Baggrund
Læsetid: 4 min.

Greenpeace-aktivister varetægtsfængslet under svære vilkår

Russiske fængsler er kolde, trange, uhumske og indrettede på at knække de indsattes modstandsvilje
Udland
30. oktober 2013

Der er nu gået en måned, siden de 30 Greenpeace-aktivister, som blev anholdt under deres forsøg på at borde Prirazlomnaya-olieplatformen, blev overført til varetægtsceller i Murmansk-regionen ved den nordlige polarcirkel. Med udsigt til en tiltale for ’hooliganisme’ kan de være heldige og slippe med en bøde, men enkelte af dem risikerer også en frihedsstraf på op til syv års internering i en straffekoloni. Der vil formentlig blive tale om Straffekoloni nr. 22, der ligger gemt af vejen i det skovrige Mordovien som del af et større netværk af strafferetslige institutioner. Nadesjda Tolokonnikova, et af de fængslede Pussy Riot-medlemmer, sidder i Straffekoloni nr. 14, hvor hun for nylig har afsluttet en sultestrejke efter at have skrevet et opsigtsvækkende åbent brev om de barske forhold, hun og hendes medfanger måtte tåle.

Uanset hvordan retssagen falder ud, vil trængslerne dog næppe tage nogen snarlig ende for de anholdte aktivister. Eventuelle nye anklagepunkter, en mulig anmodning fra efterforskerne om en forlængelse af varetægtsfængslings-perioden eller appeller om strengere straffe kan betyde, at aktivisterne kommer til at sidde i deres fængselsceller langt ud over den nuværende maksimumfrist på to måneder.

Fangerne nedbrydes

Varetægtsfængsel eller ’efterforsknings-isolation’, som det hedder på russisk (sizo lyder forkortelsen) er en af de mest forhadte institutioner i Ruslands fængselsbefolkning. Selv om de indsatte i sizos på papiret skal anses for uskyldige, indtil det modsatte er bevist, begynder straffen i realiteten allerede i varetægtsfængslet. Kendsgerningen er også, at kun de færreste indsatte i en varetægtsarrest kan forvente at forlade denne på anden måde end i en fangetransport til en fjern straffekoloni. Tidligere indsatte har beskrevet, hvordan fangerne allerede søges nedbrudt, mens de sidder i varetægtsfængsel. Hensigten er, at sikre, at »de allerede er knækkede og føjelige, så de lettere vil indordne sig, når de ankommer til straffekolonien«, sagde en af de tidligere indsatte.

Ruslands nedværdigende behandling af fanger, hvis sag er under efterforskning, er en tradition, der historisk kan føres tilbage til Stalins æra. Den i offentligheden mest synlige manifestation af dette princip kan ses i retssale, hvor de tiltalte stilles til skue bag tremmer i et særligt aflukke. Som en fanges mormor sagde om sit barnebarn: »Han sad der som en hund i et bur.«

Hjemmesiden for Murmansk Regionale Kriminalforsorg har for nylig budt på interessant læsning. Sideløbende med faste indslag om fængselsvagternes seneste sportspræstationer, fejringen af mærkedage og nyheder fra de enkelte straffekolonier findes her også opdateringer om tilbageholdelsen af Greenpeace-aktivisterne. Fangerne, fremgår det, har »alt, hvad de behøver«. Så når Greenpeace-aktivister klager over kulde, dårlig mad eller hindringer for at modtage besøg, udlægger gennemsnitsrusseren det som lige så mange eksempler på vesterlændingenes særlige forkælelse. Fængselsforvaltningen har tydeligvis lagt sig i selen for at forsikre den russiske offentlighed om, at Greenpeace-aktivisterne bliver behandlet på nøjagtig samme måde som almindelige russere i varetægtsfængsel.

Der er dog et par problemer ved denne fremstilling. For det første, at det russiske fængselsvæsens forestillinger om, »alt, hvad de behøver«, ikke svarer til de standarder, vi kender fra de fleste andre europæiske jurisdiktioner. De udenlandske fanger har hver især fået tildelt en køje i en trang celle, som de må dele med fire eller fem andre fanger. I cellen findes en håndvask, en kold vandhane, en lunken radiator, et toilet, der kun delvist er skjult af en lav skillevæg, og et bord og en bænk, der begge er skruet fast til gulvet. Her må de så tilbringe 23 af døgnets timer – spise, vaske sig og gå på toilettet. En time er afsat til motion, som finder sted i en lille indmuret løbegård, hvor udsynet til himlen er spærret af trådnet. De kvindelige Greenpeace-aktivister bor i modsætning til deres mandlige lidelsesfæller i enkeltceller på under 9 kvadratmeter. Her lever de under forhold, der minder meget om isolationsceller for hærdede kriminelle. Da Rusland i 1996 blev medlem af Europarådet, forpligtede det sig til at føre landets fængsler op til europæiske standarder, men sidste år måtte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol konkludere, at de russiske sizos forekommer systematisk indrettede på at underkaste fanger umenneskelig og nedværdigende behandling. Når fængselsvæsenet i Murmansk forsikrer offentligheden om, at Greenpeace-aktivisterne ikke behandles anderledes end andre fanger, er det altså en implicit erkendelse af, at også deres menneskerettigheder overtrædes.

Pakker udefra

For det andet er det tvivlsomt, om de indenlandske og udenlandske fanger nu også behandles helt på samme måde. Som alle fanger i Rusland ved, er den mest afgørende faktor for at udstå fængselstilværelsen den pakke på 30 kilo fødevarer og medicin, som de indsatte har ret til at modtage en gang om måneden. Hver dag over hele Rusland stiller folk op i kø ved den lokale sizo for af aflevere en sådan pakke til et familiemedlem indenfor. Disse pakker giver ikke blot modtageren mad og vitaminer, der er et vigtigt supplement til den ensartede fængselskost, men også medicin og vigtige sanitære produkter. Pakkerne kan dermed udgøre hele forskellen mellem sygdom og sundhed, renlighed og snavs. Når Greenpeace-aktivister beder om vegetarmad, henviser russerne til, at særlige kostbehov må dækkes igennem de madpakker, man modtager udefra. Og selv om lokale Greenpeace-tilhængere muligvis kan skaffe pakker ind til de fængslede aktivister, findes der andre problemer, som ikke er så lette at overvinde for udenlandske fanger. Det gælder især manglen på sprogkendskab og på den kulturelle viden, som er nødvendig for at gennemskue, hvem man kan have tillid til – også en vigtig overlevelsesfaktor.

Demonstrationerne til fordel for de fængslede Greenpeace-aktivister har rettet verdensoffentlighedens opmærksomhed mod det absurde i de russiske anklager for pirateri. Men situationen for Greenpeace-aktivisterne kaster samtidig et tiltrængt lys over de skandaløse forhold, hvorunder over 114.000 tilbageholdte i Ruslands varetægtsfængsler må vente på at få deres sag for.

 

Judith Pallot er professor i Ruslands humangeografi ved Oxford University

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her