Læsetid: 7 min.

Klimaskeptikere i ny offensiv for at sværte klimapanel

’Der bliver mere og mere is i Arktis, og global afkøling truer’. ’IPCC indrømmer fejl’. Sådan lyder kampagne-overskrifterne i klimaskeptikernes forsøg på at tage luften ud af dagens FN-klimarapport
I dag offentliggøres en længe ventet rapport fra FN’s Klimapanel, IPCC. Men allerede inden offentliggørelsen er klimaskeptikere godt i gang med at miskreditere FN-forskerne og deres resultater. 
 Flere aviser verden over følger trop med overskrifter som f.eks.: ’Topklimaforskere indrømmer, at forudsigelser om global opvarmning var forkerte’.

Jashim Salam

27. september 2013

Når Arbejdsgruppe 1 under FN’s Klimapanel, IPCC, i dag kl. 10 i Stockholm offentliggør sin længe ventede rapport om klimaet og den globale opvarmning, befinder FN-forskerne sig allerede midt i en grænseoverskridende kampagne for at miskreditere deres resultat. Klimaskeptikere af forskellig observans og tilknytning har de seneste uger haft travlt med på internettet og i en række engelsksprogede medier at udlægge en lækket kladde til dagens rapport som dokumentation for, at den globale opvarmning er gået i stå, og at IPCC nu erkender at have taget fejl i sin seneste store rapport fra 2007.

»Det er en meget velorganiseret kampagne fra klimaskeptikerne, der gør brug af det ganske, ganske lille antal forskere, som ikke er enige i den næsten enstemmige vurdering blandt alle andre, og puster små usikkerheder op til tilsyneladende store udfordringer for den videnskabelige konsensus,« siger professor Michael Jacobs, klimaforsker ved London School of Economics og indtil 2010 klimarådgiver for daværende premierminister Gordon Brown.

Til finansmediet Bloomberg siger Jacobs, at »en af udfordringerne for panelet i år bliver at overbevise medierne, politikerne og offentligheden om, at der er en ekstraordinær udbredt konsensus om de væsentlige fakta om klimaændringer.«

Kampagnen tog fart 7. september, da den konservative britiske avis Daily Mail trykte en artikel under overskriften: »Den arktiske iskappe har reetableret sig i rekordstort omfang, samtidig med at topforskere advarer om global AFKØLING«.

På avisens hjemmeside lød overskriften: »And now it’s global cooling« – Nu er det så global afkøling – med henvisning til, at »den arktiske iskappe har reetableret sig i rekordstort omfang og er vokset med 60 pct. på et år«.

»Nogle prominente forskere mener nu, at verden er på vej mod en periode med afkøling, som ikke vil slutte før midten af dette århundrede – en proces som vil udstille computerforudsigelser af en umiddelbart forestående katastrofal opvarmning som farligt vildledende,« skrev avisen.

Time Magazine gengav kort efter oplysningerne om den ekspanderende havis og mistanken om global afkøling – med humoristisk afbildning af en frysende pingvin med tophue og tørklæde, selv om pingviner vist ikke lever i Arktis.

Og i sidste uge tog det republikanske medlem af Repræsentanternes Hus David McKinley fra West Virginia oplysningerne med sig til en stor klimahøring i den amerikanske kongres.

»Selv med stigende niveauer for CO2-udledning er den arktiske is faktisk vokset med 60 pct.,« sagde kongresmanden, tv-transmitteret til de amerikanere, der interesserer sig for den politiske klimadebat i USA.

»Her er realiteterne om temperaturændringerne over de seneste 40 år: Vi kan faktisk sige, at gennem 40 år har der næsten ikke været nogen stigning i temperaturen,« oplyste McKinley og føjede til:

»Den rapport, der er på vej fra FN – IPCC-rapporten – siger, at de fleste eksperter mener, at i 2083 – om 70 år – vil fordelene ved klimaændringer stadig overstige ulemperne.«

En opsigtsvækkende forudsigelse, eftersom det slet ikke er denne, men først en langt senere IPCC-rapport, der skal kigge på klimaændringernes omkostninger. Men inden for sin egen logik manglede David Mc-Kinley næsten kun at argumentere for politiske indgreb mod den påståede globale afkøling, eftersom en opvarmning ifølge kongresmanden altså er en global fordel.

Daily Mail fulgte forleden sin optaktsdækning af IPCC-rapporten op med overskriften: »Verdens ledende klimaforskere indrømmer: Den globale opvarmning er kun EN FJERDEDEL af, hvad vi troede – og computerne fik virkningerne af drivhusgasser galt i halsen«.

Den britiske avis baserede sig angiveligt på kladden til det lækkede ’resumé for beslutningstagere’ på 31 sider, som IPCC-forskerne og regeringsrepræsentanter i denne uge har gennemgået og taget stilling til, komma for komma, på deres møde i Stockholm.

Historien er gået videre til bl.a. Australien, hvor den landsdækkende avis The Australian skrev: »Vi tog fejl angående opvarmningen, siger IPCC«, mens en anden australsk avis, The Daily Telegraph, meddelte, at »topklimaforskere indrømmer, at forudsigelser om global opvarmning var forkerte«.

Det newzealandske magasin Investigate Daily har en løbende klimadækning, redigeret og ofte skrevet af Benny Peiser, direktør for den klimaskeptiske tænketank The Global Warming Policy Foundation. Peiser gentog forleden historien om IPCC, der »indrømmer, at ’vi tog fejl’«.

Den kommende rapport er ifølge Peiser »en rystende pærevælling af forvirring, spekulationer og ren og skær uvidenhed«.

I britiske The Telegraph sætter den ligeledes erklæret klimaskeptiske journalist og kommentator James Delingpole trumf på med blog-overskriften: »95 pct. af intelligente mennesker ved, at den ny IPCC-rapport er det rene vås.«

Røgslør

Den klimaskeptiske kampagne, der også ruller på diverse hjemmesider og i facebookgrupper, skal skabe mistillid i offentligheden til IPCC og dagens resumé-rapport for at vanskeliggøre såvel de internationale klimaforhandlinger som præsident Obamas forsøg på at bevæge sig fremad i den amerikanske klimapolitik.

»I ugerne op til offentliggørelsen af IPCC’s femte videnskabelige statusrapport har professionelle klimaskeptikere og deres villige støtter og hjælpere gjort deres bedste for at forvrænge, hvad rapporten faktisk siger om den reelle videnskabelige dokumentation og klimatruslens realitet,« skriver professor Michael Mann, Penn State University, på hjemmesiden LiveScience.

Mann er fremtrædende klimaforsker, medforfatter til den forrige IPCC-rapport fra 2007 og op til klimatopmødet i København en af dem, der blev hårdest angrebet af klimaskeptikerne for at fuske med forskningen – beskyldninger, som en officiel undersøgelse i USA siden har renset ham for.

I LiveScience-artiklen tilbageviser Mann en række af de seneste skeptikerpåstande om IPCC’s fejltagelser og indrømmelser: »Lad jer ikke narre af røgslør og vrangbilleder,« skriver han. »Det reelle budskab, man skal bide mærke i , fra den nye IPCC-rapport, er krystalklart: Klimaændringer er reelle og forårsaget af mennesker, og de fortsætter med uformindsket styrke. Vi vil se langt farligere og potentielt irreversible konsekvenser i de kommende årtier, hvis vi ikke beslutter os for at reducere de globale CO2-udledninger. Det har aldrig været mere bydende nødvendigt at handle end nu.«

Havisen

Skeptikerkampagnen fokuserer på to forhold: Årets udvikling i den arktiske havis og de seneste 10-15 års udvikling i den globale temperatur.

Det er korrekt, at havisen omkring Nordpolen ved dette års sommerminimum midt i september havde et areal, der var mærkbart større end i 2012 – ifølge US National Snow and Ice Data Center (NSIDC) ikke 60, men 50 pct. større.

Vildledningen af offentligheden ligger imidlertid i at fokusere på ændringen fra ét år til det næste, som om det kan fortælle noget om tendensen i de langsigtede klimaforandringer. Specielt for kongresmedlem David McKinley gælder, at han helt glemte at sige, at det øgede isareal handlede om ét års ændring – tilhørerne i Kongressen og ved de amerikanske tv-skærme måtte tro, han talte om en længerevarende tendens til stadig mere isdække.

IPCC’s tidsperspektiv, når man bedømmer klimaændringer, er årtier, hvis ikke århundreder og nogle gange årtusinder. Og her er faktum, at havisarealet i 2013 passer nøje ind i billedet over flere årtier af stedse større bortsmeltning af den arktiske is. Nogle år går arealet lidt ned, andre år lidt op, men langtidstendensen er en markant reduktion.

»Minimumsarealet af isen var det sjettemindste i den tid, der er lavet satellitmålinger, og forstærker således den langsigtede tendens, hvad angår udbredelsen af den arktiske is,« skriver NSIDC.

Så samtidig med at der i september i år var 50 pct. større isareal end sidste sommer, så repræsenterer den tilbageværende is i 2013 et tab på 25 pct. i forhold til gennemsnittet for perioden 1979-2000. Forklaringen er den enkle, at der i 2012 fandt en rekordstor afsmeltning sted – med en køligere sommer i Arktis i år blev afsmeltningen mindre, om end stadig meget stor.

Et dansk medlem af IPCC, klimaforskeren Jens Hesselbjerg Christensen, DMI, siger til Information, at der næsten ikke er noget tilbage af den tykke og robuste flerårsis i det arktiske hav, hvorfor den tilbageværende is er meget sårbar over for f.eks. fremtidige storme i sommermånederne. Faktisk er isen i år tyndere end sidste år, skønt arealet er større, vurderer tilsvarende NSIDC.

»Inden for de næste 30 år eller måske hurtigere kan havisen være reduceret til en tiendedel af det, vi så for et par årtier siden. Det er meget dramatisk,« siger Jens Hesselbjerg Christensen.

Afkøling?

Historierne om, at forskerne nu skulle advare om global afkøling og dermed dementere egne tidligere udsagn, har rod i, at opvarmningen gennem de seneste 15 år har været mærkbart svagere end gennemsnittet for de seneste seks årtier. Kladden til dagens IPCC-rapport taler imidlertid ikke om nogen afkøling, men om en svagere opvarmning siden 1998 på 0,05 grad pr. årti i forhold til 0,12 grader pr. årti for hele perioden siden 1951.

Trods dette gælder det stadig ifølge IPCC-teksten, at »hvert af de seneste tre årtier har været varmere end alle tidligere årtier siden 1850, og det første årti i det 21. århundrede har været det varmeste.«

Altså: De seneste 10 år har været de varmeste i 150 år. Den svagere opvarmning trods stigende CO2-udledninger skyldes ifølge forskerne, at en større del af varmen i disse år optages i verdenshavene frem for i atmosfæren, med stor sandsynlighed som konsekvens af en naturlig og tilbagevendende langtidssvingning i Stillehavet af 10-20 års varighed. Når den ophører, kan der igen komme turbo på opvarmningen, frygtes det.Stillehavsmekanismen er kendt, men hvad der udløser den er mere usikkert, og på IPCC-mødet i Stockholm har et af diskussionspunkterne mellem forskere og deltagende regeringsrepræsentanter været, i hvilken grad dagens rapport skal søge at beskrive de tænkelige, naturlige mekanismer bag den.

Læsning af kladden til dagens IPCC-rapport giver intet belæg for at sige, at klimaforskerne er rådvilde, på tilbagetog eller i gang med at betvivle den fortsatte globale opvarmning.

Hvor man i 2007-rapporten brugte udtrykket »meget sandsynligt«, skriver man nu, at det er »ekstremt sandsynligt, at menneskets indflydelse på klimaet har forårsaget mere end halvdelen af den observerede stigning i den globale middeltemperatur fra 1951-2010. Der er en høj grad af sikkerhed for, at dette har opvarmet havene, smeltet sne og is, øget verdenshavenes middelvandstand og ændret visse klimatiske ekstremer i anden halvdel af det 20. århundrede«.

Større garantier end dette får man nok aldrig naturvidenskabsfolk til at udstede.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Falkesgaard
  • Birger Johansen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Mik Aidt
  • Torsten Jacobsen
  • Dennis Berg
  • morten Hansen
  • randi christiansen
  • Torben K L Jensen
  • Ervin Lazar
  • Steen Sohn
  • John Fredsted
  • Olaf Tehrani
  • Niels-Holger Nielsen
Jens Falkesgaard, Birger Johansen, Robert Ørsted-Jensen, Mik Aidt, Torsten Jacobsen, Dennis Berg, morten Hansen, randi christiansen, Torben K L Jensen, Ervin Lazar, Steen Sohn, John Fredsted, Olaf Tehrani og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

@Ole Reslow

'Klimabenægter' er et hadsk udtryk.

Det ved jeg nu ikke. Lettere haanligt: JA! Uheldigt skruet sammen: ABSOLUT!

Hvad er der galt med det mere neutrale 'skeptiker'?

Er der da noget galt med det? Det har jeg vist ikke paastaaet!

Men personligt skelner jeg klart mellem "skepsis" og "benaegtelse".

JEG er skeptiker. Dvs. jeg er ikke overbevist om at der er NOGEN der ved hvor mange PPM CO2 der skal til foer vi naar et kritisk punkt. Og jeg hoerer tilsyneladende til blandt de faa (?) der erkender blankt at jeg ikke har en rimelig chance for at vurdere det. Men det betyder jo ogsaa at jeg erkender MULIGHEDEN for at de klimaforskere som mener vi er meget taet paa dette kritiske punkt faktisk har ret.

At benaegte er noget helt andet. Det betyder i min bog at man er OVERBEVIST om det modsatte; at selvsamme forskere tager grundlaeggende fejl, og at der derfor ikke er nogen ko paa (polar-)isen.

Netop derfor spurgte jeg dig (faktisk serioest) om du havde et forslag til hvordan man kunne betegne disse folk uden brug af det tovlige ord "klimabenaegtere".

Hvad er der i vejen med det meget præcise ord for flertallet af verdens forbrugere, erhvervsledere og politikere: 'klimaignoranter'...

randi christiansen

Og mens græsset gror, dør horsemor. Der skal selvfølgelig omstilles til fossilfri energi, fordi fossile brændsler på alle måder er uhensigtsmæssige - og det skal gå tjept, færdig og så ikke mere sniksnak - så vi også kan få gang i fjernelsen af de andre miljøforgiftninger vi daglig udsættes for > bromerede flammehæmmere, phatalater, kobber i svineproduktionen, antibiotika, medicinforgiftninger og en nærmest endeløs række af miljøgifte som nedbryder vore hjerner, psyke og hele sundhed. Det er som om, det er en selvforstærkende effekt, som alle er hypnotiseret af, og ingen kan vågne fra. Den såkaldte civilisations skæbnetime - det er nu, venner.

Flemming Scheel Andersen, Per Torbensen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg forstår ikke helt al den snak herinde. Hvis man ser på grafen her

http://www.nodc.noaa.gov/OC5/3M_HEAT_CONTENT/

der viser hvordan havene støt og rolig opvarmes (jeg minder om at havene har langt den største varmekapacitet, i forhold til atmosfæren), og man ser på alle de andre tegn, der passer med forudsigelser fra klimaforskningen, så forstår jeg ikke at folk er så utrolig skeptiske. Lad mig nævne nogle enkelte af forudsigelser:

- stratosfæren afkøles, mens resten af atmosfæren opvarmes
- opvarmningen sker hurtigst i arktis
- de sædvanlige observationer af ændrede klimamønstre

Vi VED at CO2 er en drivhusgas, vi kender dets absorptionsspektrum, vi ved at af de 400 ppm CO2 i atmosfæren er stigningen fra før industrialiseringen menneskeskabt (det kan man se fra isotop-analyser), og vi har en meget plausibel teori for hvorfor 'climate sensitivity' er større end den 'rene drivhuseffekt' (som giver en climate sensitivity på ca. 1 grad). Og vi har ingen alternativ teori, der på troværdig vis giver de samme forudsigelser (og som så også skulle forklare hvorfor CO2 ikke skulle virke som en drivhusgas).

Hvad er det ved disse ting, som folk ikke finder troværdige? Jeg forstår selvfølgelig godt at der altid vil være tvivl - videnskab er baseret på tvivl - men come on.

randi christiansen, Niels-Holger Nielsen og Dennis Berg anbefalede denne kommentar
Sten Christensen

