Når EU’s forsvarsministre i dag træder sammen til et uformelt topmøde i Litauens hovedstad, Vilnius, for at tale om øget forsvarskoordine-ring, er det i erkendelsen af, at Europa igen er dybt splittet over, hvordan man skal reagere på en aktuel krise. Mens Frankrigs præsident, Francois Hollande, presser på for militære angreb mod al-Assad-regimet i Syrien som svar på gasangrebet i august, har Europas anden militære stormagt, Storbritannien, afvist at deltage, efter at et flertal i Underhuset nedstemte regeringens anmodning om principiel opbakning for et angreb.
Konsekvensen er – ifølge forsvarsekspert Clara Marina O’Donnell – imidlertid primært politisk, for Europas forsvarskapacitet rækker i øjeblikket ikke til meget mere end at være USA’s hjælper på sidelinjen.
»Konflikten i Syrien er et eksempel på, hvor svært det er at blive enig om en fælles politik i Europa – men selv hvis der var enighed, kunne vi så gå ind? Faktum er, at mange europæiske lande ikke har de våben, der skal til, og dem, der har sofisti-kerede missiler, har langt mindre wbeholdninger end amerikanerne,« siger Clara Marina O’Donnell, der er seniorforsker i London-tænketanken European Centre for Reform samt tilknyttet den amerikanske Brookings Institution.
»Europa kan yde militær støtte, hvis der er tale om et begrænset, præcisionsbombardement. Vi kan tilbyde logistisk hjælp, baser osv., hvilket ville være en hjælp, men Europa har ikke det sofistikerede udstyr,« tilføjer hun.
Masser af penge
Hullerne i Europas forsvarskapacitet er – mener EU-Kommissionen – unødvendige set i lyset af, at unionen samlet set har verdens næststørste forsvarsbudget, kun overgået af USA’s på 392 mia. euro. Problemet er imidlertid, at de europæiske lande stadig ikke stoler nok på hinanden til at koordinere indkøb og derfor »fortsætter med unødvendig duplikation af meget af deres militære udstyr«, påpeger O’Donnell i en analyse fra juli i år.
Et andet problem er, at de europæiske lande har skåret i deres forsvarsbudgetter på grund af den økonomiske krise. Ifølge EU-kilder er unionens kombinerede budget faldet fra 200 mia. euro til 170 mia. euro siden 2008. I samme periode har både Kina og Rusland afsat flere ressourcer til deres forsvar.
»I tider, hvor ressourcerne er knappe, er samarbejde afgørende, og der er behov for, at vi matcher ambitioner og ressourcer og undgår duplikation af programmer,« sagde kommissionsformand José Manuel Barroso, da EU-Kommissionen fremlagde et forslag til øget forsvarssamarbejde i juli. Emnet forventes debatteret af unionens stats- og regeringschefer på et topmøde til december.
Kommissionsformanden, NATO’s generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, såvel som amerikanske toppolitikere udtrykker alle bekymring for den manglende koordinering.
Mens Fogh Rasmussen, der deltager i dagens møde i Vilnius, mener, at netop situationen i Syrien »demonstrerer, at vi fortsat står over for væsentlige sikkerhedsudfordringer, og at det er afgørende, at vi er klar til at håndtere dem«, er Kommissionens bekymring, at nedskæringerne skader »Europas evne til at imødekomme nye sikkerhedsudfordringer effektivt og på egen hånd«, som den skriver i sin rapport. Flere eksperter er enige i, at der er grund til bekymring.
»Der er masser af spirende sikkerhedsudfordringer, som USA ikke længere er villig til at påtage sig alene.En europæisk strategisk uafhængighed er nødvendig, hvis EU ønsker at bevare sin uafhængighed i den nuværende strategiske kontekst,« vurderer Martin Michelot, forsker ved den tyske Marshall Fund i Paris, til Defense News.
Han bakkes op af O’Donnell.
