Læsetid: 6 min.

Nu slås oprørerne indbyrdes: Opgøret med de radikale islamister er indledt

De radikale islamister i Syriens oprørskontrollerede områder slås nu mod hinanden og mod de moderate oppositionsmilitser – hensigten er at åbne for vestlig våbeneksport. Men hvem er de radikale islamister – og hvor mange er de?
Det forlyder, at oprørsgrup-perne i Syrien nu ikke kun hverver frivillige, men indkalder mænd i de oprørskontrollerede områder til militærtjeneste.

Jalal al-Halabi

25. september 2013

Og Bashar er glad,« konkluderede Imad, min faste chauffør, efter han havde udfyldt en trafikprop-pause med en redegørelse for sit syn på de ’helt sindssyge’ radikale sunni-muslimer. Anledningen var morgenens overskrifter om væbnede kampe mellem to al Qaeda-relaterede jihad-militser i det nordøstlige Syrien, hvor enheder fra ISIS (Islamisk Stat i Irak og Storsyrien) havde erobret det lokale hovedkvarter for Jabhat al-Nusra (Sejrrig Front), en hidtil allieret milits.

Det korte af det lange af medieomtalen går ud på, at de islamiske jihad-grupper i det nordlige Syrien i det seneste halve år har været mere optaget af at bekrige hinanden, rage territorium og forsyninger til sig og sætte sig på olie-resurserne end at deltage i krigen mod Bashar al-Assads regime.

Hidtil har de interne opgør været mellem jihadister og FSA (Frie Syriske Armé), og de kunne forklares med ideologiske og religiøse uenigheder. Men med kampene mellem beslægtede jihad-grupper har situationen ifølge FSA »nået et kritisk punkt«. Hvilket kan oversættes med, at opgøret mellem moderate og radikale islamister, der også – og måske især – handler om at bane vejen for vestlig levering af tunge våben til FSA, er indledt.

Således erklærede FSA’s politiske paraply, eksiloppositionen Syriens Nationale Koalition, fredag, at »ISIS ikke længere kæmper mod al-Assad-regimet, men kun er ude på at styrke sine positioner i befriede områder på bekostning af civilbefolkningens sikkerhed«.

»De har deres egen dagsorden, og de løj, da de sagde, de var kommet for at hjælpe os med at bekæmpe Assad. Deres eneste mål er at skabe en islamisk stat,« sagde FSA-talsmanden Louya Moqdad mandag til Beirut-avisen Daily Star.

’Store A’ ikke typisk

Nuvel – islamister er de stort set alle sammen i den syriske væbnede opposition, der består af mere end 1.000 – nogle anslår mere end 2.000 – grupper, militser, bataljoner og brigader. Men islamister af variende radikalitet, hvoraf de mest ekstremistiske er de brigader, der hovedsageligt bemandes med udlændinge. Og vil man vide, hvad der får de udenlandske jihadister til at melde sig som frivillige under de sorte faner, er Nagieb Khaja’s nylige dokumentar-udsendelse på DR2 om Nørrebro-gangsteren Abderozzak Benarabe, ’Store A’, ikke instruktiv. Han er ikke en typisk frivillig. Jo, han er muslim, men intet peger på, at han er islamist – den religiøse ideologi, der adskiller sig fra eksempelvis sufi-læren eller salafismen ved at arbejde aktivt politisk for en islamisk stat – ej heller jihad-salafist, den ekstremistiske udgave af salafismen, hvis mest radikale udtryk er al-Qaeda-netværket. At ’Store A’ fortæller, at en brors kræftsygdom afstedkom en vækkelse, der fik ham til at melde sig under den sorte jihad-fane for, som han siger et sted i Khajas film, »at sone alt det lort, jeg har lavet i mit liv«, gør ham ikke til islamist, men til angrende synder.

Hans rejse minder mere om de udlændinge, der kæmper i bl.a. den såkaldte muhajireen (emigrant)-brigade – hvoraf mange er muslimer fra Vesten med en oplevelse af ’Det Arabiske Forår’, revolterne i Egypten, Tunesien, Yemen og Syrien som et rent politisk projekt, vendt mod de arabiske diktaturer. Dog synes de fleste udefra – som de to danskere Kenneth Sørensen og Guantanamo-fangen Slimane Hajd Abderrahmane, der begge er meldt dræbt i Syrien – at tage afsted med politisk-religøs bagage, hvor Abderozzak Benarabes indrullering i jihad-militsen Ahrar al-Sham (’Levantens frie mænd’) ligner en tilfældighed, når man ser filmen. Han bliver da også sendt hjem med besked om, at han kan gøre mere nytte som pengeindsamler.

