Læsetid: 13 min.

Hvorfor er de unge japanere holdt op med at have sex?

Hvad sker der med en nation, når dens unge generation taber interessen for sex og kærester? Det er Japan ved at finde ud af …
Hvad sker der med en nation, når dens unge generation taber interessen for sex og kærester? Det er Japan ved at finde ud af …

Eric Rechsteiner

25. oktober 2013

Ai Aoyama er par- og sex-terapeut, og hun tager imod klienter i sin trange 3. sals-lejlighed i Tokyo. Hendes fornavn betyder ’kærlighed’ på japansk og er et levn fra hendes tidligere karriere som professionel dominatrix. Dengang, for godt 15 år siden, var hun endnu ’Dronning Ai’ eller ’Kærlighedsdronningen’ og bandt folk fast eller dryppede varm voks på deres brystvorter. Men det arbejde, hun har i dag, er en langt større udfordring, fortæller hun. 52-årige Aoyama forsøger at kurere, hvad Japans medier betegner som sekkusu shinai shokogun eller ’cølibat-syndromet’.

Japans generation under 40 ser i stigende grad ud til at have tabt al interesse for konventionelle forhold. Millioner har ikke en kæreste. Stadig flere gider ikke at dyrke sex. For bekymrede politikere er ’cølibat-syndromet’ del af en faretruende national katastrofe. Japan lider i forvejen under en af klodens laveste fødselsrater. Dets folketal på 126 millioner er svundet ind over det seneste årti og ventes at falde med yderligere en tredjedel frem mod 2060. Ifølge Aoyama er landet blevet ramt »af en flugt fra intimitet« – og det er i et vist omfang regeringens skyld.

Hun byder mig velkommen i yogabukser og pelsede tøfler med dyremotiver. I favnen har hun en pekingeser, som hun præsenterer som Marilyn Monroe. I en reklamefolder betror hun potentielle klienter, at hun besøgte Nordkorea i 1990’erne og her fik lejlighed til at klemme en ledende general hårdt om testiklerne. Om hun var inviteret med det formål for øje, melder historien ikke noget om. Men budskabet er klart nok: Hun dømmer ikke andre.

Hun fører mig op i ’afslapningsrummet’ – et soveværelse uden andre møbler end en dobbelt-futonseng. »Her er mere fredeligt,« siger hun. Aoyamas første opgave i forhold til hovedparten af klienterne er at få dem til »at holde op med at undskylde for deres fysiske eksistens.«

Antallet af japanske singler har nået et nyt rekordniveau. 61 pct. af de ugifte mænd og 49 pct. af kvinderne i alderen 18-34 er ikke i noget kæresteforhold, og en tredjedel af unge japanere under 30 har aldrig haft en kæreste, viser undersøgelser. 45 pct. af kvinderne i alderen 16-24 er ifølge Japans Familieplanlægningsforbund »ikke interesseret i eller føler afsky ved seksuel kontakt«, og over en fjerdedel af mændene har det på samme måde.

Mange af dem, som opsøger hende, er dybt forvirrede, fortæller Aoyama. »Nogle ønsker sig en partner, andre foretrækker at være single, men kun de færreste kan finde ud af at forholde sig til almindelig kærlighed eller tanken om et ægteskab.«

Presset for at indordne sig under Japans anakronistiske familiemodel med faren i rollen som lønarbejder-skaffedyr og moren som hjemmegående er dog fortsat intakt.

»Folk ved ikke, hvordan de skal orientere sig. De kommer her til mig, fordi de tror, at det må være noget galt med dem, fordi de søger noget andet.«

Risikerer at uddø

De alarmistiske toner fra officiel side har ikke hjulpet. Færre spædbørn blev født i 2012 end i noget andet år, så længe man har data tilbage. Dette var også året, da Japans stigende antal meget gamle betød, at inkontinens-bleer til voksne solgte i større antal end babybleer. Kunio Kitamura, leder af JFPA, hævder, at den demografiske krise er så alvorlig, at »Japans befolkning i sidste ende risikerer at uddø«.

