Splittet tysk venstrefløj kan ikke enes om at vælte Merkel
Die Linkes ledelse: Bernd Riexinger, Katja Kipping og topkandidaten Gregor Gysi (t.v.)efter valget i søndags.
Reaktionerne på det tyske valg har været entydige: Med 41,5 pct. af stemmerne er Angela Merkel og CDU valgets store vinder, og dermed har tyskerne demonstreret en altovervældende opbakning til kansleren som den bedste betvinger af sydeuropæisk frådseri og gældsætning og som den mest nidkære forsvarer af tyske skatteyderes finanser. Derfor er det kun naturligt, at det er Merkel, der i øjeblikket overvejer, om det er De Grønne eller SPD, der skal agerer CDU’s juniorpartner i en ny tysk regering.
Men der findes også en anden fortælling om den tyske stemmefordeling, der kaster et rød-grønt skær over valgresultatet: Den tyske venstrefløj har nemlig en uudnyttet mulighed for at danne flertal uden om Merkels mægtige kristendemokrater. Med 25,7 pct. til SPD, 8,6 pct. til Die Linke og 8,4 pct. til De Grønne har Tysklands rød-grønne blok en stemmeandel på 42,7 pct.
Når to af partierne, SPD og De Grønne afviser Die Linke som koalitionspartner eller støtteparti og i stedet afsøger betingelserne for at blive juniorpartner i Merkels kabinet, skyldes det en dyb splittelse på den tyske venstrefløj, siger Henning Meyer, London School of Economics og medlem af det tyske socialdemokratis værdikommission.
»Rent praktisk er der tale om, at Die Linke under indflydelse fra partiets egen venstrefløj indtager positioner, der gælder som absolut uspiselige for De Grønne og for SPD. Det gælder eksempelvis kravet om en opløsning af NATO samt en betingelsesløs modstand mod indsats af tyske styrker i udenlandske militæroperationer, også selv om de er udstyret med et FN-mandat.«
Derfor har SPD ført valgkamp på at danne en regering bestående af socialdemokraterne og De Grønne, mens SPD’s slagne kanslerkandidat, Peer Steinbrück, har afvist ethvert samarbejde med Die Linke. De socialdemokratiske forbehold har efter valget fået ledende Linke-politikere til at opfordre SPD og De Grønne til at opgive modstanden mod Die Linke.
»SPD har chancen for at sætte sig på kanslerposten og virkeliggøre dele af deres program,« sagde Linke-formanden Bernd Riexinger til den tyske tv-station n-tv.
»Det hører med til en ordentlig omgangstone, at man i første omgang tilbyder at føre samtaler.«
Han støttes af partiets grand old man, Gregor Gysi:
»Jeg er sikker på, at dette valg er det sidste, hvor dørene lukkes,« siger Gregor Gysi.
Umuligt samarbejde
Partiet Die Linke blev dannet i 2007 som en sammenslutning mellem vesttyske fagforeningsmedlemmer og det socialistiske PDS, der efter Murens fald blev dannet på ruinerne af det østtyske socialistparti SED. Som reaktion på Gerhard Schröders arbejdsmarkedsreformer, valgte den daværende finansminister Oskar Lafontaine at forlade SPD i 2005.
To år senere blev Lafontaine formand for Die Linke, der med skiftende held har forsøgt at stjæle utilfredse vælgere fra den socialdemokratiske storebror, hvilket yderligere har afkølet forholdet mellem de to partier, der konkurrerer om at være bannerfører for social retfærdighed i det tyske politiske landskab.
Die Linke betragter SPD-politikken under Gerhard Schröder-æraen som et neoliberalt angreb på socialstaten, der i praksis har givet sig udslag i voksende ulighed og en udvidelse af den tyske lavtlønsektor. Af samme grund virker det utænkeligt, at Schröder-støtten Peer Steinbrück, der under den seneste store koalition fra 2005-2009 fungerede som finansminister under Merkel og deler en række af kanslerens syn på kriseforvaltningen, vil kunne leve med Die Linke som enten støtteparti eller regeringsmedlem.
»Der er ganske enkelt en ballast i Die Linkes program, der på dette tidspunkt gør det umuligt for både SPD og De Grønne at arbejde sammen med Die Linke på et forbundspolitisk niveau,« siger Henning Meyer og peger samtidig på, at De Grønne efter søndagens valg nok en gang har peget på den manglende kritiske stillingtagen til DDR-tiden som en faktor, der udelukker partiet fra samarbejdet.
Hos De Grønne og SPD regner man af samme grund Die Linke for at være populister, der ikke har taget et tilstrækkeligt opgør med de mest yderligtgående i partiet.
»Både Socialdemokraterne og De Grønne ser ikke Die Linke som ét enkelt, men i praksis to partier. For det første har man de pragmatiske og regeringsansvarlige del af Linke, der primært er lokaliseret i Østtyskland, hvor man eksempelvis har deltaget i regeringerne i Brandenburg og Berlin. Den anden fløj er den hårde, ideologiske fløj, der delvist kommer fra kommunistiske platforme i øst og i de tidligere vesttyske delstater, hvor flere ideologiske venstrefløjspartier har samlet sig. Det er strukturelt problem, der har præget Linke i flere år,« siger Henning Meyer.
Om fire år
Mens sejrherren Angela Merkel i øjeblikket er gået i tænkeboks, hvad angår mulige regeringskonstellationer med enten De Grønne eller SPD, er de tyske venstrefløjspartier langsomt ved at vågne op til en erkendelse af, at noget er nødt til at ændre sig afgørende på den tyske venstrefløj, hvis man i fremtiden skal gøre sig forhåbninger om at bryde med Merkel-æraens konservative dominans.
Ganske vist har SPD, De Grønne og Die Linke et uudnyttet flertal. Medregner man stemmerne fra de to borgerlige partier, Alternative für Deutschland og det tidligere regeringsparti FDP, der begge havnede under den tyske spærregrænse på fem pct. i den samlede optælling, har Tyskland stemt overvejende borgerligt.
Også derfor mener Henning Meyer, at SPD er tvunget til at forholde sig positivt til forhandlingerne om en stor koalition. Tyskerne vil ganske enkelt ikke acceptere et flertal bestående af de tre oppositionspartier.
Alligevel tydeliggør stemmefordelingen ved valget til den tyske forbundsdag ifølge en række tyske kommentatorer, at SPD er nødt til at gentænke sine forbehold over for det mindre venstrefløjsparti Die Linke. Partierne lever af rivaliseringen, men uden overvindelse af modsætningerne vil et formindsket SPD ikke i en overskuelig fremtid kunne regne med at danne et rødt kabinet.
»Om fire år kan det muligvis komme på tale, men det kræver, at Die Linke skiller sig af med sine mest radikale synspunkter. I øjeblikket ser det ikke ud til at blive tilfældet,« siger Henning Meyer.
Fakta
Uenigheden mellem SPD og Die Linke:
Europa: I Die Linkes valgprogram analyseres eurokrisen som et udtryk for tysk eksportoverskud snarere end for sydeuropæisk overforbrug. I løbet af krisen har SPD ved samtlige afstemninger i Forbundsdagen fulgt CDU i spørgsmålet om reformbestræbelser som modydelse for hjælpepakker.
Mindsteløn: Mens SPD er gået til valg på at indføre en mindsteløn på 8,50 euro (64 kr.), kræver Linke en mindsteløn på 10 euro (75 kr.) i timen.
Energi: Linke vil kollektivisere den tyske energisektor, hvilket afvises af SPD.
Udenrigspolitik: Linke vil opløse NATO og afviser selv med FN-mandat at indsætte tyske styrker i udlandet.
Seneste nyt
Anbefalinger
Kommentarer
Sort-rød uden CSU
I dagbladet Neues Deutschland, der står Die Linke nær, fremsætter den fungerende chefredaktør, Wolfgang Hübner, i en lidt anderledes blog et helt nyt forslag til koalitionsregering:
Han foreslår en sort-rød regering - men uden CSU. Der er ingen mening i, at et regionalparti, der på forbundsplan repræsenterer 7,4 procent af stemmerne skal have så stor og afgørende indflydelse på CDU.
SPD og CDU har et komfortabelt flertal sammen og kan regere uden kværulanterne fra München. Det ville desuden få det demokratiske plus, at Forbundsdagen ville blive beriget med endnu et oppositionsparti.
http://www.neues-deutschland.de/artikel/834208.ein-vorschlag-zur-guete-s...
.
Splittelse
Efter dette valg er venstrefløjen også blevet splittet med opkomsten af populist-partiet AfD - som havnede lige under spærregrænsen - og fik den største tilslutning fra tidligere vælgere fra Die Linke og FDP - hermed blev der for første gang i Tyskland skabt et parti på linie med danske DF - endnu et splittelsesparti, som sandsynligvis næste gang vil gøre det endnu vanskeligere for SPD at komme til magten igen - danske forhold ...
Spørgsmålet om de mange Linke-stemmer, der gik til Alternative für Deutschland blev også behandlet på mødet mandag – mange, der stemte på AfD anede ikke, at det er stiftet af professorer, der i årevis har slået til lyd for lønnedsættelser.
Se mere om Die Linkes overvejelser her:
http://www.neues-deutschland.de/artikel/834055.linke-haelt-tueren-offen....
I faktaboksen til Troels Heegers artikel nævnes, at Die Linke vil kollektivisere den tyske energisektor, hvilket afvises af SPD.
Som Gregor Gysi, den formentlig kommende oppositionsleder, siger, så bør det, han kalder ”Eksemplet fra Hamburg” danne skole. Her stemte flertallet af borgerne for en ’rekommunalisering’ af energinettet – imod Senatet i Hamburg og SPD, CDU og FDP.
http://linksfraktion.de/interview-der-woche/100-tage-oppositionsprogramm...
Entartete politik
Det kan måske undre, at netop Die Linke-vælgere kan falde for den populistiske retorik fra AfD – professorformand Berndt Lucke brugte f.eks. et i Tyskland længe ikke hørt Göbbels-ord i valgkampen – ”entartet” – om den førte politik i Berlin – hvilket sikkert bliver årets ”unwort” – problemet for Die Linke er vel, at der også på venstrefløjen huserer mange populister – og antisemitter – end godt er …
Hvordan kan De Grønne afvise Die Linke, fordi de mener, at partiet er for ekstrem? Det er ikke Die Linke, der har talt for pædofili i årtier... Eller SPD for den sags skyld - partiet, der har Karl Liebknechts og Rosa Luxemburgs blod på hænderne. Og som havde mere travlt med at bekæmpe kommunister i 20'erne og 30'erne, end at bekæmpe nazister.
Det er mig uklart hvorfor de mange uenigheder umuliggør at Peer Steinbruck kan banke på hos Die Linke og sondere mulighederne for et samarbejde. Helle Thorning Schmidt er jo mildest talt også uenig med Enhedslisten på en lang liste af punkter, men det har da ikke forhindret dem i at samarbejde på de få områder hvor de måtte være enige, navnlig regeringsdannelsen.
At medregne SPD til venstrefløjen i Tyskland er for øvrigt nok at udføre en halsbrækkende ireversibel spagat - hele Agenda 2010 politikken er med rette blevet en vælgermæssig katastrofe for partiet - ligesom S og deres hæmningsløse reformamok herhjemme - SPD ligner efterhånden mere og mere Tysklands "syge mand" - på vej til plejehjemmet ...
Oprøret ulmer i SPD
I store dele af det socialdemokratiske bagland ulmer utilfredsheden over udsigten til en stor koalition under Merkels førerskab.
Blandt mange andre kan Franz-Josef Drabig, der er formand for de 9000 organiserede socialdemokrater i Dortmund, berette, at medlemmer i stort tal truer med at melde sig ud.
