Læsetid: 4 min.

Britisk tabloid-presse prøver igen grænser af

Daily Mails angreb på den britiske oppositionsleder Ed Miliband har mindet politikere og offentlighed om, hvorfor det er vigtigt at opbygge et troværdigt pressenævn i landet. Om det bliver politikernes eller avisindustriens eget forslag til et pressenævn, der bliver til virkelighed, bliver afgjort i dag
Daily Mails artikel om Ed Milibands far har ført til demonstrationer foran avisens hovedkvarter.

Natasha Quarmby

9. oktober 2013

Opskriften var velkendt, da den britiske tabloidavis Daily Mail i sidste weekend kom på gaden med en kontroversiel artikel under overskriften: »Manden der hadede Storbritannien«. ’Manden’ var Labour-leder Ed Milibands afdøde far, den anerkendte, marxistiske akademiker og forfatter Ralph Miliband.

Som ventet skabte artiklen ballade, forargelse, debat og krav om et genmæle. Det var, da Daily Mail valgte at genoptrykke den oprindelige artikel ved siden af Ed Milibands svar, at planen kørte af sporet, mener flere af avisindustriens egne folk samt en række iagttagere.

Balladen mellem Miliband og Daily Mail kulminerer nemlig, samtidig med at det såkaldte Privy Council afgør, hvilket forslag der skal danne grundlag for et nyt pressenævn – avisindustriens eget eller et tværpolitisk forslag.

»Jeg kan ikke se, at det har hjulpet os (industrien, red.),« siger Chris Blackhurst, direktør for Independent og London Evening Standard, og påpeger i Independent, at episoden har »skabt større splid« mellem politikere og presse.

Et bestyrelsesmedlem i en anden avisgruppe, der udtaler sig til samme avis på betingelse af anonymitet, er enig.

»Enhver, der har en interesse i presseregulering, vil nu kunne sige, at pressens forslag må afvises: ’Dette er et eksempel på, hvor ude af kontrol den er’,« siger kilden og tilføjer, at industrien forud for Daily Mail-artiklen havde imødeset dagens afgørelse med sindsro.

»Nu tror vi, det er sandsynligt, at de afviser vores forslag,« tilføjer kilden.

Skribent og mediekonsulent Raymond Snoddy, tidligere medieredaktør på The Times, er enig i vurderingen.

»Daily Mails handlinger kan være nok til, at man nu foretrækker politikernes forslag, hvis ikke det allerede gik i den retning,« skriver han i en analyse på Newsline.

Aeron Davis, professor i politisk kommunikation ved Goldsmiths College i London, mener også, at Daily Mail har skudt sig selv i foden, da den valgte at »gå efter Ed Miliband, fordi han gjorde det godt på Labours årsmøde«.

»Avisen troede ikke, at der ville komme det store ud af det, men det har givet bagslag. Især fordi Paul Dacre (Daily Mails chefredaktør, red.) er talsmand for pressens eget forslag til et pressenævn,« siger Davis til Information.

Han vurderer, at rådets medlemmer allerede havde truffet deres beslutning inden Daily Mail-affæren, men tilføjer, at sagen kan have »bestyrket rådet i dets beslutning«.

»Det har bekræftet beskyldningen om, at pressen ikke selv er i stand til at sætte grænser,« siger han.

Lang proces

Vejen til dagens foreløbige kulmination i sagaen om regulering af pressen har været lang og kringlet (se tidslinje) – fra de første afsløringer af avisen News of the Worlds telefonaflytninger over Leveson-høringen til dommer Brian Levesons endelige anbefaling af oprettelsen af et nyt lovbestemt pressenævn.

I Storbritannien er enhver lovmæssig regulering af den frie presse dybt kontroversiel. Derfor er regeringen og Labour blevet enige om en kringlet model, hvor dronningens Privy Council – et råd bestående af højtstående politikere – opretter pressenævnet ved et såkaldt royalt stiftelsesbrev. Avisindustrien er imidlertid stadig utilfreds med dele af forslaget, hvilket fik den til at indsende sit eget forslag.

Ifølge flere iagttagere er der ingen tvivl, om at Ed Miliband, trods insisteren på, at han har »reageret som søn, ikke politiker«, har udnyttet sagen til at skabe opbakning til politikernes forslag. For eksempel er det næppe tilfældigt – påpeger kritikerne – at Miliband i et brev til Daily Mail-ejer lord Rothermere bad denne reflektere over »avisernes kultur og praksis«. Leveson-høringens formål var netop at undersøge pressens kultur og praksis.

»Jeg tror, Ed Miliband har en dagsorden ud over, hvad der er hans naturlige ret til at forsvare sin far og sin familie. Jeg frygter, at han forsøger at brede dette ud til et angreb på pressen, et angreb på aviserne. Det ville være en fejl,« siger George Jones, tidligere politisk redaktør på The Daily Telegraph, til Daily Mail.

Aeron Davis er enig i, at Miliband har handlet »lidt som begge dele« – som søn og som politiker.

»Han siger, at han har handlet som søn, men han har også vist sig villig til at tage kampen op med pressen. Han tog kampen med Murdoch, hvilket ingen politiker har gjort i årtier, fordi det strategisk set ikke er særlig smart. Men han har set, at tiderne har forandret sig, og at hans personlige opbakning stiger, hver gang han gør det,« vurderer han.

Davis – og mange andre iagttagere – vurderer dog, at hele den langtrukne saga om regulering af pressen stadig kan tage år at afklare.

»Det vil være ironisk, hvis en presse, der hader den europæiske menneskerettighedsdomstol, ender med at klage til den, men det kunne jeg godt forestille mig, at den vil gøre. Pressen vil fortsætte med at gøre, hvad den kan for at forhindre regulering,« siger Davis og mener derfor ikke, at det kan udelukkes, at »lovgivning bliver nødvendig«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu