Nyhed
Læsetid: 3 min.

Derfor er USA’s gældsbyrde ikke et problem – lige nu

De fleste økonomer p.t. er ikke særligt bekymrede over, at USA’s gæld fortsat vokser – for i de næste fem år er der udsigt til, at budgetunderskuddet og statsgælden kommer til at udgøre en mindre andel af landets BNP. Men på længere sigt vil gælden stige til 100 pct. af BNP, medmindre der gribes ind mod de stigende udgifter til pensioner og sundhedsforsorg
Udland
12. oktober 2013

Siden demokraten Barack Obama indtog Det Hvide Hus i 2009, er det blevet et mantra for hans modstandere i Det Republikanske Parti og i brede kredse i USA at tale om en ’gældskrise’ forårsaget af præsidentens ekspansive økonomiske politik.

Et kig på en rapport, som det politisk neutrale Congressional Budget Office jævntligt udsender om forbundsstatens budget, bekræfter da også, at forbundsstatens gæld siden 2007 er fordoblet til omkring 73 pct. af bruttonationalproduktet.

»Det er den højeste andel i amerikansk historie, hvis man ser bort fra en kort periode efter Anden Verdenskrig,« skriver forfatterne til budgetrapporten, som udkom i slutningen af september.

Gældsstigningen er let at forklare. Under finanskrisen måtte forbundsregeringen via den amerikanske centralbank pumpe store summer ind i de eksistenstruede banker og forsikringsselskaber. Under den efterfølgende lange økonomiske recession fik Obama Kongressen til at vedtage et stimulusprogram på næsten 800 mia. dollar.

Oveni skal lægges stigende udgifter til socialhjælp og arbejdsløshedsunderstøttelse – en post, der fem år efter krisens indtog stadig er meget høj. Samtidig er udgifter til den offentlige sundhedspleje fortsat med at vokse i højere takt end inflationen.

I 2009 betød det, at USA’s budgetunderskud var helt oppe på 10 pct. af BNP – altså på sydeuropæiske højder. Men i takt med en vending i økonomien og gennemførelsen af hårde besparelser på de løbende udgiftsposter i august 2011 samt nye skatter på høje indkomster vedtaget i januar i år vurderer budgetkontoret, at underskuddet vil falde til 4 pct. af BNP i 2013.

Forbundsstatens løbende udgifter er kommet ned i så lavt et leje, at selv konservative økonomer som Stan Veuger fra American Enterprise Institute fraråder at skære yderligere ind til benet.

I 2015 forventes underskuddet at være helt nede på 2 pct. af BNP, og i 2018 vil gælden udgøre 68 pct. af BNP.

Det er derfor svært at finde økonomer med en akademisk grad – selv i konservative tænketanke – som på kort sigt er bekymrede over USA’s relativt høje gældsniveau.

Det skyldes en række forhold, heriblandt den lave rente, centralbanken har sat gennem flere år, og finansmarkedernes traditionelt stærke tiltro til USA’s kreditværdighed.

Finansministeriet i Washington, D.C. har ganske enkelt intet besvær med at sælge statsobligationer for at finansiere betalingen af renter og de store offentlige udgiftsposter. Det bør vække misundelse i andre lande, for hvem det kan koste en meget høj rente at låne penge gennem salg af statsobligationer.

’Det glade vanvid’

Men nu kan amerikanske statsobligationer, som anses for at være det sikreste sted at deponere sine penge i hele den internationale økonomi, meget snart miste noget af deres tiltrækningskraft.

Jo mere politikerne i Kongressen sår tvivl om udvidelsen af gældsloftet den 17. oktober, uden hvilken Finansministeriet ikke må sælge obligationer, desto mere kreditværdighed mister USA.

Langt ind i det amerikanske erhvervsliv, i både mainstream- og konservative tænketanke, hersker der imidlertid forfærdelse og indignation over den måde, de republikanske ledere i Kongressen har håndteret den radikale Tea Party-fløjs krav om at lukke forbundsstaten ned og undlade at hæve gældsloftet for at opnå indrømmelser fra Obama og demokraterne.

»Det er det glade vanvid,« siger Stan Veuger. »Tea Party er overbevist om, at hvis vi skærer forbundsstatens udgifter ned til 50 pct., vil det bibringe en økonomisk vækst på 10 pct. De tror faktisk, at en betalingsstandsning vil få en positiv effekt. De afviser lodret den videnskabsbaserede konventionelle økonomiske teori.«

De fleste amerikanske økonomer er dog mere eller mindre enige om, at udviklingen i statsgælden på langt sigt er uholdbar. Det tilskrives en forventet stigning i udgifterne til pension og subsidieret sygesikring med start i 2023.

Den statslige pension og subsidieret sundhedsforsorg til de ældre er poster, som regeringen bliver nødt til at honorere, fordi lønmodtagerne gennem deres arbejdsliv selv har ydet penge til fondene Social Security og Medicare.

Næsten alle er enige om, at den demografiske udvikling med store årgange, som snart går på pension, gør reformer påkrævede. Men at røre ved disse privilegier er politisk sprængfarligt, og reformer kan kun ske gennem et tværpolitisk samarbejde. Problemet er, at demokraterne, der vil bevare programmerne, og republikanere, der ønsker at privatisere, står så langt fra hinanden.

Økonomen Robert Pollin fra University of Massachusetts er en af dem, der blankt afviser reformer af pensionssystemet og de ældres sygesikring:

»Obama har allerede nedsat dyrtidsreguleringen af folkepensionen under pres fra republikanerne. Vi har desuden oplevet nedskæringer i uddannelse, sundhedspleje og miljøbeskyttelse. Republikanerne har vundet stort; alligevel bliver de ved med at kræve ind. Man kan bare håbe på, at Obama holder stand denne gang.«

mabu@information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her