Hvis partiet ikke står fast på sine værdier i forhandlingerne med CDU, så skal de holde sig fra koalitionen.
- „Schon heute kommen Leute auf mich zu und sagen: Wenn ihr eure Inhalte nicht umsetzen wollt, kann ich ja gleich die Linken wählen“, berichtet Drabig.
http://www.taz.de/Widerstand-gegen-Grosse-Koalition/!124424/
Det mest fornuftige ville nok være en socialdemokratisk eller grøn mindretalsregering med skiftende flertal...
AfD har fået mellem 4,5-4,8% af stemmerne i Tyskland ved valget søndag den 22.sept. 2013. Men men men - Husk at man i Tyskland har to stemmer! når man skal vælge forbundsparlament mv. Og mon ikke mange AfD vælgere har sat deres andenstemme ved CDU eller CSU. FDP kom ikke ind denne gang, netop fordi vælgere som valgte CDU/CSU gav deres andenstemme til CDU/CSU også. I 2009 fik FDP mange andenstemmer fra netop folk som stemte på CDU/CSU. Merkel har helt klart gået efter at få flertal alene.
Mht. om AfD kommer ind i 2017 i Forbundsdagen tvivler jeg stærkt på dette, 5% spærregrænsen i Tyskland er netop sat for at forhindre sådanne populistiske partier som AfD i at blive repræsenteret i Bundesdagen i Berlin.
Mht. til AfD er der en spændende analyse her:
"Der Aufstieg der AfD vollzog sich erst kurz vor der Wahl. Fast die Hälfte der AfD-Wähler entschied sich erst am Wahltag oder in den Tagen zuvor für die neue Partei. Mehr als jeder zweite ihrer Wähler gab an, die Entscheidung aus Enttäuschung über andere Parteien getroffen zu haben. Die Ablehnung des Euro war zwar ein zentrales Argument für viele AfD-Wähler. Aber mehr als 80 Prozent vertraten zugleich die Ansicht, dass die Partei keine Probleme löse. In allen Altersgruppen unter 60 Jahren lag die Alternative für Deutschland über der Fünf-Prozent-Marke. Ihre besten Ergebnisse holte sie bei Männer bis 45 Jahre sowie bei Arbeitern." http://www.tagesschau.de/wahl/wahlanalyse124.html
Hvornår har man sidst set sådan en dybdegående analyse på dansk TV2 eller på DR's hjemmeside?
Og skulle man have lyst til at lære mere om det tyske valgsystem, er der en informativ video her. http://www.tagesschau.de/wahl/hintergruende/wahlrecht162.html
Og her en yderst informativ artikel om den tyske Forfatningsdomstol i Karlsruhe:
http://www.tagesschau.de/wahl/gleichstellung-homosexueller-paare102.html
wikipedia om AfD:
http://de.wikipedia.org/wiki/Alternative_f%C3%BCr_Deutschland
Læg mærke til hvornår dette parti er dannet...6. februar 2013 og allerede 7 måneder senere kan de stille op til valg i Hessen, Bayern og til Forbundsparlamentet (Bundestag) i BRD....
Spørg medlemmerne
Die Linke forsøger stadig at lokke de øvrige oppositionspartier til samarbejde.
I dag foreslår de, at de tre partier til venstre for midten lader medlemmerne afgøre sagen – partierne skal altså spørge deres medlemmer, om de foretrækker rød-rød-grøn eller Merkel plus.
Nok er der ingen, der forventer, at venstresamarbejdet bliver til noget i denne omgang, men Die Linke får opmærksomhed, holder debatten kørende og forstyrrer koalitions-pokerspillet .
Dannes den store koalition, så bliver Die Linke det førende oppositionsparti med de fordele og poster det medfører - fx posten som formand for Forbundsdagens finansudvalg.
http://www.spiegel.de/politik/deutschland/linke-lockt-spd-mit-mindestloh...
I forbindelse med denne artikel er der på Der Spiegels hjemmeside er der en afstemning om hvilket forslag til mindsteløn, læserne går ind for – her fører lige nu Die Linke.
Hvorvidt AfD vinder frem ved man første gang mere om efter næste EU-Parlamentsvalg mellem torsdag den 22. maj og søndag den 25. maj 2014 - netop modstanden mod EU er skrevet med store bogstaver på deres faner - Die Fahne hoch! ...
Aftaler mellem SPD og Die Linke bliver der ikke noget af. Venstrepartiet skulle i givet fald ændre sine sikkerheds- og europapolitiske synspunkter, dvs. gå De Grønne og SPD i møde og vil næppe gøre det.
SPD har af mange grunde heller ingen interesse i et samarbejde. Partiet er slet ikke ved at gå op i sømmene, men en alliance med Die Linke kunne muligvis fremkalde det. Det er allerede sket en gang før i Hessen, og er efter valget til landdagen i Hessen søndag, hvor de tre partier har et komfortabelt flertal, også denne gang grund til, at SPD ikke allerede har dannet en ny regering der.
Tyskerne som helhed tager hellere et nyt valg til Forbundsdagen end en mindretalsregering, og et nyvalg er et af de pressionsmidler Merkel har over for SPD, som efter al sandsynlighed går i en stor koalition.
Det ærger mig dybt, at AfD ikke kom ind. Jeg havde håbet, at der var lidt mere fornuft i det tyske folk - nu hvor de oven i købet har to stemmer hver.
De tyske socialdemokrater og de grønne vil ganske enkelt ikke die linke og historien fra 1932-33 gentager sig blot i en nyere og anden form.
I 1933 kom Hitler til og i 2013 Merkel,og Merkel kan naturligvis slet ikke sammenlignes med Hitler,naturligvis ikke.
Men socialdemokraterne og de borgerlige grønne sikrer neo liberalisternes korstog fremover,velkommen i det grønne.
Socialdemokraternes tid er vel bare forbi. Hvem skulle også have brug for dem siden de har vendt socialismen ryggen?
Snart vil de fjerne forstavelsen også og erstatte "social" med "centrum" eller noget lignende, skal vi vædde?
Den tyske venstrefløj har aldrig været en "enhed" - den har altid bestået af elementer, der er totalt uforenelige . De elementer, der med et finurligt tankespind fornægter demokratiet ( man kan kalde dem for "rød-fascisterne") kan de færreste se med sympati på.
Den tyske venstrefløj har i øvrigt også haft elementer som "Rote Arme Fraktion" , Baaader-Meinhof o s v - og de elementer kan hverken røde, midtsøgende eller blå demokrater acceptere.
Der er mange interessante udviklinger i gære i tysk politik, både på forbundsplan og på delstatsplan.. For 5 år siden lokkede man i Hessen den socialdemokratiske leder, Andrea Ypsilanti, i et baghold ved at tvinge hende til modvilligt at afskrive sig et samarbejde med Die Linke.
På dagene op til valgdagen kunne hun ikke komme i nærheden af en mikrofon uden at hun skulle aftvinges endnu en besværgelse. Det var tydeligt, at hun ikke kunne li' den situation hun var havnet i før valget og hendes hendes modstand kom tydeligvis ikke indefra, men fra partiets landsledelse i Hessen.
Ved valget fik hun og partiet et flertal for sine valgtemaer og på papiret en mulighed at bryde den selvhævdende, konservative, CDU-dominerede politik, og bl.a. gøre op med en forfejlet skolepolitik. Men det flertal der var for en ny politik kom ikke i spil, dels fordi partiledelse i Berlin ikke ville være med til at samarbejde med Die Linke, og fordi der i pressen blev kørt en hetzkampagne mod hendes koalitionsforsøg. 4 SPD-delstatsmedlemmer nægtede at stemme for hende som mindretalsregeringsledelser i Hessen og der sluttede hendes karriere – for en tid.
I disse dage står hendes afløser, SPD's leder i Hessen, Thorsten Schäfer-Gümbel, i en nærmest identisk situation. Han har haft meget mere uld i munden, når han har skullet lægge afstand til Die Linke, og det bliver spændende at se, hvor mange fra SPD eller De Grønne, der hellere ser en fortsat CDU-regering frem for en usikker Rød-Grøn mindretalsregering med Die Linke som støtteparti.
På forbundsdagsplan har man næsten samme situation som I Hessen. Flertallet er der, men SPD og i nogen grad de Grønne, er ikke klar til at bruge det. SPD's mistillid til Die Linke er for stor, men det kan egentlig godt undre.
Hovedanstødsstenen, den tidligere socialdemokrat, Oskar Lafontaine har af helbredsmæssige grunde trukket sig tilbage til Saarland, og ganske vist repræsenterer Gregor Gysi med en fortid i SED også det gamle østtyske regime, men der er altså løbet meget vand i åen siden 1989 og Gysi regnes i brede kredse for at stå for en pragmatisk samarbejdslinje, som den kendes fra flere delstater i det østlige Tyskland.
Når der humoristisk tales om et samarbejde mellem CDU og SPD uden CSU er det ikke helt tosset. Merkel har slidt alle de gamle ronkedorer i CDU op, og sidder tilbage med et forholdsvis meget lidt konservativt parti og med en stærk Ursula von der Leyen, hvis grundholdninger, i mine øjne, ligger meget tættere på SPD end på CSU.
CSU fører sig magtfuldt frem og vil igen gennemtvinge egne, bizarre forslag, f.eks. en Pkw-Maut, der især skal ramme udenlandske privatbilister og varevogne (selv om de kun udgør godt 5 % af den samlede trafik på de tyske motorveje).
For 5 år siden betvivlede SPD, at Merkel kunne være regeringskoalitionsundersøger, fordi hun kun kom fra det næststørste parti CDU, og SPD som det største parti, burde have det privilegium. Det blev afvist, men nu er der fremkommet mange flere tydelige brudflader mellem CDU og CSU og det kan godt være svært at se, at der praktisk set er tale om ét parti, for CSU's Horst Seehofer har gang på gang fremhævet at CSU efter valgfremgangen I Bayern vil stille ufravigelige krav før et regeringssamarbejde med søsterpartiet.
Det er meget mærkeligt med Socialdemokratiet alle steder, at de åbenbart har en stærk mistillid til deres eget ideologiske sigte, for de vægrer sig altid gevaldigt ved at tage tråden op og skabe samfund for alle mennesker fremfor en forkælet lille overklasse og et tålt flertal.
Her fredag har ZDF i øvrigt offentliggjort den første meningsmåling efter valget.
De største ændringer ift. valget er, at Die Linke nu står til 10 procent, mens De Grønne skulle få syv og FDP 3.
Die Linke spænder ben for sig selv ved ikke at tage et opgør med de mest rabiate galninge i partiet - måske det ville koste nogle procent, men til gengæld ville man blive regerinsduelige, og der ville måske være et reelt alternativ til Merkel, som dog er uhyggeligt populær.
"Falske venner" er sprogvidenskabens betegnelse for, at man i bestræbelsen på at tale et fremmedsprog overfører betydning og udtryk fra sit eget sprog og derved får lavet fejl, men den forkerte antagelse om, at det er hos andre som hos en selv, har langt større udstrækning end blot det sproglige.
Gennem et stemmespild på den borgerlige side endte den nyvalgte Forbundsdag med et flertal af rød-rød-grøn. En helt ny meningsmåling viser, at ikke mindre end 67% af vælgerne synes, at en rød-rød-grøn koalition er den værste løsning. Der må være ganske mange socialdemokrater i denne gruppe.
Men lysten til en sort-rød regeringen er ikke ret meget større hos SPDs medlemmer, og derfor vil et regeringsgrundlag om en koalition med Unionen blive sendt til afstemning i partiet. Noget lignende er utænkeligt i dansk politik.
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »