Nyhed
Læsetid: 3 min.

Britiske eliteuniversiteter er ikke kun for eliten

Selv om en uddannelse fra Oxford eller Cambridge imponerer de fleste, så optager en lang række studier alt for mange studerende. En grad fra et af Europas absolutte topuniversiteter giver dog ingen sikker adgang til et godt job
Udland
16. oktober 2013

De er alene om at repræsentere Europa i Top 10 på ranglisten over verdens bedste universiteter (som listen opgøres af rapporten Times of Higher Education), deres ry er traditionsrigt som få, og medieopmærksomheden omkring dem er massiv. Men er Oxford og Cambridge nu også de fantastiske eliteinstitutioner, som de udråbes til at være? Og hvor svært er det at blive optaget der?

Ser vi alene på Storbritannien, er bemærkelsesværdigt mange af landets topstillinger taget af ’Oxbridge’-kandidater. Omkring 62 procent af de ledende medarbejdere i udenrigstjenesten, omkring 58 procent af de britiske dommere og godt 55 procent af de ledende embedsmænd har kandidatgrader fra et af de to universiteter, viser forskning fra Sutton Trust. Men det betyder ikke, Oxbridge nødvendigvis er det bedste sted at studere, siger Stephen Isherwood, der arbejder for rekrutteringsvirksomheden Association of Graduate Recruiters.

»Mange studerende beslutter sig for at læse andre steder, fordi de foretrækker et andet fagligt indhold eller søger en mere speciel uddannelse, end de to universiteter er i stand til at udbyde.«

Og selv om en Oxbridge-grad kan imponere mange, kommer den ikke med nogen jobgaranti.

»Der er ingen tvivl om, at Oxbridge har virkeligt dygtige studerende og typisk vil være meget eftertragtede blandt arbejdsgivere. Men tal med ethvert rekrutteringsfirma, og de vil kunne fortælle, at de har måttet afvise pænt mange Oxbridge-kandidater. Bare fordi man har gået der, betyder det ikke, at alle døre står åbne.«

Læs studieordningen

Hvis man vil søge ind på et studium her, er det bedste råd at ignorere mediernes stereotype fremstilling.

»Man skal ikke studere her på grund af universitetets ry. Det er vigtigere, at man har sat sig ind i studieordningen og taget bestik af de faglige udfordinger på det studium, man vil bruge fire år af sit liv på at læse,« siger Naina Bajekal, studerende ved New College på Oxford University. Der findes ikke en bestemt ’Oxford-type’,« siger Mike Nicholson, der står i spidsen for universitetets immatrikulation af bachelorstuderende.

»Vi går efter alle slags studerende, der er lidenskabeligt optaget af deres fag.«

Både Oxford og Cambridge modtager lidt over fem ansøgninger for hver ledig studieplads. Kandidaterne udvælges ud fra en samlet bedømmelse, hvor der dels kræves et vist antal beståede gymnasiale fag på A-niveau, et højt karakterniveau i de såkaldte GCSE-marks, en vurdering af ansøgningernes personlige motivation, hvortil kommer skoleanbefalinger og for nogle fags vedkommende også optagelsesprøver.

Cambridge lover at gennemføre personlige interview med »alle, der har realistisk chance for at få tilbudt en plads, hvilket omfatter over 80 procent af ansøgerne hvert år«.

På Oxford blev 60 procent af dem, der søgte ind i oktober 2011, indkaldt til samtale, og af disse fik 35 procent tilbudt en studieplads.

Af de studerende, der begyndte i efterårssemesteret i Cambridge i september 2012, havde 83,1 procent opnået karakterne AAA eller bedre (400+ UCAS point) i en opgørelse, hvor de kun skulle medtælle deres bedste triple A-niveauer. 74,3 procent af dem, der fik studieplads på Oxford i 2012, opnåede tilsvarende resultater.

Men begge universiteter ser også nærmere på ansøgernes uddannelsesmæssige eller sociale baggrund, når skal tilbyde studiepladser. Oxford anvender et såkaldt ’udflagningssystem’ til at identificere og støtte kandidater, der kommer fra fattige kvarterer eller socialt belastede baggrunde, forklarer Nicholson.

Varieret social baggrund

»Vi lægger alle oplysninger i ansøgningerne sammen, gymnasiekarakterer, egnethedstest osv., og hvis vi så har kandidater, der har fået ’et flueben som egnet’, vil vi i mange tilfælde afholde personlige samtaler med dem, uanset om de måske ikke har klaret sig så godt i egnethedsprøverne.«

Denne politik sker ikke på bekostning af ansøgere uden en anmærkning, tilføjer Nicholson.

»Deres plads bliver ikke taget af en person med en anmærkning – vi interviewer bare nogle flere ansøgere.«

Cambridge afvejer også ansøgernes hidtidige uddannelsespræstationer og sandsynlige niveau i lyset af »kvaliteten (men ikke typen ) af de skoler/gymnasier, hvor de blev opnået«.

En række sprogfag, datalogi og uddannelsesvidenskab lukker faktisk flertallet af ansøgerne ind, viser tal for ansøgernes succesrater.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sætningen "havde 83,1 procent opnået karakterne AAA eller bedre (400+ UCAS point) i en opgørelse, hvor de kun skulle medtælle deres bedste triple A-niveauer"
er uforståelig.
Jeg tjekkede originalartiklen i The Guardian, "Is Oxbridge all it's cracked up to be?". Der står: "83.1% achieved AAA or above (400+UCAS points [hvad så det er ]), counting only their three best A-Levels, and..." Dvs. når man kun tæller de tre bedste A-level fag med. Et triple A-niveau er ikke mere eller mindre godt, det er slet og ret triple-A, altså tre A'er, ligesom i kreditvurderingsbureauernes karaktergivning, hvor DK er triple-A eller AAA. Men et A-level er altså et fag bestået til A-levels, dvs. til studentereksamen.
En fordel hvis oversætteren sætter sig ind i og evt. forklarer det engelske system. I betragtning af, hvor mange gange man ser ekstremt velkendte fænomener forklaret for læseren, som oftest anses for at være en tumpe, ville det i det her tilfælde være en nyttig service.