Sjældent har en britisk oppositionsleder formået at tiltrække så meget opmærksomhed, som Labour-formanden, Ed Miliband, med sit løfte om at fastfryse energipriserne i Storbritannien i 20 måneder, hvis han vinder parlamentsvalget i 2015.
»Økonomisk vandalisme,« kaldte energiselskabet Centrica Milibands løfte. En tilbagevenden til »1970’ernes socialisme« lød premierminister David Camerons konklusion. Hans finansminister, George Osborne, sammenlignede Labour-lederens argumenter med dem »Karl Marx fremsatte i Das Kapital«. Selv internt i Labour var der dem – som New Labour-arkitekten Peter Mandelson – der advarede om, at Labour risikerer, at befolkningen vil se det som »en tilbagevenden til fortiden«.
Som kommentatoren Will Hutton skrev i The Observer, skulle man tro, at »Ed Miliband netop havde stormet Vinterpaladset med bolsjevikkerne«.
Hutton – og andre iagttagere – mener imidlertid, at den statslige indgriben, Miliband taler for – et prisstop, mens bedre regulering af energimarkedet udarbejdes – langtfra kan beskrives som fortidens socialisme.
»At karakterisere Milibands spirende politiske position som en genoplivning af en socialistisk position, der reproducerer (…) Clement Attlees Labour-parti anno 1945 er både uintelligent og ukorrekt,« skriver Hutton i sin analyse og mener i stedet, at »Milibands tale var et forsøg på at skabe en ny pagt mellem samfundet og kapitalismen«, i lyset af at både socialismen og liberalismen har fejlet. Tidligere Labour-spindoktor Alastair Campbell er enig i vurderingen. I en tweet som svar på Peter Mandelsons kommentar, skrev han, at udspillet er et forsøg på at sætte forbrugeren før hensynet til sektorer, hvor markedskræfterne ikke er kommet forbrugerne til gode.
»Mere New Deal end Old Labour,« konkluderede han.
Ukorrekt sammenligning
Matthew Whittaker, cheføkonom i tænketanken Resolution Foundation, mener da også, at beskrivelsen af Milibands politik som en tilbagevenden til 70’ernes socialisme er »lidt for ekstrem«.
Ikke desto mindre beskriver han den som »et halvt skridt tilbage i tid«.
»Den udspringer af en erkendelse af, at staten ikke kan løse problemerne gennem omfordeling. I stedet er der et behov for at gå ind og se på, hvad man kan gøre før omfordelingen – før beskatningen. Det kan handle om, at staten udvikler en industriel strategi, hvor den vurderer, hvilke industrier det er i samfundets interesse at styrke, hvilke typer uddannelser bør vi fremme, kan man gøre mere for at hæve mindstelønnen?« forklarer han og påpeger, at sådan en strategi unægtelig vil betyde større indblanding fra statens side.
Klummeskriver på The Financial Times John McDermott er enig i, at den borgerlige presses genoplivning af øgenavnet Red Ed er for unuanceret.»Nogle overskrifter i de borgerlige medier har hævdet, at Milibands tale – især hans løfte om at fastfryse energipriserne – er en tilbagevenden til de slemme gamle statiske dage. Men det er forsimplet,« skriver han og tilføjer, at Miliband også anser en stram økonomisk politik for en nødvendighed og er fuldt ud klar over, at der ikke er opbakning til en større stat.
»Ikke desto mindre tror Labour-lederen på en mere aktiv stat. Energiselskaberne er kun begyndelsen. Hans kendetegn har hurtigt udviklet sig til at være opdagelsen og nedbrydelsen af kapitalinteresser. Miliband synes at tænke, at dette er i overensstemmelse med den offentlige stemning – og samtidig rammer kernen i Storbritanniens økonomiske problemer,« skriver McDermott. Hvad end Milibands politiske linje er et udtryk for, så har hans tale forandret det politiske landskab, påpeger flere iagttagere.
BBC’s politiske redaktør Nick Robinson påpeger, at forskellen mellem Cameron og Miliband efter årets partikongresser er »en hel del tydeligere, end den var før«. Avisen The Independent er enig.
»Hvad end man kan sige om britisk politik, så er det ikke længere sandt, at ’de alle er ens’,« skriver avisens lederskribent.
