Læsetid: 5 min.

Jagten på olie i Arktis fortsætter trods protest

Hverken Greenpeaces kampagne mod udvinding af olie i Arktis eller olieselskabernes frygt for dårlig omtale lader til at stoppe olie-jagten i Arktis
Greenpeace-aktivister blev anholdt, mens de forsøgte at borde en russisk boreplatform i september. Flere selskaber har sat deres arktiske olieprojekter på pause af frygt for dårlig omtale, men det betyder langtfra, at jagten på olie slutter. Foto: Denis Sinyakov

Greenpeace-aktivister blev anholdt, mens de forsøgte at borde en russisk boreplatform i september. Flere selskaber har sat deres arktiske olieprojekter på pause af frygt for dårlig omtale, men det betyder langtfra, at jagten på olie slutter. Foto: Denis Sinyakov

29. oktober 2013

Med sagen om de 30 Greenpeace-aktivister, der sidder fængslet i Murmansk i Rusland på anden måned, har striden om den arktiske olie nået et nyt højdepunkt. Uviljen mod udvinding af olien synes så stor, at en del iagttagere har spået, at oliejagten i Arktis snart vil stoppe. Men den spådom synes indtil videre at bygge på løse forhåbninger.

Flere af de største olieselskaber – Shell, Statoil, Total og Conoco-Phillips – har ganske vist nedjusteret eller udskudt efterforskningsboringer i Arktis i 2012 og 2013 netop med henvisning til faren for, at det risikerer at forvolde skade på selskabernes renommé.

Og da det franske olieselskab Totals administrerende direktør, Christophe de Margerie, i september 2012 annoncerede, at Total ikke længere ville deltage i efterforskningen efter olie i Arktis, lod han forstå, at det netop var frygten for dårlig omtale, der var hovedårsagen.

»Olie i Grønland ville være en katastrofe. Et udslip ville gøre alt for meget skade på vores selskabs image«, sagde han til Financial Times.

Siden da har Shell efter en serie uheld ud for Alaska udskudt alle nye boringer nord for Alaska i hvert fald indtil 2014; det samme har ConocoPhillips. Og forsikringskoncernen Lloyd’s har i en advarende analyse understreget netop ‘reputational risks’ ved olien i Arktis.

Dertil kommer, at udvindingen af olie og gas fra skiferlag i USA’s undergrund i stadig større grad gør USA selvforsynende med energi, og det kan svække lysten til at investere i Arktis, hvor omkostningerne til udvinding af olie er enorme.

Bag al spektaklet

Hvorfor er spådommen om det arktiske olieeventyrs død så formentlig overdreven? For det første har alle meldingerne om oliepause ud for Alaska midlertidig karakter. Shell har arbejdet videre ud for Alaska også i 2013, blot uden egentlige boringer. Total har droppet den arktiske olie – men ikke den arktiske gas. Statoil fastholder et ret højt udviklingstempo i de grønlandske, norske og russiske farvande.

Statoil har i 2013 kastet sig over det isfyldte, svigefulde Okhotske Hav ud for Østsibirien, hvor 67 russiske oliefolk mistede livet, da olieplatformen Kolskaya sank i 2011. Maersk Oil lader også til at ville fortsætte efterforskning i Grønland.

Det væsentligste tegn er dog, at alle meldinger fra de politiske beslutningstagere i de arktiske hovedstæder peger i retning af, at den folkelige modstand kun har overfladisk betydning. I Moskva, Oslo, Ottawa, Washington, Reykjavik og Nuuk udstedes jævnligt nye licenser, tilladelser og regulativer, der understøtter jagten på olie og gas.

Flere tilløb i EU til modstand mod udvinding af den arktiske olie er blevet knust. For få dage siden kom det frem, at Storbritannien satser på en rolle som logistikcenter for den arktiske olie. I Moskva har man netop annonceret vældige skattelettelser, så både russiske og udenlandske selskaber animeres yderligere. Tankskibe fra det russiske Arktis kan nu sejle ad den stadig mere isfri sejlrute nord om Sibirien direkte til forbrugerne i Japan, Sydkorea og Kina. China National Petroleum Corporation konkurrerer i dag med BP, Statoil, ConocoPhillips, ExxonMobil og Total om de mest lukrative kontrakter i Rusland.

I Norge er reglerne lempet, så olieboringer i Barentshavet kan ske i mere is end tidligere. Den nye grænse mellem Norge og Rusland i Barentshavet fra 2010 udnyttes for fuld kraft. I Alaska har olieindustrien fået skattelettelser i år, præcis som i Rusland. Washing-ton fastholder strenge sikkerhedskrav til olieselskaberne efter katastrofen i Den Mexicanske Golf i 2010, men egentlige forbud mod boringer i Arktis er ikke på tale.

I Canada understreger den konservative Harper-regering ofte sin støtte til den arktiske olie, og olieudvindingen mellem isbjergene ud for Newfoundland fortsætter ufortrødent. ConocoPhillips og andre har i 2012 og 2013 fået nye licenser i det canadiske højarktis.

Olie afgørende for Grønland

Grønland fastholder også bestræbelserne på at få gang i olieudvindingen. Da den nye regering med Aleqa Hammond i spidsen trådte til i marts, blev der midlertidigt sat en stopper for udstedelse af nye olielicenser, men der er ingen planer om at afblæse jagten på olie og gas i de talrige felter, der allerede er udlejet til selskaberne.

Tværtimod har den ny regering ofte understreget, at den er mindst lige så klar til at leve med de afledte risici som den tidligere regering. Beskatningen af olieselskabernes efterforskning giver allerede pæne indtægter, og egentlige oliefund kan vise sig afgørende for det grønlandske velfærdssamfund og for grønlandsk selvstændighed.

Både de grønlandske politikere og et stort flertal af vælgerne har valgt at leve med risikoen for forurening. Alle ved, at effektiv oprydning efter et større olieudslip vil være næsten umuligt på grund af de ekstreme vejrforhold og de enorme distancer, men vældige områder både øst og vest for Grønland er nu skåret op i bevillinger til ConocoPhillips, Shell, Statoil, Cairn Energy, Husky, Dong, Maersk Oil og andre selskaber.

Helt op til 77 grader nord har Grønland indbudt til efterforskning i det, der kan blive verdens nordligste offshore-felter.

Oliejagten har afdækket et dilemma i forholdet mellem Danmark og Grønland. Grønlands ret til undergrunden blev slået fast i Selvstyreloven i 2009. Siden har Grønland også hjemtaget det fulde ansvar for, at selskaberne har beredskabet klar, hvis katastrofen sker.

Dilemmaet består i, at regningen alligevel kan ende i København: I første omgang har olieselskabet ansvaret, hvis ulykken sker. Men hvis selskabet ikke kan, ikke har råd eller nægter at påtage sig ansvaret, lander ansvaret hos den danske regering, eftersom ansvaret for miljøet i havet uden for de helt kystnære områder i Grønland fortsat er et dansk anliggende. Risikoen er reel: Regningen til BP efter katastrofen i Den Mexicanske Golf i 2010 lyder foreløbigt på cirka 35 mia. dollar. Det er mere, end Grønland i dag kræver i sikkerhedskapital fra de selskaber, der vil bore ud for Grønland. Den danske presse spurgte i sommeren 2013 forsvarsminister Nick Hækkerup (S) til emnet, men Nick Hækkerup mente ikke, at det påhvilede ham at have en holdning. Beredskabet er Grønlands ansvar, påpegede han korrekt – selv om regningen kan ende i København. Og Danmark støtter fortsat Grønlands beslutning om at satse på olien.

Den arktiske olie bliver altså stadig mere kontroversiel. Men såvel olieindustrien som de politiske beslutningstagere i Arktis virker stadig fast besluttede på at fortsætte jagten.

 

Martin Breum er journalist, vært på DR2’s Deadline og forfatter til bogen ’Når isen forsvinder – Danmark som stormagt i Arktis, Grønlands rigdomme og kampen om Nordpolen’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Karsten Kølliker
  • John Fredsted
  • Kalle Nielsen
  • Olaf Tehrani
  • Claus Oreskov
Karsten Kølliker, John Fredsted, Kalle Nielsen, Olaf Tehrani og Claus Oreskov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Jeg har tidligere skrevet at al denne verdens olie er amerikansk olie - men der bliver jeg maaske noedt til at traekke tilbage efter de store fund af baade olie og gas i skiferlagene - der tyder paa at USA har hvad de skal bruge.

Hvis olien ikke er amerikansk - hvad er den saa? Jeg gaetter paa kinesisk. Russerne har selv mere end rigeligt indenfor egne graenser - men hvis de vestlige selskabers udvindingsmuligheder forpurres af kampagner - ville det da vaere et oplagt omraade for kinesisk ekspansion. Og saa vidt jeg ved bekymrer man sig derovre ikke synderligt om et par knald-roede gummibaade - uanset om der er ballademagere i dem eller ej.

Henrik,
du har nok ret mht. kinesernes holdning eller "fremgangsmåde", men hvad mener du mere præcist med udtrykket "ballademagere"? Som jeg forstår sådan et ord, bør det ikke hæftes på folk, der på ikke voldelig vis forsøger at gøre opmærksom på et problem. Så var folkene på de nødhjælpsskibe, der fra tid til anden er blevet bordet af israelske soldater i internationalt farvand, også ballademagere.

Allan Hansen, morten Hansen, John Hansen, Brian Pietersen og Helge Rasmussen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Erik Karlsen

Jeg ved ikke om ordet ballademagere er mit eller noget jeg har laest i en kinesisk (regerings)avis.

Hvis det er mit - saa kraeves der efter min mening medlemsdemokrati, aabenhed m.m. hvis man haevder at overtraedelse af lovgivningen udfoeres som civil ulydighed.

Ved aktioner i arktisk farvand - saetter man jo ikke bare sit eget liv paa spil - men ogsaa det millitaer og redningspersonale der uanset hvilken regering der nu har ansat dem - har en forpligtigelse til at gribe ind hvis det gaar galt.

Med et eksempel fra en helt anden boldgade: Det er meget sjovt naar en mand aktionerer ved at snige sig ind i den engelske dronnings sovevaerelse og beder om en cigaret - naar det gaar "godt". Dronning Elisabeth har et staerkt bryst og kommer sig nok over forskraekkelsen. Det er ikke saa sjovt - hverken for ham der aktionerer - eller for den sikkerhedssoldat der skyder ham - naar det gaar galt.

Niels Jespersen

Mon ikke det kun er i Information at Greenpeace's aktioner betyder nogetsomhelst?

Der er alt for meget Hollywood over det her - og som Leif Blædel i en artielserie for længe siden afslæørede: Greenpeace er privat og stiftet af en skrupelløs forretningsmand, som profiterer voldsomt på blåøjede idealister.

Rusland er skam i sin gode ret til at gøre som det gør - Greenpeace kan jo bare protesterer som alle andre i stedet for at sætte liv og lemmer på spil i Arktis. F. ks. kunne greenpeace jo bare protestere i Moskva som alle andre russsiske statsbogere jo gør det.

Aksel Gasbjerg

Frygten for dårlig omtale, frygten for udslip, omkostninger, nye licenser, isfri sejlruter, beskatning osv.

Men ikke et ord om sagens egentlige kerne: hvad dælen skal vi med den olie? Atmosfæren indeholder allerede 400 ppm CO2 og stiger hastigt med ca 2,5 ppm hvert år. Ved 450 ppm overstiger vi grænsen på 2 grader. Hvis vi forbrænder alle kendte reserver af kul, olie og naturgas vil vi komme op på ca 6 graders stigning, hvilket vil være altødelæggende.

Så hvorfor skal vi absolut finde flere reserver af olie? Det er vejen til kollektivt selvmord. Den vanvittige arktiske jagt på olie er lakmusprøven på, om menneskeheden mener det alvorligt med begrænsning af den globale opvarmning til 2 grader.

