Nyhed
Læsetid: 5 min.

Rødgardister siger undskyld – kommunistpartiet siger ingenting

Flere aldrende kinesere bryder et tabu og siger offentligt undskyld for deres uhyrlige gerninger under Kulturrevolutionen. Det ses som et vigtigt skridt mod forsoning og har fået positiv medieomtale i Kina, men kommunistpartiet er fortsat ikke klar til at erkende sin skyld for det blodige årti
Udland
17. september 2013
Plakat fra 1960’ernes Beijing, der viser, hvordan rødgardisterne tager sig af ’folkets fjender’. Arkivfoto

Plakat fra 1960’ernes Beijing, der viser, hvordan rødgardisterne tager sig af ’folkets fjender’. Arkivfoto

Zhang Hongbing sendte sin mor i døden. Hun blev skudt af en henrettelsespeloton, fordi han havde angivet hende som kontrarevolutionær. »Det virkede som den rigtige beslutning dengang,« siger Zhang om forræderiet mod hans eget kød og blod. »Jeg så hende ikke som min mor, men i stedet som en fjende, jeg skulle stoppe for at beskytte formand Maos revolution.«

Den nu 60-årige Zhang var glødende rødgardist under den voldelige og kaotiske Kulturrevolution fra 1966 til 1976, som Mao Zedong havde sat i gang for at styrke sin egen magt i kommunistpartiet. Opildnet af Mao, som de forgudede, gik rødgardisterne til angreb på alle, som de anså for illoyale over for Den Store Rorgænger – om det så var embedsfolk, intellektuelle, deres egne naboer eller familiemedlemmer. Utallige kinesere fik deres liv ødelagt af den politiske forfølgelse. Tortur var udbredt, og op mod to millioner mennesker blev dræbt.

Næsten fire årtier efter revolutionen endte, er den stadig i vid udstrækning et politisk tabu i Kina, og en periode i folkerepublikkens historie, som kommunistpartiet helst ser gå ind i glemslen. Men Zhang Hongbing har nu forsøgt at vække nationens kollektive hukommelse om et smertefuldt tiår. Helt usædvanligt begyndte han tidligere i år at fortælle sin families historie til kinesiske tv-stationer og aviser. Og han har bedt om tilgivelse.

Brændte Mao

I et telefoninterview beskriver han sine handlinger dengang som resultatet af den »midlertidige sindssyge«, som ramte ham og store dele af hans generation. Men i 1960’erne troede han fast på den revolutionære sag. Kommunistpartiet lærte ham, at han skulle elske Mao og hans revolution højere end sine egne forældre. Og det gjorde han. I løbet af et familieskænderi i februar 1970 i hjemmet i den centrale Anhui-provins begyndte hans mor at kritisere Maos politik, og hun brændte et billede af lederen.

Både Zhang og hans far var forfærdede. Faren gav den 15-årige Zhang besked på at tæske sin mor, hvilket han velvilligt gjorde, og derefter anmeldte han hende til militæret – og anbefalede selv, at hans egen mor skulle straffes med døden. To måneder senere blev hun henrettet, dømt for at have »angrebet formand Mao«.

Siden ’sindssygen’ slap Zhang efter Mao Zedongs død i 1976, har han kæmpet med sin skyldfølelse.

»Jeg tilgiver aldrig mig selv,« siger Zhang, der i dag er advokat. Men han fortæller nu sin historie offentligt, »så vi kan lære af fejltagelserne dengang,« siger han. »Mine landsmænd skal forstå, hvad der skete, så det ikke sker igen.«

Officiel tavshed

Hans undskyldning har været banebrydende. Siden har andre også offentligt lagt deres synderegister frem – og fortalt om deres deltagelse i tortur, drab eller ydmygende forfølgelse af politiske modstandere.

»Ofre for Kulturrevolutionen har tidligere fortalt deres historier, men det er nyt, at de, der har begået volden, nu også kommer på banen,« siger Ding Xueliang, der selv er tidligere rødgardist og nu underviser i kinesisk politik ved Hongkongs University of Science and Technology.

Mens enkelte individer nu indrømmer deres skyld, har kommunistpartiet, den mest centrale aktør i Kulturrevolutionen, imidlertid ikke fulgt trop. Mao Zedongs politiske arvtagere er fortsat nervøse for, at en vidtgående diskussion af Kulturrevolutionen vil svække deres egen legitimitet.

»De tør ikke tage et opgør,« siger Ding. »Hvis det sker, vil det ikke kun være en eller to politiske ledere, som vil blive stillet i et dårligt lys, men derimod hele det politiske system. Det vil blive gjort tydeligt, at hele den officielle struktur var ansvarlig for, at Kinas eget styre begik så horrible gerninger mod den kinesiske befolkning, og det vil have en chokerende effekt på det nuværende lederskabs legitimitet.«

Uden mindesmærker

I slutningen af 1970’erne kastede partiet skylden for Kulturrevolutionen over på Firebanden, anført af Maos kone Jiang Qing. I 1981 fulgte partiet op med en erklæring, der beskrev revolutionen som en »katastrofe«, som Mao havde »hovedansvaret« for. Og med det forsøgte lederskabet at begrave emnet.

Der er ingen offentlige mindesmærker for ofrene i Kulturrevolutionen, og perioden nævnes næsten ikke i den officielle historie. Emnet forbliver så tabuiseret, at da nationalmuseet ved Den Himmelske Freds Plads forrige år åbnede en enorm udstilling om det moderne Kinas historie, blev den ti år lange Kulturrevolution kun belyst med et enkelt foto og en billedtekst på tre linjer.

Kommunistpartiet taler simpelthen ikke om Kulturrevolutionen. Derfor vakte det også stor opsigt, da den daværende premierminister Wen Jiabao sidste år advarede om, at uden politiske reformer kan »historiske tragedier som Kulturrevolutionen finde sted igen«.

Andre i partitoppen har dog ikke åbent lagt afstand til Kulturrevolutionen. Præsident Xi Jinping har tværtimod i stor stil gjort brug af maoistiske slogans. Og partiets talerørsmedier har tidligere i år afvist »fejltagelserne« under Mao Zedongs styre, inklusiv Kulturrevolutionen, som »ubetydelige«.

Sen undskyldning

Sådan føles det dog tydeligvis ikke for en del kinesere, som har fulgt i Zhang Hongbings fodspor og offentligt erkendt deres egen skyld. Det mest prominente eksempel hidtil er Chen Xiaolu, der er søn af en af kommunistpartiets revolutionshelte og selv tidligere rådgiver for partiet. I slutningen af sidste måned undskyldte han for, at han som rødgardist havde torteret andre og var »direkte ansvarlig« for, at folk blev sendt i arbejdslejre.

»Min formelle undskyldning er kommet for sent,« sagde han.

En anden tidligere rødgardist, Liu Boqin, indrykkede en større annonce i et kinesisk magasin i juni, hvor han indrømmede, at han havde tæsket politiske modstandere og terroriseret familier i et forsøg på at fremvise sin egen loyalitet over for Mao.

»Jeg kan ikke glemme de onde ting, jeg har gjort, og som jeg burde holdes ansvarlig for, men som jeg blev tvunget til at gøre under Kulturrevolutionen,« skrev Liu.

Den individuelle erkendelse af skyld er blevet rost i flere statsstyrede kinesiske medier, der ser det som en mulig start på en kollektiv selvransagelse, der kan være med til at læge sårene. Dagbladet Nanfang Dushibao (Sydlig Metropol) skriver, at en gentagelse af massehysteriet under Kulturrevolutionen kun kan undgås ved at huske – og ikke undertrykke mindet om – det skete.

Det er også motivationen for Zhang Hongbing. Kort efter Kulturrevolutionens afslutning begyndte han at kæmpe for, at hans mor blev politisk rehabiliteret, og i 1980 erklærede en lokal domstol, at dødsstraffen mod moren havde været »et justitsmord«. Nu vil han have, at hans mors gravsted gøres til et officielt mindesmærke for Kulturrevolutionen, men myndighederne har afvist hans ønske – det er fortsat for politisk følsomt at mindes fortiden, siger Zhang.