Japanere under 40 vil ikke forplante og mangfoldiggøre sig af pligt, sådan som efterkrigsgenerationerne gjorde. Landet befinder sig i en omfattende social overgangsfase efter 20 år med økonomisk stagnation. Det kæmper også med de smertelige følger af sin i forvejen nukleart traumatiserede kollektive psyke efter jordskælvet i 2011, tsunamien og Fukushima-værkets radioaktive nedsmeltning. Der er ingen vej tilbage. »Både mænd og kvinder siger til mig, at de ikke kan se pointen med kærlighed. De tror ikke på, at det kan føre dem noget sted hen,« siger Aoyama. »Kæresteforhold er blevet for svært.«

Ægteskabet er et minefelt af lidet tillokkende valg. I dag er japanske mænd blevet mindre karriereorienterede og mindre solvente, efterhånden som mulighederne for livsvarig jobsikkerhed er blevet færre. Samtidig er de japanske kvinder i dag mere uafhængige og ambitiøse. Alligevel er konservative holdninger fortsat fremherskende i hjemmet som på arbejdspladsen. Japans benhårde koncerndominerede erhvervsliv gør det næsten umuligt for kvinder at kombinere karriere og familie, samtidig med at det kræver to indkomster at få råd til børn. Samliv og forældreforhold mellem ugifte er stadig usædvanligt og hæmmes af bureaukratisk misbilligelse.

Aoyama siger, at kønnene, især i Japans kæmpemetropoler, »glider fra hinanden«. Som følge af en mangel på fælles mål vender mange sig imod, hvad hun kalder »minutnuddel-kærlighed« – hurtig eller øjeblikkelig tilfredsstillelse i form af tilfældige engangsknald, onlineporno, ’virtuelle kærester’ eller animationspornofilm. Eller også stempler de helt ud og erstatter kærlighed og sex med andre former for tidsfordriv.

Nogle af Aoyamas klienter hører til den lille minoritet, som har drevet deres sociale tilbagetrækning ud i ekstremer. De kaldes for hikikomori – ’eneboere’, og for dem er terapien hos hende det første skridt mod igen at blive integeret i den omgivende verden – for otaku, nørder, eller for parasaito shingurus, parasitære singler, som har passeret de 35 år, men stadig ikke har taget sig sammen til at flytte hjemmefra – af de anslået 13 millioner ugifte japanere, som aktuelt bor hos deres forældre, er omkring tre millioner over 35.

»Nogle få er så hæmmede, at de slet ikke kan forholde sig til det modsatte køn, hverken fysisk eller på anden vis. De farer sammen, bare jeg rører ved dem,« siger hun. »De fleste er mænd, men jeg er også begyndt at få flere kvindelige klienter«.

Aoyama fortæller om en mand først i 30’erne, som stadig er jomfru og kun kan blive seksuelt ophidset, hvis han ser på kvindelige robotter i et Power Rangers-lignende spil.

»Jeg bruger terapier som yoga og hypnose for at få ham til at slappe af og hjælpe ham med at forstå, hvordan rigtige menneskekroppe fungerer«.

Som kurtisanerne

Nogle gange, for et ekstra honorar, tager hun alt sit tøj af for mandlige klienter – »men absolut ikke noget samleje« – for fysisk at guide dem rundt om de kvindelige former. Patriotisk af indstilling sammenligner hun sin særlige rolle med oiran, kurtisanerne, som Japans Edo-perioden (1603-1867) skulle indvie samuraiers sønner i elskovskunstens glæder.

Aversionen over for ægteskab og intimitet er ikke unik for den japanske udgave af moderniteten, og det er den voksende besættelse af digital teknologi heller ikke. Men hvad de utallige japanske undersøgelseskomiteer alle synes at overse i deres bestræbelser på at afdække årsagerne til, at Japans unge er så uinteresserede i at dyrke sex og få børn, er, at det ofte giver ganske god mening at forblive single. Det gælder for begge køn, men navnlig for kvinder. ’Ægteskabet er en kvindes grav,’ lyder et gammelt japansk ordsprog, der førhen handlede om hustruer, som blev ignoreret på bekostning af elskerinder. Men for japanske kvinder i dag udgør ægteskabet snarere en grav for en hårdt tilkæmpet karriere.

Jeg møder 32-årige Eri Timotia en lørdag formiddag til kaffe i det mondæne Tokyo-distrikt, Ebisu. Tomita har et job, som hun elsker, i ’human ressources’-afdelingen i en fransk ejet bank.

Som flydende på fransk og med to universitetsgrader har hun holdt sig selv fri af alle romantiske bindinger for alene at fokusere på sit arbejde.

»En kæreste friede til mig for tre år siden. Jeg afslog, da jeg indså, at mit job var vigtigere for mig. Herefter tabte jeg interessen for kæresteri. Det ville altid blive besværligt, når diskussionen kom ind på spørgsmålet om fremtiden.«

Tomita siger, at en kvindes chancer for at blive forfremmet i Japan stopper i samme øjeblik, hun gifter sig. »Din chefer vil straks gå ud fra, at så bliver du snart gravid«. Og er man først blevet mor, bliver de lange ufleksible arbejdstimer umulige at passe ind i hverdagen. »Og så må du sige op. Du ender med at blive husmor uden egen indkomst. Det er ikke en valgmulighed for kvinder som mig.«

Djævlekvinder

Omkring 70 procent af de japanske kvinder forlader job og arbejdsliv, når de har fået deres første barn. World Economic Forum rangerer konsekvent Japan som verdens værste nation i forhold til kønsligestilling på arbejdspladsen. De sociale holdninger hjælper heller ikke. Ofte bliver gifte kvinder, der arbejder, dæmoniseret som oniyome – ’djævlekvinder’.

Premierminister Shinzo Abe bebudede for nylig, at nu skulle der omsider gøres alvor af planerne om at øge kvinders deltagelse i det økonomiske liv ved at forbedre arbejdsvilkår og dagplejemuligheder, men Tomita siger, at der skal »dramatiske forbedringer« til, hvis hun skal overtales til at være mor og erhvervsaktiv på samme tid. »Jeg har alletiders tilværelse. Jeg går ud med veninder – karrierekvinder som jeg selv – på franske og italienske restauranter, køber modetøj og tager på dejlige ferier. Jeg elsker min uafhængighed.«

Det sker, at Tomita har en engangsaffære med mænd, hun møder i barer, men sexlivet er ikke noget, hun prioriterer højt. »Jeg bliver ofte inviteret ud af mænd på kontoret, der er ude på at score mig. De tror, jeg må være desperat, fordi jeg er single.« Hun skærer ansigt og trækker på skuldrene. »Mendokusai.«

’Mendokusai’ kan løseligt oversættes til ’alt for besværligt’ eller ’rager mig ikke’. Det er et ord, jeg hører begge køn bruge; som oftest, når de taler om deres fobi over for kæresterelationer. Forpligtende parforhold synes at indebære byrde på byrde, fra Japans eksorbitante ejendomspriser til uvisse forventninger til ægtefælle og svigerfamilie. Og den århundredgamle tro på, at et ægteskabs højeste mening at få børn består endnu. Japans Institut for Demografi rapporterer, at så mange som 90 procent af Japans unge kvinder vil foretrække at forblive single.

Fornemmelsen af forpligtelsers tyngende åg rammer i nok så høj grad mændene. Satoru Kishino, 31, hører til den store flok af mænd under 40, som gør passivt oprør imod den traditionelle japanske maskulinitet. Midt i en recession med usikre lønninger føler mænd som Kishinio at presset på dem for at være økonomisk kriger og skaffedyr til hustru og familie er blevet urealistisk højt. De forkaster både at dyrke karriere og at søge succes i kærlighedslivet.

»Det er alt for besværligt,« siger Kishino, da jeg spørger ham, hvorfor han ikke vil have en kæreste. »Jeg tjener ikke nok til at komme fast sammen med en kvinde, og jeg vil ikke påtage mig ansvaret for, at min kvindelige partner håber på, at det skal ende med, at vi gifter os«. Japans medier, som har en betegnelse for enhver afvigelse, kalder mænd som Kishino for soshoku danshi (’græs-ædende mænd’).

