Greenpeace lever af den ekstreme situation

Greenpeace vidste, at situationen i Rusland var betændt. Alligevel havde de ikke regnet med, at de 30 aktivister, der nu sidder fængslet på anden måned i russiske Murmansk, skulle sigtes først for pirateri med en strafferamme på 15 år, siden for hooliganisme, der giver op til syv års fængsel. Greenpeace havde regnet med, at aktivisterne ville blive anholdt, men ikke, at de ville blive behandlet som hårdkogte kriminelle.

»Det er den største krise for Greenpeace siden Rainbow Warrior i 1985,« siger Frank Zelko, ekspert i miljøhistorie, professor ved University of Vermont og forfatter til bogen Make it a Green Peace! The Rise of Countercultural Environmentalism. Han refererer til det berømte Greenpeaceskib, der blev sænket af den franske efterretningstjeneste i Auckland, fordi Greenpeace ville forhindre atomprøvesprængninger i Stillehavet. En af aktivisterne døde.

»Det er Greenpeaces største krise siden dengang. Men også deres største succes.«

Ikke fordi organisationen vil have deres aktivister i fængsel. Men fordi selve Greenpeaces væsen er den ekstreme situation. Det er organisationens berettigelse, den, vi forlanger for vores medlemskontingent, den, vi har set hundrede gange før og forventer at se igen. Den ekstreme situation erGreenpeace.

Greenpeace classic

Det var også sådan – som en ekstrem situation, en slags ’Greenpeace classic’ – at aktionen Arctic 30 begyndte den 18. september 2013 i Pechorahavet, russisk Arktis. Små gummibåde styrede fra moderskibet Arctic Sunrise gennem vandet, brød 500-meters sikkerhedszonen og fortsatte mod den gigantiske Gazprom-boreplatform Prirazlomnaya, der som den første i verden er bygget til at kunne bore efter olie i arktisk farvand. Aktivister i neopren begyndte at bestige platformen, de kæmpede sig opad, mens platformens mandskab kastede vand i hovedet på dem fra oven, og den russiske kystvagt råbte i megafoner fra neden. Der blev skudt varselsskud i vandet, der var skumsprøjt på kameralinsen, der var gummibåde, som ramte hinanden, og klatrere, der mistede grebet, hang frit i luften og blev ved med at glide ned i det iskolde hav. Det begyndte som en ekstrem situation og sluttede som en. »Vi er her for at protestere mod de trusler, vores planet står over for,« sagde den svenske aktivist Dima Litvinov i mikrofonen om bord på Arctic Sunrise, da han fik at vide af russerne, at han skulle slukke for motorerne. »Vi er her for at gøre verden til et bedre sted.«

Det nåede han ikke. Eller også var det lige det, han opnåede ved hjælp af de billeder, der siden har floreret af Greenpeaces protest mod boringerne i det følsomme arktiske klima. Af russiske specialstyrker, som boarder skibet fra en sovjethelikopter, retter deres våben mod besætningen og genner dem ned i kantinen, hvor de holdt dem fanget, indtil de blev fragtet til fængselscellerne i Murmansk.

»Det her har ikke skadet organisationen overhovedet,« siger René Karpantschof fra Københavns Universitet, der har specialiseret sig i politiske bevægelser og selv er tidligere venstrefløjsaktivist.

»Tværtimod. Sådan en uheldig episode, hvor folk kommer i klemme, vil sandsynligvis styrke organisationen og bevægelsen på sigt.«

Der er noget, der tyder på, at han har ret. Ved sidste møde for frivillige i København mødte der langt flere op end normalt, lyder det fra Greenpeaces danske generalsekretær Mads Flarup Christensen. Ikke at han har tal på det, men fremmødet var bemærkelsesværdigt.

Direct action

Det var sådan, Greenpeace blev grundlagt i 1971. Og det er sådan, Greenpeace bliver ved med at vokse. I Danmark fra 17.225 medlemmer i 2002 til 25.711 i 2012. Globalt set støtter 2,8 millioner mennesker, flere end nogensinde, organisationen, der aldrig har modtaget offentlig støtte. Også flere end i 1980’erne, da miljøsagen stadig var ny, og Greenpeaces spektakulære kampagner mod hvalfangst, sælfangst, atomkraft og nukleart affald aldrig før var set. For de journalister og mediefolk, der grundlagde Greenpeace med rødder i fredsbevægelsen på den ene side og miljøbevægelsen på den anden, kombinerede noget helt nyt: den direkte, fredelige aktion kombineret med at sætte livet på spil.

»Vietnamkrigen var slut, og vi spurgte os selv, hvad vi nu skulle give os til. Det første blev at forsøge at redde hvalerne,« siger en af de første Greenpeace-aktivister Rex Weyler i filmen A Fierce Green Fire.

»Vi ville ikke bare gå på gaden og demonstrere. Nej, Greenpeace skulle ud foran hvalfangstskibene.«

Som en anden Ghandi foreslog kaptajn Paul Watson, et andet tidligt medlem, at de skulle lægge sig imellem hvalerne og harpunerne, og det blev miljøaktivisternes taktik. At det kunne lede til dødsfald, vidste de.

»Det var et held, at ingen af os blev dræbt,« siger Michael Gylling til Information. Han var med til at udvikle Greenpeace Danmark i 1979 fra en løst organiseret studiegruppe ved Aarhus Universitet til en professionel miljøorganisation og var med i Nordsøen for at protestere mod dumpningen af nukleart affald.

»Jeg var godt klar over, at det ikke var ufarligt at få tonstunge tønder smidt i hovedet, men i situationen tænkte jeg ikke over, at jeg risikerede mit liv,« siger han og peger på en anden aktion i Bosporusstrædet, hvor aktivisterne prøvede at forhindre et russisk fabriksskib, der fangede hvaler og straks forarbejdede dem til salg, i at sejle ud.

»Vi regnede med, at når vi lå derude foran, ville det stoppe, men det gjorde det ikke. I den situation er man meget lille og meget, meget bange.«

At det var den rigtige strategi og stadig er det, er Michael Gylling ikke i tvivl om.

Ifølge miljøhistoriker Frank Zelko er det en strategi baseret på medier. Greenpeace blev skabt af mediefolk, der forstod, hvad billeder gør – oven i købet billeder fra egne af verden, som almindelige mennesker ikke når ud til, men som man kun ser ved hjælp af skibe, helikoptere og et professionelt crew. ’Dropping mind bombs’ – at smide bevidsthedsbomber – kaldte Greenpeace det.

Billederne mistede effekten

Da Greenpeace-aktivisterne i 1975 endelig nåede den russiske hvalfangstflåde efter to måneder på havet, mødte de et slagtehus. Der var blod i vandet, klumper af kød, som blev fragtet op på skibene, blod, der sprøjtede ud af rørene, og en stank, som fik aktivisterne til at ville kaste op. Pludselig befandt Greenpeaceskibet sig imellem det gigantiske hvalfangstskib og otte hvaler, der svømmede for livet. De troede, de kunne forhindre russerne i at affyre harpunen ved at ligge, hvor de gjorde, men hvalfangerne var ligeglade. De ramte en hval, der skreg som et menneske.

»Den kiggede mig lige ind i øjnene,« siger kaptajn Paul Watson i filmen A Fierce Green Fire og beskriver det skelsættende øjeblik: »Fra da af besluttede jeg mig for, at jeg arbejder for hvaler, sæler, havskildpadder. Jeg arbejder ikke for mennesker.«

Ved at gøre hvalerne berømte, konkluderer Rex Weyler i filmen, blev Greenpeace berømt. Organisationen blev i stand til at rejse penge, lave sælkampagner og protestere mod nukleart affald. Den blev en magtfaktor.

Men medierne spillede kun med til et vist punkt, siger Michael Gylling til Information. I 1990’erne havde verden set Greenpeace’ små gummibåde foran gigantiske skibe så mange gange, at billederne til sidst mistede deres effekt.

»Mulighederne begyndte at være udtømt i den vestlige verden. Konkurrencen i mediebilledet blev for stor.«

Så Greenpeace begyndte ifølge Michael Gylling at rette sin opmærksomhed mod andre kontinenter og fokuserede på lobbyisme.

»Men på det seneste er Greenpeace gået tilbage til rødderne. Til et mere klassisk Greenpeace. Det, mener jeg, er den eneste rigtige vej at gå for en organisation som Greenpeace. Altså uden at jeg ellers tager stilling til den aktuelle situation.«

1980’erne var de store bevægelsers tid, siger ekspert i politiske bevægelser René Karpantschof. Men aktivismen er på ingen måde forsvundet.

»Sådan en konflikt vækker opsigt, og det er den første forudsætning for en stigende interesse: at man opdager den. Andet skridt er så, at konflikten tvinger folk til at tage stilling. Det er en myte, at konflikter og konfrontationer skader aktivismen. Tværtimod styrker den bevægelsen, fordi konflikten bliver tydelig, der er en fjende, man kan reagere på, og man kan vælge side.«

Det virker tillokkende for mange at påvirke omverdenen og historiens gang, og derfor kan en krise som denne godt føre til flere Greenpeace-aktivister.

»Jo mere risikofyldt en aktivitet er, jo større omkostninger det har for en personligt, jo mere skal man have tilbage. Mange aktivister overlever ekstreme situationer ved et stærkt fællesskab og den identitet, der ligger i det.«

Professionel organisation

På Greenpeaces danske hovedkontor koordinerer generalsekretær Mads Flarup Christensen den internationale indsats.

Ni mennesker sidder i døgndrift og arbejder på at hjælpe de 30 fængslede aktivister. De er i kontakt med de 30 advokater i Murmansk, der forsvarer de sigtede, de sørger for et hold, der koordinerer advokaternes arbejde, og at det hold, der skal få mad, sæbe og fornødenheder ind til de fængslede aktivister, får tingene igennem det russiske system.Konstant bliver der holdt videokonferencer på de to skærme, der hænger midt i rummet. De ni taster på hver deres bærbare computer, på bordene står der tomme takeaway-kaffekopper, der bliver knoklet. Det ligner ikke noget fællesskab for miljøhippier.

Det ligner det, det er: En organisation, der er dybt professionel, og som kender sit spil.

»Vi var godt klar over, at Rusland har enorme økonomiske interesser på spil i Arktis,« siger Mads Flarup.

»Det var det spændingsfelt, vi bevægede os ind i, og det var vores formål: at de her boringer ikke ville spænde af i stilhed. Det var ikke nogen overraskelse, at der kom en reaktion, men vi forestillede os ikke, at den ville blive så voldsom.«

At en reaktion ville komme var dog sikkert. Det var derfor, Greenpeace inden aktionen lavede scenarier for dens udgang, og derfor Greenpeace sørgede for at have så mange nationaliteter med om bord.

»Vi havde 18 forskellige nationaliteter med om bord, for så var vi sikre på, at der ville være et stærkt internationalt pres på Rusland, hvis det skulle gå galt,« siger Mads Flarup Christensen, der erkender, at de vidste, situationen var langt mere spændt end sidste år, da de lavede en lignende aktion.

»Det var derfor, vores aktivister blev nødt til det. Hvis der ikke er nogen, der gør noget, kan de blive ved. Gazprom har mere end 1.000 olieudslip om året i Arktis-regionen, og lige nu er en række vestlige selskaber, blandt andet Shell, ved at lave partnerskaber med dem. Det er ikke risikofrit, og det vidste de 30, der var med om bord, godt.«

Siden aktionen har det internationale pres på den russiske præsident Putin været massivt. Tysklands Angela Merkel, Brasiliens Dilma Rous-seff, Storbritanniens David Cameron samt 11 nobelprisvindere har kontaktet Putin, mens kendte mennesker som musikeren Damon Albarn og skuespilleren Jude Law er gået med i demonstrationer mod fængslingen.

»Jeg mener, Greenpeace bør skifte strategi,« siger den britiske journalist Nicholas Milton, der selv var Greenpeace-aktivist i 1990’erne.

»Jeg er bekymret for, at den højprofilerede protest fra både kendte og politikere vil give bagslag. At de russiske myndigheder ikke bare kan droppe anklagerne uden at tabe ansigt, men at de derfor vil gennemføre en skueproces, ligesom de gjorde med Pussy Riot. Det handler om de 30 mennesker, der lige nu sidder i et russisk fængsel, ikke om det politiske spil,« siger Nicholas Milton.

Danske Mads Flarup Christensen er uenig. Greenpeaces største opgave lige nu er at sørge for, at aktivisterne ikke bliver glemt. At det er det, der i sidste ende vil få dem ud.

Men Ruslands reaktion skræmmer ikke aktivisterne. Den 26-årige Helene Hansen er en erfaren aktivist og en dygtig klatrer.

»Jeg ville gerne have været med om bord på Arctic Sunrise,« siger hun. Ligesom mange andre aktivister. Til hver en tid.