Han gad ikke snakke. »Pis af,« sagde han med blikket. Hvis jeg ville vide, hvordan det var at være bådflygtning, fik jeg det ikke at vide af ham. Han kendte ikke nogen. Han vidste ikke noget. Ingen vidste noget på bænken i Folkets Park på Nørrebro i København, hvor de hjemløse med rødder i Afrika slår timerne ihjel om dagen, mens varmestuen på Stengade, hvor de sover om natten, holder lukket. Hvis altså de er så heldige at få en sengeplads.
På venstre kind havde han et ar, som om han engang var blevet snittet. Ved siden af ham sad en mand og kiggede op fra skærmen på sin Toshiba-computer, nippede til en halv liter øl og slog så blikket ned. De var alle fra Ghana, talte samme sprog, men vidste intet om hinanden, sagde de. De var lige kommet hertil. Manden med arret på kinden var den stærkeste, og når han ikke ville sige noget, ville andre heller ikke, han var ikke noget dyr i en Zoologisk Have, og han ville ikke sige noget om de hundredvis af mennesker, der for nogle uger siden var druknet i forsøget på at komme fra Libyen til Lampedusa i en overfyldt båd. Desuden var han kommet fra Ghana til Europa med fly. »I don’t know nothing.« Fat det.
»Det skal du ikke være sikker på. De er formentlig kommet med båd, selv om de ikke vil sige det,« siger dokumentarfilminstruktør Ditte Haarløv Johnsen, hvis film Under den samme himmel om bådflygtningenes vej fra Afrika til Europa netop har haft premiere og bliver vist på dokumentarfilmfestivalen CPH:Dox til november.
Premieren har en uhyggelig timing. Siden mindst 300 bådflygtninge døde 4. oktober har der været fokus på situationen i Middelhavet, hvor anslået 20.000 bådflygtninge har mistet livet de seneste to årtier.
»Det er skamfuldt for dem at sige, at de er kommet med bådene. Jeg har aldrig mødt nogen, der er kommet med fly. Dem, jeg har mødt i København, er alle sammen kommet som bådflygtninge, men de vil ikke fortælle om det. De håber på at komme tilbage til Afrika og blive til noget stort, og det bliver set ned på at sætte sit liv på spil, selv om det er det, de alle sammen gør. De, der kommer med bådene, er de mest desperate.«
Skuffelsen har ramt dem
De, der sidder i Folkets Park, er ikke blevet til noget stort, for det, de håbede på, slog fejl. Det er det, Ditte Haarløv Johnsens film handler om – flygtningenes håb om et bedre liv, det håb, som driver dem fra deres familier, børn, koner, kærester, forældre og venner. Hvis bare de kommer væk, hvis bare de kommer til Libyen, hvis bare de kommer over Middelhavet, hvis bare de kommer ud af flygtningelejren og videre ud i samfundet, videre op igennem Europa og helt op til lykkelandet i Skandinavien.
»Det var simpelthen så svært at arbejde i København – meget sværere end i Mauretanien og på Sicilien. Jeg lærte alle afrikanske migranter at kende i Folkets Park, men derfra og til at få lov til at kigge under overfladen og for alvor snakke og møde nogen, der ville filmes, og som ville fortælle… Det var helt klart skuffelsen, der havde ramt dem her,« siger Ditte Haarløv Johnsen og forklarer, at det er deres desillusion over at se sig selv som voksne mænd, der er blevet måske 10 år ældre, siden de tog af sted hjemmefra, samle flasker i København. Håbets endestation, som hun siger, for efter København er der ikke mere.
»At blive kigget på som dyr, for det er nedværdigende for dem at skulle samle flasker blandt unge mennesker, der fester i Kødbyen, det gør dem hårde. Jeg filmede en fyr fra Mali i 10 dage, og det gik slet ikke. Det virkede så uærligt, jeg nåede ikke ind til ham, og sådan er det stort set med dem alle. De er så desillusionerede. Efter et par måneder lykkedes det mig endelig at finde Austin, der var gift med en svensk kvinde og kom til København i weekenderne for at samle flasker. På en meget lang nat fra klokken 20 til 04 tjente han 200 kroner, og det var om sommeren. Der var en, som sagde til mig, at hvis deres mødre vidste, hvordan de levede i Europa, ville de græde.«
’Vi troede, vi skulle dø’
På et værelse i et asylcenter på Sicilien sidder Seun og kigger ind i en lille skærm. Det er hans mobiloptagelser af bådrejsen over Middelhavet, som han viser dokumentarfilminstruktøren.