Fænomenet dukkede op for få år siden i en japansk manga-tv-serie. Hovedpersonen i Otomen (’Kvindagtige mænd’) var en høj karatemester, cool og barsk. Men i al hemmelighed elskede han at bage kager, at klæde sig i lyserødt tøj og strikke små dragter til sine udstoppede dyr. Til den ældre generation af japanske erhvervsmagnaters rædsel fik serien enorm klangbund blandt deres sønners generation.

Kishino, der arbejder for et modefirma som designer og butiksbestyrer, strikker dog ikke. Men han kan godt lide at lave mad, at cykle og dyrke platoniske venskaber. »Jeg kan godt føle mig tiltrukket af nogle veninder, men jeg har lært mig selv at leve uden sex. Følelsesmæssig tilknytning er for svært«, siger han. »Det rager mig ikke«.

Uanset den romantiske apati erklærer Kishinio ganske som Tomita, at han sætter stor pris på sin aktive singletilværelse. Ironisk nok har det samme system, som blev bygget op om segrerede ægteskabelige roller – hustruer i hjemmet, mænd på arbejde i op til 20 timer i døgnet – også skabt et ideelt miljø for solotilværelser. Japans byer er fulde af bekvemmeligheder, der er indrettet på at imødekomme enkeltindividet: Fra standup-nudelbarer til kabinehoteller og de allestedsnærværende konbini (kiosker) med deres hylder af individuelt indpakkede riskugler og engangs-undertøj. Disse ting blev oprindeligt udviklet til forretningsfolk på farten, men nu findes der cafeer, hoteller, ja selv lejlighedskomplekser kun for kvinder. Og Japans byer er i ekstraordinær grad frie for kriminalitet.

Nogle eksperter mener, at flugten fra ægteskabet er mere end en afvisning af forældede normer og kønsroller. Det kan være det nye ideal på længere sigt. »At forblive single blev engang anset for at være den ultimative personlige fiasko«, siger Tomomi Yamaguchi, japansk født professor i antropologi ved Montana State University i USA. »Men stadig flere opdager, at de foretrækker det. Med så mange selvvalgte singler er vi på vej imod en helt ny slags virkelighed.«

Giver Japan os glimt af en fremtid, der kan blive vores? Lignende skred finder også sted i andre højt udviklede nationer. I storbyer i Asien, Europa og Amerika gifter folk sig stadig senere eller slet ikke. Fødselsrater falder. Antallet af singlehusholdninger vokser, og i de lande, der er hårdest ramt af økonomisk recession, bliver unge mennesker i stigende grad boende hos deres forældre. Men demografen Nicholas Elberstadt hævder, at særlige faktorer har fremskyndet disse tendenser i Japan. Disse omfatter bl.a. fraværet af en religiøs autoritet, der foreskriver ægteskab og familie som en hellig pligt; landets kroniske sårbarhed over for jordskælv, der skaber eksistentiel usikkerhed; og de høje omkostninger ved at bosætte sig og stifte familie.

Vil ikke holde i hånd

Japanere mellem 20 og 30 er dén gruppe, man her skal holde øje med. De fleste er endnu for unge til at have konkrete fremtidsplaner, men fremskrivninger for dem findes allerede. Ifølge regeringens demografiske institut vil 25 procent af de kvinder, som nu er i begyndelsen af tyverne, aldrig blive gift, mens deres chance for at forblive barnløse er endnu højere: 40 procent.

Det ser dog ikke ud til at gå dem på. Jeg møder Emi Kuwahata, 23, og hendes veninde, Eri Asada, 22, i forretningskvarteret Shibuya. De vælger en café, som ligger ved siden af et kunstgalleri og nedgangen til en metrostation, klemt inde i en gyde med spilleautomathaller og sexvideo-biografer. Kuwata studerer mode og design og er i et uforpligtende forhold til en 13 år ældre mand. »Vi mødes en gang om ugen og går i byen sammen,« siger hun. »Jeg har ikke tid til en fast kæreste. Jeg arbejder på at blive modedesigner.« Asada, som læser økonomi, har ikke spor af interesse for kærlighedslivet. »Jeg opgav fyre for tre år siden. Jeg savner hverken dem eller sex. Jeg bryder mig ikke engang om at holde hånd.«

Asada insisterer på, at det ikke var dårlige oplevelser, der fik hende til at sky fysisk kontakt. Hun vil bare ikke stå i forhold til mænd, og tilfældig sex vil ikke være ikke løsningen, for »kvinder kan ikke gøre sådan noget uden at blive set ned på«. Skønt Japan er seksuelt liberalt, er det mest udbredte ideal for kvinder under 25 en jomfruelig lillepigeskønhed, som er umulig at leve op til.