»Jeg erkender min egen skyld,« siger han. »Nu vil jeg gøre alt for at ære min mors minde.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Robert Ørsted-Jensen

Tja det er da i det mindste et første skridt i en en rigtig retning.

Uhyggeligt hvad fanatisme kan føre til!!

jaja, men glem nu ikke Joseph Mccarthy

Robert Ørsted-Jensen

Joseph Mccarty har intet at gøre med Kina - han er ikke født og opvokset der og bør derfor ikke huskes for noget her - der er ingen grund til at huske ham i denne sammenhæng - ingen overhovedet! Det er eskapisme det der - intet andet

VS’s sangbog – Østen er rød. En hyldest til den store rorgænger (1974 /1979)

Østen er rød, solen står op / Kina har frembragt en Mao Tse Tung, / han arbejder for folkets sag, / han er folkets lærer og dets store redningsmand.

Mao Tse Tung elsker sit folk, / hans skrifter udsprang af folkets behov, / han går foran og viser vej, / for at skabe et Kina, der er nyt som morgensol.

Hvor solen skinner, der blir der lys, / sådan er det kommunistiske parti, / overalt hvor partiet går frem, / der får hele folket hjælp til at befri sig selv.

Vi bor i Danmark / det ved vi godt / Mao er slet ikke formand for os / men han er vor kammerat / når vi kæmper med hele verdens / undertrykte folk

Morten Pedersen, Ole Olsen, Bjarne Nielsen og Anders Feder anbefalede denne kommentar

Enig, det var nu også bare et lidt dumt forsøg på ironisk morbid humor.

Robert Ørsted-Jensen

Ja Martin der var fandeme mange fjolser i VS - så meget des do mere nødvendigt er det at se brølerne og pinlighederne midt i øjnene så det bliver muligt at lære af dem. Eksemplet er desuden ikke symptomatisk for VS politik i Danmark, kun for mange medlemmers hhang til idoldyrkelse af fremmede i det fjerne

Robert Ørsted-Jensen

Ok Robert al forladt - der er bare stadig alt for mange der i fuld alvor måde op med lige netop denne form for virkelighedsflugt.

McCarthy-tiden i USA er da en fin reflektion, når vi som her kikker på massepsykoser. Under kommunistskrækken derovre blev tusinder at mennesker hængt ud og undertrykt, folk angiv hinanden på tværs af familiebånd. Alt for mange holdt kæft og bad til, at de ikke selv ville blive ramt. Der var hverken drab eller arbejdslejre, men dog tilsvarende heksejagt, omskoling og bønnemøder.

For at finde blodsudgydelser magen til Mao-hysteriets, er det indlysende at kikke på japanernes gigantmassakre i Nanking, og i samme verdenshjørne Cambodia hvor Khmer Rouge senere uforstyrret genopdrog og slagtede løs. Mængdemæssigt fulgt op af Hitlers Tyskland, hvor store folkemasser også deltog. I nyere tid er del vel kun Rwanda, der når op i samme målestok.

Folkemasser har alt for mange steder ladet sig gejle op til den slags håndholdt slagteri. Armenien, Bosnien og naturligvis verdenskrigene, alt for mange eksempler. Dygtige magthavere har altid brugt hysteri og massepsykose, påklistret en tilfældig ideologisk ramme. Men hvor meget der har været styr på det, og hvor meget der "bare skete", er svært at sige.

Herhjemme ser vi vel beskedne hjørner af den samme mekanik, når folk får kvalme ved tanken om at der måske var hestekød i burgeren, alle medier gør det til tophistorie og regeringen omgående pisker med på den selvdøde hest.

Anders Kristensen, Per Jongberg, Rasmus Kongshøj og Bjarne Nielsen anbefalede denne kommentar
Jesper Frandsen

Jeg mener helt bestemt at sammenligningen mellem den kinesiske kulturrevolution og McCarthyismen, er lidt skæv og misvisende. Begge hændelser var naturligvis udtryk for organiseret fanatisme, med hjernen stabilt henlagt på reolen. Men her stopper sammenligninggrundlaget totalt. McCarthyismen var en fanatisk kampagne for at få folk presset ud af det offentlige USA - Kulturrevolutionen var snarere at sammenligne med 1500-tallets heksebrændinger i Danmark. Folk blev dræbt og uerstattelig kulturarv udslettet systematisk.

Kulturrevolutionen var et forsøg på at fjerne uligheder og kilder til fejludvikling: uligheder mellem land og by, mellem ledelserne og de der blev ledet, mellem hånds- og åndsarbejde, og fjernelse af fejlkilder som, at indtægtsfordelingen var ulige; at enkelte grupper havde sikret sig magtmæssige og økonomiske privilegier på andres bekostning; at markedsforhold der fortsat eksisterede ville fremme en kapitalistisk og borgerlig indstilling; at et stort bureaukrati i kraft af korruption ville kunne udvikle sig til en ny klasse.

Ser vi på hvad Kina har udviklet sig til i dag, kan enhver se at disse tanker var tvingende nødvendige at omsætte i handling...

... men måden de blev organiseret på - som en pludselig og opildnet massebevægelse uden central styring - gjorde at kulturrevolutionen blev en fuldstændig og totalt fejlslagen handling.

Ethvert imperium bør drage den lære at uretfærdigheder skal ændres i tide, og i åben dialog mellem top og bund i samfundet. Det er oftest timeingen mellem masserne og top der svigter..

Der er overhovedet ingen sammenligning mellem Kulturrevolutionen og McCarthyrismen. I øvrigt var den daværende amerikanske præsident Eisenhower rasende over McCarthy og hans politik, men måtte på demokratisk vis lade sidstnævnte selv løbe sig en staver i livet, hvilket han gjorde.

Det kinesiske kommunistparti har meget at stå til ansvar for. Lige før Kulturrevolutionen var der et andet katastrofalt eksperiment i Kina, som kostede anslået mellem 18 og 45 millioner livet, nemlig 'Det Store Spring Fremad' i 1958-1961.

At det kinesiske kommunistparti skulle undskylde for dets kalamiteter, herunder Kulturrevolutionen, er helt utænkeligt. Det ville betyde et, efter østasiatisk skik, helt utænkeligt tab af ansigt, og være en alvorlig trussel mod dets uinskrænkede magtposition. Til hvilken der i øvrigt ikke er den fjerneste erstatning.

Robert Ørsted-Jensen og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Magten vokser ud af et geværløb, sagde man dengang, nu hygger man sig med pension
og friværdi.

Jesper Frandsen

Bill Atkins : "... men måden de blev organiseret på - som en pludselig og opildnet massebevægelse uden central styring - gjorde at kulturrevolutionen blev en fuldstændig og totalt fejlslagen handling. " . Hold da kæft - problemet med "kulturrevolutionen" var altså at den ikke var KONSEKVENT NOK ?
Kære Bill - hvor befandt du dig i 70'erne ? Din påstand om at der "manglede ledelse" er jo en vittighed (kunne man håbe).

Detailledelse.. man kan ikke i et land, som på daværende tidspunkt ikke engang havde runddelt MAO's lille røde til hele folket, forvente at kadrerne handlede koordineret eller rationelt efter en plan - Frandsen jeg tror ikke du fatter Kinas størrelse.

og Frandsen, du her ret, man gennemførte ikke de nævnte tanker konsekvent eller på den rigtige måde. Kulturrevolutionen var en panikhandling. Heldigt for kommunistpartiet at Kina er 'to big to fall'

Kulturrevolutionen - Den Store Proletariske Kulturrevolution - var en katastrofe, som blev iværksat af Mao med det sigte at bekæmpe hans modstandere i partiet.
Om han selv var klar over, hvilke kræfter, han slap løs, ved jeg ikke, men som artiklen viser, førte den til voldsomme uhyrligheder, sindssyge myrderier, kannibalisme m.m.

Robert Ørsted-Jensen, Per Torbensen og Jesper Frandsen anbefalede denne kommentar
Jesper Frandsen

Jo jo Billermand - rejs du over til kinesiens land og forklar dem at de skulle have aflivet et par millioner medborgere, så ville det være gået meget bedre - men husk returbilletten lille ven !

Bill.
Tror ikke Kina er for stor til at falde,hvad det så end må betyde.
Så du den udsendelse for leden,med forureningen og det lokale miljø og ingen medindflydelse for almindelige kinesere-det er rystende.

Kina idag er i min optik ikke et socialistisk samfund-men er et totalt perverteret samfund.

Er altid åben for belæring har jeg overset noget ???

Robert Ørsted-Jensen

Per - Kina har aldrig været et socialistisk samfund, det var et uland og det er det mange steder stadig.

Robert Ørsted-Jensen

Bill
der er mange måde at falde på. Men reglen plejer at være noget med at jo større man er jo hårdere falder man. Kineserne gjorde i mine øjne det rigtige, da de valgte kapitalismen, fremfor endnu flere vanvittige forsøg ud i ulandssocialisme. Landet havde for fanden ikke produktivkræfter, socialisme er og var ikke en mulighed. Kapitalisme er den måde produktiv kræfter opbygges, der er ikke andre og billigere måder at gøre det på. Desuden er socialisme uden demokrati ikke en mulighed. Det lader sig ikke gøre, for socialisme ER demokrati, det er bare demokrati i en ny og mere rafineret fase, Men det kan ikke lade sig gøre i ulande. Men det her giver dem selvsagt en masse nye problemer.

Robert Ørsted-Jensen

Den sammenhæng som nogen ser er den sammenhæng man finder i enhverlkensomhelst kætter eller heksejagt i verdenshistorien - men at trække mccarty ind her kan svært ses som andet end et ´letkøbt forsøg på at genoplive den kolde krig - hvor det man burde koncentrere sig om at fundere over og prøve at forstå er de menneskelige mekanismer der udløste blodbadet i lige netop Kina.

De er ganske rigtigt funderet i genoplivelse af tro og religion! Det er kejserdømmet her, kejseren er gud, og man følger guds bud - også når gud ber en om at føre sin sin førstefødte til alteret som slagtoffer.

Det her dokumenterer at netop denne påståede 'kommunisme' ikke var ateistisk overhovedet - men at den byggede videre på genboplivelsen af ældgamle religiøse følelser. Kejseren var igen indsat af gud - og i en højere sags tjeneste - og det at følgekejsergudens bud blindt sås som afgørende for ens frelse!

Det er sgu ikke Marx det her - det er netop det som det var for kineserne både dem i kina og dem herhjemme - en religion bare i en ny udgave - ikoner og det hgele -- og anvendt i totalitært sammenhæng! Formålet er præsist det samme som når romerkirken sendte inkvisitionen ud - magt - ikke til gud - men til bestemte mennesker - menneskelige guder!

Robert Ørsted-Jensen

Tvivl på alt! Hengiv dig aldrig til blind tro aldrig på noget!

Torbensen, At Kina er "to big to fall" baserer jeg på, at tyngden i Kinas befolkning dengang og i dag ligger på landet hvor landbrugskollektiver og fælles jordbrug er en tradition, som strækker sig langt længere bagud i historien end kommunistpartiet, samt at det kapitalistiske eksperiment stadig kun berører 0,3 mia. ud af Kinas befolkning på ca. 1,4 mia. mennesker. Det forekommer mig endvidere stabiliserende at staten ejer aktiemajoriteten i alle større virksomheder. At Beijing er ved at kløjes i egen forurening ryster nok ikke den kinesiske bonde.

Frandsen, du overser totalt at jeg beskriver hensigten med kulturrevolutionen, og samtidig at den fejlede fordi den var "dårligt organiseret, inkonsekvent", og ikke mindst var rødgardisterne uden "central kontrol" og derfor blev udnyttet i lokalt baseret magtopgør. Om der blev myrdet, stegt og ædt mere end 2 eller 10 millioner mennesker under kulturrevolutionen udtaler jeg mig slet ikke om, idet jeg kun har vestlige kilder at støtte mig til.

Bill Atkins påstand om kulturevolutionens målsætning var at eliminere uligheder er dybt godnat. Kulturrevolutionen handlede om at styrke Maos positition og magt i KKP ved at udrydde og skræmme alle kritiske ryster. Kulturrevolutionen var ikke den første gang, hvor Mao ryddede op i oppositionen for at styrke sin egen position. Det var blot en gentagelse af tidligere kampagner, hvor intellektuelle og andre der fik stempel som modstander af partiet blev offer for Maos regime.

Jesper Frandsen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

Ken, det kan godt være trættende ikke at kunne se tingene så simpelt og endimensionelt som du og mange andre gør det, men det er altså mit vilkår:

http://www.leksikon.org/art.php?n=1484

...men jeg er meget spændt på, at høre om disse rødgardisters erkendelser, som hvis de er blodige nok helt sikkert vil finde vej frem til de danske medier.

Bill prøv at sæt dig ind i Kinas nyere historie. Fra 1949 til i slutningen af 70erne, bevægede Kina sig ikke en tomme. Det blev regeret af Mao, som var en katastrofe for Kinas udvikling pga sit magtbegær. Det store spring fremad, kulturevolutionen osv satte landets udvikling i stå og faktisk i bakgear.

Der var mange venstreorienterede romantikere i Danmark, der var utroligt betagede af kulturrevolutionen i Kina.

Men perioden med den næsegruse dyrkelse af Stalin ,USSR, Mao, Kulturrevolution, Røde Arme Fraktion i Tyskland, Røde Brigader i Italien o m a mærkværdigheder er forhåbentlig et overstået og lukket kapitel.

@ Robert Kroll

Næ næ du tager fejl - det selv segment er startet på tilbedelse af en anden isme.

samme*

Robert Ørsted-Jensen

Kroll - jeg og de fleste af dem jeg kendte på fløjen var altid kritisk afventende og mere end bare tvivlende hvad angår Kina. Men det var vanskeligt at få ordentlige oplysninger.

Hvad angår sovjet synes jeg faktisk at den næsegruse beundring her var langt værre. Der var masser af lkydige oplysninger og det var temmelig indlysende at den var gruelig gal allerede fra 1930erne, hvis ikke reelt længe før den tid. Alle undskyldninger var så sandelig opbrugt længe før mosvaprosesserne i 1937-8. Jeg har altid været af den opfattelse at folk der meldte sig under de faner efter den tid måtte have en brist et eller andet sted! Jeg mener at der var tale om en form for religiøs forblændelse. Jeg kendte adskillige der havde været medlemmer, enkelte havde endog vøæret folkevalgte for DKP og jeg spurgte dem ofte ud, men det var svært at få et fornuftigt og logisk sammenhængende svar.

Ken, Jeg synes erling jensens kommentar til "Den falske frihed" har relevans også her på tråden:

http://www.information.dk/comment/760912#comment-760912

Militskvinder:

Hvor strålende og stolte de ser ud,
med lange rifler over skuldrene,
på paradepladsen oplyst af dagens
første stråler.
Kinas døtre har sind der stræber højt,
de elsker uniformer, ikke silkestoffer.

Således skrev Mao i februar 1961.

Jeg tror ikke, at der er mange kinesere der savner ham.

Maoismen var - og er til stadighed - Kinas statsreligion.
Det er også interessant at kigge på propagandaplakaterne fra Kina i sin tid. I starten var Mao blandt folket. Men med tiden blev han højt hævet over folket, og til sidst var han jo solen selv.
Dét er da religiøs ekstremisme! Og det kostede millioner af menneskeliv - og tibetanerne, uighurerne, Falun Gong m.fl. lider stadig under dette imperialistiske vanvid.