Esben Nielsen, Mona Jensen, morten Hansen, John Hansen, Per Dørup Jensen, John Fredsted, Helge Rasmussen, Kalle Nielsen, Laust Persson, Lise Lotte Rahbek, Kim Houmøller, Olaf Tehrani og Filo Butcher anbefalede denne kommentar

Ja, jagten på olien vil uden tvivl fortsætte indtil den sidste dråbe er presset ud af kloden, selv om vi ved at hvis al den olie bliver brændt, vil klimaet løbe så løbsk at vi nok slet ikke vil opleve afbrændingen af denne sidste dråbe.

Det er det uafværgelig resultat af nationalstater der konkurrerer med hinanden på alt mellem himmel og jord, og politikere der er i lommen på kapitalen.

morten Hansen, John Fredsted, Aksel Gasbjerg, Helge Rasmussen, Kalle Nielsen og Laust Persson anbefalede denne kommentar

En miljøkatastrofe i Arktisk kan, hvis uheldet er ude, brede sig til hele Arktis. Et fælles Arktis må hører under Arktis råd – hvor man diskuterer sådanne scenarier. Det betyder selvfølgelig af de arktiske nationer må gribe efter tegnebogen så…

"»Olie i Grønland ville være en katastrofe. Et udslip ville gøre alt for meget skade på vores selskabs image«, sagde han til Financial Times."

2 ting:
Disse mennesker er iskolde krapyl som uden nogen bekymring OVERHOVEDET vil bore i hvad som helst hvor som helst. Det eneste de tænker på er firmaets image - dvs. afkast og kursværdi på børsen.

Den anden ting er at det trods alt - uanset hvem der gør det og i hvad interesse de gør det - er lykkes at få disse virksomheder til at ryste i bukserne, ved tanken om at offentligheden eller "blåøjede idealister" som Niels Jespersen kalder dem - skal afsløre et evt. udslip eller miljøkatastrofe.

Konsekvenserne for miljøet - ved et olieudslip - er det total kolde overfor. Det har Shell vist i Afrika og BP i den Mexicanske Golf. Følges disse virksomheder ikke nøje, er de villige til at skære ned på sikkerhedsforanstaltningerne, i sådan en grad at selv eksperter inden for området - ryster på hovedet.

Michael Kistames, morten Hansen, John Hansen, Brian Pietersen, Rune Petersen, Aksel Gasbjerg og Kalle Nielsen anbefalede denne kommentar

"Både de grønlandske politikere og et stort flertal af vælgerne har valgt at leve med risikoen for forurening."

Nu er det jo heller ikke risikoen der er svær at leve med - det er konsekvenserne af de næsten uundgåelige uheld.

Man ved jo også godt, hvordan man får et "stort flertal" af vælgere med på vognen ved lige dele stok, gulerod, skræmmekampagne og løgn.

Og så er der vel ikke nogen der tror på, at en moderat effektiv protestorganisation som Greenpeace nogensinde ville kunne gøre det godt nok til at tilfredstille folk som Henrik Brøndum og Niels Jespersen?

Protest er pr. definition en forstyrrelse af business as usual, og det vil business as usual naturligvis altid finde kritisabelt.

Sådan som verden er skruet sammen politisk og økonomisk kan man ikke bebrejde de lande, der har for 100 vis af milliarder af kr. liggende til fri afhentning i undergrunden f.eks. i form af olie, at de gør.

Dertil er gevinsten simpelthen alt alt for stor set i forhold til de risicis man kan påføre et økosystem i et givet geografisk område. Og sker der et udslip retter naturen stille og roligt op på skaderne, så der atter er balance i økologien - Til en vis grænse naturligvis.

Olieskaderne og efter følgerne efter Exxon Valdes i Alaska og det kolonorme udslip i den Mexicanske Golf høre vi f.eks. intet til længere.

Brian Pietersen

Kjeld Hansen

Olieforurening, jo koldere jo værre er den.

En anden ting er om man overhovedet vil høre om forureningen vil være farlig for os alle sammen, der er måske for mange mennesker i olieinteressenternes lommer til at sandheden kommer frem ??... og er det så for sent ???

Per Dørup Jensen

Ja, og iøvrigt er det grotesk, at en privat (og politiseret) miljøorganisation som Greenpeace skal kæmpe vor alle sammens miljøkamp mod griske olieselskaber.
- Ligesom Fredsbevægelsen, eller hvad der er tilbage af den, næsten er den eneste der protesterer mod krige, og hvad der følger af død og lidelser. Hvad laver alle andre? Hvad helvede er de til for?

