Læsetid: 2 min.

Cameron opfordrer til efterforskning af Guardian

Britisk parlamentskomité annoncerer undersøgelse af efterretningstjenesternes masseovervågning og erkender behovet for en debat. Samtidig opfordrer den britiske premierminister en anden komité til at undersøge, om The Guardian har skadet den nationale sikkerhed
19. oktober 2013

Den britiske premierminister, David Cameron, flankeret af en række konservative partifæller, har skruet op for presset på den britiske avis The Guardian, som de beskylder for at have »skadet nationens sikkerhed« med afsløringerne af efterretningstjenesternes masseovervågning. Hvor store skader Snowden-lækagen har forårsaget, opfordrede premierministeren under onsdagens spørgetime i Underhuset en parlamentskomité til at efterforske. Opfordringen kom samtidig med, at en anden parlamentskomité annoncerede, at den vil undersøge efterretningstjenesternes aflytningsteknikker.

»De (Guardian, red.) ved, at det, de har med at gøre, er skadeligt for den nationale sikkerhed. Jeg mener, at det er op til parlamentskomiteerne i dette hus, om de vil undersøge dette emne og komme med yderligere anbefalinger,« sagde Cameron i et svar til den tidligere forsvarsminister Liam Fox.

Fox havde forinden skrevet til Underhusets indenrigskomité og bedt den påtage sig undersøgelsen. Keith Vaz, komiteens formand, bekræftede efterfølgende, at komiteen vil undersøge »elementer af The Guardians involvering i, og offentliggørelse af, Snowden-lækagen« som del af en »igangværende undersøgelse af terrorforebyggelse«.

Et tredje angreb på avisen kom fra den menige konservative parlamentariker Julian Smith, der har skrevet til hovedstadens politi og opfordret det til at retsforfølge avisen for brud på loven om tavshedspligt i det offentlige samt terrorloven fra år 2000. Cameron kommenterede ikke opfordringen, men Julian Smith har fået bevilliget en debat i parlamentet i næste uge, hvor han vil »fremlægge sine argumenter« imod The Guardian.

Avis: Utænkeligt i USA

De voldsomme angreb på The Guardian fra så højtstående politikere fik straks avisen til at gå til modangreb. I en leder påpegede den det underlige i, at parlamentets Efterretnings- og Sikkerhedskomité (ISC) på den ene side vælger at anerkende, at »der er behov for en kvalificeret og ordentlig debat«, mens premierministeren samtidig kritiserer avisen, som har muliggjort debatten.

Ifølge ISC’s formand, den tidligere konservative udenrigsminister Malcolm Rifkind, vil komiteen arbejde på at finde »grænsen mellem vores individuelle ret til et privatliv og vores kollektive ret til sikkerhed«.

The Guardian kalder det for »uklart« om politikerne »forstår, hvad en fri presse er for en størrelse« og sammenligner den britiske debat med den amerikanske.

På trods af at de britiske parlamentskomiteer kun har mandat til at udarbejde vejledende rapporter til parlamentet på baggrund af skriftlige og mundtlige beviser, mener avisen, at det er helt uhørt, at premierminister Cameron opfordrer til efterforskning af avisen.

»Det vil være utænkeligt for en amerikansk præsident at foreslå, at The New York Times burde efterforskes af Kongressen under overskriften ’terrorbekæmpelse’,« skriver avisen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Stig Bøg
Stig Bøg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu