens vestlige-arabiske sponsorer, vil vise sig – også de 11 grupperinger er afhængige af forsyninger udefra, og den nye alliance (som i øvrigt blev forsøgt dannet for et år siden, uden at det førte til noget) kan være en taktisk manøvre for at tvinge sponsorerne til at levere flere og bedre våben.

Til sammen menes de 11 – eller 13, idet Haqq-brigaden fra Homs og Furqan-brigaden fra Quneitra i Golan senere har sluttet op med mundtlige erklæringer – at udgøre i omegnen af 20-30.000 relativt veltrænede jihad-krigere.

Ifølge den svenske Syrien-ekspert, Aron Lund (på hjemmesiden Syrian Comment), er bruddet »uhyre betydningsfuldt«, idet dens erklæring også implicit er et brud med eksilkoalitionens sponsorer, USA, Tyrkiet, Fran-krig, Storbritannien, EU, Qatar og især Saudi-Arabien, hvis proselytter sidder på både koalitionens formandspost (Ahmad al-Jarba) og den påtænkte regering (Ahmad Toumeh), der gør klar til at rykke ind i Damaskus efter Bashar al-Assads forudsigelige fald.

Følg pengene

Det er næppe heller tilfældigt, at alliancen er dannet af de oprørsstyrker, der kontrollerer de ’befriede’ områder i det nordlige Syrien. Ifølge en talsmand for Tawhid-brigaden skyldes bruddet »koalitionens konspirationer og kompromiser« og tweets fra militsledere, der brokker sig over, at eksilkoalitionen ikke er valgt, men »udpeget af udlandet«, og at den – uden at spørge de kæmpende på landjorden – har indvilget i forhandlinger med regimet.

Det sidste er noget af en tilsnigelse – det nye er, at koalitionens leder, Ahmad al-Jarba, har sagt, at koalitionen vil deltage i den planlagte konference om en politisk løsning på betingelse af, at præsident Bashar al-Assad ikke deltager – man har altså fraveget det hidtidige krav om hans fjernelse fra præsidentembedet, før man vil tale fred.

Hvad angår ’konspirationer’, handler de om koalitionens indlemmelse af det kurdiske nationalråd, der får en vicepræsidentpost, tre medlemmer af den politiske ledelse og 11 pladser i repræsentantskabet på 114 medlemmer. Modydelsen til kurderne er et løfte om fulde borgerrettigheder, og at et nyt (oppositions)styre i Syrien sløjfer ordet ’arabisk’ i republikkens navn.

Under alle disse politiske og nationalistiske argumenter finder man en tredje begrundelse, som ikke nævnes i nogen erklæringer og heller ikke fremgår af de vestlige mediers dækning, nemlig at den nye alliance vil være så stærk, at den kan sætte sig på de grænseovergange til Tyrkiet, der medfører betydelige indtægter. De rapporterede sammenstød mellem ISIS-islamisterne og Tawhid-brigaden i grænsebyen Azaz og de jævnlige sammenstød med kurdiske ’selvforsvarsstyrker’ handler i høj grad om, hvem der skal indkassere de toldindtægter, som trafikken af personer, udstyr, våben (og medier) kaster af sig ved de syrisk-tyrkiske grænseovergange.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har meget svært ved at folde mig til Ellegaards artikel.

Det formeligt vrimler med forskellige såkaldte oprørsgrupper i Syrien, som støttes af Vesten og de arabiske diktaturstater, og det er let at finde en eller anden gruppe eller en koalition af grupper, man kan citere, når man skriver en artikel.

Men faktum er, at de syriske forsvarsstyrker har befundet sig i offensiv meget længe. Problemet var, at de såkaldte oprørere førte guerillakrig. Når de var slået det ene sted, dukkede de op et andet sted. Problemet begyndte at blive løst, da regeringen oprette De Nationale Forsvarsstyrker. De er baseret på den lokale befolkning og har to opgaver. Dels at kontrollere de områder den almindelige Syrisk Arabiske Hær har befriet og dels at hjælpe den almindelige hær med at erobre flere områder.

Der er også et andet element, man altid bør tage i betragtning, når det gælder styrkeforholdene, nemlig at langt den overvejende del af befolkningen bakker op om Assad.

70 procent af befolkningen støtter Assad, 20 procent siger, de er neutrale og 10 procent støtter rebellerne.

Det fremgik af en undersøgelse, som var blevet til på NATO’s initiativ for nogle måneder siden. Og undersøgelsen påpegede også grunden. Det var de såkaldt rebellers utrolige grusomhed.

Og indirekte viste undersøgelsen også, hvem der var tilbage af ”rebellerne”.
NATO har nemlig satset meget på det sunnimuslimske flertal.

Men en kilde fortalte:

”Sunnierne nærer ikke kærlighed til Assad, men de har trukket sig tilbage fra revolten. Hvad der er tilbage er de udenlandske krigere, der sponsoreres af Qatar og Saudi-Arabien. De betragtes af sunnierne som meget værre end Assad.”

Hvad der er tilbage af ”oprørere”, er ifølge NATO - udenlandske krigere.

Man gør også klogt i at tage i betragtning, at Assad, der er meget upopulær på disse breddegrader, faktisk er en helt i arabernes øjne, fordi han har vovet at sætte sig op imod USA, fortalte TV’s mellemøstenkorrespondent, Steffen Jensen, før det amerikanske angreb blev aflyst.

Og hvis angrebet ikke bliver til noget, mente Jensen, at Assads heltestatus ville blive endnu større.

USA har længe været klar over, at man ikke kunne fjerne Assad. Det stod klart allerede i dagene op til en stor international sikkerhedskonference i München, der blev åbnet den 1. februar, og hvor man lod den daværende leder af oppositionen, Moaz al-Khatib, meddele, at han var parat til at indlede direkte forhandlinger med den syriske regering.

Meldingen udløste omfattende diplomatisk aktivitet især mellem den amerikanske og den russiske regering, som var enige om, at der skulle afholdes en international konference i Geneve, der skulle løse den syriske krise med politiske midler.

En medvirkende årsag til USA’s ønske om en fredelig udgang på krisen, var også angsten for de kræfter, USA havde fået samlet i forsøget på at vælte Assad.

Den 13. august sagde CIA’s vicedirektør Michael Morell til Wall Street Journal, ”at den største trussel mod USA’s sikkerhed ville være, hvis Assad blev væltet i Syrien. Et nederlag for Assad kunne blandt andet hjælpe Al Qaeda med at med at sætte sig i besiddelse af kemiske våben, sagde Morell, og det var regeringens største bekymring.

”Skulle det nuværende regime kollapse uden, at der var en stabil regering til at træde i stedet”, sagde Morell”, ”kunne de militære midler, Assad råder over, risikere at falde i hænderne på USA’s fjender.”

Sådan stod stillingen i meget lang tid. Alle havde forventet en fredelig forhandlingsløsning af krisen i Syrien.

Men da det for alvor gik op de virkelige magthavere i Washington, at man ikke kunne fjerne Assad med stedfortrædende lejetropper alene, erklærede Obama - med henvisning til den påståede brug af kemiske våben fra Assads side den 21. august i nærheden af Damaskus - at amerikanske stridskræfter selv ville medvirke til at fjerne krigsforbryderen Assad. Så han erklærede med støtte fra det militær-industrielle kompleks og den stærke israelske lobby, at USA ville angribe Syrien uden et mandat fra Sikkerhedsrådet.

Det slap han ikke heldigt fra!

I lang tid ville USA ikke sende våben til de syriske ”oprørere” netop af angsten for, at de skulle falde i ”hænderne på USA’s fjender”.

Nu er CIA dog alligevel igen begyndt at sende våben – til Syriens Frie Hær måske?

Men hvor i alverden skal man dog sende dem hen. For øjeblikket er der en voksende tendens til at militser fra Syrien Frie Hær er på vej over i islamisternes rækker og ikke til de ”moderate islamister”, men derimod til Al Qaeda-gruppen Al-Nusra og endnu værre til ”Den Islamiske Stat i Irak og Levanten”, som står bag de daglige voldshandlinger i Irak!

http://intersol.dk/intersol/globalt/3567/to-brigader-fra-syriens-frie-ha...

Folk må gerne være imod Assad.

Men de skal være det på et anstændigt grundlag! Det vil i længden ikke være muligt at skjule, at den syriske sekulære regering – den eneste i hele regionen – og også dens forsvarsstyrker udgør en garant for, at det syriske folk kan bevare sin enestående tolerance over folk, der støtter alle mulige religiøse retninger såvel som folk fra alle etniske grupper. Midt i en region, der er præget af dybe religiøse og racemæssige stridigheder, står Syrien for mig som et lysende eksempel på, at folk kan leve og arbejde sammen trods de forskelle, der skiller dem andre steder.

Det er især de kristne, der er forfulgt af de muslimske barbarer. Maanoula – hjemsted for Syriens og verdens ældste kristne menighed, blev nemlig angrebet den 8. september:

http://intersol.dk/intersol/globalt/3540/syrien-jihadister-haevder-at-ha...

Heller ikke jøderne går ram forbi, som det fremgår af denne video, hvor en islamistisk barbar er ved at ødelægge gamle jødiske monumenter:

http://www.liveleak.com/view?i=5ac_1380029809

Hvis vi skræller alle fine ord og bortforklaringer af, så er det præcist den slags mennesker, USA, NATO og de arabiske diktaturstater har sat til at fjerne Assad!

Men heldigvis har disse forbrydelser mod de kristne, som udgør 10 procent af befolkningen også mylderet af kristne menigheder i ”Guds eget land” op på mærkerne og til at protestere imod de fortsatte våbenforsyninger, og det er formentlig i denne sammenkædning af kristne, der er bedst chance for, at støtten holder op:

http://intersol.dk/intersol/english_articles/3570/threats-to-syrian-chri...

Bjarne Nielsen, Hugo Pieterse, Niels Jespersen og Tina Skivild anbefalede denne kommentar

Lidt uforståelig kommentar Ulf Timmernann, men for at præcisere, så hentyder frasen 'Guds Eget Land' til det fravær af etnisk betingethed og den anarkiske samfundsstruktur, som er USA's selvforståelse.
I Europa kaldes samme forhold 'Herrens Mark' og har en lidt mindre glorie omkring sig. Og så naturligvis parafraserer det en stikpille til jødernes 'Guds Eget Folk'.

Syrien har ikke erklæret krig mod nogen - i tilfælde af at nogen skulle have glemt den detalje, men bliver derimod angrebet - af amerikanske allierede (hvoraf kommer USA's forvirrede reaktioner). Det er utænkeligt, at flertallet ikke foretrækker Assad-styret, selvom det ikke kan lide at folk maler graffitier i bybilledet (retten til hvilket er hele stridens anledning). 'Oprørerne' har vist sig anseeligt mere sippede allerede, helt i overensstemmelse med golfstats-stilen.

Bjarne Nielsen, Hugo Pieterse og Niels Jespersen anbefalede denne kommentar

http://en.wikipedia.org/wiki/God%27s_Own_Country

United States: The phrase found sporadic use prior to the 1890s to describe several American regions. It was used by the Confederate army to describe parts of Tennessee in the 1860s.[1] The phrase was also used to describe California in the 1860s,[2] and by Clement Laird Vallandigham to describe the land of the Mississippi plains [3] None of these remained a widely used to describe a region, though it is still occasionally used to describe the United States overall.[4]

Hvor ligger herrens mark:

Man kunne tro at udtrykket: at være på Herrens mark var ældgammelt, men sådan forholder det sig ikke - faktisk slet ikke. Udtrykket er formodentlig først opstået i starten af halvfjerdserne, og altså langt senere end man kunne henledes til at tro - hvad enten det er Vorherre eller herremanden der hentydes til. Og hvilken herre vi har at gøre med, er der ikke enighed om. Lad os se lidt på nogle af de forklaringer, på udtrykket vi har kunnet støve op.

http://www.dr.dk/P1/Spoergehjoernet/Udsendelser/2010/01/06135523.htm

Niels Jespersen

Jeg må sige Lasse Ellegaards artikel for første gang peger på nogle ting, som ellers synes at være fraværende i Informations artikler:

1. Oprørerne (dels de udefra kommende, dels de hjemmegroede) og eksilpolitikerne, (som vesten støtter) viser sig ikke at have noget fælles!! Det er vist første gang det står nævnt i Information!

Men det er jo en gammel nyhed som kendere af regionen har påpeget længe - se f. eks. Patrick Seales utroligt informative hjemmeside:

www.patrickseale.com

(han er desværre meget syg har jeg hørt så siden er ikke opdateret de sidste par måneder)

Her kan man læse de mest indsigtsfulde og skarpsindige analyser jeg har set præsteret af nogen.

3. Artiklen indrømmer implicit at oprøret ikke ville have fundet sted (og slet ikke i det omfang vi nu ser!!) uden vestlige magters øjeblikkelige udefra kommende hjælp da de folkelige protester fandt sted i begyndelsen af 2011.. Det var jo karakteristisk for hele episoden som fulgte efter at man mærkeligt nok pludseligt så et sving fra mere eller mindre ikkevoldelige protester til bevæbnede sammenstød, med store tab blandt politi og hær forårsaget af "ukendte" gerningsmænd - det skete jo allerede i marts -april med støtte fra en NATObase i Tyrkiet, hvor man organiserede våben, folk, træning mv. under befaling af den oberst Idriss, som artiklen også nævner. En nylig opgørelse af det syriske observatorium for menneskerettigheder (engelsk base) viser også at hovedparten af ofrene i konflikten er fra regeringens styrker!! Her er endda tale om en kilde som bestemt ikke anses for regeringsvenlig!

3. Det syriske folk - som påpeget af flere ovenfor - er helt sikkert ikke på oprørernes side. Hvad skal man så sige til den propaganda Information har ladet passere ukommenteret - som f. eks. dagbogen fra lægen, der tog til Syrien for at arbejde på et felthospital i oprørernes områder, og som tydeligt nok kun serverede det der passede ind i oprørernes kram - hvem disse oprørere så i øvrigt måtte være? Eller andre artikler, som interviewer en eller anden tilfældig person, hvis baggrund man ikke rigtigt kan bedømme eller sætte ind i den sammenhæng, som nu er ved at blive tydelig?

Hugo Pieterse, Vagn Rasmussen og Bjarne Nielsen anbefalede denne kommentar
Per Dørup Jensen

Nej, befolkningen er da ikke på "oprørernes" side. Det var den heller ikke i Libyen. Hvem husker ikke de million-store folkelige pro-Gaddafi demonstrationer i juli 2011? Nej, kun et fåtal er på de bestialske terroristers side.
Og det ved USA, Nato- og Information og alle andre medier, udmærket!
De ved også godt, at enhver regering har ret til - og vil bekæmpe væbnede oprørere. Og at det følgelig er de, der har bevæbnet "oprørerne", der bærer det fulde ansvar for den syriske flygtningekatastrofe, og alle de øvrige tragedier i Syrien.
De ved naturligvis også om nogen, at det er USA`s og Nato´s efterretningstjenester, der har forsynet "oprørerne" med kemiske våben, og oplært dem i brugen deraf - og som al logik også påpeger - at det er oprørerne, der har brugt disse barbariske våben for at udløse et Nato-angreb.
De spiller altså helt igennem fordækt spil og lyver samvittighedsløst over for den let manipulerbare, emotionelle, naive og langt hen af vejen ukritisk informerede opinion for at sikre dens støtte til militært angreb på Syrien. Som altså i første omgang blev afværget af det britiske Underhus og Putin.
USA og Nato er naturligvis ikke tilfredse med, at Syrien bliver afvæbnet for kemiske våben - som jo blot tjente som et påskud for at angribe Syrien. De har ikke brugt mere end 2½ år finansiering, bevæbning og træning af "oprørerne" - og milliarder af skatteydernes penge for blot at afvæbne Syrien for kemiske våben.
Så nu leder de med lys og lygte efter et nyt (og selvfølgelig løgnagtigt) påskud, der skal retfærdiggøre et angreb på Syrien. Og alt dette ved Putin også - og gør alt hvad han kan for at holde den blodtørstige USA- og EU-imperialisme i ave!

Med lidt hjælp fra Google translate - her en stor tak til Præsident Vladimir Putin hvis rådgivere uden tvivl holder sig informeret om udviklingerne i Danmark via dagbladet Information. Nederst på engelsk.

Мир в Ourt время!

Благодаря решительным действиям от Президента России Федерации Владимира Путина, который сейчас действительно заслуживает Нобелевской премии мира - совместному использованию с любым.

Уважаемый Президент Путин, мы благодарим Вас из Дании, от всего сердца за правду о сирийской / Us конфликтов и для защиты президента Асада и народа Сирии еще один убийственный американской бомбардировки.

***********

Peace in ourt time!

Thanks to the resolute action from the President of the Russian Federation, vladimir Putin who now truly deserves the Noble Prize for Peace - unshared with anyone.

Dear President Putin, we thank you from Danmark, from the bottom of our hearts for telling the truth about the Syrian / US conflict and for protecting the brave President Assad and the people of Syria from yet another murderous American bombardment.