»Det var den sidste del af rejsen,« siger Seun. På sengen ved siden af ham sidder hans gravide kone. Mobilkameraet ryster, mændene i båden råber, en vandflaske bliver sendt rundt, mændene dukker sig for bølgerne. Hans kone lægger sig på sengen og vender hovedet den anden vej.
»Der skete mange ting på den båd. Mange, mange ting skete.«
Han holder en pause og spærrer øjnene op. »Vi mistede håbet. Vi troede, vi skulle dø. Jeg ledte ikke efter Europa. Jeg ledte efter tørt land.« Ditte Haarløv Johnsen har filmet tre steder for at illustrere migranternes rejse, som nemt kan tage 10 år. I Nouadhibou i Mauretanien på kanten af Sahara og Atlanterhavet, hvorfra flygtninge ofte igennem flere år forsøger at komme over. I et flygtningecenter på Sicilien, hvor alt foregår bag tremmer, og hvor »de så sidder og spilder deres liv i et år eller to, indtil de får en midlertidig opholdstilladelse, som er udløbet, når de får den«. Og i København, hvor flygtningene håber at ende.
»Første gang, jeg var i Nouadhibou, var i 2007. Dengang afsejlede der både hver eneste dag, flere gange dagligt. Da jeg kom tilbage i 2009, var havet totalt lukket. Det var hårdt patruljeret med helikoptere, der cirklede rundt. Men flygtningene finder andre ruter, lidt længere nordpå og op igennem ørkenen, hvor de slæber materialerne til at bygge en nødtørftig båd. En af dem, jeg mødte, havde haft job som graver på kirkegården. Han begravede de venner, der ikke havde klaret rejsen, men som var blevet skyllet i land. Les bateaux de fortune, lykkens både, kalder de dem.«
En anden mand havde prøvet tre gange. Der havde været mange døde undervejs, både da de skulle igennem ørkenen, og da de endelig var på havet. I stedet for de to døgn, det normalt tager at sejle til De Kanariske Øer, havde de været på havet i 16 dage – uden vand og uden mad. Nogle havde kastet sig i havet, fordi de var blevet skøre. »Alligevel sagde han, at han til enhver tid ville prøve igen. At han ikke ville give op, og at han ville gøre det for familiens skyld, for at betale tilbage for de tårer, de har grædt for ham. Mange familier har betalt alt det, de havde, for at deres sønner kan komme til Europa. De kan ikke tage tilbage.«
En kvinde, Juliette, fortalte, siger Ditte Haarløv Johnsen, at hun havde prøvet én gang. De var kørt igennem ørkenen, hvor det eneste, folk håbede på, var, at nogen i bilen ville dø, så de andre kunne få mere luft.
»Bilen blev overfaldet, kvinderne blev voldtaget, alligevel ville hun af sted igen.«
Skyllet i land
Harouna er en ung mand fra Mali først i 20’erne. Han har ventet i Nouadhibou på at komme af sted til Europa i næsten et år. Da han forlod sit hjem, fortæller han i filmen, var en pige gravid med hans barn. Han var i Malis hovedstad Bamako, da han hørte, at hun havde veer, det er to et halvt år siden nu.
»Jeg har aldrig set mit barn. Ikke engang et billede,« siger han i filmen, hvor det meste af tiden går med at vente. Somme tider tager de til stranden for at prøve at finde noget at leve af. Der ligger vragrester, laset tøj, en enkelt sko, et par beige shorts, som er flænset i stykker af havet. De gennemsøger lommerne, men de er tomme. En af Harounas venner fortæller, at han engang, da han var på stranden, så noget, han troede var fisk, der var skyllet i land, men da de kom nærmere, viste det sig at være lig. De var opsvulmede, den ene lå på maven, den anden havde armene over hovedet.
»Jeg gik nærmere, indtil jeg kunne se ham tydeligt. Hans tøj var revet i stykker. Jeg måtte holde mig for næsen. Han havde tapet en plastikpose om kroppen og skjult penge i den. I dag synes jeg ikke om euro. Ved du hvorfor? Fordi jeg skammer mig over, at jeg tog euro fra det lig.«
Migranterne er klemt mellem umuligheden i at tjene penge, uanset om de befinder sig i Mauretanien, Italien eller Danmark, og så familiens forventninger. Det siger Ditte Haarløv Johnsen. Som for eksempel Austin i København, der i filmen ringer til sin bror. Han har sendt fire par støvler hjem, et par i størrelse 45, et andet i størrelse 43, to par børnestøvler og seks brugte telefoner. »Når du køber noget til mig igen skal det være størrelse 45,5,« får han at vide i telefonen. Desuden synes hans mor ikke om brugte telefoner.