Oprørerne er sunni

Der, hvor ’Store A’, der er af marokkansk baggrund, kan betegnes som typisk, er i sektsammenhæng.

Langt de fleste oprørere er sunnitter, og deres grad af religiøsitet går over en glidende skala fra sekulære kommunister og ’kulturmuslimer’ i SFA-brigaderne til jihadsalafister med al Qaeda-tilknytning som den syrisk dominerede Jabhat al-Nusra og den internationale ISIS (Islamisk Stat i Irak og Storsyrien), der begge er anti-vestlige. Næstkommanderende i ISIS siges at være al-Qaeda-teoretikeren Abu Musab al-Suri, der blev løsladt fra al-Assads fængsler i december 2011.

Mellem de to yderpunkter deler grupperingerne sig efter varierende fromhed. FSA (Frie Syriske Armé) spænder over et bredt spektrum bestående af desertører fra den syriske hær, lokale selvforsvarsmilitser, hvis hovedinteresse er deres landsby, og nationalreligiøse grupper ikke ulig Det Muslimske Broderskab, hvor målet er en verdslig stat bygget på islamiske værdier. Eller som det siges: Den tyrkiske model.

For tiden er det de radikale islamister og al-Qaeda, der præger mediebilledet, men de to mest ekstreme grupper, ISIS og Jabhat al-Nusra med support-militser, udgør næppe mere en 12-15.000 mand. Militserne i SIF (Syrisk islamisk Front), der består af salafist-brigader, der samarbejder med al-Qaeda-grupperne, men ikke er knyttet til terror-netværket, udgør vel 18-20.000 mand, hvoraf de fleste er tilsluttet Ahrar al-Sham, ’Store A’s værter. Militserne i sammenslutningen Suqor al-Sham (Levantens Høge) er ligeledes radikale (islamisk stat, imod demokrati, etc.), men er formelt tilknyttet FSA og Koalitionens ’Øverste Militære Råd’, og udgør vel 10.000 militante. De resterende 60-65.000 mand er formelt under kommando af militærrådet og fordelt nogenlunde ligeligt mellem SILF (Syriens Islamiske Befrielsesfront), islamisk, men med accept af frie valg, etc., og regulære FSA-brigader, muslimsk-sekulære og få kristne enheder.

Mest iøjnefaldende er SILF-brigaderne Liwa al-islam (Islamisk Fane), hvis leder, den saudi-fødte Zahran Alloush, blev løsladt fra syrisk fængsel i sommeren 2011, og Farouk-brigaden, opkaldt efter Islams 2. kalif, Omar Ibn al-Khattab med tilnavnet ’Farouk’ (’den retfærdige’). Det var en Farouk-kommandant, Abu Sakkar, der på en video skar lungen af en falden regimesoldat og tog en bid. Det havde intet med religion at gøre, kun med ordinær afstumpethed.

Forskellige svar

Spørger man sig for i Mellemøsten om den glidende skala mellem islamiske ekstremister og sekulære demokrater holder vand, er svarene helt afhængig af den adspurgtes holdninger.

Chefredaktør på avisen al-Akhbar i Beirut, Elie Chalhoub, er en kompetent analytiker med politiske sympatier for ’modstanden’ (mod Israel) – Hizbollah, det syriske regime og Iran – hvilket hans svar spejler:

»Oprørsgrupperne består for i hvert fald halvdelen af fanatiske islamister.«

Professor Imad Salamey, politilog på LAU (Lebanese American University), mener derimod, at fanatiske jihadister højst udgør 15-20 procent af oprørshæren. Salamey er ved siden af sit universitetsjob leder af en tænketank, hvis formål er fremme af arabisk demokrati, og hans vurderinger er selvsagt afledt heraf:

»Når krigen er forbi, vil jihadisterne rejse hjem, for syrerne som helhed har ikke nogen rigid islamisk tradition.«

Neutral analyse er ikke i høj kurs blandt arabiske intellektuelle, så kapable de end er. En undtagelse fra denne regel er kommentatoren på den London-baserede arabiske avis Al Hayat, Hazem Saghieh, hvis syn er umiskendeligt vestligt. Saghieh har skrevet kritisk om de demokratiske problemer, den kollektive tendens i arabisk (muslimsk) tænkning efter hans mening repræsenterer, og som hindrer muslimen i at tage politisk selvstændig stilling uafhængigt af tilhørsforhold til stamme, klan, familie, etc. Da de muslimske brødre tog magten i Tunesien og Egypten, var hans skeptiske kommentar, at »nu må Vesten gøre den økonomiske og politiske støtte betinget af overholdelse af de individuelle menneskerettigheder. Vi får se.«

Den kollektivistiske tænkning, Saghieh kritiserer, blev indirekte bekræftet, da jeg søndag talte med en FN-kilde med kontakter til både det syriske regime og oppositionen.

Han fortalte, at oprørsgrupperne nu ikke kun hverver frivillige, men indkalder mænd i de oprørskontrollerede områder til militærtjeneste.

»Jihad mod regimet udlægges som en kollektiv pligt,« sagde han, »og hvis nogen modsætter sig indrullering i oprørsbrigaderne, risikerer de at blive anklaget som forrædere, der spionerer for Bashar al-Assad.«

I hvor høj grad indkaldelserne er blevet almen praksis, er usikkert – ifølge kilden finder den sted i de områder omkring til Damaskus, der er under oprørernes kontrol, men oplysningen falder i tråd med nylige rapporter om, at antallet af fremmede jihadfrivillige er faldende i det nordlige Syrien, hvorfor Jabhat al-Nusra og ISIS har øget hvervningen af lokale jihadkrigere, fortrinsvis blandt bønderne i landdistrikterne.

Ifølge avisen al-Akhbars korrespondent i Idlib lokkes de med løfter om andel i plyndring af »vantro og regimetilhængere« oven i generøse lønninger.

Og her er vi måske nærmere rekrutteringens virkelighed, som også handler om, at de islamiske jihad-grupper er økonomisk mere velaflagte og har bedre udrustning og våben end FSA og de lokale militser, der hidtil har været sultet forsyningsmæssigt af vestlig frygt for, at våben til FSA ender i ’forkerte hænder’. Den seneste koalitionsudmelding om ’det kritiske punkt’ har – sammenholdt med regimets militære succes –da også til formål at overbevise USA og EU om, at tiden er inde til at bevæbne FSA effektivt. Men indtil videre er Bashar glad.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jesper Wendt
Jesper Wendt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det har hele tiden været synligt, at islamisterne og det syriske folk havde, og har, modstridende interesser. Islamisterne er religiøse imperialister og kapitalister, der dels ønsker at tage kontrollen over Syrien, og omdanne landet til et kalifat; dels at kontrollere de indbringende naturressourcer, Syrien har.
Islamisternes imperialistiske og kapitalistiske interesser bliver her konsolideret, og de ender naturligvis med at bekæmpe hinanden; et udfald blandt kapitalister og imperialister der altid er uundgåelig. For godt nok har de fælles interesser, men disse fælles interesser er selviske, og inden for områder, der gør, at de altid vil tage fra hinanden. Imperialisternes udryddelseskamp mod hinanden bør naturligvis være et momentum for folket at overtage magten. Og i det syriske tilfælde, bør det syriske folk vente til at islamisterne har reduceret sig selv i antal, og når den mest opportune lejlighed opstår, sætte det sidste udbrud ind, nedkæmpe islamisterne, og sætte det sidste udbrud ind mod fascisten Assad, vælte regimet, og oprette et folkedemokrati i Syrien.

¡No pasarán!

HC Grau Nielsen, Bjarne Nielsen, Troels Ingvartsen og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Foruden religøse våbenbærende fundamentalister består Syrien af kurdere, armeniere, assyrere, tyrkere, kristne, drusere, alawitiske shiaer og arabiske sunnaer.

Det er op af bakke, at få fred.

At nogen i Vesten overhovedet overvejer, for ikke at sige vil, blande sig i det vanvid, trodser enhver forstand.

Ib Hansen, Morten Pedersen, Filo Butcher, Troels Ingvartsen, Per Torbensen, Henrik Nielsen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Stakkels syrere - ofre for sofisternes selvbedrag om at de alene vide ... vor frue bevare os for de mørkets kræfter - lad dem udrydde sig selv hurtigst, og lad støtten være intelligent og velovervejet med primær fokus på civilbefolkningen

"Islamisterne er religiøse imperialister og kapitalister".

Er de så religiøse kapitalister eller blot kapitalister ?

Nå, så længe det blot handler om penge, plejer man jo at kunne blive enige med folk.

Georg Christensen

Nu skete "det" i Syrien, "det",som ikke måtte ske.

Kaos overalt, en "vesten og en østen", i forvirringens paradis.

Hvad er rigtigt og hvad er forkert, medens "LIVET", dagligt destrueres i magtbegærdet´s navn?,søges der efter (komma og stavefejl), som sammen med troen "på", kan forklare "værdiløsheden".

.