Læsetid: 4 min.

Taylors dommere retter hård kritik mod kovending i krigsforbrydersager

En omdiskuteret praksisændring ved krigsforbryderdomstolen, der har ført til frifindelsen af en serbisk general tidligere dømt for krigsforbrydelser, får nu hård kritik fra dommerne ved retssagen mod den liberiske ekspræsident Charles Taylor. Helt uhørt, mener eksperter
Liberias tidligere præsident, den 65-årige Charles Taylor, da hans appelsag om 50 års fængsel i går blev afvist ved FN’s Særlige Domstol for Sierra Leone i Haag. Han blev idømt den lange straf for sine krigsforbrydelser fra 1996 til 2002 begået under den blodige borgerkrig i nabolandet Sierra Leone.

Koen Van Weel

27. september 2013

Dommerne ved krigsforbryderdomstolen for Sierra Leone melder sig nu på banen i den månedlange ophedede debat om en kontroversiel praksisændring ved dens søsterdomstol for Eksjugoslavien (ICTY), der har ført til frifindelsen af blandt andre den tidligere serbiske generalstabschef Momcilo Perisic, der ellers ved første instans var blevet dømt for krigsforbrydelser.

Ved gårsdagens domsafsigelse i appelsagen mod den tidligere liberiske præsident Charles Taylor, der i maj 2012 blev idømt 50 års fængsel for krigsforbrydelser under borgerkrigen i Sierra Leone i 1990’erne, udtrykte retspræsident George King på vegne af et samlet dommerpanel en opsigtsvækkende kritik af begrundelsen for ICTY’s kovending. Den »indeholder ikke en klar og detaljeret analyse« af de gældende retsprincipper, lød det blandt andet fra retsformanden.

Den udmelding er ifølge flere eksperter i international ret helt uhørt.

»Det var ikke overraskende, at de forholdt sig til praksisændringen, men at de på den måde kommenterer direkte på den, det kommer bag på mig. De smider sten i hovedet på deres kolleger, for grundlæggende er det en kritik af ICTY fora t være inkompetent og med et misforstået syn på international ret,« siger tidligere medarbejder ved både ICTY og Sierra Leone-domstolen og nuværende lektor i international strafferet ved Københavns Universitet Iryna Marchuk, der selv fulgte domsafsigelsen.

Hun bakkes op af Dov Jacobs, der er lektor i international strafferet ved det hollandske Leiden University.

»Appelkammeret ser ud til at have gjort sig umage med ikke bare at ignorere Perisic-dommen, men faktisk også lægge en bombe under den,« skriver Dov Jacobs på sin blog.

Det begyndte med et brev

ICTY’s praksis har været genstand for heftig debat, siden et brev til 56 venner fra den danske dommer ved tribunalet i Haag Frederik Harhoff, blev lækket til BT.

I brevet beskriver Frederik Harhoff, hvordan ICTY det seneste år har strammet kravene for, hvad der skal til for at bevise en tiltalt krigsforbryders skyld. Siden efteråret 2012 er kravene til bevisførelsen blevet skærpet, så en tiltalt nu skal have haft viden om, at deres specifikke støtte ville blive brugt til krigsforbrydelser – og ikke som tidligere kun viden eller formodning om, at forbrydelserne ville blive begået.

Det har ført til frifindelse af flere hærchefer fra Eksjugoslavien, der var blevet kendt skyldige i krigsforbrydelser og idømt op til 27 års fængsel ved første retsinstans, deriblandt altså Momcilo Perisic, som blev omtalt ved dagens domfældelse.

Harhoff udtrykker i brevet skuffelse over udviklingen, fordi det efter hans vurdering i fremtiden vil gøre det nærmest umuligt at dømme højtstående krigsforbrydere. Og den vurdering støttes han i af adskillige eksperter, deriblandt Iryna Marchuk.

»Hvis du sender kasser fyldt med Kalasjnikov-rifler til oprørere, som du ved eller bør have formodning om begår krigsforbrydelser, så har det hidtil været nok til at blive dømt. Men med den nye praksis skal man blandt andet også bevise, at det var netop de våben, der blev brugt til forbrydelserne. Og det er selvsagt meget, meget svært,« forklarer Iryna Marchuk.

I sit brev antyder Harhoff, at praksisændringen skulle være en følge af amerikansk og israelsk pres. Angiveligt skulle de to lande frygte, at deres egne hærchefer ville kunne dømmes efter den gamle praksis. Som følge af sin kritik er Harhoff blevet erklæret inhabil og taget af en højt profileret sag mod en serbisk partileder. Harhoff har appelleret kendelsen, men er fortsat suspender et. Med gårsdagens udmelding har Frederik Harhoff dog fået lidt at trøste sig med, mener Iryna Marchuk.

»Sierra Leone-domstolen tager implicit helt klart Harhoffs parti i forhold til tolkningen af loven. Så meget er sikkert efter i går,« siger hun.

Forskellig praksis intet problem

Når diskussionen om ICTY’s praksis overhovedet dukkede op i appelsagen mod Charles Taylor, skyldes det, at den oprindelige dom, der lød på 50 års fængsel, blandt andet byggede på den praksis, ICTY i de omdiskuterede sager har gjort op med.

Ved første instans fandt dommerne, at Taylor havde ydet støtte i form af våben, militært personel samt operationel og moralsk opbakning til oprørsgrupper i Sierra Leone, der stod bag adskillige krigsforbrydelser i en blodig krig, der kostede mere end 120.000 mennesker livet. Og det var ifølge dommerne tilstrækkeligt til at dømme ham.