»De vil ikke fortælle, hvor dårligt det går i Europa. Der er utrolig mange tabuer og utrolig meget, der ikke bliver sagt,« siger Ditte Haarløv Johnsen.
De vil ikke fortælle, hvor elendigt de har det. Lige som de heller ikke vil fortælle, hvad de arbejder med. Samtidig prøver de at holde de eneste rigtigt nære relationer – dem, de har til familien derhjemme – i live ved hjælp af telefonen, også selv om de ikke har set dem i mange år. I filmen ringer en af mændene i centret på Sicilien til sin kæreste, som han ikke har set i tre et halvt år, og som nu bor i Rusland. Han spørger hende, hvornår de kan ses. Næste jul, svarer hun. Han spørger hende, om hun har hemmeligheder for ham. Om hvad, spørger hun. Om hvad du arbejder med, svarer han. Det ligger under overfladen, at hun er involveret i prostitution. Hun fortæller, at hendes hvide kæreste har lovet hende at skaffe hende et job. Han slår blikket ned.
»Hvorfor fortæller du om din hvide kæreste? Det er respektløst. Du slår mit håb ihjel.«
Harouna håber stadig på at komme over havet til Europa, fortæller Ditte Haarløv Johnsen.
»Han er i Marokko nu. Jeg hjalp ham økonomisk, vel vidende at det er hans forsøg på at komme til Europa. Jeg har sagt til ham mange gange, at han ikke får det bedre i Europa, men han tror, han er anderledes, og at han ikke er lige som dem.«
Penge gav hun ham, fordi han havde hjulpet hende så meget i forbindelse med at lave filmen. Og hans brændende ønske var at komme til Europa trods hendes indvendinger om, at det ikke ville hjælpe ham.
Nu har han prøvet to gange. Den ene gang blev de stoppet, inden de kom ud på stranden. Den anden gang nåede de ud, båden forliste. Han kunne ikke svømme, men han var en af de få, der havde svømmevest. Han overlevede, fordi han blev skyllet i land.
Strømmen mod Europa
Seneste artikler
’Der er blevet lukket op for hanen’
24. oktober 2013Menneskesmuglere, der skaffer flygtninge til Sydeuropa, nyder for tiden stor efterspørgsel. Ved EU-topmødet vil Italien bruge ulykken på Lampedusa som argument for, at Europa bør stå sammen om at hjælpe migranter på MiddelhavetSkal bådflygtningene bare holdes væk?
15. oktober 2013Italien optrapper patruljeringen af Middelhavet efter ulykkerne ved Lampedusa, og i EU skal en fælles løsning på bådflygtningeproblemet snart drøftes
Som nabo til Folkets Park, kan jeg kun bekræfte hvor mange afrikanere der er kommet til indenfor de sidste par år. Og ingen tvivl om at bag hver eneste ligger der en barsk menneskeskæbne, og deres fremtid i København heller ikke byder på de muligheder som de flygtede til. For det eneste de kan tjene penge på er som flaskesamlere; jeg har nemlig ingen grund til at tro at nogen af dem enærere sig ved kriminalitet.
Men medmindre vi får ændret de regler der pt. eksisterer for ophold i Danmark vil der blive ved med at komme flere og flere til. Og den tanke kan jeg heller ikke lide, uanset hvor gerne jeg så, at vores velstillet samfund gav dem en hjælpende hånd.
Lige netop denne tragiske beretning om de afrikanske bådflygtninge i Ditte Haarløv Johnsens dokumentarfilm er samtidig en kraftig påmindelse til Europas folkevalgte politikere om, at hvis de ikke snart får styr på kontrollen med de ydre EU-grænser, vil det europæiske kontinent i løbet af ganske få år blive rendt fuldstændig over ende af mindst en halv milliard fattige mennesker fra hele kloden, og den vesteuropæiske civilisation gennem flere hundrede år med sine oplyste og civiliserede demokratier vil ophøre med at eksistere.
