Læsetid: 4 min.

Kritikere: Klima-projekter i ulande er varm luft

Den metode, der bruges til at udregne, hvor stor en CO2-udledning grønne projekter sparer verden for, er yderst usikker, lyder det i samlet kor fra en ekspert, en tænketank og to grønne organisationer. Alligevel har modellen blandt andet sikret et danskstiftet firma millioner af salgbare CO2-kreditter
LifeStraw, et billigt vandrensningsfilter, produceres af det danske firma Vestergaard Frandsen, der modtager klimakreditter for filtrene, som firmaet kan videresælge.

Adam Stoltman

5. september 2013

I Kakamega i det vestlige Kenya hænger der i stort set alle hjem en blå plasticbeholder. Ud af det stikker en slange med et plasticrør, der ligner en krydsning mellem en cykelpumpe og mundstykket på en vandpibe. Men det er nu et vandrensningfilter. Filteret, der går under navnet LifeStraw, koster for tiden omkring 20 amerikanske dollar. Men indbyggerne i Kakamega har fået dem gratis af det danskgrundlagte firma Vestergaard Frandsen, der står bag opfindelsen. Det fremgår af dokumentarfilmen Varm luft for milliarder, der vises mandag den 9. september kl. 20 på DR1.

Vestergaard Frandsen har foræret i alt omkring 900.000 vandrensningsfiltre bort i det vestlige Kenya. Men det er ikke ren filantropi. Til gengæld får firmaet klimakreditter, fordi befolkningen ikke behøver at brænde træ og kul af for at koge deres vand. Kreditterne kan så sælges til virksomheder, der ønsker at købe aflad for deres egen udledning og bryste sig af at være CO2-neutrale.

Vestergaard Frandsens egen undersøgelse viser, at 29 pct. af lokalbefolkningen i dag koger deres vand. Men firmaet får langt flere kreditter, end det tal i sig selv berettiger til. Det skyldes, at firmaet også har spurgt, om befolkningen ville koge deres vand, hvis de havde tid, og hvis de havde råd. Det svarer 79 pct. ja til. Og da det antages, at disse mennesker i fremtiden vil få tid og råd og derfor uden projektet ville begynde at koge deres vand, får Vestergaard Frandsen også kreditter for dem. Den antagelse kaldes suppressed demand-teorien.

Af en rapport fra revisionsfirmaet Det Norske Veritas fremgår det, at projektet forventes at indbringe Vestergaard Frandsen kreditter svarende til en reduktion på mere end to millioner ton CO2 om året i 10 år. Det svarer til 240.000 danskeres samlede årlige udslip. Dermed er Vestergaard Frandsens projekt et af de største af sin art.

Fuldt lovligt

Suppressed demand er godkendt af FN og fuldt lovligt at bruge til at udregne klimaeffekten af projekter. Og Vestergaard Frandsens projekt er langt fra det eneste, der baserer sig på det. Organisationen The Gold Standard, der har godkendt projektet, oplyser, at de har 20-30 lignende projekter. Dertil kommer, at metoden bruges i FN-godkendte klimaprojekter i udviklingslande.

Men ifølge Kirsten Halsnæs, der er professor i klima og økonomi ved Danmarks Tekniske Universitet, er metoden usikker. Det er uvist, om projekterne sparer verden for så stor en fremtidig udledning, som man regner med, fremhæver hun.

»Det er utroligt svært at sige, hvor meget suppressed demand-projekter nedbringer CO2-udslippet. Det er en prognose, ikke andet. Og det er langt fra altid, at tingene går, som man tror. Alligevel er metoden udbredt,« siger Kirsten Halsnæs.

Hun bakkes op af den grønne tænketank Concito.

»Man risikerer helt klart at overvurdere projekternes klimaeffekt. Der, hvor det bliver problematisk, er, når virksomheder køber kreditterne og bruger dem til at markedsføre sig som CO2-neutrale, når det er tvivlsomt, om de reelt er det,« siger talsmand for Concito Michael Minter.

’Klimamæssig snyd’

I Greenpeace stiller man sig af netop den årsag stærkt kritisk over for brugen af ísuppressed demandí til at udregne klimaeffekten af projekter.

»Når et firma kan få kreditter fra forventede reduktioner, som kun i begrænset omfang eller slet ikke materialiserer sig reelt, og tjene penge på at sælge dem til virksomheder eller lande, så er der tale om klimamæssigt snyd og bedrag,« skriver Greenpeace Danmarks klima- og energitalsmand, Tarjei Haaland, i en mail til Information.

Hos WWF Verdensnaturfonden i Danmark er man overrasket over brugen af suppressed demand-teorien, som organisationen først for nylig er blevet opmærksom på.

»Jeg synes godt nok, det virker lidt spooky. Det er selvfølgelig fedt, at udviklingslande kan få investeringer i bæredygtighed, men hvis kernen er økonomisk fantasitænkning, er det helt uholdbart. Vi ved, at folk er mere tilbøjelige til at svare ja på hypotetiske spørgsmål, end de er til faktisk at ændre adfærd. Så man kan godt sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget man kan bruge en rundspørge til, der baserer sig på hvis’er,« siger John Nordboe, der er klima- og miljøchef i WWF Danmark.

Rent vand til fattige

Både WWF og Greenpeace har imidlertid sammen med flere andre grønne organisationer selv været med til at grundlægge og er fortsat involverede i The Gold Standard, der tillader metoden. Blandt andet har organisationerne mulighed for at stille spørgsmål til konkrete projekter, som de kan bede undersøgt. De to organisationer vil nu granske brugen af metoden. »Selvom vi støtter The Gold Standard, er vi ikke nødvendigvis enige i hver en detalje af deres arbejde. Men nu vil vi diskutere internt i organisationen, hvordan vi skal stille os over for brugen af ‘suppressed demand,’ siger Tarjei Haaland fra Greenpeace. The Gold Standard afviser kritikken. De fremhæver, at suppressed demand gør det muligt at lave projekter i de fattigste egne af verden.

»Alle projekter handler om at reducere udledninger, også projekter, der bruger suppressed demand, da enhver kredit repræsenterer en reduktion eller en undgået fremtidig emission. Og uden metoden ville projekter i de fattigste lande slet ikke kunne lade sig gøre. Ironien ved CO2-markederne er, at hvis du på grund af lavt udviklingsniveau ikke forurener, har du ikke noget at reducere af og får derfor ikke nogen klimainvesteringer. Med suppressed demand kan vi hjælpe dem, der ikke har noget som helst,« siger Tanya Petersen, der er kommunikationschef i The Gold Standard.

Samme opfattelse har Vestergaard Frandsen.

»Vi er opmærksomme på og accepterer dialogen om styrker og svagheder ved suppressed demand. Selvom vi ikke har fundet på konceptet eller designet den måde, det bliver brugt på, finder vi, at det har været afgørende for at lade vores projekt give nogle af verdens sværest tilgængelige befolkninger adgang til rent drikkevand på en retfærdig måde,« skriver firmaet i en mail til Information.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Med udviklingen af CO2 kredit markedet er der rigtig mange NGOer, som har fået øjnene op for muligheden for at få finansiering til deres aktiviteter gennem salg af CO2 kreditter. Gode og nyttige projekter – hatten af for det, men rigtig mange med begrænset værdi i forhold til reduktion af udledninger af CO2, og når de så anvendes som offset og dermed tillader andre at opretholde eller øge deres udledninger, så bliver det altså et rigtigt skidt regnskab for klimaet.
Selvom diverse klimastandarder har et behov for at være troværdige, så har alle involverede i disse projekter samtidig en interesse i at få så mange CO2 kreditter som muligt, og det trækker altså i retningen af tvivlsomme beregningsmetoder.

Georg Christensen

Kinas ulands projekter?. De tager meget og giver lidt, i grunden en stor fremgang i forhold til vesten, som tag det hele og intet gav, medens den dårlige samvittighed lande i "ulandsbestand".

"Hr Fabrikant deres skorsten oser der skal et filter på!"

"Jamen hr Miljøminister vis jeg nu lader være med at bygge en anden skorsten i Afrika så bliver der mindre os i Afrika i fremtiden".

"Ja det lyder fint, så snakker vi ikke mere om det". "Er der flere cigarer?"

Steffen Gliese, Dennis Berg og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Umiddelbart en forrygende forretning for det danske firma, selv hvis de videresælger de indløste kvoter under den nuværende lavpris på ca. 4 euro (ca. 5 dollar)

LifeStraw har været i gang i en kortere årrække og har så måske skænket 150.000 filtre væk om året, til en pålydende værdi af ca. 3 mio. dollar.
Hvis det virkelig udløser 2 mio. CO2-kvoter, har firmaet jo en mulig gevinst på ca. 7 mio. dollar ved 'blot' at forære 150.000 filtre væk. Om året!

Godt nok en dyr måde at finansiere udbredelsen af vandfiltre på... eller er der noget helt galt i regnestykket?

Disse klamme fiduser er en følge af, at forurening nu regnes næsten udelukkende i CO2-mængder uden hensyn til tid, sted, brændselskilde eller sammenhæng.

De store klimagrupper er en del af klimaproblemet. De er blevet integreret med kapitalen og løber korporationernes ærinder. Det blev i den gang slået fast, da en række store grønne grupper støttede fracking, og det har skabt revolution i deres menige rækker. Stærkest har Sierra Club reageret på det, og har lagt kursen markant om.

Læs Naomi Klein give de store grønne grupper nogle velfortjente los i løgene:
http://www.alternet.org/environment/naomi-klein-why-big-green-groups-are...

Niels-Holger Nielsen

Det er en gammel historie. CDM (Clean Development Mechanism) har været kritiseret sønder og sammen siden den blev skabt, og Information har af og til skrevet om den, uden at det dog nogensinde er blevet til en form for kampagnejournalistik, som rykker så meget som et komma. Mundsvejr, mundsvejr og ingen ansvarlige, som forfølges. Det demokratiske alibi, vorherre bevares! Når bare vi holdes hen med spredt snak, går det godt for BAU, læs monopolkapitalisterne. Det har vist sig aldeles omsonst at drive journalistik på den måde. Det her skal op og smides lige i ansigtet på klimaministeren, hver gang han kommer med forgyldte løgne om Danmarks reducering af CO2-udslippet. Få da tingene til at hænge sammen fra gang til gang. Men det er selvfølgelig svært, når freelancerne går ud og ind med samme kadence, som vi andre skifter sokker.

Det er bluff, at de afrikanske lande i det mindste ikke selv skulle kunne producere og omdele sådan en tingest og score CO2-kreditterne. Klam post/neokolonialistisk fidus forklædt som velgørenhed.