Over iste serveret af tynde teenagerdrenge i jeans med kunstfærdigt pjusket frisure, fortæller Asada og Kuwahata, at de dyrker en fælles passion for tøj, musik og shoppeture og fører et hektisk socialt liv. Men med smartphones, der aldrig forlader deres hånd, ser de ud ud til at bruge langt mere tid på at kommunikere med deres venner via sociale onlinenetværk end på at møde dem ansigt til ansigt. Asada fortæller, at hun i to år har brugt en stor del af sin tid på at spille et virtuelt rollespil, hvor hun er bestyrer af en slikbutik.

Fremtiden er virtuel

Den japansk-amerikanske forfatter Roland Kelts, som skriver om Japans unge, siger, at det er uundgåeligt, at fremtiden for japanernes parforhold i vidt omfang bliver teknologisk bestemt.

»Japan har udviklet utroligt sofistikerede virtuelle verdener, online-kommunikationssystemer og smartphone-apps, der er verdens mest innovative.« Kelt siger, at behovet for at flygte ind i private, virtuelle verdener også har at gøre med, at Japan er så tæt befolket en nation, hvor det er småt med fysiske frirum. Men han tror, at også resten af verden vil følge i det japanske spor.Men når det gælder det elementære, er den tidligere dominatrix Ai Aoyama – ’kærlighedsdronningen’ – fast besluttet på at undervise sine klienter i »hud-til-hud og hjerte-til-hjerte-intimitet«. Hun erkender, at teknologien kommer til at forme fremtiden, men siger, at samfundet må forhindre, at den ikke tager magten fra mennesker. »Det er ikke sundt, at mennesker er så fysisk adskilt fra hinanden«, siger hun. »Sex med et andet menneske er et menneskeligt behov. Det producerer velvære-hormoner, som hjælper folk til at fungere bedre i dagligdagen«.

Aoyama siger, at hun hver dag møder mennesker, som længes efter menneskelig varme, uanset om de helst måtte være fri for et ægteskabs eller et langvarigt forholds besværligheder. Hun tordner mod Japans regering »for at gøre det så svært for singler at leve den tilværelse, de ønsker« og for »at oppiske en frygt for faldende fødselstal«. At oppiske frygt hos mennesker hjælper ingen, siger hun. Og de ord kommer fra en kvinde, der ved noget om at piske.

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Heidi Pedersen
  • Adam Lajtoch-Rosschou
  • Signe Vange
  • Ervin Lazar
  • Bo Stefan Nielsen
  • Per Torbensen
  • Thomas Krogh
  • Karsten Kølliker
  • Inger Sundsvald
Heidi Pedersen, Adam Lajtoch-Rosschou, Signe Vange, Ervin Lazar, Bo Stefan Nielsen, Per Torbensen, Thomas Krogh, Karsten Kølliker og Inger Sundsvald anbefalede denne artikel

Kommentarer

Josephine Lehaff

Nu er karrierekvinder heller ikke helt din type, er de? Statistikkerne (og kvinderne) siger mere eller mindre det stik modsatte, af hvad du siger, nemlig at de gerne vil gøre karriere og derfor ikke er villige til at blive gift eller få børn. Jeg tror sagtens på at de kvinder du har været omkring ikke var karriereorientet, men jeg tror heller ikke der har været tale om et repræsentativt udsnit.

Majbritt Nielsen, Inger Sundsvald og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Deres billed-sprog:

Lampe, hoppe - hvorfor så ikke; hoppende lampe.

Deres anime (animation) har eksempler på den "iderigdom" (naturlige konsekvens).

Undskyld, men jeg er lidt fortabt i dem, og er nød til at høre sproget talt, mest en gang dagligt.

Tilbage til den seksualiteten, strukturer, forhold af alskens art.

Josephine Lehaff

Jeg synes nu ikke jeg gik efter manden. Men så tager jeg argumenterne én af gangen:

1. Den feministiske bevægelse eksisterer ikke i Japan.
- Dette er en usand påstand. Japan har haft socialistiske, kommunistiske og kapitalistiske feministiske bevægelser som blandt andet har givet japanske kvinder stemmeret og adgang til arbejdsmarkedet, om end bevægelserne ikke er nået så langt som i vesten.

2. Japanske kvinder ønske at smelte i et med an mand, og være hans skygge.
- Dette er en usand påstand og stemmer ikke overens med data samt udtalelser fra japanske kvinder, som siger at de undgår ægteskab, for at undgå at miste deres selvstændighed og tilknytning til arbejdsmarkedet.

3. Det der med at kvinden skal være stærk og uafhængig er et vestligt fænomen, som ikke findes andre steder i verden.
-Dette er en usand påstand som modbevises af kvinder og piger som f.eks Malala Yousafzai, Fatimma Mernissi, Matsu Tanaka, Higuchi Ichiyo, Zhang Jie, Yenlin Ku og flere kvinder som kæmper og har kæmpet for at give kvinder frihed og selvstændighed i ikke vestlige lande.

4.De fleste asiatiske mænd er homoseksuelle.
- Dette er en usand påstand. Homoseksualitet er enormt ildeset i Asien og har været det mindst siden 1800-tallet. På dette punkt er Japan langt mere progressivt end de fleste asiatiske lande, men homoseksuelle er ikke et flertal. De feminine/homoseksuelle asiatiske mænd er en fordom, der har floreret i vesten siden 1800-tallet. Den er ikke mere korrekt idag, end den var den gang.

5. De fleste kvinder ønsker naturligvis er mænd og børn, men kan ikke få det fordi mændende er homoseksuelle.
-Her taler Peter imod bedrevidende - nemlig kvinderne selv. Ifølge kvinderne selv fravælger de ægteskab og børn, fordi ægteskab er ensbetydende med stilstand eller komplet tab af karrierelivet.

6. Genetikken er for forskellig til at asiatiske kvinder kan være som hvide kvinder.
-Der er større genetisk variation imellem to asiatiske kvinder end imellem en asiatisk og en hvid kvinde. Genetiske indeling af mennesker i forskellige racer blev tilbagevist for mange år siden.

Jeg betvivler ikke at Peter har mødt asiatiske kvinder, som var kede af og frustrerede over at være alene, og hvis inderligste ønske var at få mand og børn. Men der har ikke været tale om et repræsentativt udsnit og langt de fleste påstande Peter kommer med er faktuelt forkerte.

Simone Bærentzen, Mats Jørgensen, Heidi Pedersen, Ingrid Uma, Majbritt Nielsen, Inger Sundsvald og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Majbritt Nielsen

John Mortensen
25. oktober, 2013 - 18:19 #
"Inger Sundsvald, var det ikke Kvinderne selv der pine-død ville ud og være 'frie'
på arbejdsmarkedet ?
Hvor meget mel kan man egentlig have i munden samtidig med at man blæser ??"

Næ men dog, hvor skriver du nedladende. Det helt pinligt at læse og have respekt for dig som menneske.
Kvinder havde det ikke nemt førhen. Om det er bedre i dag?
Jeg ville ikke bytte for en million. Som en vis sanger har skrevet.

Men du kunne da læse lidt på den liste af milepæle for kvinders rettigheder. Hvis du bare har lidt sund fornuft, vil du kunne konkludere at det ikke har noget med Pine død som i barnagtighed. Som det du skriver, kunne tydes som.
http://www.soendag.dk/Os-kvinder/Selvudvikling/2012/02/07-43-milepaele-i...
-Kvinder fik rettighed til selv at hæve og bruge deres egne tjente penge.
-Uden at skulle stå til regnskab for ægtemanden.
-Blev myndige får arveret.
-Stemmeret.
-Mulighed for abort.
-Der er en lov om ligeløn, men den er vist ikke meget værd.
-Undervisningspligt.
-Ikke mindst P-pillen har også gjort en hel del for kvinder.
-Retten til at bestemme over egen krop.