Den franske forfatter Jean Raspail skrev i 1973 sin verdensberømte roman ”The Camp of the Saints”, hvor han forestillede sig den uhyggelige profeti, at millioner af forarmede mennesker fra Den Tredje Verden pludselig invaderer Frankrig og det europæiske kontinent på grund af fattigdom, anarki og kaos i deres egne lande, også selvom de tidligere europæiske kolonimagter i Afrika efterlod en rimelig moderne infrastruktur og centraladministration, som de afrikanske landes regeringsledere kunne bygge videre på med demokratiet som politisk styreform.
Jean Raspail sagde blandt andet dengang for 40 år siden, ”at tilbage i det 19. århundrede blev Afrika invaderet og koloniseret af Europa, mens Europa i det 21. århundrede bliver invaderet og koloniseret af Afrika, og det kommer til at betyde Europas kulturelle og menneskelige undergang”, og hans forfærdelige profeti kan aktuelt suppleres op med indlæg nr. Q-309 fra De Forenede Staters Nationale Sikkerhedsråd af den 28. oktober 2000, hvor Sikkerhedsrådet kom med denne udtalelse:
- I tilfælde af en konflikt, der involverer globale stormagter, er det sandsynligt, at de fattigdomshærgede befolkninger i Afrika, Mellemøsten og Centralamerika – hvoraf nogle i antal overstiger befolkningstallet i deres vestlige nabolande med 100 til 1 – vil strømme ind over de vestlige grænser og oversvømme de vestlige bykerner.
Her blot 13 år senere kan EU-landene med sine pivåbne grænser mellem 28 stater blot konstatere, at Jean Raspails profeti og konklusionen fra De Forenede Staters Nationale Sikkerhedsråd er på vej til at gå i opfyldelse, hvilket bedst dokumenteres af den aktuelle udvikling med de mange bådflygtninge, der siden det såkaldte arabiske forår i 2011 er strømmet til Europa via øer som italienske Lampedusa, Malta samt de spanske øer Gran Canaria, Tenerife og Lanzarote med flere.
Europa er på vej mod sin egen historisk-kulturelle undergang.
Interessant artikel, men endnu mere interessant ville det være, at få at vide hvordan de havner her oppe, hvad der burde være umuligt efter de regler der gælder, hvor de skal registreres i det land de først kommer til, med billeder og fingeraftryk, og da Danmark er omgivet af lande på alle sider burde det være umuligt.
En forklaring så jeg i en artikel i Der Spiegel, der hævdede systemet var brudt sammen, og Tyskland ikke havde plads til alle dem der kom til landet ca. 100000 om året. Forklaringen gik på, at yderlandene simpelt hen var holdt op med, at registrere de illegale indvandere, og der var Italien den største bandit. Ikke nok med, at de ikke registrerede de illegale indvandere, men i tilgift forsynede Italien dem med et 3 måneders turistvisa så de kunne søge videre til lykkelandene i nord Tyskland og Skandinavien, så Italien var fri for dem.
Europa og USA skal bare give Afrika frihandel og ret til at beholde deres egen jord, fri for landgrab, så vil afrikanerne ikke have brug for at forlade kontinentet.
@Preben
Med lovligt ophold i et andet EU land, fx asyl i Italien, har de ret til at være her i 3 måneder for at søge arbejde eller samle flasker. Der er også den mulighed at de aldrig har søgt asyl, men er illegale overalt i Europa, og så prøver de lykken i forskellige lande.
Jeg kan anbefale forfatteren Omar Ba. Han kommer fra Senegal og har selv været hele turen igennem, og fremhæver netop katastrofen ved at afrikanerne drømmer om Europa, i stedet for at satse på at udvikle deres eget land. I den kystby hvorfra han sejlede på den farefulde færd til Kanarieøerne, lå der frugtplantager, der betjente sig af fremmedarbejdere fra Uzbekistan. Afrikanerne, der i det område ofte er veluddannede, ville ikke have den slags arbejde.
Så man skal gøre sig klart, man gør ingen en tjeneste, ved at nære drømmen om Europa. Bas konklusion er også at drømmen mislykkes for næsten alle, selv om de får et job, er det underst på stigen her, og sådan et job kunne de have fået hjemme, hvor de var blandt venner og familie.
Når mange af dem åbenbart lever af at være flaskesamlere, ville det så ikke hjælpe hvis panten blev hævet til 3 * nuværende?
Jeg kender selv en del afrikanere, men de lever ikke på gaden, det er der ikke nogen som gør i mit område.
Sagen er bare, de fleste er ikke kommet hertil for at deltage i samfundet, men fordi så skal de aldrig arbejde mere.
Dette må der naturligvis findes en løsning på, vi kan for eksempel dele det arbejde vi nu engang har med dem. De fleste Danskere har rigeligt til forbrug og kan sagtens dele nogle timer og noget løn, til gengæld får man jo så mere fritid og hjælper nogen som har meget brug for det.
Vil man ikke arbejde på lige fod med os Danskere, er det selvfølgelig ud.
Puha, det er dårligt til at bære at læse om, det er utroligt så lidt der gøres for de mennesker der er i nød, overalt i verden. Det er uværdigt for alle, men tænk at finde enden af regnbuen, og en tom krukke. Samtidig kan de ikke advare de andre, fordi de så taber ansigt.
Europa skylder Afrika så meget mere, efter århundreder med overgreb og plyndringer, det er skamløst.
Måske de ikke skal til Europa, men de skal have hjælp til at håndtere deres eget. I øvrigt er vi vist alle afrikanere.
Det lyder utroligt, men de mange fattigdomsflygtninge er et tegn på økonomiske fremskridt og forbedrede levevilkår i Afrika.
Turen til Europa koster adskillige tusinde kroner. En af grundene til, at migranterne skammer sig er, at deres familier har sparet måske 20000 kr op til deres rejse. Derfor forventer familien, at de bliver en succes, og derfor skammer migranterne sig så meget. For 20 år siden var det umuligt for stort set alle afrikanere at spare så stort et beløb op. Derfor foregik disse rejser ikke dengang. Nu er levestandarden imidlertid steget så meget i Afrika, at det er muligt at betale menneskesmuglere og bestikke embedsmænd gennem flere lande. Og derfor bliver der brokket i Mali over, at mobiltelefonerne ikke er nye - de brugte har de selv råd til at købe hjemme i Mali.
jasper bertrand - du forstod ikke sagens kerne eller også udtrykte jeg mig ikke klart nok. Ifølge Dublin reguleringerne skal flygtninge søge asyl og registreres i det første land de kommer til. Systemet er brudt sammen i særdeleshed i Polen, Grækenland og Italien og der er Italien den største bandit. Flygtningene bliver ikke registreret og får ikke asyl i Italien og i tilgift giver de flygtningene et turist visa og 500 Euro til, at søge videre nordpå. Da flygtningene ikke er registreret i det første land de kommer til, kan de ikke sendes tilbage, og landene i nord hænger på disse flygtninge.
Mali er et af verdens fattigste lande... En arbejders gennemsnitlige årsløn er omtrent US$ 1.500.
http://da.wikipedia.org/wiki/Mali#.C3.98konomi
@Ole Hansen
Hvorfor skriver du "danskere" med stort D, og "afrikanere" med lille a? Begge skal skrives med lille begyndelsesbogstav.
Det ville vel dybest set ikke gøre noget, hvis rygtet om, at Danmark så absolut ikke er noget paradis, hvor gulvet ligger på gaden, spreder sig i de kredse --- der er ikke meget perspektiv i, at vi får dem herop til et liv i et telt i Folkets Park. Det er skidt for dem selv og til gene for beboerne i nærmiljøet.
I øvrigt viser @Martin Poulsens bemærkning også, at det jo ikke er det absolut fattigste, der driver mod nord, såvidt jeg kan vurdere.
Det er skrækkeligt at læse om de menneskeskæbner. Og det er frygteligt, at vi ikke gør noget for dem. Som minimum burde vi byde dem velkommen og give dem mulighed for at slå sig ned i Danmark. Og hvis deres familier har brugt hele deres opsparing på at få dem herop, så bør vi også tilbyde dem et sted at bo her.
Der er mange steder i udkantsdanmark der er ved at blive affolket. Her kunne vi lade de afrikanske familier slå sig ned, så den del af Danmark ikke sygner hen.
Flygtningestrømme er ikke noget nyt - hverken i Europa, Afrika eller andre steder.
Historien har mange eksempler på folk, der flygter p g a krige, misvækst, hungersnød , sygdomme , religion o m a - med alle de rædsler og overgreb som følger med.
Det "nye" er, at i dag dokumenteres flygtninges skæbne, og at man i dag faktisk er meget mere villige til at hjælpe end nogensinde før - udviklingsbistand , nødhjælp , sygdomsbekæmpelse er blevet naturlige dele af et civiliseret samfunds "politiske profil", om end man skændes om der gives for lidt eller for meget og på den rigtige måde o s v.
Rent praktisk, så drejer det sig om at uddanne folk i de fattige lande, skabe jobs , bekæmpe korruption og skubbe på, for at få god regeringsførelse i de nødlidende lande.
"Injustice anywhere, is a threat to justice everywhere."
- Martin Luther King.
- Hvis vi ikke vil forstå at eksempelvis EUs toldpolitik overfor afrika, har konsekvenser for afrikanere og derfor for os selv - at europæiske og asiatiske industrifiskere i Adénbugten har konsekvenser for afrikanere og derfor for os selv, at den systematiske udnyttelse af afrikas råstoffer, har konsekvenser for afrikanere og derfor for os selv. - så vil immigrationen fortsætte ufortrødent og problemerne vil ikke blive løst.
- knuste drømme og liv i Folkets Park er en påmindelse om den uretfærdighed vi er en del af. Vil vi af med problemerne er vi nødt til at blive en del af løsningerne. Længere er den ikke.
- Mvh.
@Preben
jeg forstod godt hvad du mente i første omgang. Det du siger er et problem selvf. Men jeg gør bare opmærksom på at mange fx vestafrikanske indvandrere ikke er ser sig selv som flygtninge, og derfor formentlig ikke har søgt asyl nogen steder. De prøver i stedet at få et, i første omgang ulovligt, arbejde. Og som den bog jeg refererer til fortæller bliver de normalt skuffede, kun få kan slå igennem i det nuværende europæiske arbejdsmarked. Men du har da helt ret, at med Danmarks geografiske beliggenhed er det besynderligt at vi stadig modtager asylansøgere fra Afrika og Mellemøsten. De er vel ikke sejlet helt her op!
@Morten Vesterbro-Hansen
Jeg er lidt i tvivl om du mener dit indlæg alvorligt, men jeg vælger at tage det for pålydende.
Hvis vi følger din tankegang, tror du så ikke hurtigt, at Danmark ville blive fyldt op med afrikanske flygtninge?
Og så din kommentar med udkantsdanmark, synes du ikke Københavnsområdet i forvejen har eksporteret nok af jeres sociale tilfælde til udkantsdanmark, så mange flasker er der dog ikke her i udkantsdanmark......
@ Michael Kongstad Nielsen
Jeg tror nu mere, du skal tage i kineserne, hvis du ønsker at afrikanerne skal have deres kontinent i fred...
@Per Thorsen
Nu er der ikke tale om flygtninge men om fattige men energiske afrikanere der ikke er bange for at arbejde hårdt.
Befolkningstallet i udkantsdanmark er faldende, så jeg kan slet ikke se noget problem i en tilførsel af ekstra hænder. Der bliver slået indtil flere fluer med ét smæk: Flere i den arbejdsduelige alder, deres familie vil betyde, at små skoler ikke behøver at lukke og endelig vil områder der normalt ikke nyder godt af særligt mange kulturmidler få et kreativt indspark udefra.
@Morten Vesterbro-Hansen
Så du mener altså, at udkantsdanmarks største problem er mangel på arbejdskraft. Godt nok har vi mange fluer, men ikke din slags fluer. Velkommen til overfladen.
@Morten
Dit indlæg bærer præg af at du overhovedet ikke ved hvad du snakker om og lige dele naivitet.
Personligt tror jeg at indbyggerne i Nysted på Lolland, hellere vil være fri for 500 nydanskere fra Afrika.
Skulle man iøvrigt også stavnsbinde dem til udkantsdanmark?
@Per Thorsen
Nu er der altså problemer med at finde folk til landbrug i Danmark. Her har vi chancen for både at hjælpe mennesker i nød og løse et demografisk problem.
@Viktor Knudsen
Hvorfor skulle indbyggerne i Nysted have noget imod indvandring?
@Morten
Jeg tror ikke at borgerne i Nysted tænker så forskelligt, fra flertallet af danskerne. Med andre ord: indvandring ja, hvis der er behov! men det skal være folk med de rette kvalifikationer, og dem finder du ikke blandt dem som artiklen handler om på Folkets Plads, eller i det hele taget blandt økonomiske flygtninge.
Iøvrigt mig bekendt, er der ikke problemer med at finde folk til landbruget, medmindre det er jordbærplukkere der er villige til at arbejde til 30 kr. i timen.
@Viktor Knudsen
Men der er jo et behov. Og jeg tror ikke, at det bliver et svært at finde nogle landmænd blandt dem der gerne vil ind i Danmark.
Der er en alt for kritisk holdning til udlændinge her i landet.