»Vi kan ikke bare tage for givet, at USA vil deltage i alle konflikter, Europa har interesse i. Visse konflikter er ikke afgørende for USA’s nationale sikkerhedsinteresser. Der er stadig urocentre i europæiske områder – f.eks. Balkan og en række frosne konflikter i Østeuropa – der kan blusse op igen, og hvor vi ikke kan gå ud fra, at USA vil være klar til at komme os til undsætning,« siger hun.
På rette vej
Finanskrisen har imidlertid ikke kun haft en negativ effekt, mener Clara Marina O’Donnell.
De knappe ressourcer har nemlig tvunget politikerne til at samarbejde på tværs af grænserne, og det har allerede ført til en række samarbejds-aftaler. Vigtigst er den bilaterale aftale fra 2010 mellem Storbritannien og Frankrig, som er i gang med at integrere deres militære doktriner og bl.a. arbejder sammen på atom-våbenområdet og har planer om fælles militærøvelser og våbenudvikling.
Da Frankrig gik ind i Mali i januar, var det med militær støtte fra britisk side. O’Donnell fremhæver også NORDEFCO-forsvarssamarbejdet mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige samt et bulgarsk-rumænsk samarbejde som positive tendenser.
»Der er en konsensus i Europa om, at nu, hvor der er færre penge, må ressourcerne bruges mere effektivt. Vi ser en tendens til øget samarbejde, som vil fortsætte, men det kommer til at gå meget langsomt,« erkender hun.
Daniel Keohane, forsker i uden-rigstænketanken FRIDE, er enig og tror derfor ikke på, at de europæiske regeringschefer vil følge anbefalingerne i en ny rapport fra EU-udenrigschef, Catherine Ashton. Hun opfordrer bl.a. medlemslandene til i fællesskab at binde sig til at gennemføre store projekter som produktion af droner og satellitkommunikation såvel som til at synkronisere deres forsvarsbudgetter.
»Det ville være smart, men meget svært at gennemføre,« siger Keohane til Defense News og påpeger, at det er mere realistisk at forestille sig, at medlemslandene i højere grad deler information om deres planer med hinanden.
»Der er ikke blevet gjort de store bestræbelser for at dele information om budgetnedskæringer EU-medlemslandene imellem,« siger Keohane.
Hvis man skal have et tættere forsvarssamarbejde - kræver det en vis enighed om forsvarspolitiken - og den enighed findes vist ikke.
Nuvel - hvis målet er mere europæisk kapacatitet for de samme forsvarspenge - så er det nok ikke en entydig god ide, at få et militært-politisk overnationalt bureaukrati i EU-regi ind over landenes forsvar - slet ikke for de mere velfungende forsvar blandt medlemslandene - eftersom det erfaringsmæssigt ville være den sikreste vej til endnu mere omkostningstunge og ineffektive forsvarstyrker.
P.S.
De større af EU-landes forsvarsstyrker - alene eller i fællesskab - kan udmærket nedkæmpe Assadregimets militære styrker til eksempel - det ville bare blive noget mere rodet, beskidt og omkostningsfuldt uden amerikanerne - og al deres grej.
»Der er en konsensus i Europa om, at nu, hvor der er færre penge, må ressourcerne bruges mere effektivt.«
EU har vel indset at der er penge at hente i militære ydelser:
Secretary of State John Kerry said at Wednesday’s hearing that Arab counties have offered to pay for the entirety of unseating President Bashar al-Assad if the United States took the lead militarily:
“With respect to Arab countries offering to bear costs and to assess, the answer is profoundly yes,” Kerry said. “They have. That offer is on the table.”
Der er heldigvis ikke noget militært fodslag mellem de 27 EU-lande. De to atommagter, Frankrig og Storbritannien, trækker som regel i hver sin retning, og vil i øvrigt aldrig opgive deres særstatus som permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet. Middelhavslandene har deres helt egne agendaer, hvoraf nogle af dem ikke danser særligt godt med Nato medlemmet Tyrkiet, og nogle af dem har antipoler i Nordafrika eller sågar Storbritannien (jf. Gibraltar), Østeuropa har igen helt andre interesser, Baltikum lider stadig af russerskræk, Norden har sin egen styrke - minus Danmark, og Tyskland vil forståeligt nok helst være fredeligt. Så EU kan godt pakke Catherine Ashtons visioner ned i en papkasse og makulere dem.
jeg tvivler så lidt på hvorvidt Europa, det som de i USA kalder "de gamle lande" er underlegen USA, teknologisk er EU ikke besynderligt meget "bagefter" i forhold til USA imens det nok er en vis politisk korrekthed at købe f.eks jetjagere og andet militært isenkram fra USA, hvilke betyder at noget produktion måske halter lidt bagefter, men der ville ikke gå særlig lang tid for EU at omstille sin produktion hvis behovet viste sig at være der, så at kalde EU for lille hjælper.... lille hjælper?,.. det ved jeg snart ikke, er de ikke nærmere ligeværdige?
Tænk at kunne leje en supermagt. Matadorspillets hemmelige joker.
Syria = Little Afghanistan....
... Nightmare come true!
Søren Bro
Hvid fosfor - som brugt af USA i rør, lys og brandvåben - har lige så meget med kemiske våben at gøre som Tivolis fyrværkeri.
Det er blot én af flere systemfejl i EU konstruktionen, at der ikke er en mulighed, for at bruge militær pondus. - Ny forfatning, inden det smelter helt sammen. Alene, som nationalstater, kommer Europa ingen vegne. Det virker lidt skræmmende, men alternativet er værre.
@Jesper Wendt
"Alene, som nationalstater, kommer Europa ingen vegne. Det virker lidt skræmmende, men alternativet er værre."
Nu har historien jo utallige gange vist at der er muligt at arbejde enddog meget tæt sammen på tværs af stater, uden at de af den grund behøver at afsige sig deres suverænitet og fremelske en kunstig fællesidentitet. NATO alliancen eksisterer jo også uden at vi af den grund bør give afkald på suverænitet. Storbritannien og USA lagde også relativt tidligt stridsøkserne til side og har samarbejdet, på godt og ondt, i godt og vel 150 år. Det samme gjorde vi med svenskerne efter flere århundreders krig, og det tog kun omkring 50 år fra vi gik fra et krigsnederlag mod svenskerne til vi hyldede en pan-skandinavisk identitet. Militært set (og økonomisk og diplomatisk set) burde der altså ikke være noget til hinder for at vi stadig kan arbejde sammen om fælles mål (inkl. politisk-militære), UDEN af den grund at skulle forpligte hinanden til stadig mere suverænitetsafgivelse. Ligesom vi har en kommandostruktur indenfor NATO, uden at NATO af den grund fratager medlemmerne deres suverænitet burde det være muligt at kopiere NATO modellen over i EU regi...
..hvis man altså insisterer på at EU skal være endnu en dominerende stormagt, spillende med de samme stormagtsmuskler Frankrig, Storbritannien og de andre kolonimagter i sin tid dominerede verden med. Som *forsvar* er et militært forsvar godt, og det skal være i top. Men militærmagt og evnen til at kunne tæve lande som Syrien militært, bør ikke være led i et eller andet prestigeprojekt om at blive en ny stormagt. Så bliver EU bare det ny USA.
Hvem husker egentligt at EU var tænkt som et fredsprojekt?
Vi er godt nok kommet langt væk fra de oprindelige hensigter. EU er vel det største bedrag af dem alle vi har oplevet de sidste 50 år.
Nej, Søren Bro,
USA kalder ikke røg, lys eller brandvåben indholdende hvid fosfor for kemiske våben - ingen andre end uvidende og/eller vildledende personer/medier kalder hvid fosfor for et kemisk våben - og ingen konvention forbyder anvendelsen af hvid fosfor.
@Lars R. Hansen
"USA kalder ikke røg, lys eller brandvåben indholdende hvid fosfor for kemiske våben"
Nej. Amerikanerne har mange sjove definitioner for at dække over deres forbrydelser.
"Illegale Kombattanter", ”fredsbevarende initiativer", "præcisionsbombning", "nation building" [dækker over at smadre infrastruktur, myrde tilfældige og modstandere og skabe kaos], og mange andre.
Jeg vil da blæse på hvad Amerikanerne kalder tingene: jeg foretrækker at kalde tingene ved deres rette navn. USA er en forbryderstat som spreder kemikalier og radioaktive materialer over hele kloden. Vietnam: "Agent Orange". Som led i "terrorbekæmpelse". Som led i "the war on drugs" spredes tonsvis af giftige kemikalier i regnskovene. Forarmet uran spreder Amerikanerne overalt hvor de har mulighed for det. Millioner af mennesker må leve deres liv med fødselsskader som resultat af Amerikanernes svineri.
USA = Krigsforbrydernation - Den israelske lobby er bagmanden.
Efter Hr. Lasse Ellegaard; den kendte Information-journalist med en vis personlig tilknytning til Mellemøsten skrev sin afslørende artikel i Information "Nødvendigt angreb på Syrien", diskuterede med Paula Larrain hos Clement, fik han igen lov til at hælde vand ud af ørerne den 5. september kl. 17:xx hos Jakob Illeborg i "Dagen", suppleret af Steen Nørskov.
Steen Nørskov: Der er ikke mange som måske kan lide at høre det, men det er i hvert fald hvad man taler om i den arabiske verden. Jeg talte her i eftermiddag via Skype, chattede med en mand som faktisk sidder i den del af Damaskus som blev udsat giftgasangrebet for tre uger siden. Og jeg spurgte ham hvorfor han troede at det nu kom. Efter 100, måske 150 tusind dræbte. Hvorfor kommer det nu?
Og så sagde han; giftgasangrebet er anledningen, men årsagen er Israel. Det er for Israelernes skyld. Det er for at sikre at den syriske krig ikke kommer i ubalance, at der ikke i de forskydninger der sker lige nu på slagmarken i Syrien opstår en trussel mod Israel.
Så kan du kalde det sammensværgelsesteorier eller hvad du vil, men det er sådan man tænker i den del af verden. Der vil man også have nævnt en ekstra ting, i dag i Washington, har den største israelske lobbyorganisation AIPAC stillet sig bag et angreb.
"der vil man også have nævnt en ekstra ting...etc."
Hvad er det Steen Nørskov forsøger at sige her? Hvorfor nævnes AIPAC og hele den israelske lobby, som jo er den som står bag krigen, næsten ikke i de vestlige medier, selv om det næsten udelukkende er Israel firsters som John McCain og de mange jødiske prozionistiske politikere som har arbejdet for den krig i mange år.
Ja, i en lidt mindre zionistisk kontrolleret verden ville man nok have nævnt en hel del flere ting. Kernen af dette problem, samt af rigtig mange andre problemer, er den jødisk-zionistiske lobby, som har repræsentanter i nøglepositioner i næsten alle vestlige medier. Sådan sikrer man at der ikke er nogen som fristes til at fortælle hele sandheden.
Sagde Steen Nørskov alt hvad han havde lyst til, eller kender han de uskrevne regler (intet negativt om Israel eller Jøder) alt for godt? Hvad ville Nørskov mon have sagt, hvis der ikke sad en Lasse Ellegaard på den anden side af bordet til at styre diskussionen det "rigtige sted hen". Ellegaard havde dog vundet på forhånd, jævnfør DRs overskrift under hele udsendelsen: "Iran er hovedaktør", og dette passede sikkert Lasse Ellegaard bedst. En mere sandfærdig overskrift ville have været "Israel er hovedaktør".
Klippet kan ses her: http://kortlink.dk/cupy
Eller her: http://www.youtube.com/watch?v=SBUsSTj2T5I
Ps. Såfremt der igen kommer gang i det meningsløse sletteri, vil dette indlæg, og med tiden alle mine slettede indlæg blive publiceret her: http://avisdebat.wordpress.com/ hvor jeg i forvejen har dokumenteret censur i andre medier.