Men disse ting er vigtige for kvinder. Og ikke et udslag af trodsighed, som du skriver kan tydes som.
Jeg personligt er meget taknemlig for de kvinder og mænd der har lagt grundstenen til den mulighed jeg har for at leve som det passer mig.
Jeg skal ikke bede nogen far eller mand eller bror om lov.

@ Karsten Kølliker

Jeg tror, at du ret i, at også i Danmark har den seksuelle aktivitet været jævnt nedadgående mange år, uden at der foreligger en egentlig undersøgelse på området. Danskernes seksuelle aktivitet er jo et ømtåleligt emne, at lave en undersøgelse over, i det mange nok ikke vil være helt ærlige over for sig selv i deres besvarelser.

Hvad årsagen er, kan der være mange forklaringer på. Men vi kan nok ikke undsige os, at danskernes seksuelle aktivitet (eller mangel på samme) er tæt forbundet med den konkurrencementalitet, som bliver mere og mere udbredt på arbejdsmarkedet – og for dem som ikke er en del af sidstnævnte.

Et tydeligt bevis for den nedadgående seksuelle aktivitet herhjemme kan blandt andet spores i det meget lave antal af fødsler.

Individualismen og selvbestemmelsen præger mennesket som aldrig før, hvilket naturligvis vil få indflydelse på dét, at gå på kompromis. Hvilket igen kan spores i det høje antal af singler. Det vil alt andet end lige påvirke den seksuelle aktivitet i en nedadgående retning.

Simone Bærentzen

Josephine Lehaff, TAK fordi du puster lidt fornuft ind i debatten!

Erik Hamre skriver: "Japanske mænd fravælger ægteskabet og det dertil ledende kæresteri fordi de ikke længere føler at de nærmest umenneskelige krav til produktion giver nok igen, for eksempel fordi livsvarig jobsikkerhed ikke længere findes. Så hvorfor ofre sig 14 timer om dagen som 'salariman' i en klan lignende virksomhed når man kan fyres som en vestlig funktionær? Derudover opfattes moderne japanske kvinder som krævende, materialistiske og svære at stille tilfredse, et typisk tegn på et samfund der har toppet, læs eventuelt hvad der blev skrevet om emnet i Romerrigets sidste dage." - Jeg synes du skulle læse Josephine Lehaffs kommentar foroven, hun har ret og du tager fejl.

Og nej, Erik Hamre, man bliver ikke ekspert i Japan af at have været i Japan og at have haft sex med en japaner. Jeg har selv boet i Japan, har et utal af japanske venner og har studeret Japan (med fokus på sprog, køn og identitet) i nogle år nu, og jeg ville aldrig påstå at jeg var ekspert.

Lise Lotte Rahbek, Majbritt Nielsen og Inger Sundsvald anbefalede denne kommentar
Karsten Kølliker

Jeg fik en anden idé, også her på falderebet. Velsagtens inspireret af Josephine Lehaff’s kommentar en lidt overraskende idé om, at den kulturelle globalisering faktisk kan være en rigtig god ting. Lad os sige, at sindet hos hvert enkelt menneske er denne suppe af tanker, følelser og lyster, hvoraf nogle er bevidste, andre ubevidste, og nogle i en grænsezone derimellem. Og lad os sige, at hver generation bliver født til nogen indsigter, som forekommer dem selvfølgelige, indsigter som tidligere generationer kæmpede hårdt for at opnå. Og lad os videre sige, at hvert enkelt menneske såvel som hver generation har sin frontlinje, det område hvor man kæmper for at realisere nogle følelser og lyster, kæmper for at leve i overensstemmelse med sig selv. I denne kamp kan det have stor betydning, at man møder nogen som kæmper den samme kamp, nogen som er i stand til at udtrykke noget af det man selv kæmper for at bevidstgøre.