Michael Kistames, Brian Pietersen og John Hansen anbefalede denne kommentar

Vi er hjernevaskede vækstjunkier. Blip båt og Gud hvor går det godt.
Hørte en gang i radioen en af de hovedløse økonomer svare på, hvad problemet var ,i at væksten kun var 0 eller 1/2 % her over på krisen. "Jamen, så går der 10 år mere før end vi bliver dobbelt så rige".

Brian Pietersen
29. oktober, 2013 - 13:38 #

Ja, det er så det springende punkt som vi sikkert ikke for et entydigt svar på. Men på godt og ondt har verden lagt en kurs, som det ikke vil være muligt at ændre på kort og sandsynligvis heller ikke på længere sigt. Vi kan kun håbe det bedste.

Interessen for og krav på den velstand vi har været vandt til i f.eks. Danmark gennem snart et århundrede vil blive stillet i alle afkroge af verden for fremtiden. Det vil intet kunne stoppe.

Men for mig at se er der fortsat håb gennem teknologisk udvikling frem mod en bæredygtig verden.

- Det skal der simpelthen være.

@ Henrik Brøndum

De sande "ballademagere" er dem som søger mod en udvinding af olien! Jeg vil til tider vove at påhæfte de (fredelige) grønne aktivister et heltemærkat. De er modsat mange andre ude på at klodens fremtid skal være bare nogenlunde lys på den lange bane. Desværre er hovedparten af stillingstagerne i denne verden drevet af magtliderlighed og deraf hungren efter penge, der desværre er den primære måleenhed for succes...

Henrik Brøndum

@Allan Hansen

Jamen jeg er ikke uenig med dig i at der er masser af idealister i GreenPeace - jeg kan bare ikke lide den organisation der udnytter dem.

Til gengaeld er vi saa uenige om betydningen af CO2. Jeg tror det er et overkommeligt problem - og jeg tror ulemperne ved at lade de multinationale olieselskaber drive oliejagten - i modsaetning til f.eks. Groenlands Selvstyre - overskygger fordelene. Min kone arbejder for BP med den software der ogsaa skal til for at bygge en oliebroend paa 1500 meters havdybde. Det kraever noget helt andet end at harpunere en sael - selvom det ogsaa er svaert.

Selvfoelgelig er dem der sidder i toppen af saadan en virksomhed "magtliderlige" som du siger - men hvis du tror de ikke er personligt paavirket af at have begaaet den fejl paa Deep Horizon der paa stedet draebte alle ombord paa riggen - saa tager du fejl.

Henrik Brøndum:

Jeg ved heller ikke, om Greenpeace lige er min yndlingsorganisation, men kritkken, der er blevet fremført i disse spalter er... skal vi sige en smule unuanceret og ikke særlig up-to-date. Som jeg skrev foroven, virker det lidt, som om man bliver holdt til en uopnåeligt høj standard. Jeg ser f. eks. at grundlæggeren/chefen i Greenpeace bliver beskyldt for at være forretningsmand, og at dette i sig selv bliver anset for et knock-out argument.

Bortset fra, at påstanden faktuelt ligger lidt til den dovne side, så er det da bemærkelsesværdigt, at folk, der ellers flader i svime over de forgyldte virksomhedsledernes utallige dyder, kan anse det for dybt suspekt, hvis Greenpeace gør brug af de samme fantastiske menesker, som gør firmaere og organsisationer i erhverslivet til en succes.

Du har selv et særligt højt krav til "fuldt" demokrati i Greenpeace - jeg ved ikke, hvordan det ser ud på græsrodsniveau i de enkelte afdelinger, men det er ikke bare sådan, at der sidder en autokrat bag et mørk tæppe et sted og udsteder ordrer.

Under alle omstændigheder er det svært at se, hvorfor eventuelle demokratiske imperfektioner eller udnyttelse af idealistiske unge mennesker gør, at de nu bare selv er ude om det, når russerne kaprer deres båd og justitsmyrder dem. Det forekommer mig, at man godt kan adskille sine generelle betænkeligheder ved Greenpeace og den konkrete situation.

Mht. til BP og Deepwater Horizon, så kunne jeg godt tænke mig at vide, om du ved noget, om de personligt "påvirkede", vi andre ikke gør, for Tony Hayward virker ikke i medierne som en, der ligger vågen hver nat og beder on Guds og de dræbte familiers tilgivelse. Hans famøse 2010 bemærkning om, at han gerne snart vil have sit liv tilbage (i modsætning til dem , der mistede deres uigenkaldeligt) er kendetegnende; Han kommer ikke mere end halvvejs gennem undskyldningen, før selvmedlidenheden tager over:

"We're sorry for the massive disruption it's caused their lives. There's no one who wants this over more than I do. I would like my life back."

Henrik Brøndum

@Claus Jensen

Jeg personligt har intet imod at grundlaeggeren af GreenPeace er forretningsmand, men min begrundelse for de saerlig hoeje krav er at der anvendes ulovligheder. Hvis man anvender civil ulydighed eller paa anden maade overtraeder loven skal man have sit eget hus 110 pct i orden og en uomtvistelig sag.

Tony Haywards udtalelse var umaadelig malplaceret og jeg vil naturligvis ikke garantere noget om hans indre habitus. Mit argument er rettet imod den opfattelse, at enhver der har enten penge eller magt er mere umoralsk end hende der syer alt sit toej selv.

Henrik Brøndum:

Det er nok der, vi vægter tingene anderledes. For selvom jeg går op i, at folk, der engagerer i civil disobedience, altså forstyrrelse af business as usual, som rent formelt kan være ulovligt i højere eller mindre grad, skal kunne holde til at blive kigget efter i sømmene, så går jeg meget højere op i, om en entitet med magt, indflydelse og privilegier i BPs størrelsesorden er helt fin i kanten, også selvom det ufine måske ikke består i formelt at bryde loven.

Jeg har også stadig svært ved at se, hvad der skulle diskvalificere deltagerne i den russiske aktion i forhold til kravene om oprigtig idealisme, frivillig deltagelse og en god sag, og at det er helt adskilt fra, om organisationen, der arrangerer aktionen eventuelt kom galt afsted med en film om sælfangst for 30 år siden - og også adskilt fra om nogen kan bruge disse aktioner politisk.

@ Henrik Brøndum

Jeg er udmærket klar over, at man ikke blot harpunere klodens overflade som om den var en sæl. Desuden tror jeg at du misforstår din egen sammenligning, hvor du bekræfter at det er svært at dræbe en sæl. Jeg tænker at du pålægger denne bedrift en sværhedsgrad ud i det rent tekniske i at dræbe en sæl i den fri natur; på sælens hjemmebane. Det er ligesom det dine indlæg her kan antyde - en teknisk/økonomisk interesse frem for en decideret moralsk tilgang. Jeg ville sikkert ikke kunne ramme en sæl fra klods hold - det skyldes dog ikke det rent tekniske. Den manglende effektivitet er forankret i en moral som jeg vægter højere end pengene jeg kan få for sælens skind...
Hvis folk der overtræder loven er lig med Greenpeace har du givetvis misforstået en hel del omkring denne organisation.

Det er for øvrigt trist hvordan tab ofte måles i menneskeliv... Selvfølgelig er det trist at alle ombord på Deep Horizon omkom... Vi er bare ikke de eneste der lider under vores egen jagt på sorte tal på bundlinjerne...

Henrik Brøndum

@Claus Jensen

Du har selvfoelgelig ret i at BP har noget stoerre muskler end GreenPeace - og af den grund maa acceptere en saerlig kontrol. Jeg er nu tilhaenger af denne goeres eksplicit i lovgivningen - og ikke som alle mulige uformelle krav.

Min hovedanke mod GreenPeace og lignende er at vi ikke ved hvem de er! De er kun deres organisation - det kongelige danske Socialdemokrati har en formand(inde) - Information har en ansvarshavende redaktoer. Disse personer staar til ansvar for hvad der foregaar.