Før gårsdagens domfældelse havde flere eksperter derfor spekuleret i, hvorvidt Sierra Leone-domstolen ville overtage ICTYs nye praksis, hvilket kunne føre til en frikendelse af ekspræsident Taylor. Det skete dog ikke. Den oprindelige dom blev – med nogle få undtagelser – stadfæstet, og straffen på 50 år fastholdt.

Men selv om det kan være politisk penibelt for krigsforbryderdomstolen, at to af dens tribunaler ligger i åben strid, så er det ikke noget juridisk problem, forklarer Iryna Marchuk.

»Domstolene er uafhængige og ikke forpligtet til at følge hinandens praksis. Det vigtige er, at de alle bygger på de samme grundlæggende principper. Dem kan man så have lidt forskellige tolkninger af, men sådan er det jo med jura,« siger Iryna Marchuk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britta Hansen
Britta Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Hvis du sender kasser fyldt med Kalasjnikov-rifler til oprørere, som du ved eller bør have formodning om begår krigsforbrydelser, så har det hidtil været nok til at blive dømt. Men med den nye praksis skal man blandt andet også bevise, at det var netop de våben, der blev brugt til forbrydelserne " siges det i artiklen.

Hvis man nu tager f eks de allieredes leverancer under 2. verdenskrig af våben, ammunition og sprængstof til modstandsbevægelserne i de af Tyskland, Italien og Japan besatte lande - og konstaterer at nogle af disse effekter blev brugt på en måde, der er en krigsforbrydelse - hvad så ?

Ville den nye og / eller gamle praksis fra domstolen have sendt de allieredes chefer i spjældet ?

De fleste vil sikkert mene , at de allieredes chefer ikke gjorde noget forkert ved at støtte modstandsbevægelserne i de besatte lande , og at retspraksis bør anerkende dette den dag i dag?

Robert: krigsforbrydelser er krigsforbrydelser. Om under 2. verdenskrig eller under andre kamphandlinger.

Jeg er personlig meget lettet over, at denne domstol ikke følger ICTY's fortolkning af det ansvar, lederne af krigspartier skal overtage, når der begås (krigs)forbrydelser.

Frederik Harhoffs meget uheldige formidling af hans fuldkommen berettigede kritik medførte desværre indtil videre ikke andet, end hans udelukkelse fra sagen pga. angivelig inhabilitet.

Det er mit håb, at denne meget tydelige kritik af ICTYs praksis nu vil føre til en fornyet diskussion om emnet med det formål, også at straffe de 'store' og ikke blot de 'små' (udførende) krigsforbrydere!

Kære Britta Hansen (14.26)

Enig i at krigsforbrydelser er krigsforbrydelser.

Min tvivl går på hvor meget eller lidt, der skal til for at ifalde ansvar.

Hvis der skal så "lidt" til at ifalde ansvar, at f eks de allieredes chefer der leverede våben til modstandsbevægelserne under 2. verdenskrig, alle ville være røget i fængsel - så duer det ikke. Konsekvensen bliver, at man som et retssamfund så aldrig kan levere støtte til folk, der gør oprør mod undertrykkelse - for der er jo altid nogen våben, der med sikkerhed bliver misbrugt.

Det skal og må være muligt for demokratiske retssamfunds ledere , at de ( med deres folkelige demokratiske mandat) uden risiko for spjældture kan støtte befolkninger , der gør oprør mod undertrykkelse .

Ja, Robert, det kan være. Men hvis de er vidende eller har en formodning om, at deres våben bliver brugt eller misbrugt til at begå folkemord og/eller andre krigsforbrydelser, så har de pligt til at prøve at standse disse forbrydelser. Ellers så skal de i spjældet på mindst samme vilkår som dem, der fysisk har begået forbrydelserne.

Naturligvis skal myndighedsudøvelsen hos en krigsførende nation kunne tåle en retslig prøvelse - uanset hvilken part i krigen denne udgør. Men hvis det kunne godtgøres at f.eks. Bush Jr. eller Obama havde gjort alt hvad der stod i deres faktiske magt for at hindre amerikanske bidrag til krigsforbrydelser i f.eks. Afghanistan, Irak og Libyen, ville der ingen sager være. Men det er der vist imidlertid. Så derfor. Og derfor. Og derfor. Undskyld mig.

erik mørk thomsen

Kære Robert
Hvis det havde været et ægte retsopgør efter 2 verdenskrig, ville en del allierede generaler og politiker også være røget for rette, især de engelsk terrorbomber af tyske byer, uden militære formål.
Og herhjemme har vi heller ikke noget at råbe hurra for.
De små blev dømt, de store gik fri
Sejrherren skriver historien, og bestemmer, hvem er krigforbryder, og hvem, der ikke er det.
Sådan var det dengang, sådan er det i dag!

Ved Nürnberg-processen var de tyske bombardementer faktisk ikke en del af anklagen. Den dobbeltmoral, mente man, ville undergrave processens moralske status.

De allieredes våbenleverancer til den franske modstandsbevægelse var ikke bevæbning af en igangværende krigsforbrydelse, men bevæbning af et forsvar imod en krigsforbrydelse - den tyske invasion. Franske krigsforbrydelser begået med de våben, falder ikke tilbage på leverandørerne - kun gerningsmændene.

Hans Erik Andresen

Den egentlige problem med krigsforbrydelser er, at de egentlige krigsforbrydere sjældent eller aldrig vil blive dømt. I de tilfælde, hvor de er på det tabende hold sker det engang imellem. Men ærligt talt, sidder der ikke nogen og tænker IRAK, AFGHANISTAN for blot at blive i nyere historie....!?