"Klimaskeptikere i ny offensiv for at sværte klimapanel" nøj for en overskrift, og hvad er så lige skribentens ærinde?
En to siders artikel prydet af et billede af en afmagret kvinde stående i en sivhytte med vand på gulvet (så blev tonen slået an), derefter en hel masse om diverses udgydelser i mere eller mindre ukendte aviser. Fakta præsenteres der derimod ikke i artiklen, kun en hel masse som kan tolkes på den rigtige måde af 'klimatilhængere' (jeg er faktisk selv stor tilhænger af at vi har et klima).
Først til aller sidst i artiklen kommer der noget der kan se ud som fakta på bordet:
"»Minimumsarealet af isen var det sjettemindste i den tid, der er lavet satellitmålinger, og forstærker således den langsigtede tendens, hvad angår udbredelsen af den arktiske is,« skriver NSIDC." det lyder jo voldsomt, men hvis vi nu medtager at de målinger nok kun er lavet de sidste 25 år så er det vel ikke helt så voldsomt, måske også derfor skribenten ikke medtager den oplysning. Man kan vel i de tidshorisonter der ellers bliver brugt sige at 25 år nok ikke er en horisont der kan bruges til at nogen synderlig vederhæftig forudsigelser om klimaudviklingen, altså akkurat samme argument der bruges til at negligere at havisen i år er afsmeltet mindre end tidligere år og til at negligere at temperatur stignigerne i de sidste 10 år ikke har været så dramatisk som antaget af IPCC.
Artiklen afsluttes med:
"Hvor man i 2007-rapporten brugte udtrykket »meget sandsynligt«, skriver man nu, at det er »ekstremt sandsynligt, at menneskets indflydelse på klimaet har forårsaget mere end halvdelen af den observerede stigning i den globale middeltemperatur fra 1951-2010. Der er en høj grad af sikkerhed for, at dette har opvarmet havene, smeltet sne og is, øget verdenshavenes middelvandstand og ændret visse klimatiske ekstremer i anden halvdel af det 20. århundrede«.
Større garantier end dette får man nok aldrig naturvidenskabsfolk til at udstede."

Jeg tvivler på at nogen naturvidenskabsfolk, altså VIDENSKABS-, med al respekt så er der nok ikke nogen naturvidenskabsfolk der vil stille garantier og da slet ikke med så floromvunden tale som meget og ekstremt om sandsynligheder, videnskabfolk forsøger altid at udtrykke sig objektivt og når det gælder sandsynligheder så vil det være enten i % eller en decimal. Subjektivitet overlades til politikere, journalister og andre meningsdannere.

Mon ikke det egentlige ærinde med artiklen er at sværte de som tillader sig at stille et spørgsmålstegn.

SC
.

Bo Carlsen, Flemming Scheel Andersen, Hugo Pieterse og Marianne Mandoe anbefalede denne kommentar
Sten Christensen

Bill Atkins
Der er det i vejen med din betegnelse at der nok ikke er nogen der ignorere klimaet :), så derfor er det nok ikke meget præcist.

Aniss skriver:
"Saa kan man jo taenke lidt over hvem der har den stoerste interesse i, og flest midler til, at gennemfoere en massiv misinformations-kampagne..."

Og så må man tænke lidt over, hvem som kunne finde på det. Hvem som har en tidligere historie i fusk, berøvning af befolkningen, korrumpering af demokratiet.
Hvem der har det sorteste hjerte man kan forestille sig, og hvem som har smidt det moralske kompas ud ved sin fødsel.

Der tror jeg snarere man finder svaret.

Jesper Møller skriver:
"og man ser på alle de andre tegn, der passer med forudsigelser fra klimaforskningen, så forstår jeg ikke at folk er så utrolig skeptiske."

De er "skeptiske" fordi de enten betales for at være det, har økonomiske interesser i at være det, eller fordi de er simple ignoranter, forført af en karikatur af deres ideologi - en ideologi, som ikke burde være på kant med problematikken.

Niels-Holger Nielsen

Jesper Møller
28. september, 2013 - 23:38

Det er værre end som så. CO2 og andre drivhusgasser kan bevises som værende sådanne ved hjælp af trivielle laboratorieforsøg. Det har man vidst, og diskuteret , i 150 år. Pludselig er det noget, der skal bevises. Ind imellem spekulerer man på, om somme ser det som en livsopgave at være Rasmus Modsat, eller om samme eventuelt skulle være så panikslagne over meddelelserne, at de nægter, eller ikke er i stand til, at se virkeligheden i øjnene. Hvis det er panik, der ligger bag ved reaktionerne, synes jeg at vi burde kunne finde sammen, for så er vi jo alle panikslagne.

Hilsen en panikslagen.

Bill Atkins, J M og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Niels-Holger Nielsen

Skulle vi undersøge empatien omkring denne skæbnesvangre udvikling af den menneskelige afvigelse fra naturen? Det er en ordentlig mundfuld.

Steen, på samme måde er det vel forandringernes menneskeskabte årsag man er 'skeptisk' overfor og det er vel heller ikke klimaet man 'bekæmper'?

...og faktisk ser jeg en masse ord, kampagner og velvilje, men ingen konkret handling. Min kommentar er sådan set et hip jeres ordkløveri, som en typisk forsættelse af netop ignorance overfor problemets årsag.

...eller sagt på en anden måde enhver klimadebat, der ikke sætter privatbilismen under anklage er efter min mening menigsløs.

randi christiansen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Bill Atkins
Ved du hvad den stærkeste og den mest mangfoldige drivhusgas er ?
Det er vanddamp, når alle de der råber på bæredygtig energi, fremhæver brintbilen, og skriver, at udstødningen er CO2 fri, - der kommer kun "uskadelig" vanddamp ud, så er det i virkeligheden også en drivhusgas, der udstødes.

Hugo Pieterse og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Sten Christensen

IPCC, FN's klimapanel, blev dannet i 1988 som konsekvens af Brundtlandrapporten "Vores fælles Fremtid" (1987), rapporten omhandler bæredygtighed og et af de otte punkter der bliver fremhævet som en målsætning er genskabelse af økonomisk vækst (blot lige en information til alle bagstræberne).
IPCC er også blevet dannet på baggrund af lobbyisme og der er lige så kraftige økonomiske interesser og lige så mange 'jakkesæt' blandt "IPCC tilhængere" som andre steder.
IPCC har tre arbejdsgrupper.
Den første er den rent videnskabelige der arbejder under 2 hypotesen - klimaet bliver varmere og ændringen er menneskeskabt.
Anden arbejdsgruppe skal tage sig af hvad det betyder for vores samfund og om der er tilpasningsmuligheder.
Tredje gruppe er de der skal finde på løsninger mod klimaændring, opfinderne.

IPCC har flere tusinde ansat og man høre tit argumentet at 2000 i IPCC kan ikke tage fejl, men sandheden er at et fåtal er videnskabsfolk, resten er et formidlingsapparat bestående af lobbyister, journalister, PR-folk og kontorpersonale.

Det forekommer mig at ihvertfald gruppe et og to ikke opfylder deres målsætning. Gruppe et bruger enhver mulighed for at naragtiggøre ethvert videnskabeligt arbejde der ikke lige går på opfyldelse af deres hypoteser, det er i mine øjne ikke en særlig videnskabelig tilgang, den videnskabelige tilgang ville nok være at tage de der stiller spørgsmål ind i gruppen. Gruppe to, eller måske gruppe to's formidlingapparat, synes at gå efter skrækindkagende dommedagscenarier, evt. positive følger af et varmere klima bliver ihvertfald helt ignoreret. Jeg undres til stadighed over at en gut som Lomborg ikke er med i gruppe to, han har da ihvertfald uddannelsen til det, modet til at stille 'de dumme spørgsmål' og evnen til at se en anden side.

Set fra min side synes der at være flere følelser end fakta indblandet i 'klimaet' og her i debatten undres jeg over at man skal se indlæg der linker til youtube med udgaver af '16 ton' først på engelsk så på dansk (nu venter jeg bare på et link til en russisk eller kinesisk udgave)(vi havde nok ikke set linket hvis sangen havde været om at læsse kartofler).
Indimellem får følelserne der luftes karakter af had, artiklen forsøger ihvertfald på ingen måde at lægge afstand til skabelsen af en hadsk tone.

Omend det virker sådan så er det ret ligegyldigt at få ret, det må være konsekvensen der er vigtig.

SC

Bo Carlsen, Flemming Scheel Andersen, Marianne Mandoe og Hugo Pieterse anbefalede denne kommentar
Sten Christensen

Bill Atkins

"...og faktisk ser jeg en masse ord, kampagner og velvilje, men ingen konkret handling. Min kommentar er sådan set et hip jeres ordkløveri, som en typisk forsættelse af netop ignorance overfor problemets årsag."
Tal for dig selv!

Sten Christensen

Når hr. og fru et-eller-andet beslutter sig for at udskifte alle lyskilder med lavenergi lyskilder og så regner sig frem til at besparelsen kan give en forlænget weekend i London med fly, ja så har de faktisk forøget deres co2 udledning.

Flemming Scheel Andersen, Hugo Pieterse og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Hvad med at komme i gang med en konverteringsmodel for al den metan som snart frigives, når permafrosten tør - menneskeskabt eller ej? Max forskning i vedvarende energi, så vi har de indiskutable alternativer - så er jeg græsk katolsk, om det er menneskabt eller ej - men jeg ved, at 'there is no such thing as away' - alene æstetikken bør tilsige en anden adfærd.

Gamble eller forsigtig? Jeg er i hvert fald ikke roulettepsykopat

Niels-Simon Larsen

Bjørn Lomborg har lige været i deadline og sige, at der ikke er tvivl om, at temperaturen stiger, og at en del af det er menneskeskabt. Det bør give nogle her noget at tænke over (til højre for B.L., gosh!). B.L.s ikke særlig oprørende synspunkt går alene på vejen ad hvilken problemet bør angribes.
Derfor tillader jeg mig at se bort fra alle disse kloge-Åger, hæfter sig ved evt. regnefejl hos IPCC.
Den er gal, og det hævder alle ansvarligt og klarttænkende mennesker. Hvorfor skal vi så den ene gang efter den anden spilde tid på benægterpjat. Det vil være mere frugtbart at debattere, hvad vi bør gøre først, hvad enten det nu er at skaffe rent vand til kvinderne i u-landene eller afskaffe kapitalismen.
Og så alt det pladder med at beskylde nogle for at være religiøse. Man kan jo ikke slå en skid, uden at nogle spille det religiøse kort.

Niels-Holger Nielsen, Bill Atkins, J M, Dennis Berg, Per Torbensen og Thorbjørn Thiesen anbefalede denne kommentar
Thorbjørn Thiesen

Det er værd at lægge mærke til at de fleste af de medier der er nævnt, som kritiske over for FN rapporten er konservative organer der ejes af Rupert Murdoch. Samme herrer har tætte forbindelser til olieindustrien. På den amerikanske hjemmeside ALTNET, er der en artikel, der gør opmærksom på at 80% af klima stoffet i disse medier er direkte misvisende, for at fremme olieindustriens interesser. Så det er som sædvanlig store penge interesser, der forplumre debatten når det ser ud til at de skal bøde lidt i kassen.
Det er de rige der ødelægger samfund over hele verden, så lad os få mere lighed og dermed mere demokrati.

Bill Atkins og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Niels Jørgensen

Niels-Holger Nielsen svar af d. 28. september kl. 15:07 forekommer konfrontatorisk og ukonstruktivt. Men det afslører, at der hos visse kun plads til rettroende fundamentalisme. Det første af De ti Bud gælder tilsyneladende stadig.
Men folk kan selvfølgelig sige, hvad de vil, på den måde de vil.
___________________________________________________

Der er brug for en nuanceret og åben debat i især dette tilfælde, fordi konsekvenserne af vores adfærd og beslutninger er så tidsmæssigt langtrækkende og kommer til at påvirke andre menneskers livsvilkår - især mennesker som endnu ikke eksisterer. Vores beslutninger og handlinger må nødvendigvis etableres i balancen mellem et sæt af forsigtighedsprincipper, et sæt af reelle handlemuligheder, de afsatte ressourcer og ønsket om størst mulige effekt af indsatsen.

Vi skal ikke forvente, at diverse industrier af sig selv regulerer eller endsige begrænser indførelse og anvendelse af kemikalier, genteknologi, atomare og fossile brændsler, opdyrkningsmetoder, råstofudvinding, urbanisering og anden mekanisk påvirkning af landskabet, osv. Der skal sættes ind politisk, og der skal såvel statslig som overnational regulering til - vel at mærke afhængigt af hvilke miljøtiltag, man kan ønsker gennemført.

Det er fint, at der skabes stor bevidsthed hos forbrugere og borgere om, at der er behov for at gøre noget for at ændre udviklingen i menneskets forvaltning af klodens ressourcer. Men denne bevidsthed har de sidste mange år alt i alt ikke ført til et afgørende kursskifte, selvom ansvarlighed i mange brancher er blevet en karrierevej i sig selv.
Hovedudfordringen består i at mønstre bred, politisk courage til at formulere rammerne for en samlet indsats, herunder at turde tage opgøret med de dele af industrien og de lande i verden, som opererer på grundlag af ultraliberal ikke-regulering og som kan foretage profitabel udflytning af miljøbelastende produktion og råstofudvinding.

Niels-Simon Larsen

@Thorbjørn: Rupert Murdoch, selvfølgelig. Verdenspressen i øvrigt. Højrekræfterne i USA, inkl. abortmodstandere, militarister, kvindeundertrykkere, racister, Vatikanet, hele den sorte energisektor med alle deres 'stjålne' penge. Sikken et selskab.

Niels-Simon Larsen

Jeg er også helt sikker på, at Gud ikke kan lide IPCC, elsker privatbillisme og øget forbrug, fracking og overbefolkning.

Sten Christensen

Det er ret trættende at få skudt i skoene hvilken politisk holdning man har blot fordi man tillader sig at stille spørgsmål og være kritisk overfor kilder og tendetiøst brug af kilder.

Per Torbensen, Flemming Scheel Andersen og Marianne Mandoe anbefalede denne kommentar

Boye, alle de der råber på bæredygtig energi, fremhæver brintbilen

...jeg gør ikke. Jeg sætter privatbilisme af enhver art under anklage, sammen med globaliseringen.

Skomager bliv ved din læst, - og i dit sogn. Kloden og menneskenes beskæftigelse lider under den tunge trafik. Vi skal af flere årsager have en langsommere udvikling og et mere intelligent styret verdenssamfund. Privatkapitalismen magter ikke den opgave.

@ Randi

"Gamble eller forsigtig? Jeg er i hvert fald ikke roulettepsykopat"

Man kan kun gamble på at være forsigtig hvis der er en chance for at vinde; dvs. løse problemet.

Lader vi lige klimamodellernes lødighed ligge og acceptere resultaterne som IPCC fremlægger dem.

Så er der, som jeg tidligere har påpeget stadigvæk umenneskelig langt til en løsning fordi det ville kræve så enorme omlægninger på så kort tid, at man ingen steder vil finde en befolkning som vil acceptere konsekvenserne. Reduktioner målt i encifrede procenttal kan jo intet stille op mod udviklingen, hvis IPCCs resultater er sande.

Det er det sidste som er det mest væsentlige - den overflødiggør det store slagsmål om den videnskabelige sandhed, fordi den politiske sandhed er, at vi mennesker på ingen måde kan regulere os ud af den udvikling. Det har ca, lige så stor en chance for at få succes som hvis man forsøgte at rense havene for tungmetaller og andre kemikalier ved at køre dem gennem filtre.

Er der nogen her som ved noget om følgende:

Mængderne af Co2-udslip + ressourceforbrug ved militæraktioner, bomber, øvelser, jetfly, passagerfly, motor,vand og fly-sport, filmindustri, raketopsendelser og vedligeholdelse, våbentest, fyrværkerier, osv osv.

Det forekommer mig nemlig at på trods af al den dommedagssnak, påtvungne kviksølvpærer, eksorbitante byggekrav, og grønne afgifter på strib, så frådser visse dele af samfundet, derunder toppen og vigtige institutioner med energi så det er en sand lyst. Ingen smalle steder her. Heller ikke i forbindelse med alt det importerede huggede granit og marmor, som nyder skæret (co2-fattig?) af de kommunale projektører i nogle danske provinsbyers tomme gader ved nattetide. Hvor meget Co2 blev der skabt ved eksplosionen af de x antal tons bomber som de danske lejesoldater spredte ud over Libyen? Sådan noget ville være interessant at få oplyst. Indgår hærens sprængninger i "CO2-regnskabet"?

Per Torbensen, Flemming Scheel Andersen, randi christiansen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Hugo Pieterse menneskets holdninger til miljø og mening om forskningsresultater og de råd vi må få fra denne årelange forskning, er helt accepteret af de fleste, få vil have noget imod dem, men forskningsresultaterne er ikke meninger, det er det tætteste vi kommer fakta, hvilket ikke skal forveksles med meninger.

Hvis vi skal handle ud fra noget, er det så ikke hensigtsmæssigt, at der er ud fra de best tilgængelige fakta menneskeligheden har, frem for meninger om disse.

Niels-Simon Larsen

@Hugo: Jeg ved en hel masse om det der, men da et gammelt ord siger, at en tåbe kan spørge om mere, end ti kloge kan svare på, så kan jeg ikke besvare dine spørgsmål. Jeg hører nok mere til 'tåberne', der stiller spørgsmål.
Det sidste om militæret er yderst interessant, for kunne man tænke sig, at et land en dag måtte sige: "Desværre kan vi ikke sende flere soldater til den muslimske verden, for vi har opbrugt vores co2 kvote?"
En meget dumt spørgsmål, for de fleste ville nok hellere nedbryde miljøet end stoppe udsendelse af soldater.
Jeg tror ikke, at 'de kommunale projektører' vil blive slukket. Jeg kan heller ikke forestille mig, at projektørbelysning af vore elskede landsbykirker, vil ophøre, fordi nogle klimafanatikere (sådan en som mig) beklager sig. Og nu er det snart jul, og det lille Jesusbarn skal fejres med tonsvis co2-udslip. Der er meget, jeg ikke kan forestille mig - at stat og kommune stopper med at lægge gulve af regnskovstræ, hm!

Per Torbensen, Flemming Scheel Andersen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Niels-Simon Larsen du nævner overforbrug, er det ikke et paradoks, at vi overlever ved, at skrabe under os, men nu vil det tager livet af os.

Ikke underlig det er svært at håndtere.

randi christiansen

Hugo - man sagde også, at jorden var flad og universets centrum, at mennesket aldrig kom op at flyve (selvom det burde vi hellere tage en pause med ind til videre) at der aldrig ville være et marked for pc'er og en masse andet bagstræberisk sludder. Vi kan, hvad vi vil og især, hvad vi skal - det er kun at komme i gang - med max forskning og udvikling af permakulturelle alternativer til nuværende uintelligente energikilder.

Philip B. Johnsen

Vi har mulighed for at påvirke fremtiden ved at handle, hvordan vi agere vil definere, hvilken fremtid vi får.

Bjørn Lomborg er herlig, ingen kan sætte problemet op i ramme alvor som Bjørn Lomborg, vi satser på fracking gas, udskift Danmarks kul med fracking gas, det er en halvering af "CO2-regnskabet", samtidig med han smilede under hele seancen.

Vi er nogle der håber på lidt lysere fremtid, har holdninger og meninger der tilsiger, bedre renere løsninger, men der kan komme forskning der vil vise, at vi ikke har tid til andre løsninger, det er for sent, så ser det sort ud på bundlinjen vil jeg mene, men at vi høster som vi sår, er slået fast med den rapport der kommer, det er ikke til at tage fejl af, det er den virkelighed vi skal forholde os til.

Hugo

Jeg tror at jeg kan svare på dit spørgsmål, hvor mærkeligt det end lyder, er sprængstoffer faktisk CO2 neutrale.
I brisante sprængstoffer (dynamit, skydebomuld ect.) foregår der ingen forbrænding af kulstof, men en nitratbaseret forbrænding hvorfor der ikke dannes CO2.
Ved almindeligt sortkrudt anvendes der trækul (den bedste kvalitet fås ved forkulning af piletræ), og det er jo lige så CO2 neutralt, som afbrænding af kløvetræ i en brændeovn, der bruges ikke fossile brændstoffer i sprængstoffer.

Hugo Pieterse og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Det tragiske ved situationen er, at de klima ændringer der måtte komme er skabt på hændelser, som har fundet sted. Og er dermed uundgåelig. Dertil kommer de synergieffekter, som lige så uundgåelig følger med. F.eks. ved optøning af tundraens permafrost og udslip af naturligt bundet CO2 til følge. F.eks. ændring af havstrømme som følge af tilførelsen af enorme mængder af ferskvand med laverer salt koncentration til følge. Osv..

Dertil kommer en kæmpe befolkningstilvækst på kloden og et kolossalt øget forbrug af ressourcer i verden.

- Kort sagt vi er uopretteligt på spanden. Os, vores børn og sandsynligvis deres børn skal nok klare skærene. Men så vil det for alvor begynde, at se sort ud.

Finanskrisen er banaliteter set i det lys. Men der bruges enorme ressourcer på at løse den. I stedet burde politikerne bruge langt mere på den kommende og uundgåelig trussel kloden og menneskeligheden står over for.

Ikke fordi jeg tror det betyder menneskets endelige og slet ikke klodens, men det bliver for alvor ikke morsomt, at tilhører de 99% en gang i nærmeste fremtid.

Niels-Simon Larsen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@Philip: Jo, det er paradoksalt. Et paradoks har det med at opstå lige pludseligt, og her vil jeg lige gå omkring fænomenet myggestik. Det er dejligt at klø på, men går der hul på, er det ikke dejligt mere. Det er også dejligt at brænde bål i haven, men brænder alle store bål af eller laver mastodontafbrændingsbygninger, går det galt. Fornuftigt forbrug skulle der gerne være plads til, men overforbrug (som i vores tilfælde) fører til katastrofe før eller senere.
Jeg synes, at vores debat drejer sig om dette ’senere’. Nogle af os mærker jorden brænde under fødderne (vi kaldes hysterikere, klimareligiøse fantaster). De andre mener, at senere er meget senere, ligefrem så sent at man ikke behøver at tænke på det. Af og til ser jeg sådan på det, at ’de andre’ har mistet evnen til at se overhængende fare for sig. Modsat ser de sådan nogle som mig som en slags henført mystiker.
Det er svært at pege på noget, som ikke kan benægtes. Isens tilbagetrækken? Herregud den har trukket sig tilbage før osv. osv.

Niels-Simon Larsen

@Jørn: En af de indlæg, hvor man må sige, at indlægsskriveren har så megen ret, at indlægget ikke behøver skrives. Hvad skal vi bruge det til, for set i en samfundsøkonomisk sammenhæng, er opfindelsen af noget, der siger bang, bang enormt energikrævende og beskæftiger en masse mennesker, der kunne bruge deres tid til noget mere fornuftigt samtidig med, at det koster penge til guldsnore, som militærfolk får på deres uniformer. Alt det der bang, er ødelæggende. Jeg synes, at du skal melde dig som frivillig til at rydde op i mineområder, selvom det ikke er co2-neutralt.

Niels Simon Larsen
Jeg svarede på et spørgsmål fra Hugo Pieterse, om hvor meget bomber udleder af CO2, om det iøvrigt er fornuftigt at have sprængstoffer eller militær, var ikke en del af spørgsmålet.
Hvorfor jeg skulle melde mig som minerydder, kan jeg ikke forstå ?
Hvad skyldes din maniske modstand mod militæret, er du dumpet på officersskolen,
eller er du blevet kasseret som værnepligtig ?

Flemming Scheel Andersen

Niels-Simon Larsen

Problemet Niels-Simon, tror jeg er den sort/hvide tilgang der ofte er til klimadebatten, hvor man som tilhænger af een af siderne er stæreblind overfor modsat rettede synspunkters vægt.

Til eks. så kan en debat om transport sektoren, hvor bilismen lægges for had ikke tages ret seriøst, uden at man også medregner de positive sider og betydning, bilen har haft og stadig har for millioner af mennesker.
En unuanceret debat på de vilkår, kommer altid til at ende i øvbøv og forfra næste gang uden nogen er blevet ret meget klogere.

Måske er det er derfor vi altid starter forfra hver gang??
Fordi der ikke er nogle grundlæggende parametre for diskussionen.

Jeg har ikke den store tiltro til CO2 teorien, vil jeg gerne indrømme.
Jeg tror solens magt er større end vi menneskers og jeg tror mere på de ca. 20% vanddamp indflydelse end de ,05% CO2 indflydelse.
Men jeg er slet ikke uenig i at vi skal standse med at bruge de fossile brændsler så hurtigt som overhovedet muligt (gerne igår), nøjagtig ligesom vi burde standse alle andre former for unødvendigt resurseforbrug og forurening.

Vi burde som en helt selvfølgelig ting forstå at vor tilstedeværelse ikke kan foregå uden at afsætte et aftryk i verden, som alle andre dyrearter, men at det ikke giver os retten til at svine, ødelægge og opbruge resurser, når det slet ikke er nødvendigt for at leve rimeligt.

Vi kunne have nedsat vort CO2 udslip med næsten 40% til boligopvarmning, hvis vi ønskede det ved anvendelsen af allerede kendt teknologi i 1980serne.

Vi kunne have reduceret vort udslip betragteligt til transport, med en bedre planlægning af beboelse/produktion/transport/infrastruktur uden de store voldsomme omkostninger og have tilsat det biobrændsel af 2. generation for længst.

Vi kunne hav nedsat CO2 udledningen med mere end 30% alene ved at undlade at fælde regnskov. En viden der også har været kendt af vore ledere og videnskabsfolk i mindst 4 årtier uden nogen reaktion.

Vi godkender stadig større mængde kemiske stoffer i større og større tempo uden at disses indvirkning på miljø efterprøves, hverken som enkeltstof eller i cocktails.

Vi har ikke evnet på nu snart 50 år at beskytte menneskets største opfindelse, antibiotika, imod kommerciel ødelæggelse fra landbrugets side.

Der er masser af store, kæmpe miljømæssige spørgsmål at tage fat på, hvor et resultat burde kunne opnås i enighed, men vi opnår intet ved at sidde i hver sin grøft op påstå at vi alene kender sandheden og kæmpekomplekser som klimaet.

Og det behøver vi heller ikke for at gøre det rigtige, hvis vi holder op med at tro på vor ret til at svine, ødelægge og opbruge resurser fordi vi kan.
Det har altid lettet arbejdet at bruge det rigtige værktøj.

Per Torbensen, Bill Atkins, randi christiansen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Hvis nu vi ser i øjnene at klimaændringerne vil ramme alle de der ikke har råd, mens de der kan rejse en vis kapital vil tjene på klimaændringerne, er der så nogen her der tror på at magthaverne vil ændre slagets gang - uanset om problemerne er menneskeskabt??

Svaret 17:25 må være et "Nej"...og så er løsningen at stille magthaverne godylt til regnskab hver gang din hverdag lider under de ændringer der sker. Hver eneste lille forandring til det værre skal markeres. Det er din opgave.

Niels-Simon Larsen

Til oplysning for alle her i tråden er der klimademonstration på tirsdag kl. 15 fra Christians Torv. Vi nærmer os 400ppm. Da jeg var en lille stump, lå det på 310, så det går lystigt frem - dog i den forkerte retning.

Flemming Scheel Andersen

Bill Atkins

Det samme er tilfældet, hvis vi skulle være på vej ind i en ny istid.

Lort flyder nu engang ovenpå.

Hvis noget skal ændres, skal almindelige mennesker oplyses om det kæmpe løgne, der afholder os fra sunde reaktioner på tydelige problemer, der er til at løse med kendt teknologi.
Systemer er ikke særligt velegnet til at få forbundet problem og løsning.
Kun til at tjene penge på problemer det selv skaber.

Niels-Simon Larsen

@Flemming: Ja, der er meget, vi kunne have gjort. Hvorfor har vi forresten ikke gjort det?

Det er meget sigende, hvor samfundets 'støtter' står. Prins Henriks bridgevenner går nok ikke med i demonstrationen. Der kommer nok heller ikke en biskop. Gad vide, hvem der kommer og hvor mange?

Hvis jeg selv skal komme med et personligt problem, så er det at jeg i år ikke har set mere end ca. en snes bier i min have, og kun to hvepse - slet ingen guldsmede. På en hel sommer. Kommunen forvirrede mit fokus ved at love bistader på tagene inde i København. Jeg anklager Københavns kommune for borgersvigt. Jeg kræver en forklaring!

Sider