Nej, Søren Bro,
heller ikke FN regner hvid fosfor som et kemisk våben.
Hugo,
i så fald skulle du rette dit jødehammerindlæg til Søren - eftersom det var samme, der fremførte den usande og tåbelige påstand, at USA kaldte hvid fosfor for er kemisk våben - ikke jeg.
Nej - det er ikke konventionsstridigt eller ulovligt - at anvende hvid fosfor i lys, røg eller brandvåben.
@Søren Bro
Alene første side af dit pdf dokument bekræfter sådan set Lars R. :
"For the purpose of this Protocol:
1."Incendiary weapon" means any weapon or munition which is primarily designed to set fire to objects or to cause burn injury to persons through the action of flame, heat, or combination thereof, produced by a chemical reaction of a substance delivered on the target. "
og:
"(b) Incendiary weapons do not include:
(i) Munitions which may have incidental incendiary effects, such as illuminants,
tracers, smoke or signalling systems; "
@Lars R. Hansen
Hvorfor kalder du det "jødehammerindlæg"?
Er det ikke sådan at sådan noget som det pågældende stikker ud, netop fordi man aldrig åbent snakker om det?
Jeg anklager ikke, og har aldrig anklaget "Jøder" for noget som helst. Jeg venter til jeg ser hvad den enkelte eller specifikke organisationer foretager sig eller siger før jeg dømmer, lige som med alle andre mennesker. Og når personlige etniske, familierelaterede, kulturelle eller religiøse tilknytninger spiller så stor en rolle som i forbindelse med den internationale Zionisme, så mener jeg at det er noget vi skal forholde os til og tage konsekvenser af. Hvis 20% af de førende medarbejdere hos eller ejere af toneangivende medier var Mormoner, Muslimer eller Syvendedags Adventister, mon ikke man ville lægge mærke til det og diskutere det?
Hvis herboende tamilske journalister var overbeviste tilhængere af enten Colombo-regeringen eller De Tamilske Tigre, vile vi så stole på deres rapporter og vurderinger?
Tilsyneladende er jeg ikke den eneste som tænker disse tanker, for DR-bosserne og vist nok dagbladet Politiken har jo i mig bekendt mindst to tilfælde korrekset journalister for på ifølge direktionens upassende vis have sammenblandet deres status som journalist med promovering af deres personlige politiske sympatier. Det er vel ikke nødvendigt at sige at det heller ikke var Sri Lanka som det drejede sig om i disse tilfælde. Så vidt jeg husker var der i begge tilfælde også tale om en igangværende krig, en situation som ligner den nuværende en hel del.
Er det i den slags "krisesituationer" at nogle ligepludseligt taber deres hæmninger, det rationelle overblik, selvkritikken og den logiske forbindelse mellem argumentation og konklusion?
Jeg synes egentlig at det var lidt flot sagt af Steen Nørgaard; den måde han kom ind på det der med "konspirationsteorier". "Sådan noget som de tænker i den Arabiske verden"! Hallo Steen, flot statement!
Hugo, du er vist ikke klar over at "zionisme" netop ikke er en enkelt eller specifik organisation. Det er en ligeså løs definition som socialisme, der jo overordnet omfatter såvel socialdemokrater som maoister, men det gør ikke maoister til socialdemokrater og vice versa. Zionismens mål var skabelsen af et jødisk hjemland, og nutidens zionister har som mål at konsolidere det land. Men de er ikke en politisk homogen størrelse udover dét mål. Der er kæmpe forskel på eksempelvis religiøs ultra-ortodoks zionisme og socialistisk zionisme (dem med kibbutzerne), både politisk, økonomisk og mht. hvordan man skal behandle konflikten i Palæstina. Se evt. også :
http://en.wikipedia.org/wiki/Moses_Hess