Når der således i kommentarerne ovenfor skelnes mellem vestlig og asiatisk kultur, så er der vel en tendens til at glemme, hvor globaliseret vores kultur er. Det kræver bare en enkelt stærk kvindelig rollemodel i en eller anden vilkårlig importeret film, for at tænde dette ønske hos en asiatisk kvinde om uafhængighed og selvbestemmelse. Som Victor Hugo siger: Intet kan stoppe en idé, hvis tid er kommet.

Som en lille anekdote i forlængelse heraf var jeg på et fem dages ophold i Teheran i 2009. Ud af de relativt få gange jeg tændte for TV’et på hotelværelset kom jeg, da jeg zappede igennem kanalerne, tre gange forbi skandinaviske film på en af deres mere liberale landsdækkende kanaler. Giver lidt stof til eftertanke, ikke sandt?

Sören Tolsgaard

Sten Victor: "Et tydeligt bevis for den nedadgående seksuelle aktivitet herhjemme kan blandt andet spores i det meget lave antal af fødsler."

Siden de moderne præventionsmidler og den frie abort vandt frem i 1960'erne, har der næppe været direkte sammenhæng mellem den sexuelle aktivitet og antallet af fødsler. Umiddelbart førte denne udvikling til stigende sexuel aktivitet - og øget promiskuitet - og samtidig nedgang i fødselstallet. Sexuel frigørelse - men til hvad?

Da opportunisme og kønssygdomme - specielt AIDS - fulgte i kølvandet, blev de gamle dyder og tosomhed atter moderne, og da man samtidig - specielt i Norden - gennemførte en mere familievenlig politik med større valgfrihed mellem børnepasning og børneorlov, steg antallet af fødsler ganske betragteligt sidst i 80'erne. I de senere år har politikerne igen strammet grebet om de unge familiers økonomi, hvilket har fået fødselstallet til at dale. Samtidig foregik der en massiv pornoficering af det offentlige rum, særlig i medierne og på internettet. Der er således større medierelateret sexuel aktivitet end nogensinde, men pornoen har næppe længere den alment frigørende effekt, som den havde i 1960'erne.

Tværtimod synes grænsen på mange måder nået for, hvad sexualiteten kan opreklameres til. Pornoficeringen opleves givetvis af mange som et overgreb på den offentlige blufærdighed og personlige integritet, men propagandaen er så massiv, at påvirkningen og gruppepresset river de unge med sig - ofte imod deres inderste instinkt.

Den sexualiserede propaganda, ofte forklædt som pædagogisk vejledning, eller kameraets konstante fokusering under bæltestedet, medvirker antagelig til, at stadig flere føler behov for asexuelle frirum, ikke nødvendigvis for tid og evighed, men for at kunne udvikle sindet i andre retninger uden kontant at skulle konfronteres med det pornoficerede konkurrencesamfunds evindelige kamp om at erobre pladsen som overbavian.

Individualisering og singletilværelse kan således i bedste fald være stadier i en omstilling, hvor man i højere grad bliver sig selv bevidst, som udgangspunkt for at kunne engagere sig på et dybere plan end den allestedsnærværende sex-propaganda opfordrer til.

I Deadline giver en Japanforsker lige nu den forklaring på problemet, at det er de unge japanere der ikke vil underkaste sig det traditionelle japanske familiemønster: Manden som det ultimative skaffedyr på arbejde 6 dage 10 timer, kvinden som hjemmegående mor og husmor. Årsagen er angivelig at de mere end 30 års recession har gjort at købekraften er faldet så kraftigt at en lønning slet ikke er nok til at forsørge en familie. Både den japanske fertilitet og det japanske forbrug falder kraftigt.

Sexlysten er ikke faldet - tvært imod, ifølge Japanforskeren.

@ Sören Tolsgaard
”Siden de moderne præventionsmidler og den frie abort vandt frem i 1960'erne, har der næppe været direkte sammenhæng mellem den sexuelle aktivitet og antallet af fødsler. ”

Jo, indirekte er der utallige eksempler på, at der en sammenhæng mellem den seksuelle aktivitet og antallet af fødsler. Hvem husker ikke strømafbrydelsen i New York i 1977, der afstedkom et sandt babyboom 9 måneder senere. Og igen med orkanen Sandy, hvor fødselstallet 9 måneder senere steg med hele 30%.

Sider